Bare rolig, Svend! Ingen grund til at hænge med hovedet. Til gengæld fejrede du da nytår som en konge!
Så kom han til sin hjemby. Svend trådte ud på perronen, gik hen over banegårdspladsen og satte kurs mod busstoppestedet. Han havde ikke fortalt sin kone, at han ville komme hjem i dag.
Svend var ikke just i højt humør, for han havde lige haft en ret anstrengende samtale med Anne-Sofie. Hun ville sikkert igen skælde ud, brokke sig og beskylde ham for at være ligeglad og egoistisk.
Men hvorfor ligeglad? Han ville da ellers ønske hende godt nytår, men hun havde bare slukket mobilen. Så blev hun fornærmet!
Han havde forsøgt at ringe i tre dage, uden held. Nå, så stoppede han også med at ringe han kunne jo også blive fornærmet.
Og hun havde ikke engang gidet ønske hverken hans forældre eller hans søster godt nytår. For slet ikke at sige ham selv. Han ville straks sige det til hende, så snart han trådte ind over dørtrinnet.
Det var ikke kun hende, der kunne kaste skyld hun havde da også sine fejl, så hun kunne bare komme an! Hvad er det nu, man siger? Det bedste forsvar er et angreb.
Svend rettede ryggen og gik op i opgangen i kampen klar stemning.
Lejligheden bød ham velkommen med stilhed.
Hallo! Nogen hjemme? Sofie, jeg er kommet! råbte Svend. Men der var ingen, der svarede.
Han kiggede ud i køkkenet tomt. Så ind i det ene værelse ingen. Og det andet heller ikke. Men straks lagde han mærke til noget nyt: Børnesengen manglede, kommoden og puslebordet var væk, og barnevognen, som Annes- Sofies forældre havde foræret dem, var også pist væk.
Svend skyndte sig hen til klædeskabet den side, hvor hans kones tøj plejede at hænge, var også tom.
Har hun fået pip? Forladt mig? tænkte Svend.
Han ringede til sin svigermor, men hun tog ikke telefonen. Så forsøgte han Annes-Sofies veninde, Karen. Også tavshed. Til sidst fik han fat i Karens mand, Mikkel.
Hej Mikkel, kan jeg ikke lige få Karen? Jeg kan ikke komme igennem til hende, sagde Svend.
Nå, Karen og ungen er ovre hos hendes forældre i sommerhuset vi holdt nytår derude. Der er ikke altid dækning.
Jeg kom hjem i går, for jeg har vagt i dag, svarede Mikkel. De hygger sig stadig derude. Hvorfor skulle du have fat i Karen?
Jeg tænkte, om hun vidste, hvor Anne-Sofie er. Jeg er lige kommet hjem, og der er hverken hende eller barnetingene, sagde Svend.
Øh, altså, din kone var jo højgravid! Tog du virkelig afsted hjem til dine forældre til jul og efterlod hende alene? udbrød Mikkel.
Ja, hun ville jo ikke med. Der var sat termin til den tiende eller ellevte januar, så vi kunne sagtens have nået det…
Tillykke, makker, du er en idiot, lo Mikkel.
Hvad? forstod Svend ikke.
Fordi du nok allerede er single. Ring til hospitalet hun er sikkert der, foreslog Mikkel.
Ti dage tidligere…
Jeg forstår ikke, Svend, sagde hans mor i telefonen. Hvorfor skal du sidde alene juleaften? Hvis ikke Anne-Sofie vil med, så kom dog selv! Hun har jo stadig næsten to uger til termin, du kan sagtens nå tilbage.
Alle kommer, moster Vibeke og onkel Poul, Natasja og Viktor, Olga og Perlen. Og så os med far og Vita og Glenn.
Vita har booket værelser til os på skovhotellet i fire dage fra 30. december til 2. januar.
Nytårsaften er der stor gallamiddag med band og kunstnere. Jeg har betalt for dig, så du kan bare betale mig tilbage senere. Så kan du jo tage hjem, inden terminen nærmer sig.
Anne-Sofie ville ikke:
Svend, hvad hvis det går i gang? Forestil dig, alle fester, og jeg får veer. Og det hotel ligger midt i skoven når ambulancen mon når derud?
Nej, jeg bliver hjemme.
Din mor siger altid, at kvinder i dag opfører sig, som om graviditet er en sygdom, og fødslen et heltemod. Hun fødte tre og var knap nok på barsel og nåede det hele.
Svend forstod hende godt. Men da han forestillede sig den kedelige nytårsaften hjemme kun dem to, beskedent aftensbord (hun havde sagt, hun ikke gad gøre noget særligt ud af det) blev han trist.
Samtidig kunne alle andre i familien skeje ud og feste på restaurant, danse til midnat og have det sjovt. Så han tog afsted alene.
Hotellet ude i skoven var faktisk hyggeligt. Omkring halv et, lige efter midnat, gik Svend ud i lobbyen for at ringe til sin kone, men igen ingen svartone.
Fint, så bliver du fornærmet, men du kunne også selv have været her og moret dig, tænkte Svend.
