Bedrag mig ikke, mor.
Bedstemor, må jeg bede Gud om, at mor kommer hjem igen?
Den gamle dame ved siden af krydsede sig andægtigt, og oldemor Karen vinkede lilleprinsessen Sofie tættere på.
Bed du bare, mit barn, bed. Hos Gud kan man bede om det hele, sagde hun mildt og puffede Sofie op foran det lille Jesus-billede.
I en lille landsby udenfor Viborg sad bedstemor og oldebarnet med samme bøn. Den ene i mørket den anden i barndommens naivitet.
Det mente Rikke, Sofies mor. Hun var klar over, at bedstemoren tog datteren med i kirken, lod hende gå til alters og skrev små sedler til præsten alt sammen for at indoktrinere barnet med gammeldags tanker.
Selvfølgelig skulle hun snart hente Sofie og råde bod på skaderne. Snart men ikke nu.
Ej, når jeg henter dig hjem, så tager vi toget op til Vesterhavet, min lille Sof. Kender du solnedgangene der? Himlen er skarlagen, morgenerne tågede, aftenerne uendelige og vores tid sammen evig, hviskede hun med armen om Sofie.
De sad i det lille gårdrum, indhegnet af et faldefærdigt plankeværk, og hønsene trissede omkring. Huset, bygget i tykke egetræsbjælker for mange årtier siden, var nu skævt det sank i jorden, og taget var ved at give efter.
Ved siden af stod en stor trætønde til regnvand, vandet var gult og gravede sig ned fra taget.
Men derude, Sof, der er vandet salt. Og rent, ikke som det her hjemme, fortsatte hun og stak fingeren ned i tønden, rystede på hovedet og sukkede, Du skal nok få dit hav. Bare vent lidt endnu.
Ingen var kæreste, smukkere eller mere værdifuld end hendes mor, syntes Sofie. Hendes bedstemor elskede hun, men “Besta” var gammel og duftede hverken af bølgebrus eller fremmede blomster.
Moren lugtede af noget særligt en slags mærkelige blomster. Og Sofie forestillede sig altid, at de blomster voksede lige ved havet. Samme hav, som de snart skulle besøge sammen med mor.
Besta, vi skal snart til havet med mor. Der er saltvand, og det er SÅ rent! pralede Sofie, når moren var kørt tilbage til byen.
Ja-ja, selvfølgelig. Men spis nu din kartoffel færdig, ellers får du ingen kræfter. Der er langt til havet, og din mor har nok at lave nu, sukkede bedstemor Karen og kiggede ud ad vinduet.
Sofie forstod ikke, hvad det betød at være digter, som bedstemor kaldte Rikke, før hun blev seks. Men en dag, da mor Rikke kom på besøg, havde hun en lille tynd digtsamling med. Hun sagde, hun selv havde skrevet den. Sofie tog det helt bogstaveligt. Da moren var taget hjem, fandt hun bogen frem, tørrede hænderne i bukserne og beundrede bogstaverne tænk, at hun kunne skrive så sirligt og smukt.
Bagefter hentede hun sin egen notesbog og prøvede at skrive de små snørklede bogstaver, selvom hun ikke kendte dem endnu.
Hvad laver du, Sof? spurgte bedstemor, træt efter en lang dag. Men hun kommenterede da hun så, hvor flot det var, Det bliver pænt!
Men mors er flottere, sagde Sofie utilfreds.
Ja ja, men hun er jo voksen, digter. Du skal nok lære det. Nu i seng, og så blev lyset slukket.
Sofie elskede moren. Det var hun stolt af.
Indtil hun blev seks år, undrede hun sig ikke over, hvorfor alle andre havde deres mor tæt på og hendes boede langt væk. Karen, bedstemor, gik altid i gammelt tøj med mange lag: bluser, forklæde, strømper med elastikker, uldne gamacher og træsko. Hverdagens nødvendigheder. Kun til gudstjeneste iførte hun sig gråt uldsjal, blå cardigan og et kulørt tørklæde. Hun havde selv syet det hele engang på sin gamle Singer-symaskine det var også Karen, der havde vækket Rikkes lyst til at sy, og derfor var hun også blevet optaget på sygeuddannelsen dengang.
Nu syede bedstemor Karen alt til Sofie. Tøj i gode materialer, lidt gammeldags måske, men perfekt i landsbyen. Når den rullende købmand kom, valgte Karen altid nøje ud hvad der manglede, og købte til barnebarnet: gummistøvler, strømpebukser
Børnehave var der ikke, kun fri leg i de brede gårde og grusveje med de øvrige børn.
Rikke kom sjældnere og sjældnere; noget gik skævt for hende. Engang, da hun igen skulle rejse, tog hun sin digtsamling fra sofabordet.
Jeg tager den her, mor. Har givet de andre væk, og her ligger den bare.
