Helbredte svigermor på et øjeblik
Ida, skammer du dig slet ikke? Har du nu igen brugt penge på unødvendige ting?!
Svigermor fór ud af børneværelset, mens Ida lige nåede at sætte elkedlen over. Karen Andersen smed tre små børnetrøjer på bordet de helt nye, dem Ida tidligere samme dag lagde til side på stoleryggen i Sigrids værelse. Med prisskilte og det hele var de stadig ubrugte.
Karen, jeg fandt dem altså på tilbud, Ida rykkede sig uvilkårligt hen mod køkkenbordet. 70% rabat, så jeg gav for tre styk, hvad én normalt ville koste.
Tilbud! Karen slog ud med armene. Hver dag er der et fantastisk tilbud, er det ikke sådan, du siger? Du er så ødsel, det er hvad du er! Rasmus slider og slæber, og du spilder hans penge på klude!
Ida kneb om kanten af forklædet. Efter halvandet år som gift havde hun stadig svært ved at lade de ord prelle af. Hvert besøg fra svigermor føltes som en retssag, hvor Ida var konstant skyldig.
Men det er jo gode, pæne ting, prøvede hun roligt. Sigrid behøver da også ordentligt tøj, det er jo jeres barnebarn.
Mit barnebarn! Karen blev rød i hovedet. Jeg gav hende jo en hel pose tøj sidste uge! En veninde havde det næsten ubrugt! Hvor er det blevet af?
Ida sagde ikke noget, men gik ind i værelset. Uden at vække Sigrid, fandt hun to bluser i skuffen, dem fra svigermors pose, og lagde dem tavst på køkkenbordet foran Karen.
Se selv. Synes du, det her er næsten nyt?
Den lyserøde bluse havde et udvasket plet på maven, størrelsen af en håndflade. Den blåprikkede bar præg af en klodset lappeløsning på ærmet og en dårlig syning på skulderen.
Og? Karen kiggede ikke engang på dem. Hun er kun et år, hun lægger slet ikke mærke til det. Du bruger bare penge for at ruinere min søn!
Karen greb tasken og styrede mod døren.
Jeg fortæller alt til Rasmus. ALT, hører du? Han skal vide, hvilket kryb han har slæbt ind i familien!
Døren slamrede i. Ida blev stående midt i køkkenet og stirrede på bluserne. Den grimme plet flimrede foran øjnene. Hvor længe hun stod sådan, vidste hun ikke måske fem minutter, måske ti. Pludselig lød Sigrids spæde gråd fra børneværelset. Hun var vågen.
Om aftenen kom Rasmus hjem fra arbejde, stille og mut. Spiste sin aftensmad, legede lidt med Sigrid, så fjernsyn. Ikke ét ord om moren eller shopping. Ida iagttog ham usikkert fra køkkenet vidste han det? Eller var han bare træt? Eller gik han bare og samlede sig til et forestående skænderi?
Hun vaskede op, tørrede hænderne af og kiggede på sig selv i det mørke vindue. Nok. Ikke mere. Hun ville ikke længere undskylde for hver strømpe, hun købte til deres datter. Ville Karen have krig? Så skulle hun få det.
Karen kiggede forbi alt for ofte nu.
Igen foran computeren? Karen trådte ind i køkkenet. Har du virkelig ikke andet at tage dig til? Rasmus knokler, mens du sidder og spiller Candy Crush.
Ida klappede laptoppen i. En halvfærdig freelance-opgave blinkede i baggrunden, men det nyttede ikke at forklare Karen arbejde hjemme var jo ikke rigtigt arbejde, ikke hvis man spurgte hende.
Jeg arbejder hjemmefra, Karen, sagde Ida lavmælt.
Arbejder, ha! Karen snøftede og rodede mistroisk i køleskabet. Du lever af min søns penge! Han slider for alt, mens du sidder her.
Snart peb Sigrid i sengen, og Ida benyttede chancen for at slippe væk. Hun kunne mærke Karens blik brænde i ryggen.
Tre dage senere kom Karen igen. Denne gang brokkede hun sig over, at lejligheden var for varm alt for høje elregninger! Ida svarede ikke, bare nikkede og ventede til det gik over. Indeni voksede noget hårdt og tungt for hvert besøg.
Siden, en aften, da Rasmus kom glad hjem, sagde han over aftensmaden:
Min mor fylder 60 om to uger. Det er jo en rund dag. Hun har altid drømt om en pelshue mink, selvfølgelig. Skal vi ikke købe sådan én til hende?
