FORHEKSET
Jeg blev gift som attenårig eller rettere sagt, noget rigtigt bryllup var der nu ikke tale om. Det var bare sådan, at der i vores lille landsby, et sted mellem Roskilde og Holbæk, boede en mand, alle kvinderne sukkede efter. Jannik hed han, og han var lidt af en lokal kendis. Alle pigerne drømte om at ligge i hans arme. Jeg ville gerne vise, at jeg var bedre end de andre, og ja det lykkedes mig. Jeg blev gravid.
Det slog selvfølgelig Jannik helt ud, da jeg fortalte ham det. Jeg bildte mig ind, at han ikke ville have andet valg end at gifte sig med mig. Men det viste sig, at Jannik hverken havde lyst til at binde sig til mig eller stå ved, at han var faren til barnet. “Bevis det bare først,” sagde han.
Jeg kom grædende til min mor, Ingrid. Hun var klog og trøstede mig “Lad være med at være ked af det, Karen. Folk taler altid, du kan ikke stoppe snakken. Livet går videre.” Hun besluttede, at jeg skulle tage til København og begynde på en frisk.
Efter ni måneder kom min datter, Ane, til verden. Da Ane fyldte et år, rejste jeg mod storbyen, mens min mor tog sig af sit lille barnebarn.
En af de første dage, jeg var i København, løb jeg ind i en snu spåkone på Hovedbanegården, en gammel omrejsende kvinde:
“Kom, fine frue, giv mig en mønt, og jeg fortæller dig alt om din skæbne!”
Jeg rakte hende hånden.
“Du får pengene, hvis du siger noget, jeg kan tro på,” sagde jeg.
Hun studerede min hånd nøje og sagde: “Jeg ser fire børn i dit liv, et brud… og en kirke. Din lykke kommer først, når du er over fyrre.”
Jeg slog en latter op, smed hende en 2-krone og svarede: “Vrøvl! Jeg har kun min Ane!”
Men spåkonen var allerede væk.
Jeg gik videre og tænkte fire børn? Og en kirke? Nej, hvor latterligt, jeg har jo aldrig sat mine ben i en kirke! Og fire børn? Det ville være svært nok at klare min lille Ane og ikke miste mig selv.
Med tiden glemte jeg alt om spåkonens ord. Årene i København blev hårde. Jeg arbejdede dag og nat, gjorde rent, serverede, tog alt hvad jeg kunne få. Der var ikke plads til drømme om kærlighed. Bare at slæbe sig til sengen efter en lang dag og sove.
Så, en lys forårsdag, stod jeg foran spejlet og tænkte: “Nu har jeg virkelig forsømt mig selv. Måske det er på tide at prøve kærligheden igen.” Jeg besluttede, jeg ville gøre et forsøg på at fange opmærksomheden fra min chef, Henrik, der var ledig og ret charmerende. Han drak lidt, men jeg tænkte, det var, fordi han manglede en omsorgsfuld kvinde. “Når vi bliver gift, stopper han med det,” sagde jeg til mig selv.
Henrik vidste, jeg havde Ane, og da vores forhold endte med bryllup, bad han mig flytte Ane ind til byen. Hun blev hurtigt glad for Henrik han blev hendes nye far og snart fik vi en søn, Mads.
Vi tog lån på lejlighed og bil stod sammen om renovering og købte møbler. Livet så pludselig lyst ud. Jeg var lykkelig.
Men så fik Henrik ny kollega, Louise, en yngre og meget smuk kvinde. Han begyndte at tage længere vagter, flere “kurser” i Jylland, og hverken mine tårer eller bønner hjalp. Passionen tog ham og han flyttede fra mig og børnene efter tre års kamp og skænderier.
Pludselig stod jeg i en stor lejlighed med to børn, alene og med lån. Jeg måtte også sige op det var for hårdt at se Henrik og Louise hver dag. Jeg forstod ikke, hvorfor det var blevet sådan. Var jeg en dårlig kone? Elskede jeg ham ikke nok? Han havde jo lagt alkoholen helt fra sig, og vi havde haft det godt sammen. Hvad gik galt?