Jamen, Sofie skriver jo bogstaver fra den. Du kunne lade den ligge.
Giv hende bare en anden bog. Sig, jeg også har skrevet den. Hun læser jo ikke alligevel.
Og sådan skete det også. Bedstemor fandt en tykkere, grønomslået bog længere inde på reolen.
Her. Mor har lagt en ny til dig. Den har hun også skrevet, sagde hun og rakte bogen.
Sofie strøg over forsiden, lagde den forsigtigt på bordet. Nu tegnede hun bogstaver efter den.
Men en sommerdag, da Sofie var seks, kom hun grædende ind fra legepladsen, strikketrøjen flået op og knapperne væk.
Sofie! Hvad er der hændt? Bedstemors arme fór i vejret.
Det var ham … snøftede Sofie og pegede ud ad døren.
Hun havde skændtes med Viktor fra nabogården, der havde sagt, at hendes mor havde forladt hende, og at bedstemor sled sig op, aldrig købte noget til sig selv fordi moren ikke sendte penge.
Jeg sagde, mor er digter. Hun skriver bøger! Men han sagde, det er løgn! Men det er ikke løgn, bedstemor! Ikke løgn! græd hun, styrtede ind, greb grønne bog og løb udenfor.
Karen kunne ikke nå hende, men hun vidste godt, hvilken skuffelse barnet ville møde.
Nej, nej! skreg Sofie, Det er min mors bog! Se selv!
Tåbelige Sofie, det står jo med store bogstaver: H.C. Andersen. Eventyr og Historier. Det har din mor ikke skrevet.
De andre børn lo, svingede bogen rundt, og gav den til en ældre dreng, der også grinede. Han forklarede, at bogen var Andersens, og tilbød at lære hende at læse.
Karen kom omsider frem, forpustet.
Mor! Sig det! Sig det er mors bog! Oldebarnet klamrede sig til hende.
Karen sagde ikke noget, tog stille imod bogen, og førte Sofie hjem.
Jeg tog fejl, Sofie. Undskyld mig, jeg læser ikke så godt, forvekslede den, hun gik lidt langsomt og holdt hende i hånden. Men næste gang mor kommer, har hun en bog med, som hun selv har skrevet. Det skriver jeg til hende om.
Sofie plejede tavs at græde, men nu var hun stille.
Giv mig den, sagde hun lavt, tog bogen og kastede den med al sin kraft ind i brændenælderne på markskellet.
Sjovt, at en bog kan være skyld i noget, sagde hun og gik mod huset.
Ind i de våde brændenælder havde Karen ikke lyst til at gå. Så hun fulgte bare barnebarnet.
Lidt senere kom veninden Stine. Hun var yngre end Sofie, men så var de to igen.
Jeg tror på dig. Jeg tror, din mor har skrevet den, forsikrede Stine.
Lad være. Det var ikke min mor. Jeg hader bøger og alle poeter.
Hvad med din mor? spurgte Stine stort.
Sofie svarede ikke. Hun havde endnu ikke forstået, hvad det var, der manglede ved hendes mor.
***
Rikke havde indset, at digterbrødet er svært. To tynde samlinger på otte år og i venten på en tredje, levede hun af oplæsninger på lokale fabrikker og forsamlingshuse, ved skolefester og studentergilder.
Hun havde skrevet digte siden hun var 12 til klassens vægavis, og siden da havde hun sendt dem til lokale blade. Endda vundet en konkurrence.
At sy interesserede hende kun af hensyn til eget tøj, så da hun blev sekretær på et forlag, så hun sit snit. Her mødte hun også Jonas Lund, journalist udefra, der dækkede brande ved Silkeborg. Graviditet var en måde at binde ham på. Siden flyttede hun til Viborg.
Men Jonas smuttede videre, som ilden i brandene. Han hjalp hende dog med job på Egmont i byen, trykkede lidt på kulturfolkets skuldre.
Sofie måtte blive hos bedstemor Karen, der også havde opdraget hende selv, for moderen døde tidligt.
Rikke blev hurtigt gift igen med en poet. Han havde dog altid drukket, og til sidst forsvandt han helt, efterlod kun det lille værelse i en gammel andelsbolig. Med naboerne havde hun aldrig meget tilfælles.
Tre seneste år havde hun boet med en ingeniør fra fodtøjsfabrikken. Han var rolig og lidt kedelig men ejede en moderne lejlighed, og begge havde glæde af hinanden. Hun var flot og havde overskud, men han fandt hendes roller uforståelige: nu naiv pige, nu kold og forretningsagtig, nu fornærmet kunstnerinde.
Og ganske rigtigt mange fandt Rikke sælsom. Hun syede tit mærkeligt tøj, lange nederdele, snit efter tyske blade. Vareudvalget var stadig tilgængeligt, og den gamle håndsymaskine havde hun arvet kvit og frit fra byens kostumemager. Hun gik klædt, så alle kunne se, at hun var digter.
