Du er ikke min mor

Du er ikke min mor

Godmorgen! nikkede Kirstine forsigtigt gennem vinduet og smuttede igennem adgangsporten.

Hun var for sent på den! Gud, hvordan kunne hun dog have sovet over sig?! Hvad vil Grethe mon sige til det…

Vagten Poul Erik, som hidtil sad og småblundede i sit lille skur, vågnede op, knibede øjnene sammen, rettede ryggen, pustede brystet ud som om han var noget særligt, og bladrede alvorligt i nogle papirer foran sig.

Jaja, Kirstine, pas på dig selv! nikkede den gamle. Hvad sker der dog med dig, hva? Alle er på plads, du kommer for sent…

Kirstine hørte ham ikke længere, hun løb op ad trappen med sine hæle, standsede et øjeblik for at få vejret, rettede sit pandehår og gik videre.

Ved døren til kontoret åbnede hun forsigtigt.

Godmorgen! hilste Kirstine, mest til chefen, Grethe Madsdatter. Undskyld, det sker ikke igen…

Grethes smalle, velplejede, øjenbryn rykkede sig i det, der for hende var et udtryk for vrede og skuffelse.

Det sker ikke igen? Kirstine Andersen, du er stadig i din prøveperiode og allerede nu bryder du arbejdsreglerne. Det er uhørt! Jeg havde egentlig tænkt, du skulle skrive en forklaring, men jeg har ikke tid! Kom i gang med arbejdet! Og hvad glor du sådan på mig for, jeg taler da ikke kinesisk!

Kirstine nikkede, men det var umuligt at se, om hun var enig i det med kinesisk eller bare, at “det er for galt”.

Grethe Madsdatter Larsen, økonomichefen, havde arbejdet her i mange år, hun havde været med fra begyndelsen og kendte direktøren godt. Det gik rygtet, at Grethe havde været som en mor for ham, men ingen vidste helt rigtigt hvorfor.

Grethe var indbegrebet af stil og værdighed. Altid i jakkesæt, uanset om det var uld om vinteren eller let bomuld om sommeren, briller i guldkæde om halsen, frisure sat helt stramt til alderen, klassiske sko, som fremhævede Grethes slanke ben. Hendes fingerspidser dansede elegant over tastaturet, papirerne lå aldrig hultertilbulter.

Kirstine Andersen, som først for nylig var begyndt i firmaet, havde altid været smånervøs for Grethe. For hende virkede Grethe som den stille magtperson i firmaet, måske endda næsten en skjult modstander. Hvorfor? Kirstine vidste det ikke selv, men stolede på sin intuition.

Til jobsamtalen havde Allan Poulsen, direktør, talt en del med Kirstine selv, men havde derefter tilkaldt Grethe, som læste Kirstines CV igennem og målte hende med et skarpt blik. Kirstine sænkede blikket. Grethe vurderede straks: Endnu en forsigtig type, men dem har vi nok af. Ikke farligt.

Kirstine Andersen, jeg har lagt rapporterne til dig på dit bord, peb Bitten, den unge kontorassistent. Og…

Kirstine så ud til at ignorere hende, kastede sig ned i stolen, smed tasken og rystede hovedet. Hendes bevægelser var overilede, hun var åbenlyst urolig.

Er det en kort dag i morgen? råbte hun pludselig vendt mod Grethe.

Hvorfor råber du? svarede Grethe og kneb læberne sammen. Hvis du nu brugte samme energi på rapporterne… Du har stadig ikke fået styr på regnskabet med Odense. Du er lige startet, og allerede beder du om fri! Kort dag, siger du…

Ja, jeg ved det med Odense, jeg ordner det i dag! Jeg spørger bare, om morgendagen er kortere hvad har Allan besluttet? gentog Kirstine højt. Bitten, ved du det? Er det for meget bare lige at nikke, hvis ja eller ryste på hovedet, hvis nej, man ikke skal glæde sig for tidligt, Kirstine… hun sukkede og tændte computeren. Odense… Det klarer jeg nu…

Grethe rynkede på næsen. Hun synes, Kirstine lavede alt for meget larm. Nu var hun endda allerede oppe for at lave te der, hvor teposerne lå i en lille æske, sukker i den buttede sukkerkrukke, en el-kedel, og en skål småkager.

