Viktor har sendt blomster! Med bud! Se lige, Torben, hvilke roser! Og sikke en seddel: “Til min elsk…

Mark sendte blomster! Med bud, Toke, se lige nogle roser! Og hør seddelen: Til verdens bedste mor fra København. Hold da op, sikke en søn! Og du? Igen kommer du slentrende i dit arbejds-tøj? Kunne du ikke skifte tøj, det er jo en højtid, og man kan lugte olie på dig helt ude på opgangen.

Bodil Jensen, en fyldig dame med sirligt sat hår, sad for bordenden som en dronning ved det dækkede bord. Overfor sad Toke, hendes yngste søn. Han var i fyrrerne, med grove hænder sorte af olie (han arbejdede som mekaniker på et lille værksted i udkanten), og et træt ansigt.

Han havde ikke tomme hænder. Han havde købt et nyt blodtryksapparat, fordi det gamle ikke virkede, og selvfølgelig hendes yndlingskage, lagkage fra bageren. Men kagen forsvandt nærmest i skyggen af den enorme buket roser sendt af Mark.

Mark den ældste. Familiens stolthed. It-specialist. Bor i København. Mark ringede en gang om måneden på FaceTime. Toke kom forbi tre gange om ugen. Mark var gylden dreng. Toke var praktikeren.

Mor, jeg har kigget på hanen i køkkenet, pakningen skal skiftes, jeg kommer forbi med værktøjet i morgen, sagde Toke lavt mens han spiste salat.
Åh, du skal altid rode med et eller andet! Udbrød moren irriteret. Mark sagde han snart sender penge, så får jeg en rigtig håndværker ud. En professionel.

Toke sagde ikke noget. Han kendte rollen: taberen som var blevet i provinsen, aldrig tjent det store, stadig kørte i sin gamle Toyota.

Et halvt år senere blev Bodil ramt af en blodprop. Slem en af slagsen. Højre side blev lam, stemmen forsvandt næsten. Toke fandt hende liggende på køkkengulvet. Han var kørt forbi, fordi hun ikke havde taget telefonen.

Ambulance, hospital, hjem igen. Lægerne sagde det ligeud: Hun har brug for konstant pleje. Enten en dagplejer eller familien selv. Chancen for fuld bedring er lille.

Toke ringede til Mark.
Mark, mor har det skidt. Hun er sengeliggende. Vi skal finde en løsning. Jeg arbejder, og min kone også. En plejer er dyr. Kan du komme? Eller hjælpe med pengene?

Der blev stille i røret. Så sagde Mark spidst og nok lidt utålmodigt:
Toke, er du rigtig klog? Jeg har kontrakt og lån i kroner, jeg kan ikke bare rejse til provinsen for at skifte bleer. Jeg overfører 2.000 kroner, så kan I hyre nogen. Du bor jo tæt på.

De 2.000 kroner rakte til en uge med professionel pleje. Bagefter var pengene brugt. Mark sendte ikke mere. Han fik uforudsete udgifter.

Tokes kone, Lisbeth, sagde:
Vi kan ikke tage hende hjem i vores lille toværelses. Vi har jo teenage-sønnen.

Toke nikkede. Så flyttede han hjem til sin mor. Lisbeth kom med mad i plasticbokse. Og når han havde fri fra værkstedet, tog han ikke hjem til fjernsynet, men til en lugtende lejlighed fyldt med medicin og gamle minder.

Der begyndte et sandt mareridt. Bodil lå ikke bare stille. Hendes humør blev værre. Demens oveni bitterhed. Nogle dage genkendte hun Toke men ofte bebrejdede hun ham sin afmagt.

Når han skiftede ble på hende den tunge, besværlige kvinde hylede hun:
Lad være! Det gør ondt! Du gør det med vilje! Hvor er Mark? Kald på Mark! Mark ville aldrig gøre det her. Mark elsker mig!

Toke bed tænderne sammen.
Han vaskede hende, madede hende med suppe på ske, vaskede lagner. Han tabte ti kilo og blev ti år ældre på de måneder. Hver aften det samme:
Du er slem. Du er ond. Når Mark kommer, smider han dig ud. Han tager mig med til rekreation!

Men Toke vidste med sig selv: Mark kom ikke. Han holdt op med at ringe, fordi det er for hårdt at se mor sådanne.

Det varede i to år.
To år med liv på standby.
Bodil sov stille ind. Der stod et indrammet billede af Mark på natbordet. Det tørrede Toke dagligt af, for det ønskede hun.

Mark dukkede op til begravelsen. Flot sort frakke, kulsort solbrændt, meget sørgmodig. Han fældede de smukkeste tårer på kirkegården, nærmest som i en film.

Familiemedlemmer og gamle naboer snakkede lavt:
Sådan en søn! Se hvor han sørger! Han må virkelig have elsket sin mor! Han kom flyvende til, en helt…

Ingen lagde mærke til Toke.
Han stod lidt tilbagetrukket. Grålig, indsunken. Han græd ikke. Ville ikke kunne, selv hvis han prøvede. Han var tømt.

Til mindesamværet rejste Mark sig.
Mor var et enestående menneske. Hun troede altid på mig. Alt jeg har opnået, er for hendes skyld. Det er trist, jeg ikke fik sagt ordentligt farvel.

Han hældte snaps op drak den uden at skåle. Snart tog han fat i Toke:
Du, Toke. Jeg har undersøgt noget… Mors lejlighed i centrum er steget i pris. Vi må sælge. Vi deler pengene, halv-halv. Jeg skal bruge penge til et projekt i København. Du har jo dit eget, er du ikke enig?

Toke så på ham for første gang i mange år. En succesfuld, flot mand.
Halv-halv? spurgte han hæst.
Ja, det er loven. Vi er begge arvinger. Sådan er det jo.

Sådan er det, ja…

Lejligheden blev solgt.
Mark tog sin halvdel og tog hurtigt hjem over Storebælt. Han så ikke ind forbi graven på niendedagen.
Toke brugte sin del på at betale lånene ud for sønnens lille lejlighed. Han selv tog ikke en krone.

En måned senere, ryddede Toke op i garagen. Han fandt mors gamle lommebog. Skriblet med venstre hånd efter blodproppen stod der:
Gud, hjælp Mark, det hele er så svært for ham derovre. Men Toke… han er stærk. Han skal nok klare det. Han behøver ingenting.

Toke lukkede bogen.
Tændte en cigaret, inhalerede den bitre røg dybt.
Han indså, at moren havde ret. Han havde klaret det. Han havde overlevet: snavset, smerten, råbene, døden.
Men det vigtigste havde han aldrig fået. Han var aldrig blevet sønnen. Han var en funktion.

Sådan er det tit: dem der bærer os igennem alderdommen, får kun vores brok og utilfredshed. De, der sender emojis på afstand, får kærligheden.
For den fjerne kærlighed er smuk og ren, mens den nære kærlighed stinker af sved, urin, og søvnløse nætter. Og sådan kærlighed er svær at værdsætte, før det er for sent.

Moralen? Tag ikke dem for givet, der rent faktisk er der. Dem, der tager det beskidte slæb, mens du jagter din kransekage på himlen. For en dag kan den stærke knække. Og så sidder du tilbage selv, med et kønt, koldt billede på natbordet.

Har du også sådanne usynlige helte i din familie dem, som alting egentlig hviler på, men som ingen nogensinde roser?

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

five × one =

Viktor har sendt blomster! Med bud! Se lige, Torben, hvilke roser! Og sikke en seddel: “Til min elsk…
Charlie – En charmerende fortælling om venskab og eventyr i hjertet af København