Min bedste veninde, Lise, forklarede:
“Du skal vide, Karen lidenskab æder alt og alle, gode som dårlige! Din mand blev offer for den, hvad skulle han gøre? Det er bare begær, ikke kærlighed. Kærlighed bygger op, begær bryder ned. Rigtig kærlighed gør aldrig ondt. Og du og dine børn har det svært. Henrik ligger nu og ruller sig i begæret, men måske vågner han en dag og fortryder. Måske aldrig. Hold ud, veninde!”
Jeg lyttede og sagde til mig selv hvis Henrik kommer tilbage, vil jeg tilgive ham. Min kærlighed til ham var ikke helt død.
Syv år gik jeg alene. Ane og Mads blev store. Jeg begyndte igen at tænke på, om jeg kunne få lykken til at blomstre.
Lise, min veninde, ville sætte mig op med sin bror, Jens, nu 50 år og nyfraskilt. Jeg sagde ja, og det blev i december op til jul. “Måske går det,” håbede jeg.
Jeg fløj ud af opgangen i mine fineste støvler, lige så nervøs som forventet. Uden at jeg så det, gled jeg på isen og landede i en enorm snedynge. Min hæl knækkede, og min ankel dunkede af smerte. Og der sad jeg, alene udenfor nogle kirkedøre!
En mand kom hen: “Skal jeg hjælpe dig op?”
Han fik mig på benene, men jeg jamrede af smerte og begyndte at græde.
Han sagde, “Du har brækket benet! Kom, jeg kører dig til min klinik.”
Han bar mig hen til bilen og kørte mig til hospitalet.
Mens han tog sig af mig, kom jeg til at tænke på Henrik. Det gjorde ondt nu var han arbejdsløs, havde drukket sig fra hus og hjem, og Louise var hurtigt forsvundet.
Foråret kom, og jeg var stadig i gips. Jens, som viste sig at være kirurg, kom hver dag og passede mig med en blanding af omhu og varme.
Jeg spurgte ham en dag:
“Jens, hvorfor var du egentlig i kirken den dag?”
Han svarede roligt: “Jeg bad. Læger går skam også i kirke vi har brug for hjælp ovenfra. Det er store ting, vi har i hænderne.”
“Hm,” sagde jeg. “Jeg har aldrig haft meget med Gud at gøre, og jeg er trods alt 42…”
“Det skal nok gå, Karen. Vi skal nok finde lykken sammen, bare du bliver rask,” beroligede han mig.
“Vi… sammen?” spurgte jeg, lidt genert.
“Hvorfor ikke?” smilede Jens.
“Jo… gerne!”
Så flyttede jeg og Mads ind til Jens. Han havde to drenge Magnus og Thomas, 14 og 16 år. Hans ekskone forsøgte at betale sig fri, men Jens afviste hende. Hverken han eller drengene så hende igen.
Jeg kom godt ud af det med hans sønner, og Mads elskede at spille bold med dem, som brødre.
Snart stod vi to par i kirken som nyligt viede: Jens og Karen, Jacob og Ane.
Da jeg gik ud af kirken under arm med min nygifte mand, kom jeg pludselig i tanke om spåkonens profeti og smilede for mig selvDa dørene til kirken blev åbnet, strømmede lyset ind. Ane smilede til mig, hendes brudebuket dirrede let i hænderne, og Mads stod rank ved siden af Magnus og Thomas. Præsten begyndte at tale, og i det øjeblik mærkede jeg et skælvende sus gennem kroppen, som om alt det gamle, mørke endelig blev vasket bort. Jeg tænkte på den spåkone på Hovedbanegården fire børn, et brud og en kirke. Jeg havde aldrig troet på det, men nu stod jeg her, midt i det hele, på tærsklen til et liv, jeg aldrig havde kunnet forestille mig.
Jens klemte min hånd, og jeg kiggede op på ham. Vi havde begge ar, men de var blevet bløde, og nu var der plads til grin og håb. Da vi trådte ud af kirken sammen én stor, broget familie blev jeg mødt af mors varme blik, og Ane lo og kyssede Jacob. Mads, som nu havde forvandlet sig fra den lille dreng til en næsten voksen, lavede et kast med Magnus fodbold, så buketten strøg op i luften og faldt ned mellem alle børnene. Og alle skreg af grin.
Jeg mærkede solen på mit ansigt og tænkte: Måske er lykken ikke noget, man får det er noget, man langsomt vokser ind i, med hver dag, hver sorg og hver glæde. Livet havde forhekset mig på godt og ondt. Nu var jeg fri og endelig lykkelig.
