Da jeg var ti år gammel, giftede min far sig igen. Min stedmor blev hurtigt gravid og fødte min far en søn. Jeg blev forvandlet til gratis barnepige, køkkenhjælp og rengøringsdame i én og samme person.
Familien kaldte mig bare Hey, du. Jeg gik rundt i tøj, der for længst var blevet for småt til mig, mens min lillebror fik nye legetøj næsten hver anden dag. Da han blev ældre, mistede jeg også min personlige plads: jeg blev flyttet ud i køkkenet, og min bror overtog mit værelse.
Måske er det eneste, jeg kan takke min far for, at han straks stoppede min stedmors forsøg på at slå mig. Men han forbød ikke den konstante nedgørelse. Hver dag hørte jeg, at jeg var grim ingen ville nogensinde have mig, og at jeg var dum jeg ville aldrig få uddannelse og ende som rengøringskone.
Dag ud og dag ind blev jeg mindet om, at jeg kun blev tolereret i huset indtil min attenårs fødselsdag, og at jeg på selve dagen ville blive smidt ud på gaden.
Alle mine ferier tilbragte jeg hos min farmor. Også hun betragtede mig som familiens sorte får. Hun bandede over den dag, hvor hendes søn giftede sig med min mor, og glædede sig åbenlyst over, at min mor var død.
Et halvt år før jeg fyldte atten, overhørte jeg en samtale mellem min far og stedmor og pludselig gav alting mening. Stedmor sagde, at jeg aldrig ville gå med til det, men min far forsikrede hende: han skulle nok få mig overtalt til at overdrage lejligheden til ham der var ingen grund til bekymring.
Men han tog fejl. Nu var det min stedmor, der måtte bekymre sig. Jeg var ligeglad med deres stikpiller og min lillebrors drilleri.
Før frygtede jeg min myndighedsalder, men nu glædede jeg mig. Til min fødselsdag var alle til stede far, stedmor, farmor og stedmors forældre. Efter min første fødselsdag med lagkage og te i otte år, fik jeg besked på at gøre mig klar. Da jeg spurgte, hvor jeg skulle hen, svarede min farmor:
Nu er du voksen, Astrid. Fra i dag er du ansvarlig for dine egne handlinger. Du skal også i dag sige tak til din familie for alt, de har gjort for dig. Nu tager du med din far til notaren og overdrager ham lejligheden. Den lejlighed arvede du efter din mor, men sådan skulle det aldrig være gået. Hun lovede at overdrage den til min søn, men du fik den. Nu må du gøre din pligt gør dig klar.
Deres ansigter var så højtidelige, at jeg måtte bide mig i læben for ikke at grine.
Ja, farmor. Jeg skal nok takke min familie for alt, de har gjort for mig. Som tak smider jeg dem ikke ud i dag, men giver dem en uge til at pakke sammen. Tiden er udløbet.
Uroen brød løs. Der blev råbt “utaknemmelige kvinde” efter mig, stedmor skreg, at hun havde opfostret en slange, og min far gav mig en lussing. Stedmors forældre begyndte at brokke sig over, at de altid havde advaret hende mod at åbne hjemmet for andres børn. Farmor forlod stuen, mens hun smækkede med døren.
De flyttede ud. Tog plads hos farmor.
Nogle dage senere kom min far forbi. Han lagde en seddel på bordet. Sagde, at når jeg nu ikke ville give ham lejligheden, måtte jeg betale ham gælden tilbage og så gik han. Der stod et beløb der femoghalvtreds tusinde kroner.
Tilsyneladende betød det ingenting for min far, at forældre er forpligtet til at forsørge deres mindreårige børn. Jeg fik mig et arbejde, og siden da har jeg hver måned betalt en tredjedel af min løn til min far for at betale denne gæld.
Det kommer til at tage mig syv-otte år at betale det hele tilbage. Men så, så er jeg virkelig fri.
