Mor, det er jo bare for et år! Jeg er nødt til at sælge din lejlighed, så jeg kan dække mine virksomhedsgæld. Ellers er jeg færdig. Lise og jeg bor bare midlertidigt til leje, og så ordner vi et privat plejehjem til dig. Der er frisk luft, natur, læger Og bagefter køber jeg et stort hus til os alle, og vi henter dig hjem. Jeg sværger!
Martin sidder på knæ, panden trykket mod sin mors slidte, hjemmesyede badekåbe. Skuldrene bævrer.
Kirsten Hansen ser ned på sin søns gråsprængte hoved og mærker en isnende kulde brede sig i brystet. Hun genkender tonen. Hun hørte den, da han i første klasse slog en rude i stykker og gav skylden til sin ven. Hun hørte den, da han forlod sin første kone, da hun var gravid.
Hendes intuition råber: Tro ikke på det! Han lyver!
Men hun er mor.
Så gør det, Martin, siger hun lavmælt og aer hans hår med sin knudrede, gamle hånd. Hvis det kan redde dig, så gør hvad du må.
Alt bliver hurtigt pakket. Lise, svigerdatteren, fejer omkring og lægger krystalglas ned i flyttekasser.
Åh, Kirsten, hvorfor skal du have de her gamle fotoalbum med? Det er jo bare støv! På plejehjemmet skal alt jo være rent.
Det er min hukommelse, Lise, siger Kirsten bestemt og klemmer det tunge fotoalbum ind til sig.
Jamen, det kan ikke være i natbordsskuffen, så.
Plejehjemmet Gyldne Efterår er rent, men upersonligt. Alt dufter af klor og stuvet hvidkål. Der er to senge i værelset. Hendes værelseskammerat, en blind gammel dame, kalder hele tiden på en, der hedder Marie.
Jeg skal af sted nu, mor, siger Martin hurtigt og kysser hende på kinden, mens han undgår hendes blik. Jeg har travlt, du forstår. Jeg kommer hver lørdag!
Kirsten står længe ved vinduet og ser sin søn sætte sig ind i bilen. Hun synes, han ligefrem lettet udånder, da han sætter sig bag rattet.
Første måned kommer Martin to gange. Han har appelsiner og de billigste småkager med, som Kirsten ikke kan tygge.
Anden måned én gang. Arbejdet tager al tiden, forklarer han.
Efter et halvt år stopper han med at komme. Kun korte opkald: Mor, alt fint. Har travlt. Knus.
Kirsten klager ikke. Hun sidder i en lænestol i forhallen, kigger mod hoveddøren og venter.
Du venter forgæves, Kirsten, mumler rengøringsdamen, Birthe, mens hun vasker gulv. Vi har masser ligesom dig her. Afleveret som flasker. Gik du af med lejligheden?
Han lovede at hente mig igen Han har gæld
Ja, de har allesammen gæld. Men samvittigheden? Ikke så meget som en krone værd.
Et år går. Den tid Martin havde talt om, er ovre.
Kirsten ringer til sin søn.
Abonnenten er midlertidigt utilgængelig.
Hun prøver i en uge. Stilhed.
Så beder hun Birthe ringe til svigerdatteren Lise fra hendes mobil.
Efter lange ringetoner løfter Lises muntre stemme røret:
Hallo! Ja, det er Lise!
Lise det er Kirsten.
Stilhed. Tyllende tavshed.
Kirsten? Hvorfor ringer du fra et fremmed nummer? Martin kan ikke tale vi er vi er i udlandet.
Hvor er I?
I Tyrkiet. Lidt ferie. Martin er så stresset over handlen!
Hvilken handel? Kirstens hjerte springer et slag over.
Jamen vi solgte din lejlighed, købte en ny midt i byen. Der er håndværkere der nu, støv overalt, og du kan slet ikke tåle at bo der
Lejligheden? I byen? Men gælden?
Åh, forbindelsen ryger! Vi ringer når vi er hjemme, Kirsten!
Kort bib.
Kirsten lader mobiltelefonen falde ned i skødet.
Der var ingen farlige kreditorer. Ingen livsfare.
Bar kun Martins ønske om at leve flot. Lige nu. For prisen af hendes hjem. Hendes liv.
Hun var bare smidt ud. Som en gammel sofa, der ikke passede til det nye designersmarte hjem.
Martin kommer først tre måneder senere. Solbrændt, bredskuldret, i ny læderjakke.
Det er forstanderinden, der ringer.
Han træder ind på stuen og snerrer ad medicinlugten. Sengen ved vinduet er tom. Dynerne omhyggeligt lagt sammen.
På natbordet ligger det tunge velourfotoalbum og en konvolut.
Forstanderinden, en træt kvinde med milde øjne, rækker ham konvolutten.
Det er til dig. Hun bad om, at du skulle have den.
Martin river papiret itu ude på gangen.
Min søn,
Jeg vidste det hele. Allerede dengang, du gik på knæ. Jeg kunne se, du løj. Men jeg skrev under, ikke fordi jeg var en dum gammel kone, men fordi du er min søn. Og hvis du havde brug for at træde på din mor for at blive lykkelig, lagde jeg mig ned, så du kunne gå nemmere.
Jeg bærer ikke nag. Jeg beder bare til, at dine egne børn, når de engang bliver store, ikke vil gøre det samme mod dig. Men det vil de, Martin. Børn lærer ikke af ord, men af handlinger.
Sommerhuset har jeg givet til Birthe, rengøringsdamen. Hun mangler tag over hovedet, har tre små. Du behøver det jo ikke, du er jo rig nu.
Må du leve i fred. Din mor.
Martin knuger brevet. En brændende, stikkende klump vokser i halsen.
Han vil græde, men kan ikke. Kun vrede er tilbage.
Hvorfor nu al den sentimentalitet? hvæser han ud i den tomme gang. Hun kunne da have boet hos mig senere. En gang.
Han går ud på gaden, sætter sig ind i sin nye firehjulstrækker.
Telefonen ringer. Det er hans tiårige søn, Emil.
Far, hvornår kommer du? Du lovede at tage mig i biografen!
Jeg er på vej, Emil, jeg er på vej.
Far, passer det, at vi afleverede farmor på plejehjem, så hun ikke var i vejen?
Martin fryser. Hånden om mobilen bliver svedig.
Hvem har sagt det?
Mor sagde det til sin veninde. Far når du bliver gammel, skal jeg så også sætte dig på plejehjem? Så er du jo ikke i vejen
Martin ser sit eget spejlbillede i bakspejlet.
For første gang i livet bliver han virkelig bange.
Han forstår, at senere allerede er kommet. Og regningen bliver stor.
Han starter motoren, men musikken på anlægget lyder nu som begravelsesmarch for hans egen alderdom.
Moral:
Børn er vores spejl. Alt, hvad vi gør mod vores forældre, kommer en dag tilbage gennem vore egne børn. Bumerangen rammer aldrig ved siden af og ofte langt hårdere, end vi tror. Pas på dine forældre, mens de endnu er her. Du kan købe nye vægge, men samvittighed og varme hænder er uvurderlige.
Ville du kunne tilgive sådan et svigt?
