Jeg bor i København sammen med min kone. Jeg kom hertil for 15 år siden for at studere, blev færdig og fandt et arbejde. Det var også her, jeg mødte min kommende kone. Et år efter vi mødtes, blev vi gift.
I begyndelsen boede vi hos min kones forældre for at spare op, og nu bor vi i vores egen toværelses lejlighed. Egentlig er det lidt forkert at sige “egen”, for vi skal stadig betale af på lånet i seks år.
Efterfølgende, som det ofte sker, begyndte mine slægtninge at besøge os. Alle vil jo se hovedstaden, men ingen har lyst til at betale for hotel. Det er selvfølgelig bedre at bo hos familie.
Denne sommer havde min kone og jeg ferie og besluttede at tage til Vesterhavet.
Vi planlagde afrejsen til den 16. juli og begyndte at pakke. Så ringede min kusine den 15. juli og sagde, at hun ville være hos os den 18. juli. Jeg fortalte hende, at vi var på vej til havet, og at vi ikke ville være hjemme.
Men hun svarede: Hvilket hav, drop nu det! Vi har ikke set hinanden i et år. Jeg sagde, at vi rejser. Hun lagde på.
Vi tog af sted til Vesterhavet. Og om aftenen den 18., ringede telefonen jeg tog den, og det var hende:
Hvor er I? Vi står foran jeres dør, ringer på, men ingen åbner. Hvem skulle lukke op for jer, vi er jo ved havet. Jeg sagde jo, at vi rejste. Jeg troede, du sagde det for at vi ikke skulle komme.
Nej, jeg sagde sandheden. Hvad skal vi gøre nu? Der er masser af hoteller og hostels, I kan tjekke ind der.
Vi har ikke råd til at leje noget. Så må I finde ud af det selv. I er voksne, det må I beslutte. Hun lagde på, og ringede ikke igen. Da hun kom hjem, fortalte hun alle i familien, hvor forfærdelig jeg var, fordi jeg tog til havet og ikke engang ville mødes med dem.
Det værste er, at mange fra familien støttede hende. Jeg kan virkelig ikke se, hvad jeg har gjort galt? Fordi jeg tog på ferie med min kone? Jeg advarede hende ærligt, og hvis hun ikke lyttede, så er det altså hendes problem ikke mit. Måske er det mig der tager fejl? Det er historien.