Ida stivnede lidt med gaflen i hånden. Hun kiggede længe på sin mand, satte så langsomt gaflen på bordet.
Ved du hvad, jeg har faktisk set en meget fin model i Magasin forleden, Ida smilede så venligt, hun kunne. Skal jeg ikke tage mig af det? Jeg ved trods alt noget om, hvad hun vil synes om.
Rasmus blev rørt og trykkede hendes hånd, og Ida smilede bredt.
Tiden fløj, og pludselig var det Karens store fødselsdag. Tidligt på dagen bragte Ida Sigrid hjem til sin mor, hoppede i sit fineste tøj og tog den allerede indpakkede gaveæske frem fra skabet smuk gavepapir, silkebånd og det hele.
Da de kom ind i den fyldte stue, sad Karen stolt for bordenden i vinrødt kjole, modtog gratulationer og nikkede kongeligt. Hun lyste op, da sønnen kom, og vendte næsten ikke blikket på Ida.
Efter et par taler og sildemadder gjorde Ida klar til at overrække gaven. Hun ventede til Karen havde åbnet gaver med stel og håndklæder, så rakte hun sin gave frem.
Fra os begge, sagde Ida og mærkede hjertet hamre.
Karen løftede låget, stirrede ned og stivnede. Længe blot kiggede hun. Så så hun direkte på Ida med et mærkeligt, ubestemmeligt blik.
Hvad er det her? Karen hev huen op, så alle kunne se. Skal det her forestille at være en gave?
Den lodne hue var forfærdelig. Pelsen var sammenfiltret og pjusket, to store bare pletter midt på, foret gult og sprødt. Den havde mindst tyve år på bagen og stank af fugtig kælder.
Gæsterne blev stille. Nogle kiggede væk, andre stak næsen i deres mad. Karen blev helt bleg, så rød og hendes læber begyndte at skælve af ophidselse.
Ida, hvordan kunne du? Karen slængte huen i salatskålen. På min store dag! Foran alle! Du ville ydmyge mig!
Ida talte roligt, uden at ryste, selvom hjertet galopperede.
Karen, jeg forstår ikke din reaktion, sagde Ida stille. Du giver jo selv Sigrid gammelt tøj. Med pletter, lapper og det hele.
Karen gispede, men Ida lod hende ikke slippe til.
Hvis brugt er godt nok til dit lille barnebarn, er det vel også godt nok til dig. Vil du have nyt og flot, så kan du også give Sigrid noget tilsvarende. Lad være med kun at give gammelt fra Røde Kors.
Ida rejste sig, rettede på kjolen. Ingen sagde en lyd. Karen hev efter vejret, men kunne intet sige.
Indtil da må du bære denne hue, og vise mig den uøkonomiske svigerdatter hvordan man sparker ballade ud af huset. For det er jo ligegyldigt, hvad man har på, ikke også? Ida tog sin taske. Rasmus, jeg går. Kommer du med?
Rasmus så på sin mor, så på sin kone, så tilbage. Tavs rejste han sig og fulgte med Ida ud. Karen gispede, men han så sig ikke tilbage.
Ude på gaden indhentede Rasmus hende og greb hende ved armen.
Hvad gik alt det ud på? hans blik var undrende, ikke vredt. Forklar mig det, Ida.
Og Ida fortalte ham alt. Om poserne med laset tøj, om pletterne, lapperne. Om beskyldningerne for ødselhed ved hvert eneste indkøb til deres datter. Om kryb og mareridt. Hvordan hun havde lidt i stilhed for freden skyld.
Rasmus lyttede tavst. Da Ida var færdig, stirrede han længe forbi hende. Så trak han hende ind til sig i et kram.
Hvorfor sagde du aldrig noget?
Ville du have troet mig? Ida lænede panden mod hans skulder. Det er jo din mor.
Han svarede ikke, krammede hende bare tættere. Tavsheden sagde mere end ord.
I to måneder så de ikke noget til Karen. Ingen opkald, ingen besøg, intet. Ida vænnede sig til stilheden, begyndte så småt at slappe af, hver gang det ringede på døren.
Så kom Karen en dag uanmeldt. Ida åbnede døren og stivnede, uvis på hvad hun skulle forvente. Karen stod i opgangen og så væk, med en stor papirspose foran sig.
Det er til Sigrid, rakte hun posen frem. Jeg har selv valgt det. Købt i butikken.
Inde i posen lå børnetøj. Nyt, stadig med mærker, pænt og i god kvalitet.
Ida så op, smilede. For første gang så det ud til, at Karen virkelig havde forstået. Og det var begyndelsen på en anden, meget rarere historie.
