Jeg føler virkelig en trang til at dele min historie. Jeg er så forvirret jeg aner ikke, hvem der tager fejl, og hvem man overhovedet kan stole på. Måske kan nogen af jer se det udefra og give mig et godt råd.
Min mand og jeg har været gift i to år nu, og hele tiden har han haft kontakt med sin ekskone.
Da vi blev gift, havde de været skilt i et år. Det vidste jeg godt. Jeg vidste også, at de havde et barn sammen. Pigen går nu i 4. klasse, og jeg har aldrig blandet mig i kontakten med hans datter. Tværtimod jeg har hele tiden ment, det var det rigtige at støtte op om forholdet.
Ofte tog jeg endda med min mand i weekenden for at hente hans datter hjemme hos moren. Men nu er det, som om min mand bruger det som en belejlig undskyldning.
Vi har endnu ikke fået vores egne børn, selvom vi planlægger det.
Alligevel frygter jeg, at han vil elske vores barn mindre end datteren fra det første ægteskab. Min mand er meget ligefrem, og han har ærligt sagt, at han bærer rundt på dårlig samvittighed over for sin første datter.
Han går altid til skole-hjem-samtaler sammen med sin ekskone. Jeg tror faktisk ikke, der er mange, der ved, at de er skilt.
Han ringer også tit til hende og snakker i timevis. Skriver beskeder hver dag. Ofte tager han lige forbi hende på vej hjem fra arbejde. Nogle gange ser jeg ham sjældnere derhjemme, end hun gør.
Det føles ærligt talt, som om han fortæller hende alt om vores liv alt vi foretager os, alt vi taler om. Jeg synes ikke, det er i orden. Selvfølgelig skal han tage sig af sit barn, men det virker bare som om, det er lidt for meget. Han har det som blommen i et æg lever nærmest et dobbelt-liv mellem to familier.
Jeg har prøvet at tale med ham om det mange gange, har forsøgt at løse det uden konflikt. Men han driller bare, griner det væk og påstår, det hele er for barnets skyld, selvom han udmærket ved, hvor meget det sårer mig.
Sidst vi skændtes, sagde han: Du er jo bare min kone men hun er mor til mit barn, og det bånd kan jeg ikke bare klippe over. Det hjalp mig slet ikke. Tværtimod blev jeg bare mere vred.
En stor del af vores husholdningsbudget ender også hos den første familie. Ud over børnepenge betaler han for alt muligt ekstra til dem, alle deres små ønsker. Og hvad med mig? Jeg bliver bare glemt.
Hvorfor? Fordi jeg ikke har født ham et barn endnu? Er jeg derfor ikke værd at prioritere? Det giver jo ingen mening!
Det ironiske er, at det var hans ekskone, der forlod ham. Svigermor har fortalt mig om alle de skandaler, da hun smed ham ud af lejligheden og kaldte ham de værste ting. Hvad er det lige, der har ændret sig? Hvorfor holder de stadig så tæt kontakt, og hvorfor tager hun fortsat imod hans penge? Det må være let at få penge og slippe for at passe hjemmet. Nu er det mig, der vasker hans tøj, laver mad og holder huset rent.
Jeg føler mig helt overflødig i det her trekantsdrama. Hvorfor blev de egentlig skilt, hvis jeg alligevel bare skal føle mig til overs?
Mistanken nager mig måske forsøger hans eks at få ham tilbage. Måske er det nu, hun forstår, hvad hun har mistet.
Måske burde jeg bare pakke mine ting og smutte, lade dem genopdage deres familielykke. Alt ville være mere enkelt, hvis ikke det var fordi, jeg for et par dage siden fandt ud af, at jeg er gravid. Jeg ved ikke, om jeg skal sige det til min mand. Jeg er helt rundt på gulvet. Har nogen et råd til mig? Hvad skal jeg stille op?
“Du er kun min kone, men hun er mor til mit barn!” – det sagde min mand for nylig til mig