Grethe drak kun sort te, brugte kun rørsukker og kun småkager fra Karen Volf. Ingen havde endnu ændret på den rutine. De andre tilpassede sig.

Den sidste, der havde haft Bittens job, var et iltert bekendtskab (sådan beskrev Grethe det) og var hurtigt væk igen. Nu en stille type som Bitten, singlemor ivrig med dårlig samvittighed, som Grethe forstod at puste til. Det var bedre for firmaet og for Allan.

Er der nogen, der vil have te? Jeg sætter lige vand over! meldte Kirstine, som altid havde holdt af at drikke te: en lille fredfyldt stund midt i travlheden.

Bitten gispede forskrækket, og Grethe rullede med øjnene.

Hvad er nu det for noget? Klokken er kun lige slået, og du har allerede gang i te! Kirstine Andersen, kom nu i gang!

Undskyld, men jeg skal bare lige have noget varmt… Kirstine hældte kogende vand i koppen.

Grethe bladrede irriteret i sine mapper.

Siden Allan, som hun i tankerne kaldte ‘lille Allan’, var begyndt at vise Kirstine opmærksomhed, gik alt galt! Kirstine havde ikke været her længe, men Allan havde allerede kørt hende hjem flere gange. Og hun flirtede med ham! Skandaløst!

Allan opførte sig, som om han havde mistet hovedet det måtte være foråret.

“Hvis du har brug for et lift hjem, Kirstine… Her er et nyt kontorstol til dig, jeg kan se, at din ryg har været plaget,” Og sådan fortsatte han.

Kirstine blev rød i kinderne, men hun virkede alligevel tilfreds!

Hele kontoret fulgte med, for Grethe stod for fællesskabet. Hun og Allan havde været sammen om alting fra begyndelsen, hun talte op, hvilke gaver hun havde fået, hvor mange aftener hun havde siddet længe på kontoret sammen med ham, talt og grint, mens de så på byens lys, der bredte sig som livsårene i et hjerte. Grethe havde altid drømt sig væk, set sig selv pakke Allan ind i et ternet tæppe et hun engang havde set på Gl. Kongevej, men aldrig fik købt, den dag da Allan fortalte, han skulle giftes

Grethe blev helt fortabt. Hvad var meningen? Mens hun stadig hørte ordene for sine ører, holdt hun masken, kom til brylluppet, syntes ikke om den nye hustru sådan nogle var der jo nok af: tomme hoveder, pengebegærlige.

Hun gav ægteskabet to år det holdt to og et halvt.

Det skal nok gå, Allan, du finder en god kvinde endnu, sagde hun dengang over cognac på kontoret, mens hun røg en lang cigaret.

Jeg ved ikke rigtig, Grethe… Måske er familielivet bare ikke mig? sagde han.

Hun forsikrede ham om, at det skulle nok blive godt, og at hun gerne hjalp med at vælge den rette kvinde. Allan undveg.

Derefter fulgte en række flygtige romancer, men takket være Grethe blev ingen seriøse. Senere besluttede Allan sig for at købe et sommerhus. Og det var naturligvis Grethe, der hjalp. Hvem ellers? Han havde jo ingen familie.

Her vil der være ulideligt hedt om sommeren, dømte Grethe altid. Og her er der så mange myg! Og det her ligner noget fra en gyserfilm! Allan, kan du ikke se det?

Hun elskede at kalde ham ved både fornavn og efternavn, se ham ret ryggen. Grethe ville så gerne være moderen i hans liv ikke blodets, men sjælens men det måtte ske med omtanke.

Grethe passede på ham, roste, irettesatte venligt, og Allan nikkede af hende. Hun drømte om at flytte ud på landet, måske få en lille hund, en ‘lommehund’, som hun ville kalde Mathilde

Men nu hældte Kirstine ved et uheld te ud over bordet.

