Min datter fortalte mig, at hun ville lade børnene blive hos mig “bare i to dage”, fordi hun havde en vigtig arbejdsopgave. Hun efterlod to sæt tøj til hver af dem, en lille termoflaske og en mindre taske med bleer. Jeg lagde ikke mærke til noget bekymrende hun har altid været en ansvarsfuld mor. Den aften sov vi alle trygt, men alligevel var der noget i måden, hun tog afsked på hendes stemme var spændt, lidt for hurtig, og hun undgik mit blik.
Søndag aften skrev jeg for at høre, hvornår hun kom tilbage. Hun svarede bare: “Mor, vi taler sammen i morgen, jeg har travlt.”
Mandag kom, og jeg hørte stadig intet. Da jeg spurgte ind, fortalte hun blot, at hun var taget til en anden by “på grund af en mulighed”. Ingen flere detaljer. Da mærkede jeg det for alvor det var ikke normalt at lade børnene blive uden en klar forklaring.
Midt på ugen sendte hun en lydfil: “Jeg har det fint. Alt er okay.”
Men der var intet om, hvornår hun kom hjem igen. Næsten en uge var gået, og børnene spurgte nu uafbrudt efter hende.
Tiden begyndte at tynge. Børnene spiste, legede og sov godt, men især om aftenen kom tårerne frem, uden nogen egentlig grund. Den lille trak mig i trøjen, som om hun ledte efter noget, der ikke længere var der. Den store stod ofte længe ved døren og stirrede ud i stilheden. Jeg prøvede at aflede dem med legeplads, små film, ture i parken men børn mærker det altid. Sorgen rev i mig ikke kun for dem, men også for den smerte det gav, at min egen datter havde løjet direkte til mig.
Efter to måneder ringede en af hendes veninder til mig. Hun talte lavt, usikkert, som om hun selv ikke vidste, om hun gjorde det rigtige. Hun sagde, at jeg ikke skulle blive overrasket, hvis jeg ikke så min datter foreløbigt. Hun var ikke, hvor hun påstod; hun boede i en anden by med en mand, hun nærmest ikke kendte.
Sandheden ramte mig koldt. Det gjorde ikke ondt på egne vegne jeg er jo oppe i årene. Det gjorde ondt for børnenes skyld. At min datter kunne tage af sted for at starte et nyt liv og efterlade sine børn som kufferter …
Jeg sagde intet til børnene. De skal ikke lide for de voksnes valg. Men deres spørgsmål blev barske:
“Farmor, hvornår kommer mor tilbage?”
“Ønsker mor ikke at være sammen med os mere?”
Den store blev urolig og begyndte at lave ballade i skolen ikke noget stort, men jeg vidste godt, hvad det skyldtes: savn og uro. Jeg overvejede at tage fat i deres far, men den mand er blot en byrde uansvarlig, doven, har aldrig for alvor interesseret sig for sine børn. At inddrage ham ville kun gøre det sværere for mine børnebørn.
Flere gange havde jeg lyst til at ringe til kommunen, men jeg blev overmandet af frygt. Frygt for at gøre min datter ondt. Ja, hun har begået en fejl. Ja, hun handlede grusomt. Men hun er min datter. En mor holder aldrig op med at bekymre sig om sit barn, selv når barnet sårer én på måder, man aldrig havde troet muligt.
Så jeg tier. Bærer bekymringen alene. Gør det eneste, jeg kan: sørger for rutiner, mad, kærlighed, at de kommer i skole og føler sig trygge hjemme hos mig.
Der er nu gået otte måneder.
Otte måneder har jeg set mine børnebørn vokse, uden at de forstår, hvorfor deres mor ikke kommer hjem.
Otte måneder hvor jeg smiler for dem og græder stille, så de ikke skal høre det.
Nogle gange får jeg et kort livstegn: “Jeg har det fint.” “Snart er jeg tilbage.”
Jeg svarer kun, når det er nødvendigt.
Hvis hun kommer tilbage, tager jeg imod hende for børnenes skyld, ikke for min egen.
Hvis hun aldrig gør, vil de stadig have deres farmor. Og så længe jeg trækker vejret, vil jeg gøre alt for, at de aldrig føler sig forladt.
Men sandheden er jeg lever med dobbelt sorg: Sorgen over at være mor og farmor på én gang.
Hvad ville du have gjort, hvis du var mig?
Min datter sagde, at hun kun ville lade børnene være hos mig “i to dage”, fordi hun havde akut arbejde. Hun efterlod dem med to sæt tøj hver, en termoflaske og en lille taske med bleer.
