Mads voksede op i en lille industriby på Fyn, hvor de fleste kun kunne se frem til et job på byens store fabrik. Muligheden for at flytte til København eller Aarhus for at læse eksisterede ikke for ham hans karakterer var for dårlige, og de fleste af hans kammerater forsvandt hurtigt, én efter én. Mads havde i hele sin barndom set sin far arbejde hårdt på fabrikken, lytte til hans hæse hoste og langsomt se ham blive syg af lungekræft. Det var ikke et liv, Mads ønskede for sig selv.
Derfor begyndte han at lede efter kærester på nettet. Først blev det til lidt snak med piger fra nærområdet måske kunne han overbevise én af dem til at flytte sammen med ham, håbede han. Men ingen af dem havde mod på at flytte hjemmefra. Han måtte derfor udvide sin søgning.
En dag lærte han Sidsel at kende. Hun boede i en forstad til København og læste til sygeplejerske inde i byen, med drømmen om at få arbejde på Rigshospitalet. Mads flirtede med hende så godt han kunne online, og brugte tusindvis af kroner på togbilletter mellem Fyn og København. Han havde heldet med sig Sidsel var ikke den smukkeste pige, hun havde aldrig haft en kæreste før ham, og folk vendte sig ikke rigtig efter hende på gaden, så hun blev hurtigt forelsket i ham.
Alt deres dating betalte hun for af egne penge, også lejligheden i Brønshøj, og det var endda hendes forældre der betalte for deres bryllup i en lille kirke på Amager.
Det varede et års tid, hvor lykken syntes at være med Mads. Men efterhånden gik han og mente, han kunne få noget bedre kvinder i storbyen kiggede stadig efter ham, indtil de hørte at han var gift. Han begyndte at være utro mod Sidsel, og hun vidste det, men hun accepterede det alligevel. Hun troede nok, det ville gå over, men Mads mødte en halvgammel kvinde, Camilla på 50, hvis familie boede i Israel. Hun ejede tre lejligheder på Frederiksberg og lovede, at han nok skulle arve noget en dag. Det trak i ham både pengene og eventyret ved at kunne rejse med hende.
Han forlod Sidsel for Camilla, boede gratis i hendes lejlighed og nægtede sig intet. Han kunne have fortsat sådan, hvis Camilla ikke var blevet ramt af en blodprop. Hun blev indlagt på hospitalet, og Mads måtte tage sig af hende mens han håbede, hun ville blive rask og han endelig få papir på ejendommene men hun gav aldrig sit tilsagn på skrift.
Han plejede hende trofast, mens han håbede på, hun ville komme sig, men tilstanden forværredes, og efter halvanden måned døde hun. Hendes formue gik til hendes børn og familie, og Mads sad tilbage uden noget som helst. Han ringede grædende til Sidsel, tryglede hende om ikke at gennemføre skilsmissen, men hun ville have det overstået.
Pengeløs og fortabt, uden at have opnået noget, måtte Mads flytte tilbage til barndomsbyen, ind hos sin mor, tage et deltidsarbejde i det lokale supermarked og nære håb om, at en rig kvinde en dag ville dukke op og redde ham. Men nu var han 33 år, mærket af livet, og måske ender det bare med, at han selv må tage et job på fabrikken, som sin farMen ingen rig kvinde kom. I stedet gik dagene langsomt. I supermarkedet så han de unge, der drømte om at komme væk, og de gamle, der havde opgivet. Han begyndte at holde døren for folk og lære deres navne. En dag kom en ældre kunde, Fru Larsen, for sent til bussen. Han tilbød hende et lift hjem, og siden den dag spurgte hun altid efter ham, når hun handlede.
Mads opdagede, at det var de små ting, der betød noget: en samtale på vej ud fra butikken, at fiske en tabt dåse op for et barn, at hjælpe Fru Larsen med at bære varerne op ad trapperne. Han blev ikke rig eller kendt, men langsomt holdt han op med at tænke på København, Frederiksberg og det liv, han havde jagtet. Han fandt en slags fred, der gik på, at nogen lagde mærke til, hvis han ikke kom på arbejde, at naboer hilste, og at han ikke længere forsøgte at slippe væk, men at høre til.
For første gang i lang tid følte Mads ikke, at der manglede noget. Og selvom han aldrig kom til storbyen igen, blev det lille liv hans eget eventyr.
