Astrid havde haft et godt øje til Magnus siden gymnasietiden. Hun var ret ligeglad med, at han havde kæreste, og da det forhold røg i vasken, var Astrid straks klar i kulissen. Hun sørgede for at være der hele tiden og så lagde Magnus selvfølgelig mærke til hende.
Indimellem sagde Magnus, at han ikke var sikker på, om han egentlig elskede hende de havde det jo bare sjovt sammen, og hyggede sig. Jeg rådede ham til at slå op, hvis han ikke følte noget, men han snublede nu ud i selvskabte problemer efter kun tre måneder kom han og fortalte mig og vores forældre ved julebordet, at han skulle giftes med Astrid. Med det tempo var det svært ikke at fatte mistanke.
Hun er gravid, sagde min bror. Hun tryglede mig om at blive gift, ellers kunne hun ikke vise sig for sine forældre. Det må være skæbnen, at jeg skal giftes med hende hun elsker mig virkelig højt og vil opdrage barnet sammen med mig.
Jeg syntes nu det hele virkede lidt for belejligt for Astrid, men jeg holdt min mund og prøvede ikke at tale ham fra det. Han er jo voksen og skal bestemme over sit eget liv.
Min mor og jeg talte om, hvor hurtigt det hele gik, nu de allerede ventede barn. Mor virkede dog forbløffende tilfreds med udsigten til et nyt familiemedlem og svigerdatter. Hun jokede med, at hun nu havde en søn, men hvis hun skulle have en til, måtte jeg altså også tage mig sammen og finde en mand. Vi sad og sludrede over en kop te, da Magnus ringede rasende.
Astrid tog ud med veninderne for at fejre forlovelsen, dele bryllupsinvitationer ud og hun blev så stangberuset, at en af hendes veninder ringede til mig og bad om at hente hende hjem.
Hvad mener du med fuld? spurgte min mor chokeret. Det må hun da slet ikke?
Det tænkte jeg også, sukkede Magnus i telefonen. Så jeg spurgte veninderne, hvorfor de lod hende drikke, hvis det kunne skade barnet. Og så begyndte de bare at grine af mig og var vildt fornærmede. Astrid er ikke gravid, hun løj bare for at få mig til at fri hurtigere.
Jeg skulle beherske mig for ikke at sige, at min mavefornemmelse havde været rigtig med det samme. Min mor var til gengæld oprigtigt rystet.
Hvad havde hun tænkt sig at gøre? spurgte hun lettere arrigt.
Hun havde åbenbart bare tænkt sig at sige, at hun havde mistet barnet efter brylluppet eller måske ville hun så forsøge virkelig at blive gravid, jeg ved det ikke, sagde Magnus tydeligt oprevet. Men jeg behøver vel ikke at gifte mig med hende nu, vel?
Han ringede kun for at forsikre sig om, at vi forstod ham. Han havde aldrig elsket Astrid nok til at ville gifte sig. Og børn var han altså heller ikke klar til. Kun for familiens og Astrids families skyld ville han gifte sig med en kvinde, han ikke elskede.
Nej, aflys brylluppet! Og sig til Astrid, at du kender sandheden, sagde jeg.
Ja, har hun løjet om det, så kan hun da lyve om alt muligt andet, brummede mor. Og så virkede hun ellers som sådan en sød pigeDa jeg lagde på, sad vi begge og stirrede ud i luften et øjeblik, mens tankerne summede. Min mor rejste sig, rakte mig et stykke chokolade og sagde med en lille stemme: Godt, han fik det stoppet i tide.
Dagen efter ringede Magnus igen. Han lød lettet, næsten munter og en smule flov. Det er ovre. Jeg fortalte hende, jeg kendte sandheden, og hun sagde ikke et ord. Bare pakkede sine ting og var væk på ti minutter.
Jeg smilede. Du får en ny begyndelse.
Ja, sagde han stille. Jeg tror, jeg er nødt til at øve mig i at sige nej næste gang.
Efter han lagde på, satte jeg mig ned og skrev et brev til ham, som jeg gemte i skuffen: Du skylder kun dig selv ærlighed. Kun når du tør lytte til din egen stemme, kan kærlighed begynde på nye måder.
Vinteren gik og da foråret kom, mødte Magnus en pige på biblioteket. Hun spurgte ikke om bryllup, han spurgte ikke om børn. De drak kaffe, læste bøger, tog livet skridt for skridt. Og jeg tænkte, at nogle gange måtte tingene ramle, før man kan bygge noget rigtigt op igen.
Nogle løgne springer i luften, men sandheden samler os. I hvert fald var det sådan det gik i vores familie fra den dag blev vi alle lidt bedre til at lytte. Først til hinanden, men mest til os selv.