Hvor rodet kan man være! udbrød Grethe. Red dokumenterne! Hvorfor står du der? Papirerne, nu!

Men Kirstine stod bare og stirrede på sine te-overhældte ben og tørrede øjnene.

Bitten, hent en klud, inden hun ødelægger kontoret! Grethe puffede Kirstine væk, samlede papirerne ind. Kom ind i kampen! Jeg vil foreslå din afskedigelse hører du? Ingen evner, ingen disciplin! Vi i firmaet Allan og jeg kan ikke tolerere sådan noget…

Kirstine græd og løb ud, Bitten så med medlidenhed efter hende, ville trøste, men Grethe tillod det ikke og beordrede hende til at blive.

Bitten Thomsen! Har du ikke andet at tage dig til? hvæsede Grethe, der nu var alt andet end velopdragen: hun lignede nu mest en gnaven tante, øjne sammenknebne bag brillerne og med ravøreringene dansende i ørerne. Sæt dig og pas dit job.

Bitten turde ikke sige imod, hun kunne ikke tage chancer hun havde sin søn og forbrugsgæld. Hvis Grethe blev sur, var det ude med hende.

Kirstine vendte tilbage efter ti minutter, satte sig til at arbejde, ignorerede blikkene fra Bitten og de løftede bryn fra Grethe.

Økonomichefen skrev straks til Allan, at de burde overveje en afløser for Kirstine: hun arbejdede elendigt, satte alt på spil! Og Grethe måtte hele tiden rette op efter hende.

Allan svarede af uvisse grunde ikke.

“Han har nok travlt. Vi snakker til frokost,” beroligede Grethe sig selv.

Så blev det frokost. Bitten og Kirstine gik ned i kantinen, Grethe gik senere hun skulle nemlig tage sine homøopatiske dråber, som Allan skaffede til hende gennem sine kontakter. Kirstine kunne bare ikke hamle op med dét. Hov, hun havde helt glemt, at hun havde købt to billetter til operaen. Ikke Det Kongelige, det var for dyrt, men hun havde fået fat i billetter til Det Ny Teater.

Allan skulle med ud! Han havde arbejdet for meget nu, men nu skulle han stråle på de kulturelle scener sammen med hende. Sådan ville hendes søn have gjort.

Grethe slugte vand med dråber, kneb øjnene sammen over den grimme smag, greb tasken og gik til kantinen.

Det brusede af stemmer, bestik klirrede. Her mødtes alle fra huset. Men Grethe havde et klart skel mellem “os” og “dem” nogen steder i kantinen var bare for fremmede.

Et par gange havde hun skændtes med “de fremmede” om retten til en plads, men måtte give op mod røde adgangskort med fine titler. Siden da knurrede hun indenbords.

Hvor er Allan? Der! Hvorfor vente så? Han kunne bare have bestilt frokost ind på kontoret! Hun satte sig ved hans side.

Allan smilte vagt, sagde at det var rart at skifte miljø, komme lidt væk fra kontoret.

Han kiggede hele tiden rundt, som om han ledte efter nogen.

Grethe smilede for sig selv. Allan var flot i dag!

Allan, velbekomme. Jeg ville bare lige sige… begyndte Grethe, mens hun pillede med salaten.

Ja, Grethe, jeg lytter. Han kiggede dog udover hende.

Allan, jeg har billetter til opera i morgen. De spiller “Madame Butterfly”. Den elsker jeg… Allan?

Ja, hvad, Grethe? Undskyld, jeg hørte ikke efter, sagde Allan.

Billetter, i morgen, opera. Kan du lide opera, Allan? For første gang sagde hun bare “Allan,” næsten som af kælenhed.

Jeg? Opera? Tja Jeg foretrækker film.

Nej, du må da kunne lidt opera også! Hun slog hænderne ud, hendes ravkugler dansede. Men så bytter vi: Først opera med mig, så film med dig. I morgen det er jo en kort dag. Er du fri?

