Far som gave
Katrine kom ud fra butikken, og satte kursen mod børnehaven for at hente sin søn. “Jeg har fået købt gaver til mine forældre, nu gælder det bare om at finde ud af, hvad Gustav ønsker sig til jul,” tænkte hun. Det var altid lidt et puslespil for hende; balancen mellem arbejde og hjem var svær at finde, men hun nægtede at lade Gustav mangle opmærksomhed eller kærlighed. Alt skulle være det bedste for ham.
Katrine havde opdraget Gustav helt alene. Hun havde ikke set faren til sit barn i over seks år nu han havde valgt at gå sin vej før Gustav overhovedet blev født. Efter det havde hun ikke søgt kontakt, og Gustav fik at vide, når han spurgte: “Mor, hvor er min far?” at hans far arbejdede langt væk og rejste meget.
Gustav stod allerede i vinduet og holdt øje med hende. Da han fik øje på sin mor, vinkede han ivrigt og kastede sig over jakken for at komme ud.
“Hej, Katrine Sørensen!” sagde pædagogen, fru Madsen, med et venligt smil. “Vi skal lige have en snak.”
“Ja, selvfølgelig,” svarede Katrine lidt anspændt.
“Vi havde besøg af en børnepsykolog i dag. Børnene skulle tegne deres største juleønske, og se lige her det er Gustavs tegning,” sagde fru Madsen, og rakte hende et stykke papir.
Katrine kiggede på tegningen, og blev ganske bleg. På papiret var der en flot juletræ, og ved siden af stod en stor, stærk mand. Over hans hoved stod med børneskrift: “Far”.
“Hvad skulle det være mærkeligt ved?” sagde Katrine, og trak på skuldrene.
“Han ønsker sig en far i julegave. Synes du ikke det er lidt unormalt? Psykologen sagde, at det ville være godt, hvis du snakkede åbent med ham om hans far. Fortæl ham sandheden,” sagde fru Madsen roligt.
“Tak, det gør jeg,” svarede Katrine, og tog Gustav i hånden.
“Mor, er du sur på mig?” spurgte Gustav forsigtigt.
“Hvorfor dog det?” svarede Katrine blidt.
“På grund af far…”
“Nej, min skat. Overhovedet ikke.”
Resten af aftenen grublede Katrine over, hvordan hun skulle få sagt sandheden til Gustav. Hun skammede sig over, at hun havde fortalt ham, at hans far bare var ude at arbejde, da hun i virkeligheden ikke vidste, om han nogensinde ville komme tilbage. Hun kunne slet ikke finde ud af, hvordan hun skulle forklare det, og faldt til sidst i søvn.
Næste morgen, så snart de trådte ind i børnehaven, stod fru Madsen klar.
“Godmorgen, har du fået snakket med Gustav om hans far?” spurgte hun med et småligt smil.
“Det skal du ikke tænke på, alt er fint hans far kommer faktisk hjem til jul,” sagde Katrine med et smil.
Hun anede ikke, hvorfor hun løj det var bare sådan en impuls for ikke at skulle diskutere sit privatliv med fru Madsen hele tiden.
“Mor, er det rigtigt? Kommer far?” Gustavs øjne strålede.
“Ja, Gustav. Det gør han.”
Katrine gik ud fra børnehaven og mærkede først nu, hvor dumt det var sagt. “Hvorfor lod jeg det slippe ud? Hvad skal jeg gøre nu? Gustav tror på det. Jeg kan ikke tage håbet fra ham.” Hun satte sig på en bænk i parken og begyndte at græde.
“Undskyld, kan jeg hjælpe med noget?” lød det fra en ung mand i uniform.
Katrine løftede hovedet, og så, at han stod lidt bekymret og kiggede på hende.
“Nej tak, jeg har ikke brug for politiet, alt er fint,” sagde hun, og vendte sig væk.
“Undskyld,” sagde han med et lille grin. “Jeg er faktisk soldat ikke politi.”
“Åh, jamen det er jo lidt lige meget, kan jeg ikke få lov at sidde her lidt alene?”
“Du så så trist ud, jeg kan ikke lade være med at hjælpe. Skal vi tage en kop kaffe sammen? Videnskaben har jo bevist, at en god kop kaffe og lidt chokolade kan bekæmpe de fleste triste tanker.”
