I familien hos Morten og Line er der tre børn: Mikkel, Trine og Jonas, alle tæt på hinanden i alder. De bor i et parcelhus i en forstad til Aarhus, og selv om de aldrig gik sultne i seng, har det til tider knebet med penge frem til næste lønudbetaling.
Når det var allerstrammest, satte far sig ud i sin gamle Ford og tog natteløb i Aarhus som taxa, for at få budgettet til at hænge sammen. Det reddede altid situationen, og familien holdt sig oven vande.
Morten er virkelig et godt menneske, der elsker sine børn over alt på jorden og gør alt for at give dem en lykkelig og tryg barndom. Trine er farens øjesten, men både Mikkel og Jonas får lige så meget omsorg. Hver gang Line blev gravid, sagde Morten:
Vi skal nok klare det og give dem en god opvækst, Line. Tænk dig engang, hvilken stor og dejlig familie vi får med børn, børnebørn og oldebørn. Når alle samles, bliver det smukt.
Line forstår godt det er svært med mange børn, at bare få de nuværende på benene var hårdt nok. Men Morten hjælper altid til, når han kommer hjem fra arbejde, spørger han som det første: Hvad mangler, hvad kan jeg hjælpe med? Han tager aldrig ind for at drikke bajere med de andre mænd i garagen efter lønningsdag, men siger i stedet:
Nej tak, gutter, mine unger venter, jeg har lovet at komme tidligt hjem. I dag skal vi bygge det nye LEGO sammen.
I starten blev han drillet lidt, men det stoppede hurtigt folk forstod, at familien er vigtigt for ham. To af naboerne lod endda flasken stå og blev rigtige familiefædre efterfølgende, inspireret af ham.
Han opdrager drengene til at være ansvarlige og ordentlige unge mænd, lærer dem at kunne sige fra, men uden at være aggressive. Først fik Mikkel en cykel, og da Jonas blev stor nok, en til ham også. I baghaven har Morten selv hængt en boksepude op, hvor drengene øver sig. Engang sagde naboen spottende:
Morten, vil du gøre dem til hjemmeavlede verdensmestre?
Morten svarede:
Nej, men jeg vil have, at mine drenge kan forsvare sig selv og stå op for svage, hvis de ser nogen blive mobbet, i stedet for bare at gå forbi og skamme sig. Og når de engang kommer i forsvaret, skal de være stolte af at beskytte Danmark, ikke gemme sig bag mor, som mange gør, og slipper for tjeneste ved at betale sig fra det. Så bliver de aldrig selvstændige. Mine drenge skal være ordentlige mænd det lover jeg dig, nabo.
Naboens egen søn var blevet fritaget fra militæret af sin svigerfar, og havde nu i to år hverken haft job eller studier, men drev bare rundt og kom hjem fuld om morgenen. Morten tænkte, at naboen havde en pointe vi gør børnene en bjørnetjeneste ved at skærme dem for meget, de må lære at tage ansvar allerede i skolen.
Da Mikkel skulle i forsvaret, var Line gravid igen, og hun gik til gynækologen for at få en henvisning til abort, men lægen nægtede endnu en operation ville være farlig, du skal føde!
Men mit barn skal i forsvaret, det går ikke, sagde hun fortvivlet.
Lægen var urokkelig. Morten blev vildt glad, da Line tudbrølende fortalte ham det:
Åh, Line, hvor er vi heldige. Jeg hjælper dig, vi skal nok klare det. Om lidt flytter børnene hjemmefra, så er det rart, vi har en mere. Måske bliver det en Rikke?
Det blev faktisk en Rikke, farens glæde, han kunne ikke få nok af hende. Små, livlige Rikke blev elsket af hele familien, men ingen blev forvænt, heller ikke hun.
I haven boede en gammel stor hund, Balder, god mod familien, men bidsk overfor fremmede. Rikke elskede ham og alle andre hunde, hun skulle hilse og klappe intet skræmte hende, og ingen hunde rørte hende nogensinde.
Hun trak Balder i ører og hale som lille, men han fandt sig bare i det. Da hun var tre, blev Balder syg måske havde han spist noget skidt eller var bare ramt af hundeinfluenza. Rikke fandt ham i hundehuset og han kom ikke ud. Hun kravlede ind, og han lå bare og viftede svagt med halen. Hun krammede ham og græd højt, og Morten måtte lokke hende ud og love han ville tage Balder til dyrlægen i byen. Det gjorde han, Balder fik medicin, og efter to dage var han frisk igen. Så sagde Rikke, stadig lidt sjælløst:
Jeg vil være dyrlæge, og hjælpe alle hunde!
Mener du det, så lover du?
Ja, det lover jeg!
Da Balder senere døde af alderdom, var Rikke i skole, og Morten ville ikke traumatisere hende, så han kørte Balder ud i skoven og begravede ham. Men Line sagde, datteren ville aldrig tilgive det, hvis hun ikke kunne sige farvel. Datteren græd bittert, men sagde siden:
Må jeg selv vælge hans gravsted?
De begravede Balder under en stor gran der havde han altid snuset, havde hun lagt mærke til. Senere så hun et billede af en labradorhvalp på nettet og blev fast besluttet: hun ville have sådan en.
Den er dyr, Rikke, vi må spare op.
Fra den dag røg alle hendes penge ned i sparegrisen. Morten, rørende over hendes beslutsomhed, begyndte igen at køre taxa om natten og lovede, at på hendes ottende fødselsdag skulle hun få en labrador.
Hvornår, far?
Når jeg lover noget, så holder jeg det.
Men natten efter blev han overfaldet og dræbt under et røveri. Sorgen var enorm, Line blev markant gråhåret på én dag. Børnene var knuste. Til begravelsen kom mange, også Mortens kusine fra København, som havde stor respekt for ham. Hun spurgte Lines tante, om de virkelig havde så lidt, at Morten måtte køre taxa om natten. Da hun hørte, det var for at opfylde datterens drøm, sagde hun:
Hans kærlighed til børnene var uden ende, hvor har han dog opdraget dem godt, se de stærke og flotte drenge og de dejlige og kvikke piger. Hvor er det sørgeligt han ikke nåede at få børnebørn, for det drømte han om. Men man kan ikke undslippe skæbnen.
På 40-dagens mindehøjtidelighed ved graven, ser familien pludselig en lille labradorhvalp sidde ved kransen, og den springer glad op og logrer. Rikke græder af glæde og smerte og krammer hvalpen:
Mor, se, far har holdt sit løfte, han har givet mig en hvalp. Tak, far!
Fra nabograven kigger Mortens kusine frem, hun kommer hen og spørger overrasket, hvor hvalpen kommer fra.
Tante Ida, det er far, der har givet ham til mig han glemmer aldrig et løfte.
Så må I i fars minde altid holde ord, det lover I mig, og hvis I har givet ham et ord, så hold det.
Alle blev ordentlige mennesker, og den yngste, Rikke, læser nu til dyrlæge på universitetet i København.