Mig? I morgen? Tja eller nej! Kirstine! Kirstine! Han sprang op, maste sig igennem frokostmængden og kaldte på Kirstine. Undskyld, Grethe, men jeg må gå. Spis du bare! råbte han og trak Kirstine ud fra mængden.

De snakkede lavmælt, han var mild, næsten kærlig, Kirstine rystede på hovedet. Grethe blev forarget.

Grethe rejste sig og gik hen til dem.

Allan! Nu vi er ved det: Den nye medarbejder her har ødelagt mit kvartalsregnskab, væltet te ud, kom for sent og snakker om kort dag. Jeg mener, vi har begået en fejl. Men kan vi ikke aftale noget om operaen? Hun forsøgte at få sneget fyringen af Kirstine ind i samtalen.

Men direktøren lyttede ikke.

Jeg ringer til dig, men du svarer ikke… Har jeg såret dig? Undskyld, Grethe, men jeg er ikke på arbejde lige nu. Vi taler senere. Spis du bare! sagde han og vendte sig mod Kirstine. Hvad er der sket?

Alle i nærheden lyttede med nu.

Grethe ønsker, vi går i operaen i morgen. Kirstine, vil du med? Jeg er ikke så vild med opera, men hvis det er med dig…

Grethe gispede. Så hellere med Kirstine end med hende og ovenikøbet for hendes regning!

Undskyld, Allan! Undskyld! Jeg kan slet ikke jeg vil bare hjem, jeg har det skidt og kan ikke høre opera. Jeg fryser om ørerne, ødelagde Grethes regnskab, ved hverken ud eller ind. Hvis du vil fyre mig, så er det fair. Må jeg ikke bare komme hjem…

Hendes hånd var kold og svedig, ligesom Allans, når han var syg. Grethe mente, det var karsammentrækninger.

Ja, hun skal bare hjem. For altid. Sådan noget er aldrig set her før! Grethe stod parat ved siden af Allan. Hvilket frækhed! Hvem kredser du om, Allan?! Hun er ingenting. Allan, stop!

Hun tog fat i hans skulder, men han trak sig væk og så på hende, som var hun en fremmed.

Hvad er der egentlig, Grethe? Tag det nu roligt. Gå ind på dit kontor, jeg klarer sagen her. Og i øvrigt, Grethe jeg kan ikke tage med dig i operaen. Find en anden. Kirstine! Hent din frakke, nu skal vi til lægen. Ører dem skal du passe på! Og hvis vi må, så taler vi med hænderne. Ok?

Han fulgte Kirstine til elevatoren, hentede hendes jakke, nikkede venligt til Bitten og roste hende for hendes ihærdighed.

Og Grethe Madsdatter stod tilbage foran de store glasdøre. Hun betragtede Allans bil forsvinde fra p-pladsen, knugende de to operabilletter. “Madame Butterfly”, hendes yndlingsopera, hun havde så gerne villet gå med Allan…

Da hun kom til sig selv, gik hun langsomt op på kontoret, pakkede sine ting og gik hjem. Bitten så efter hende, og kunne ikke helt regne ud, om de alle var sendt hjem, eller kun Kirstine og økonomichefen, og i givet fald hvorfor?

Hun satte sig i Grethes stol, snurrede lidt rundt, lavede fjæsetræk, sukkede og lavede sig en kop te…

… Grethe? Allan åbnede døren og så forundret på hende ved elevatoren. Så sent, næsten klokken elleve, hvorfor er du her? Noget du ville tale om? Jeg er ærlig talt ikke klar til arbejde. Kan vi tage det i morgen?

Mig? Nej! Det handler ikke om arbejde. Jeg… Jeg vil gerne forklare mig, Allan. Grethe trådte usikkert ind, Allan tog venligt imod frakken og hang den ved siden af Kirstines. Jeg lavede et frygteligt drama i kantinen. Du fyrer mig nok nu, og det har jeg fortjent. Jeg gik over stregen, var bange for det, og nu… begyndte hun at plapre, mens hun prøvede at se meget ked af det ud.

