Hans må være sulten, sukkede Karen Madsdatter, da hun bemærkede den forsigtige dreng udenfor. Hun så op på Bornholmeruret i stuen og vurderede, at hr. og fru Holm nok ikke var hjemme før om et par timer. Derfor tog hun sin beslutning og gik ud i haven.
Hvad hedder du? spurgte hun blidt og lagde hovedet lidt på skrå, mens hun så på drengen, der undersøgende betragtede gaden.
Jeppe, svarede han lavmælt og sendte hende et vagtsomt blik bag den pjusket pandehår.
Nå Jeppe, kom med ind. Jeg har lige bagt æblekage, hvis du har lyst til et stykke, tilbød Karen, og Jeppe tøvede ikke før han fulgte med hende. Maven knurrede af sult han havde intet fået hele dagen.
Karen skar forsigtigt en stor bid af den lune kage og satte tallerkenen foran den sultne dreng i køkkenet.
Nej, hvor smager det godt! udbrød Jeppe med munden fuld. Min mor plejede også at bage så lækker æblekage.
Hvor er din mor nu da? spurgte Karen stille.
Jeppe holdt op med at tygge og kiggede ned.
Jeg leder stadig efter hende Hun forsvandt, hviskede han.
Spis nu bare, Jeppe. Din mor skal nok dukke op en dag, sagde Karen venligt.
I samme øjeblik knirkede hoveddøren, og ind kom Niels og Margrethe Holm. Karen strammede om viskestykket, da hun hørte deres skridt.
Hvem er det, vi har besøg af? spurgte Niels overrasket, da han fik øje på Jeppe i køkkenet.
Hvem har du slæbt med herind, Karen? sagde han stramt.
Drengen leder efter sin mor og har ikke fået noget at spise. Jeg synes bare, han skulle have lidt mad, svarede Karen roligt.
Så nu inviterer vi hjemløse til at spise? Betyder min og Margrethes mening ingenting længere? rasede Niels.
Jeppe begyndte at græde, da han hørte det.
Jeg skal nok gå nu mumlede han og lagde sin halve kage tilbage på tallerkenen.
Men Margrethe blandede sig blidt:
Vent, lille ven, sagde hun. Fortæl os, hvor du kommer fra. Hvor mistede du din mor?
Margrethe havde et venligere sind end sin mand, selvom Niels ofte pointerede, hun var for blød. Det kunne han dog aldrig ændre på.
Jeg bor hos min morfar, men han er sur og slår nogen gange. Det var derfor jeg løb væk, indrømmede Jeppe og tog et gammelt, gulnet billede op fra lommen.
Det her er mine forældre. Engang boede vi alle sammen, sagde han, tørrede sine øjne med ærmet og rakte billedet til husets ejere.
Margrethe tog imod billedet og stivnede.
På billedet var Margrethes egen pige, Frederikke!
Se, Niels! Det er jo vores Frederikke! udbrød Margrethe og rakte med rystende hænder billedet til sin mand.
Niels tog uvilkårligt imod det, og mistroen bredte sig i ansigtet.
Jeppe, hvordan har du fået det billede?
Det tog jeg fra morfar. Mor havde skrevet denne adresse bagpå. Så jeg gik herhen. Morfar siger altid, mor forlod mig, som en gøg. Men jeg tror ham ikke!
Margrethe hviskede tvivlende for sig selv, mens hun genkaldte dagen, hvor deres Frederikke havde taget afsted med teaterfolkene til Sjælland. Hun var forsvundet i lang tid, og da hun endelig kom hjem, skete ulykken. Siden den dag havde huset været stille og trist.
Og din far? spurgte Niels.
Han døde for et halvt år siden, snøftede Jeppe.
Parret stod tavse. Det gik op for dem, at de havde fået et barnebarn. Trætte af sorg og stilhed besluttede de at holde Jeppe hos sig.
Kom med mig, lille ven. Jeg vil vise dig dit værelse, sagde Margrethe blidt.
Vil min mor komme? spurgte Jeppe forhåbningsfuldt.
Din mor er nu sammen med din far, lød svaret lavmælt.
Drengens ansigt blev hvidt.
Tiden gik, og Margrethe og Niels fik papirerne i orden. Morfaren, som hørte Jeppe ville bo hos velhavende familie, modsatte sig ikke.
Karen, den gode husholderske, skjulte ikke sin glæde. Lige siden den dag hun forbarmede sig over den forældreløse dreng, ændrede husets stemning sig. Latter og glæde vendte langsomt tilbage, og Jeppe var ikke længere den sultne, pjuskede dreng, men nu en velklædt, venlig dreng, elsket af sin nye familie.
Livet i huset mindede dem om, at en god gerning, gjort i det små, kan tænde håb og bringe lykke, selv hvor der længe har hersket sorg og ensomhed.
