Efter at have vasket op, træder Freja ud af køkkenet, da dørklokken ringer. Hun åbner og ser sin ældre nabo Maren stå i gangen med en sortet håndklæde knyttet omkring ansigtet, øjnene røde af tårer.
– Hvad er der sket? spørger Freja bekymret.
– Åh, Freja, udbryder Maren, – græder hun, – der er så meget tristhed…
Freja får Maren til at sætte sig på en stol ved køkkenbordet og giver hende et glas vand i en krus. Maren drikker, og roen vender langsomt tilbage.
– Min barnebarn Signe og hendes far Mikkel døde i en bilulykke. Politiet var lige her, og faren er på vej til at identificere kroppen. Signe sidder alene i sit lille værelse med en laptop, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle hende det… Jeg er så taknemmelig for, at I har ladet min børnebarn bo hos mig, mens vi skulle til at se den nye lejlighed hos Mikkels ven.
Freja læner sig frem, holder hovedet i hænderne og sukker. – Åh Gud, hvad en forfærdelig situation. Signe er kun ni år, hun forstår allerede så meget. Hvor skal hun få trøst, når mor og far er væk?
Freja prøver så godt som muligt at berolige Maren, men hun ved, at intet kan lindre den smerte. Maren rejser sig og siger:
– Maren Sørensen, hvis du har brug for noget, så sig endelig til. Jeg kan blive her med Signe, eller hvad der ellers skal gøres med begravelserne.
– Tusind tak, Freja. Min yngste søn, Ivar, klarer alt. Du kender ham, han er ansvarlig og ved, hvor han skal henvende sig… Men jeg er stadig taknemmelig, for du er en god sjæl, som elsker og hjælper alle omkring dig.
Når Freja lukker døren bag Maren, forestiller hun sig, hvordan Signe vil få at vide, at hendes forældre er døde, og hvordan hun vil reagere. Freja ved, hvad det betyder, for hun selv var den lykkeligste pige i verden indtil hun var otte år gammel.
I dag, som 42‑årige, kan hun beskrive sine første otte år med ét ord: lykke. Små uheld som faldende knæ, en cykelulykke eller sæbe i øjnene var kun bagatel, for hun havde altid mor og far ved sin side, som elskede og beskyttede hende. En lille pige behøver kun sine forældre for at føle sig tryg.
Alt ændrer sig en dag efter skolen. Freja er på eftermiddagsklubben, mens de andre børn er blevet hentet af deres forældre. Hun bor langt fra skolen; om morgenen kører hendes far, Jens, hende til skole på vej til sit arbejde, og hendes mor, Lise, som er sygeplejerske, henter hende klokken tre, når hun er færdig med sin vagt.
Freja bliver i klasselokalet sammen med lærer Tove Jensen, som retter opgaver, mens Freja tegner og kigger ud af vinduet. Tove siger:
– Freja, bliv her, jeg skal bare af en lille omgang.
Hun vender tilbage lidt senere, ser bekymret ud.
– Jeg har ringet til dine forældre fra lærerværelset, men ingen svarer. Har du en bedstemor?
– Nej, min far er fra et børnehjem, og min anden bedstemor er død.
– Har du andre slægtninge? spørger Tove nysgerrigt.
Freja tænker et øjeblik og svarer:
– Min mor har en søster, der bor på landet, langt væk.
– Måske kan en nabo hente dig?
– Mor er ven med tante Nina, vi besøger hende nogle gange. Hun er gammel, men går af og til ud.
Tove nikker. – Så lad os gå hen til Nina, så du kan vente på dine forældre.
De går op ad trappen til lejligheden, men Freja har ingen nøgle. Tove trykker på dørklokken i den modsatte lejlighed. En ældre dame åbner, smiler og siger:
– Kom ind, Freja, jeg giver dig noget at spise.
Tove går ned ad trappen, mens Freja skriver en seddel til sin mor: “Jeg er hos tante Nina.” Hun spiser te med et stykke kage, men forældrene er stadig væk. To timer går, måske mere, før dørklokken ringer igen. Freja løber glad til entreen:
– Mor og far er kommet!
Døren åbnes, men i stedet for hendes forældre står en fremmed mand i døren.
– Tante Nina? spørger han.
– Ja, Nina Jensen, hvad vil du?
– Kender du familien Semenov?
– Ja, deres datter bor her, vi venter på dem.
Manden går ind i køkkenet, lukker døren tæt. Efter et par minutter forlader han rummet, og Nina vender sig mod Freja med tårer i øjnene.
– Freja… dine mor og far er ikke længere. Bilen har styrtet på overgangen…
Freja sidder stille, knuger sine hænder.