Lad os tage den ude i køkkenet, ok? Tal stille, Kirstine sover, hendes øre er stadig dårlige, hun har endelig faldet til ro. Skal du have en kop kaffe? Eller te? Allan lukkede døren til soveværelset, trak hende ud i køkkenet, satte kaffe over og fandt kage frem. Hvad ville du sige?

Grethe sad der og ville tage hvad som helst, bare det kom fra hans hænder. Køkkenets mørke farver, det lange bord og de små pæreformede lamper elskede hun.

Te, hvis det er mit hoved værker, sagde hun stille. Og jeg er ikke sulten.

Te får du. Sukker er dog bare almindeligt, men det går nok? Allan skænkede te, satte kager frem. Sæt dig… Hvad ville du sige?

Allan… Jeg gik over stregen. Da jeg var yngre, lavede jeg en frygtelig fejl. Blev vred, ville hævne mig, men forspildte kun for mig selv. Fik aldrig egne børn. Min mand og jeg blev skilt, han giftede sig med en, der kunne give ham børn, og jeg… jeg gik omkring og fantaserede, at det var mine børn i gården. Til sidst forstod jeg, jeg kunne aldrig have overkommet det. Jeg affandt mig med mit liv alene. Og så kom du eller jeg styrtede ind i dit. Du havde så meget tillid til mig, jeg troede, vi kunne være tætte. Bryllupsinvitationen, huset, og de små tegn på respekt. Jeg må have været skør. Jeg ville bare så gerne være noget for dig, som en mor. Jeg blev glad, da du blev skilt. Men så blev Kirstine ansat. Og du rykkede hende tættere på dig, kørte hende hjem… Og så operaen! Jeg tog fejl, Allan! sluttede Grethe hårdt, ansigtet vredt og en anelse foragteligt. Du kunne aldrig have været min søn, for du er naiv, har dårlig smag, og dit hus ligner noget rodsammen. Gifter du dig med Kirstine, siger jeg op! Fatter du?

Allan lyttede tavst, satte sig ikke til modværge han ville bare tilbage til Kirstine, ville ikke spille med i Grethes forestillinger.

Jeg forstår godt, Grethe.

Så gør du noget, så alt bliver som før? spurgte Grethe håbefuldt. Tænk hvis han nu lagde det ternede tæppe om hende, sagde, det skulle nok gå…

Det bliver aldrig som før. Jeg tror, du har ret, og vi må skilles, Grethe. Det er bedst. I morgen skriver vi under, du får tre måneders løn… og det er dét. Hvorfor græder du? Du bildte dig selv noget ind…

Han forrådte mig, for alvor!” tænkte hun. Han sagde så det frygteligste: Du ved, jeg voksede op på børnehjem. Måske var jeg uønsket, en fejl… Hvem ved? Men jeg kan aldrig forstå dig. Du har gjort meget for mig, men du er kun min medarbejder. Undskyld, men du må gå nu.

Grethe blev først rød i hovedet, så rejste hun sig, rank og urokkelig:

Vil du ringe efter en taxa til mig, tak? Så lader jeg dig være.

…De så ikke hinanden i fire måneder, men så dukkede Grethe op ved rådhuset, ventede til Allan og Kirstine kom ud efter vielsen, rakte dem det ternede tæppe:

Ikke nej, tag det nu! Allan, det er til dig og din udkårne. Jeg har altid ønsket, du skulle varme din elskede i et sådan tæppe forklar Grethe til Kirstine, vendte sig om og gik.

Grethe købte samme tæppe til sig selv, og sad nu på pensionisttilværelse under uldtæppet og tænkte på navne til børn, der aldrig blev hendes børnebørn. Bitten sagde op, skiftede nummer og kontaktede ikke Grethe.

Snart flyttede Allan og Kirstine til Aarhus, og Grethe sad vinteraftenerne og ventede på svar fra Bitten, drømte om de barnebarnnavne, der kun skulle findes i hendes tanker…

Livets skuffelser kan føles som sår, men sand kærlighed kan ikke tvinges frem den må vokse frit, ellers mister vi kontakten ikke bare til andre, men også til os selv.