Dagen efter udtrykte mor sin skuffelse over svigerdatteren:
Anne-Sofie ringede ikke endgang og ønskede os godt nytår. Se bare nu har du forkælet hende alt for meget, min dreng.
Hun forstår ikke, hvad familie betyder. Derfor er vi alle sammen her, imens hun sidder alene derhjemme. Så kan hun jo tænke lidt over tingene.
Men Anne-Sofie havde ikke overskud til familien. Hvis hun tænkte på nogen, så var det Svend ikke svigermor, svigerfar eller resten af svigerklanens fætter-kusinefest.
Anne-Sofies forældre, da de hørte at hun skulle sidde alene, drog hende straks hjem til dem. De skulle bare fejre nytår stille og roligt, uden store armbevægelser.
Hendes bror boede i København og arbejdede på fabrik, så han havde ikke fri, så forældrene skulle holde nytår bare dem to.
Den 31. kl. 21 stod Anne-Sofie og hendes mor og gjorde klar ved køkkenbordet, da det pludselig gik i gang med veer.
De ringede efter ambulance, mor tog med, far kørte i egen bil bagefter.
Så Anne-Sofie fejrede nytår på hospitalet, og hendes forældre fejrede nytårsaften i afdelingens ventesal. Anne-Sofie blev mor til en dreng…
…Svend besluttede at lytte til Mikkels gode råd og ringede til hospitalet.
Kobberfeldt? Udskrevet i går, svarede informationen.
Allerede? Men der barnet?
Ja, født 1. januar klokken 00.30.
Hvem hentede hende, spurgte Svend.
Den slags noterer vi altså ikke i journalen!
Nu gik det op for Svend, at det kun kunne være hendes forældre så der var hun og babyen nok nu.
Han købte en buket roser og gik derhen.
Ringede på. Svigerfar åbnede døren.
Ja, hvad vil De?
Hej, jeg er kommet for at besøge Anne-Sofie, sagde Svend.
Hvorfor? spurgte hendes far.
Altså, jeg er hendes mand, svarede Svend med et næsten tappert smil.
Anne-Sofie! råbte svigerfar. Der står en mand her, der siger, han er din mand. Vil du tale med ham?
Nej, han må gerne gå igen, lød svaret inde fra stuen.
Svigerfar trak på skuldrene:
Hun vil ikke. Farvel, unge mand! sagde han og lukkede døren.
Svend stod to minutter mere, så ringede han igen.
Denne gang åbnede svigermor lang, bred og med lunten ude. Hende havde Svend altid haft lidt ærefrygt for.
Har du ikke forstået en brik? spurgte hun.
Luk mig dog ind, prøvede Svend modigt. Jeg har ret til…
Mere nåede han ikke at sige. Hun greb buketten, svip-svap slog ham flere gange i hovedet med blomsterne.
Hvilke rettigheder, det fortæller min advokat dig snart! Og ring ikke mere mit barnebarn sover! sagde hun, smed roserne for fødderne af ham og smækkede døren.
Svend slentrede hjem. Undervejs gned han sine kinder blomsterne var flotte, men med torne.
Hjemme ringede han straks til sin mor.
Du giver ikke vores barnebarn eller hans mor nogen chance, sagde hans mor. Hold ud Anne-Sofie bliver god igen og kommer hjem. Lad være med at ringe eller sende penge.
Lad nu hendes forældre forsørge dem, de er jo så kloge. Giv det en uge eller to, så vender hun hjem selv. Gå du bare i seng.
Det gjorde Svend: Han spiste en pakke færdigkøbte frikadeller fra Føtex, og gik i seng.
Han sov dejligt, for han anede ikke, det var sidste nat i lejligheden.
Næste dag kom Svend hjem fra arbejde alle hans ting stod pakket uden for døren i flyttekasser og sorte sække.
Han ringede på. Svigermor åbnede det var faktisk hende, der ejede lejligheden, hvor de havde boet.
Nå, kære svigersøn? Kan du huske adressen til dit kollegie, eller skal jeg skrive den ned? Tag alt dit skrammel det der bliver tilbage, smider rengøringsdame ud i morgen!
Så måtte Svend slæbe på flyttekasserne hen til kollegiet.
De blev skilt ved retten. Svend gad ikke bo på kollegium mere, så han tænkte, han ville leje en lejlighed men da han fik lønsedlen og så, hvor meget der blev trukket til børnebidrag og fem tusinde kroner til ekskonens underhold, var der godt nok ikke meget tilbage til rugbrød.
Du må lære at spare sammen, sagde Mikkel. Du skal jo også spare op til egen lejlighed! Bare rolig, Svend du fik da i det mindste et nytår, der var noget at skrive hjem om!
Anne-Sofie boede tre år hos sine forældre med lille Simon, lejligheden lejede de ud i mellemtiden.
Da Anne-Sofie fik job igen, flyttede hun og Simon ind i deres egen lejlighed. Efter en omgang renovering var der intet, der mindede om Svend eller hans store familie.
Hvad synes du om Svends opførsel? Skriv gerne din mening i kommentarerne og smid et lille like!
– Det skal nok gå, Svend! Vær ikke ked af det! Til gengæld fejrede du jo nytårsaften helt fantastisk!