Næste dag kommer tante Kirsten, hendes mors storesøster, og omfavner Freja. Ved siden af hende står onkel Søren, en stor mand som en bjørn.
Begravelsen er en tung oplevelse. Freja husker lyden af jord, der klirrer mod kisten, og den kolde oktobervind, der får hende til at ryste. Efterfølgende er der mindehøjtidelighed; Freja er udmattet og ønsker kun at lægge sig under et tæppe med hovedet på. Da hun endelig kommer hjem, sidder tante Kirsten ved bordet med sin mand, som hælder vin fra en flaske, men Freja vil ikke høre nogen ord.
Den følgende dag hører hun tante Kirsten tale i telefon:
– Ja, lejligheden er ledig, nyrenoveret, moderne møbler – kom forbi efter kl. fem, så kan I se den.
Et ungt par med en kvinde kommer for at se lejemålet. Fra sit værelse ser Freja dem gå rundt, snuse til alt.
– Se, den udsigt fra vinduet, roligt i centrum, men prisen er høj… Betaling for seks måneder på forhånd, hvis de vil leje i længere tid. Det er ikke min lejlighed, men jeg er værge.
Freja ser, hvordan tante Kirsten pakker sine ejendele i store ternede kasser, fylder hver en krog i skabet, lægger porcelæn i papkasser med håndklæder.
– Lad pigen tage sine ting, så vi ikke behøver at bruge mere på hende, siger onkel Søren groft.
– Saml bøger, blyanter, maling, alt du skal bruge i skolen, og pak resten i din taske, siger tante Kirsten. – Tag også nogle legetøj, men ikke for mange. Vores hus er lille.
Freja kigger på sin gamle bløde kanin med lange ører, som hun altid har sovet med siden far købte den for mange år siden, og på nogle af sine andre legetøj.
Et par dage senere forlader hun byen, siger farvel til tante Nina, som græder og velsigner hende på vejen. Freja mærker, at livet vil blive anderledes, men hun kan ikke forestille sig, hvor meget.
Kirsten og Søren bor i deres eget hus, hvor Søren drikker ofte. De afsnører et hjørne med en gammel sofa og et lille bord, hvor Freja skal lave sine lektier. Skolen ligger tæt på, og klassekammeraterne tager hende godt imod. Efter et par dage får hun en veninde, Rikke, og hun klarer sig fint i skolearbejdet.
Tanten taler til hende roligt i starten, men begynder af og til at råbe og true med en gammel militærrem. De har ingen egne børn, men når hun kun bliver truet, ser Søren hende som en fjende.
– Du, lort, giv mig mine støvler! råber han.
Freja frygter hans råb, hans bandeord og hans trussel om, at han vil spise den sidste brødkrumme, selvom han skal fodre hende. En dag slår han hende på hovedet, og fra da af får hun ofte slag fra ham.
– Freja, hvis Søren er beruset, så hold dig væk, siger tante Kirsten.
Alligevel slår han hende en aften, så hun løber ud på stationen og hopper på den første S-tog til storbyens centrum. Hun er i sjette klasse. På stationen møder hun en politimand, fortæller ham om sit liv hos sine slægtninge, og hvorfor hun flygter.
Kort tid efter mister hun sin værge, og hun bliver anbragt i en børneinstitution. Livet der er lidt bedre, men stadig hårdt. Hun lærer at stå på egne ben og kan forsvare sig, hvis nogen prøver at såre hende i skjul.
Som voksen bliver hun hård. Da hun fylder seksten, løber hun sammen med nogle drenge og røver en købmandsbod. De bliver fanget næste aften, og dommen giver hende et år på betinget færd.
Efter retssagen drømmer hun om sin mor, der ser trist på hende og siger:
– Freja, du må ikke leve sådan. Vær god, vær ærlig, smil og lad glæden finde dig igen.
– Mor, jeg lover, jeg vil aldrig gøre det igen, råber hun i drømmen, men mor er væk.
Femogtyve år senere møder Freja på sin vej Gregor, en venlig og anstændig ung mand. Hun fortæller ham straks om sit mørke fortid, om børneinstitutionen og den betingede dom.
– Jeg vil være ærlig fra starten, så du ved, hvad jeg har været igennem, siger hun.
Gregor svarer: – Livet kan være hårdt, men ingen er helt uden fejl. Du blev trukket ind i det af andre, men du har gjort en forandring. For mig er du stadig den bedste.
De gifter sig, lever lykkeligt sammen, og deres søn går også på universitetet. Freja er glad for, at hun igen kan finde glæde, elske og kun vil gøre godt for andre. Hun tænker ofte:
– Jeg spekulerer på, om mine forældre ser mig smile og leve lykkeligt nu.