“Så du giver ikke op, hvad?” sagde Katrine med et smil.
“Du har helt ret! Kom, lad os sætte os ind i caféen.”
Katrine lod sig overtale, og fulgte med ham. Hun kunne ikke helt forklare det, men han virkede opmærksom, tryg og nem at tale med.
En halv time senere sad Katrine og Henrik og snakkede om alt muligt. Han viste sig at være både morsom og venlig, og tiden fløj afsted.
“Så sådan havnede jeg i hele den her ‘far’ situation. Jeg skulle aldrig have sagt det, men fru Madsen er så frygtelig nysgerrig, så jeg lod mig rive med. Hun kigger altid på mig med en vis foragt,” sluttede Katrine.
“Det lyder ikke rart. Jeg hader også, når folk blander sig for meget i ens privatliv. Jeg tror faktisk, jeg kan hjælpe!” sagde Henrik pludseligt.
“Med hvad?” spurgte Katrine overrasket. “Vil du gifte dig med mig?”
“Ha, hvorfor ikke bare spille far og mor her til jul? Så kan Gustav få sin ‘far’, og så kan jeg slippe for at være alene og du slipper for fordommene.”
“Jeg ved ikke… Det lyder som noget af en idé!”
“Men at love din søn, at hans far kommer til jul det er vel også lidt et eventyr? Hvordan forklarer du ham, hvis far igen ikke kommer?”
“Det er sandt… Men hvad får du ud af det?” spurgte Katrine.
“Sidste jul sad jeg helt alene. Mine venner har alle små børn, så de fejrer det med familien. Jeg prøvede at få vagt i år, men det blev for sent vagtplanen var allerede lavet. Jeg vil ikke sidde alene igen,” sagde Henrik lidt stille.
“Kan du ikke tage hjem til dine forældre?”
“Jo, men der er tre dage med tog hver vej, og jeg skal være på vagt d. 4. januar.”
“Så lad os prøve det!”
Henrik ringede på døren som aftalt dagen før nytår. Gustav havde ventet hele dagen og kiggede ud ad vinduet. Henrik kom ind med en stor taske, tog overtøjet af og gik ind i stuen.
“Ska’ vi åbne gaver, Gustav?” sagde han og blinkede til drengen.
Ud af tasken tog Henrik et sæt smukke kopper.
“Er det til mor?” spurgte Gustav.
“Det har du ramt helt rigtigt. Og det her er til dig,” sagde Henrik og gav ham en stor æske LEGO.
“Yes! Mor, se, far har givet mig LEGO det har jeg ønsket mig i evigheder!” råbte Gustav glad.
“Du behøvede ikke bruge så mange penge. Vi havde jo ikke aftalt gaver,” hviskede Katrine senere.
“Det er én gang om året, jeg giver gaver. Det gør mig glad,” svarede Henrik.
Hele dagen hyggede Katrine i køkkenet, mens Gustav og ‘far’ byggede LEGO. Gustav var ikke til at rive fra Henrik. Næste dag tog de sammen til juletræsfest i Torvehallen, og bagefter på skøjtebanen.
Tre dage fløj afsted. Så var det tid til at sige farvel. Gustav sov trygt, Henri og Katrine stod i entreen begge lidt nedtrykte.
“Så jeg må hellere smutte.”
“Tak for det hele,” sagde Katrine og måtte holde tårerne tilbage.
Henrik gik ud og lukkede døren, og Katrine satte sig på skabet og græd stille. Hun ville gerne sige, at han skulle blive, men turde ikke det var jo bare for tre dage, de havde aftalt. Men hvem havde regnet med, at hun skulle forelske sig så hurtigt?
Pludselig ringede det på døren. “Sikkert glemt noget,” tænkte hun og låste op.
“Må jeg blive?” Henrik stod med hovedet bøjet.
“For hvor længe? Skal du ikke på arbejde?”
“For altid…”
Gustav kom snublende ud, stadig halvsovende.
“Far, skal du rejse igen?”
“Nej, Gustav. Far rejser ikke igen. Han bliver her,” svarede Katrine og smilede.
“Jubii! Og du tager mig i børnehave i morgen?”
“Selvfølgelig, Gustav. Jeg bliver her hver dag,” grinede Henrik, og krammede sin ‘familie’.
