Henriette ringer til svigerdatteren om aftenen, spørger: Nå, hvordan går det så? Alt vel, eller er der rod i maskineriet? Og så hører hun det sædvanlige foredrag om trætte fødder, nogle finurligheder på arbejdet, lidt brok over vejret. Henriette nikker, lover at kigge forbi i morgen. Lidt hjælp skader jo ikke…
Klokken ti om morgenen står hun i sønnens lejlighed. Hun har selvfølgelig egen nøgletillid, er det ikke det, man kalder det i Danmark? Hun smutter ind, kigger sig omkring med det skarpe blik, man kun får af erfaring, og afgør straks: Hvor skal hun starte?
Først trykker hun på knappen til vaskemaskinen. Da den rumler afsted, går hun i gang med gulvet. En omgang med moppe, og så er støvsugeren næste. Selvfølgelig ser hun med det samme, at de unge ikke har tid til den slags. Begge har jo mindst to jobs, det ved alle.
Hun skubber døren op til barnebarnets værelse. Der er som altid kaospapirer, legetøj, bøger overalt. Henriette tørrer støvet af skrivebordet og computeren, samler papirerne op fra gulvet, stabler bøgerne pænt og lægger hæfterne tilbage, hvor de hører til.
På vindueskarmen er der rod: Ved siden af den halvslatne orkidé ligger sneakers og træningsbukser. Alt skal på plads, rent og pænt skal det være.
Vaskemaskinen har lagt sig. Hun hænger nyvasket tøj til tørre, kigger derefter ind i køleskabet. Hvad gemmer der sig derinde? Henriette tjekker datomærker og finder en gryde med grøntsager og kyllingidioten med borsjtj, selvfølgelig oversat til dansk: hun laver en klassisk hønsekødssuppe. Mangler de rugbrød, smutter hun hurtigt om til bageren på hjørnet.
Barnebarnet kommer hjem, hun drysser lidt frisk persille på suppen, serverer en skål, brygger en kande te og lægger en skive drømmekage på tallerkenen. Drengen sidder og dingler med benene mens han spiser. Henriette lægger stille en hånd på hans knæ: Sid nu lige, skat. Ingen formaninger, bare lidt omsorg. Sådan gør en dansk bedstemor.
Hun pakker sammen sidst på dagen. Nu må jeg ikke stå og flagre rundt for meget, tænker Henriette. Ungdommen har nok at se tildet er jo ikke ligefrem 1968, hvor fast arbejde og en boss med pipe sikrede roen. Nu er der travlhed, moderne stress og jag.
Henriette kommer hjem, smider sig på sofaen, og man skal ikke tro, hun begynder at prale med sin indsats. Selv søsteren får intet at vide. Sidst hun nævnte det, fik hun bare et skarpt: Så skal du gøre dig fortjent til medalje, eller hvad? De er voksne, lad dem nu klare det selv.
Men kan hun lade være? Nej, det er hjertets sag. Ord er jo bare ord. Forklaringer bliver kun undskyldende, og hvem har brug for det?
Henriette ligger vågen og tænker på gamle dage. Dengang hun selv var ung, var der ikke meget hjælp at hente. Mor eller svigermor kom ikke og ordnede noget. Man blev gift, fik familie, klar dig selv!
Næste dag? Hun passer sine egne sysler og går og pusler. Der er ikke travlt, siger hun til sig selv, man har styrtet nok rundt gennem årene.
Pludselig ringer telefonen. Sønnen mangler tid til at køre barnebarnet til fodboldtræning. Mor, kan du ikke lige hjælpe? Henriette pakker melet væk, hopper i overtøjet og tager bussen på tværs af byen. Hun venter en time, mens barnebarnet løber rundt på banen. Han har jo livet foran sig, han skal have energi til alt det, der venter ham.
Er Henriette helt speciel? Nej, bare en helt almindelig dansk kvinde. Hun giver bare sin kærlighedog lidt af sin tidtil dem, hun holder af.
