Farfar, hvorfor ringer du til dig selv hver dag?
Det havde det lille barnebarn for længst lagt mærke til farfars mærkelige vane hver morgen.
Den ældre mand sætter sig i sin slidte lænestol, tager den gamle drejeskivetelefon og drejer sit eget nummer.
Han lader det ringe to gange og lægger så stille røret på igen.
Farfar, hvorfor gør du det? spørger drengen en dag, efterhånden for nysgerrig til at holde det for sig selv.
Farfar smiler, men i hans øjne glimter sorgen den stille, dybe sorg, som kun kommer når man har mistet meget.
Fordi, da farmor var i live ringede hun til mig hver dag, præcis på det her tidspunkt.
Og selvom jeg ved, at ingen længere tager telefonen føler jeg stadig, at jeg venter på hende, når jeg ringer op.
Barnebarnet tier.
Men næste dag, akkurat samme tid, lister han sig hen til fastnettelefonen og ringer forsigtigt hjemmenummeret op, så farfar ikke opdager det.
Farfar løfter røret hans hænder ryster svagt
Og så hører han, fra den anden ende af linjen, den stemme der betyder allermest for ham:
Hej farfar jeg ville bare sige, at der stadig er én, der venter på dig, præcis på dette tidspunkt.
Nogle gange dør kærlighed aldrig.
Den skifter bare stemme.
Og for at blive vakt til live igen skal der bare et enkelt opkald til.
Morfar, hvorfor ringer du hver dag… til dig selv?
