Bedstemors Boller
For første gang i mine tyve år som gift, skulle jeg rejse alene på ferie. Ikke mere end to dage, bare en tur frem og tilbage, til en gymnasieårlig gensynsfest. Min mand havde sagt nej, fordi den del af mit liv tilhørte kun mig, og han ville ikke blande sig. Det passede mig, for formålet med rejsen var meget andet end bare gamle klassekammerater der var en særlig grund, som kun vedkom mig.
Jeg så mine gamle klassekammerater. Det gik fint. Ligesom altid: først praler alle lidt af, hvad de har udrettet, og efter et par glas snaps begynder man at beklage sig over livets bump.
Da jeg fandt chancen, gled jeg væk. Nogle sagde jeg, jeg snart var tilbage. Andre skulle der alligevel ikke forklares noget til. Min gamle veninde fra gymnasiet, Karen, satte mig af ved kirkegårdens port.
Jeg anede ikke, hvor jeg skulle gå hen, så jeg vandrede lidt i blinde. Over en time vandrede jeg rundt med buketten af hvide roser presset mod brystet, sprang forsigtigt henover andres grave, men kunne ikke finde bedstemors navn. Luften var trykkende, jeg var tørstig og havde mest lyst til at hyle.
Der var tre timer til, jeg skulle flyve. Hvordan skulle jeg finde hende? Med gråd og frustration begyndte jeg at råbe, som jeg gjorde som lille: Bedste, bedste! Hvor er du?
— Hvad hedder hun? Hvad er efternavnet? kom der pludselig en rusten mandsstemme. Af forskrækkelse tabte jeg blomsterne.
— Rolig nu, jeg er ikke et spøgelse, jeg arbejder bare her, sagde et hoved med uregerligt hår fra en nys udgravet grav. Jeg kunne lugte lidt sprit, han havde en skovl i hånden.
— Inger… Inger Hansen. Min bedstemor. Jeg er aldrig før kommet på hendes grav.
— Kom, sagde manden myndigt og traskede af sted i stik modsat retning af mine egne søgen. Ti-femten minutter senere stod jeg foran sort granit, hvor der stod: “Inger Hansen.”
— Hvordan kan du vide, hvem er hvor? spurgte jeg.
— Ja, se nu her, sagde manden og pegede på stenen, — sådan en grav ser du kun én gang.
Jeg læste: Jeg efterlader opskriften på mine luftige boller til børnebørn og alle jer andre. Nyd det! Elsk hinanden. Bedste Inger. Mit hjerte hamrede, jeg kendte hendes håndskrift. Og under det: netop den opskrift, som min mor engang lærte mig. Jeg slap udmattet ned på en vakkelvorn bænk.
— Din bedstemors en slags berømthed her, sagde manden, mens han trak på en cigarillo. — Alle kendte hende. Må ha været kvik. Det må man give hende, — han blinkede til mig med sit hævede øjenlåg. — Og hun lavede gode boller, især som tilbehør til en lille en.
Jeg trak nogle sedler op af pungen og rakte dem til ham:
— Vil du ikke lade mig være alene lidt? Jeg har så meget, jeg må tale med min bedstemor om.
Han gik, og jeg lagde min jakke ud og lagde mig på den varme sten, armene omkring hendes navn, som om det var det mest naturlige i verden.
Bedste, hviskede jeg, jeg bor i Danmark, som du ønskede. Jeg har familie: mand og to dejlige døtre dine oldebørn. Jeg arbejder som sygeplejerske. Det er hårdt arbejde, men folk respekterer det. Vi har en god lejlighed. Vi har rejst verden rundt. Alt er tilsyneladende fint, men glæden i hjertet har været væk længe. Min mand og jeg er fremmede for hinanden. Jeg ved ikke, hvorfor jeg lever, eller for hvem?
En lun vindstrøm gik over mig. Jeg lyttede. Som barn lød sommeraftener ens fårekyllinger, blade, græsset der hvisker. Åh, Bedste! Hvor jeg savner dig! Gråden piblede ud, jeg tørrede ikke engang kinderne. Ingen steder i verden følte jeg mig så godt tilpas som hos dig.
Jeg lukkede øjnene. Bedste dækkede bordet roligt, som altid: skål med de luftige boller, grød, hjemmelavede syltede agurker. Hendes varme hænder strøg mit hoved. Lille ven, sagde hun, vent ikke på, at nogen skal gøre dig lykkelig. Lad dig ikke lokke af ting og sager. Hos dig er kun en dråbe kærlighed, og du tror, det er for lidt at give væk men jo mere du deler, desto mere får du selv.
— Sover du her? lød det pludselig. Jeg for sammen. Samme mand stod der med skovlen. — Jeg har boller med, min kone bagte dem i dag. Og lidt hjemmelavet hvidtøl.
Det kom belejligt. Jeg opdagede, hvor sulten jeg var. Taknemmelig tog jeg imod og kiggede automatisk på klokken: Mindre end en time til flyet. Det var det jeg ville aldrig nå det.
— Hvordan får jeg fat i en taxa? Er der overhovedet taxaer her? Jeg turde ikke andet end at gå i panik.
— Kom nu, sagde manden og tog mig bestemt ved hånden. Ti minutter senere sad jeg permanent i en taxi mod lufthavnen.
Så slog det mig som et lyn gennem kroppen: Min taske med pas, billet og penge lå på bænken ved bedstemor.
— Vi må tilbage, jeg BER dig! råbte jeg til chaufføren.
Han bandede og lavede en U-vending. Pludselig stod manden med min taske ude på vejen. Hans gamle cykel væltede ved siden af.
— Her, tag nu din taske, sagde han forpustet.
Jeg omfavnede ham som en nær. Jeg trak en 500-kroneseddel op af pungen.
— Nej, jeg gør det ikke for pengene, kun for bedste. Jeg kigger ofte forbi hende. Sætter mig og snakker. Så føles hjertet varmere, og jeg har mindre trang til øl.
Da jeg sad i flyet, blev jeg overvældet af taknemmelighed over for den mand, bedstemor førte mig sammen med. Og for taxa-chaufføren, som lod mig græde uden spørgsmål hele vejen. Og for de fremmede mennesker, der skriver bedstemors bolle-opskrift af stenen for at glæde deres egne. Og min mand, der, trods alt, ikke kan gøre mig tilfreds. Og mine døtre, der, selv hvis de ikke altid lytter, dog er til.
Mine kære, mine elskede! Min kloge bedstemor Inger har vist mig vejen tilbage. Lært mig, at ingen gør mig lykkelig, hvis jeg ikke selv begynder at være varme, glæde, tryghed og energi for andre.
Jeg fandt opskriften på bedstemors boller på min telefon og kom ubevidst til at le højt. Jeg endte med at forklare kvinden ved siden af min glæde. Hun bad straks om opskriften, videresendte den til sin veninde, og snart var hele flyet i gang med at dele historier om bedstemødre og barndommens minder. Da vi landede, var vi ikke længere fremmede.
Da jeg kom hjem, var huset tomt: døtrene i skole, manden på arbejde. Jeg tog et bad og gik i gang med at lave dej til boller.
