Jeg havde lige fået klaret indkøbene i Brugsen og trissede over mod kassen. Men kasseren var pist væk, så jeg besluttede mig for at tage endnu en slentretur rundt mellem hylderne og tage et hurtigt kig på, om jeg havde glemt noget. Et kvarter senere gik jeg tilbage og selvfølgelig var der nu dannet en hel kø. Forrest stod en kvinde med tre børn: to af dem virkelig bittesmå, og det tredje så ud til at være omkring fire år gammel. Hun så mildest talt presset ud med tunge poser i favnen, en utålmodig lille fyr på slæb og mobilen limet til øret, hvor hun desperat forsøgte at forklare sin mand, hvilken butik de egentlig var i.
Folk blev straks ret opfarende, da kassedamen kom stormende ud fra lageret, travlt optaget med at knappe blusen, og gæt hvad hun var ikke alene, næ nej, men havde en mand i hælene. Den fyr sprang overlegent forbi køen, som om regler ikke galt for ham.
Vi har efterhånden stået her i tyve minutter. Beklager, men jeg slipper dig altså ikke foran, proklamerede moren bestemt til manden.
Så vendte hun sig mod kassedamen og sagde: Hvis nu endnu en bekendt dukker op, får de så også lov til at snige sig først?
Kassedamen blev edderspændt! Hun nærmest fløj på den unge mor og råbte, at hun da spillede superhelt-mor.
Og børnene har vel forskellige fædre, de ligner jo slet ikke hinanden!
Og i det øjeblik dukkede morens mand op og det viste sig, at han kendte kassedamen.
Nå, så det er dig, der er gift med vores elektriker! Mon han ved, du bruger lageret som herreværelse?
Om han talte sandt, aner jeg ikke, men kassedamen blev nu pludselig meget stille. Jeg ved ikke, hvordan det hele endte, men sjovt nok lod hun til aldrig igen at hæve stemmen til en kunde.
