Lærke vågnede brat, som om nogen havde puffet til hende. Hun så på uret klokken var ét om natten.
Hvad nu, Lærke, hvorfor kan du ikke sove? spurgte hun sig selv stille. Alt er jo godt. Der er stille i lejligheden, og naboerne sover også. Hvad var det, der vækkede mig? Killingen! Åh, den killing. Da hun gik hjem fra supermarkedet tidligere på aftenen, sad der en lille rødstribet killing på en bænk. Hvis ikke den havde mjavet så hjerteskærende, havde hun nok bare gået forbi. Men dens klagende stemme gjorde det svært at overse den. Killingen så helt almindelig ud. Nogen måtte have sat den der så lille kunne den ikke selv springe op. Lærke gik forbi.
Nogen skal nok samle dig op, der er jo gode folk her i verden, besluttede hun. Jeg vil ikke græde længere, ikke sørge mere. Det gør for ondt at miste sine små firbenede venner. For tre måneder siden mistede hun sin kat, Mattis. For femten år siden havde hun samlet ham op fra gaden, da hun gik i niende klasse, og siden da havde de været uadskillelige. Sorgen begyndte først nu så småt at mildnes. Derfor havde hun lukket sit hjerte for nye dyr. Men nu, midt om natten, kunne hun ikke lade være med at tænke: Blev den mon hentet? Hendes hjerte var uroligt. Lærke lukkede øjnene og prøvede at falde i søvn igen, men det lykkedes ikke.
Jeg vil bare lige tjekke det så kan jeg sove roligt igen, sagde hun lavmælt, mens hun trak i joggingtøj og jakke. Den er sikkert væk nu, nogen har nok taget den med hjem.
Det småregnede, og under fødderne var asfalten glat og våd. Oktober i København er sjældent behagelig.
Bænken var tom.
Jeg er jo ikke rigtig klog, at jeg går herud tænkte Lærke, og for at være helt sikker, kaldte hun:
Mis, mis, mis
Pludselig lød der et lille bjæf og en sagte knurren. Lærke lyste med telefonen hen til lyden: I en bunke våde blade lå en lille strithåret hund rullet sammen. Den så op på hende med bange øjne. Ud fra under hunden kravlede killingen.
Nå Lærke, nu er du fanget, sagde hun til sig selv og løftede forsigtigt killingen op. Den havde lugten af fugtig græs og blade.
Og dig, lille ven, er du også alene i verden? spurgte hun med et smil og kiggede spørgende på hunden. Hunden logrede forsigtigt. Nå, små stakler, så går vi hjem sammen. Følg nu med, vovse. Hunden trippede efter hende. Regnen tog til og blev hurtigt til et rigtigt skybrud.
Kom ind i bilen, en bil bremsede op, og føreren rullede vinduet ned. Du bliver jo drivvåd, pas nu på ikke at blive forkølet.
Er De læge eller hvad? Og tager De også hunden med?
Hop bare ind begge to! Hvor skal du hen? Lærke nævnte sin adresse, og bilen kørte af sted.
Du gætter næsten rigtigt, jeg er dyrlæge, sagde føreren smilende. Jeg hedder Mikkel. Jeg er lige færdig med en vagt på klinikken, derfor er jeg sent på den. Hvad laver du egentlig ude i det her vejr?
Efter at have lyttet til Lærkes korte forklaring, lo han venligt.
Jeg bor selv her i nærheden. Jeg har fri i morgen og kan hjælpe dig med at vaske de små venner og tage noget foder med.
Jeg hedder Lærke. Jeg siger ikke nej til lidt faglig hjælp! Jeg ved ikke engang, om det er hun- eller handyr.
Natten var blevet endnu mørkere. Killingen og hunden havde mæsket sig med mælkeboller fra samme skål og lå nu og sov i Mattis gamle kurv ved siden af den lune radiator. Hunden peb blidt i søvne. Lærke mærkede også trætheden, men tænkte på Mikkels besøg næste dag: Hvilken kage skulle hun bage æblekage eller grønkålstærte? Hun havde været hos sin mor i kolonihaven og taget et stort net sprøde røde æbler med hjem. Nu duftede hele køkkenet vidunderligt af æbler.
Det bliver æblekagen, besluttede Lærke endelig. Et smil bredte sig om hendes mund, og hun faldt i søvn.
Sådan mødte mine forældre hinanden. Da jeg blev født, var vores hund, Alfa, allerede fire år gammel. Hun og katten Rød blev hos os gennem et langt og kærligt liv efter dyremålestok. Jeg er sikker på, at de stadig er sammen, på en blød himmelsky.
Hver efterår, når æblerne bliver modne i vores have, bager mor æblekage. Altid kun med æbler. Far siger, at efter 26 år er han stadig ikke blevet træt af æblekagen. Tværtimod, den smager kun bedre med årene.
Og sådan lærte jeg, at kærlighed ofte starter med en god gerning og at man ikke skal være bange for at åbne sit hjerte igen, selvom det har gjort ondt før.
Lykke vågnede pludselig, som om nogen havde puffet til hende. Hun kiggede på vækkeuret – klokken var ét om natten.
