Der er kun tre år imellem min søster og mig. Hun er yngre end mig. Min far arbejdede som leder i en elektronikforretning, og min mor havde job i en bank. Vi boede i en fin lejlighed i København. Mine forældre gik altid klædt i nyt og pænt tøj, mens vi fik tøj, der skulle holde længe; jeans og skjorter blev brugt indtil de var slidt op og havde huller. Som barn tænkte jeg ikke meget over det. Det var først, da jeg begyndte i skole, at jeg lagde mærke til, hvordan mine klassekammeraters forældre behandlede deres egne børn anderledes.
Mine klassekammeraters forældre købte nyt, smart tøj til deres børn, mens jeg i flere år gik i det samme. Vores mad var heller ikke god søde sager og kød fandtes sjældent hjemme hos os. En dag på vej hjem fra skolen så jeg min mor og far sidde på en café og spise kager. Hver gang vi bad om noget, blev de hurtigt irriterede. Min mor så strengt på os og sagde, vi ikke havde penge nok, og at de brugte meget på os allerede.
Jeg kan huske, hvor pinligt det var at føle, vi skabte problemer for dem. Mine forældre ville ikke betale for min uddannelse, så jeg måtte gøre mig umage for at få et stipendium. Alt i livet har jeg opnået på egen hånd. Nu er jeg voksen, jeg har børn selv. Jeg forstår stadig ikke helt, hvorfor mine forældre behandlede min søster og mig sådan. Hvis de ikke ønskede børn, hvorfor fik de dem så? Min bitterhed gør det svært at tale med dem, selvom jeg ved, jeg bør prøve at give slip.
