Anna var træt. Hun havde boet alene i seks år, siden hendes mand forlod hende. Sidste år blev hendes datter gift og flyttede fra København til Aarhus.
Nu, 42 år gammel, var Anna midt i livet måske endda på vej mod sin anden ungdom. Hun var kendt blandt venner og naboer for sine syltede, danske tomater alle sagde, de var et lille mirakel. Men hvem skulle hun længere lave dem til? Glassene hobede sig op ude på altanen, ubrugt og støvede.
“Jeg skal ikke gå til i ensomhed, så køn som jeg er!” udbrød Anna ofte til veninderne over kaffe og tebirkes. “Nej, find dig en mand! Der er så mange mænd, der sidder alene,” opfordrede de som et gråspurvekor. En af dem foreslog et bureau, “Danmarks Kærligste Mænd”. Anna syntes, det lød latterligt det var da nærmest pinligt, at hun skulle gå den vej. Men alligevel, de 42 år bankede med tunge fødder indeni og bedstemors gamle bornholmske standur tikkede tiden væk i hjørnet med sin rungende, metalliske lyd.
Hun gik derned. Indehaveren, en munter dame med lilla briller og et broderet tørklæde, tog venligt imod.
Vi har de allerbedste mænd i landet, sagde hun og slog op på bureauets digitale kartotek. Sid her hos mig et øjeblik!
Jo, flotte er de da, sagde Anna, og smilede nervøst. Men hvordan ved jeg, hvem der passer til mig?
Det har vi styr på! Vi udlåner ham i en uge så kan man mærke efter, forklarede damen.
Låner?! udbrød Anna forskrækket.
Jep! En af herrerne rykker hjem til dig en uge, så ved du, om det er noget. Vi springer al pænheden over vi er voksne folk her, grinede bureaukvinden. Og vi garanterer; ingen tosser.
Pludselig tændtes noget i Anna. Sammen trykkede de fem kandidater ud på skærmen. Anna betalte et lille beløb 300 kroner og ilede hjem. Allerede samme aften ville den første kandidat komme.
Hun tog den grønne kjole på håbets farve og fandt et par diamanter frem fra det gamle smykkeskrin. Så ringede det på døren.
Hun gik ud i gangen, kiggede forsigtigt ud gennem dørens kighul. Rosenrøde blomster. Hun fik et lille begejstret gys og lukkede manden ind. Han var akkurat så nydelig, som på billedet.
De satte sig til bordet, hvor Anna havde dækket op til fest med sild, rugbrød og hendes kødfulde, solmodne tomater i dildlage. Buketten stod smukt midt på bordet. Anna betragtede ham diskret jo, tænkte hun, han bliver min. Jeg behøver ikke se flere.
Så tog manden en bid af salaten og skar ansigt: “Hvorfor skal der så meget salt i?” Anna rødmede, men serverede andestegen. Han gnavede i et stykke: “Den er godt nok sej.” Han havde ikke meget til overs for resten af middagen. I sin iver havde Anna glemt det vigtigste den rødvin hun havde valgt med omhu. Hun skænkede op, sagde skævt: “For os!” Han snusede, tog en lille slurk: “Det er noget billigt pjask.” Så rejste han sig: “Lad mig se din lejlighed”
Uden tøven rakte Anna ham roserne. “Jeg bryder mig ikke om roser. Farvel.” sagde hun. Og smækkede døren.
Den nat græd hun. Men der var fire tilbage.
Anden gentleman ankom næste aften. Han spankulerede ind i stuen, hilste bramfrit: “Hej!” og duftede stærkt af snaps. Anna spurgte: “Har du allerede fejret noget?” Han grinede: “Slap nu af sig mig, har du en TV? Brøndby spiller mod FCK, det må du da selv forstå!” Anna svarede kort: “Du ser kamp hjemme hos dig selv.”
Den nat sneg ensomheden sig ind igen, og hun udstødte nogle stille tårer.
Tredje kandidat kom to dage efter. En mand i forvasket jakke, slidte negle, mudder på skoene. Anna tænkte allerede på, hvordan hun kunne afvise ham pænt, men lod ham spise med. Han åd med glæde og roste hende uafbrudt. Anna blev helt forlegen. Hun tog sine syltede tomater frem. “Hold da op!” udbrød han. “Det er det bedste, jeg har fået i mit liv!”
I samme sekund slog bornholmeruret bag dem. Manden stivnede: “Hvad pokker er det for et brakværk?” Han trådte ind i stuen, klatrede op på en skammel og begyndte at pille ved uret: “Det fikser jeg lige! Har du en skruetrækker?” Kort efter klang uret for første gang i årevis klart og smukt. Anna kunne næsten ikke få vejret af glæde måske var det et tegn? Ham her, måske var det hendes mand. Uanset snavsede sko, det kunne hun jo vaske. Desuden han var nummer tre. Tre er et lykketal.
Det var meningen, de skulle sove sammen. Anna havde været til frisør og gjort huset klart lagt det fine sengelinned på, det med store røde roser på (hun ELSKEDE roser, uanset hvad). Men da hun kom ud fra badeværelset, sov han allerede helt påklædt. Anna smilede overbærende: “Stakkel, han er træt.” Hun lagde sig forsigtigt under dynen.
Og så begyndte mareridtet. Han snorkede! Voldsomt og monumentalt. Anna prøvede hovedpude, vende ham, alt muligt. Intet hjalp. Hun fik ikke lukket et øje.
Næste morgen gik manden i køkkenet, hvor Anna sad opgivende: “Hva’ så, skal jeg flytte ind allerede i aften?”
Anna rystede på hovedet: “Nej, undskyld. Du er en god fyr, men… Nej!”
Den fjerde kandidat var skægget og vagte minder om gamle, danske eventyrfilm. Anna lod ham ryge i køkkenet. Efter et sug på cigaretten sagde han: “Anna, vi skal have aftalerne på plads fra start jeg er fri som fuglen, elsker at fiske og tage ud med vennerne. Jeg gider ikke det der konstant Hvor er du? Vel?” Anna kiggede på ham, så han asken drysse i hendes orkidé. “Du løber også efter damer, gør du ikke?” Han smilede: “Selvfølgelig! Jeg er fri, det er da kun naturligt.”
Da han var gået, luftede Anna ud længe. Hun havde ondt i hovedet og magtede ikke engang opvasken.
Næste morgen vågnede hun til sol og spurvenes lyse triller udenfor. Pludselig gik det op for hende, hvor dejligt hun havde det. Det var lørdag. Der var ingen, der forstyrrede eller klagede, ikke engang et snork eller et skænderi. Opvasken? Den kunne vente. Ro. Frihed.
Telefonen ringede. “Godmorgen, Anna! Det er fra Danmarks Kærligste Mænd. Vi har en ny kandidat en perle, han er simpelthen den rette for dig!”
Anna råbte nærmest: “Slet mig! Fjern min profil, jeg vil ikke have flere! Den bedste mand er ham, der ikke eksisterer!”
Med et befriet latterudbrud trak hun gardinerne til side og lod lyset strømme ind.
En kvinde udmattet efter seks år i ensomhed – Maries søgen efter kærlighed via bureauet “Den Bedste …