Men teknisk og socialt gik livet skævt. Hun endte igen i den gamle andelslejlighed.
Håbet om anerkendelse, kærlighed, bohemeliv, succes … det slap aldrig op. Hun ventede stadig.
Selvfølgelig vidste hun, at bedstemor Karen ikke var evig, og at det var hårdt med barnet alene. Hun skrev digte om det savn digtene blev bedste, når sorgen om tab og længslen efter datteren brød igennem.
Først tænkte hun, at Sofie skulle bo hos hende, når skolealderen kom. Men om sommeren blev hun forelsket i en lokal billedhugger. Hun poserede for ham, og det var hun stolt af. Da det blev efterår, var romantikken slut, og Sofie blev glemt tilbage i landsbyen.
Rikke var forarget, da hun blev mødt af en større og mere bramfri Sofie, men hun tødede op, da hun skulle afsted, og fandt trøst i at love datteren at tage hende næste sommer.
Du lyver ikke, vel? spurgte Sofie pludselig, kiggede op gennem pandehåret.
Rikke mistede pusten.
Hun greb Sofie hårdt ind til sig.
Aldrig! Jeg elsker dig over alt, min egen! hun kyssede barnet.
Den stakkels mor-rolle lå hende vel, med al sin patos.
Sofie troede på hende. Hvordan skulle man ikke tro på sin mor?
***
Hvordan går det med bedstemor, Sofie? spurgte Tina, butiksslagter på landevejen.
Om vinteren havde Sofie måtte tage sig af alt i hjemmet. Bedstemor var blevet syg, og denne dag var hun taget med naboen, Poul, til købmanden.
Hun ligger i sengen. Jeg koger saftevand, det er det eneste, hun kan drikke.
Klarer du det selv?
Ja, det er slet ikke svært.
Dygtig pige, Sofie. Du er en god hjælper.
Alle i landsbyen kendte hinanden. De havde medlidenhed med Karen og Sofie. God veninde, tante Bodil, holdt øje med hønsene, og hendes barnebarn havde været bedste veninde med Rikke engang. Postdamen Jytte bragte medicin, familien Jensen sørgede for indkøb og alle hjalp til, både med sne og brænde.
Sofie kunne selv fyre op, snitte mad og da Karen lå længe, kom vennerne mindre ofte, de havde tiltro til pigen.
Tænk, hvis vores Anne kom der til. Se hvor du kan, Sofie. Din bedstemor har lært dig meget.
Alle Sofies veninder gik i skole nu. Hun løb over til Stine, misundelig på deres skolebøger.
Vi læser allerede. Se, det er A, det er U sammen bliver det Au.
Au? Hvad så med den her?
Den har vi ikke lært endnu.
Wa, tror jeg. Se, babyen græder.
Sofies store glæde var skolebøger, men hun håbede fortsat, at hun skulle starte i skole i Viborg til sommer det havde moren lovet.
Bedstemor lå på den gamle divan i stuen, som var ældre end nogen. Om aftenen krøb Sofie sammen ved hendes ben.
Bedste, hvad er det for en bogstav?
Det er “S”. Dit navn begynder med S. Så “O”, så “F” og til sidst “I” og “E”. Så står der Sofie. Når jeg bliver rask, henter jeg en læsebog til dig i skolen, mon ikke de giver en …
Men det gik ikke, bedstemor måtte på sygehuset. Veninden Bodil overtalte hende.
Sofie? Hende skal du ikke bekymre dig for. Hun bor her, til du er hjemme igen.
Engang i ugen hentede Bodils barnebarn, Lisa, hende op.
Du er god til at hjælpe, Sofie. Snart kommer min mor, og om foråret bor vi alle her nogle uger.
Men jeg kommer også snart til min mor.
Skal du?
Ja, hun tager mig med til sommer. Jeg skal i skole der.
Kan du digte udenad?
Nej, men jeg kan bønner fra kirkebænken. Skal jeg sige én?
Kan du bogstaverne? Lisa fattede interesse for den forsagte, men kvikke pige.
Lisa forstod ikke, hvorfor barnet boede hos bedstemor, mens moren boede for sig selv. Hun så Rikke til et arrangement på Katedralskolen i Viborg, klædt i bred nederdel og store øreringe. Lisa gik ikke hen.
Kan du alle bogstaver, Sofie?
Næsten.
Så må vi se, hvor mange du kan. Når vi har ryddet op, øver vi os.
De få dage med Lisa blev de bedste.
Ved du, om mor kommer snart? Hun lovede bedstemor at tage en digtsamling med til kvindernes internationale kampdag.
Sagde hun det, så kommer hun. Bare vent.
Langsomt fik Karen det bedre. Det hjalp med barnebarnet hos sig.
***
Rikke blev overrasket til fabrikkens kvindefrokost, da Lisa dukkede op.
Lisa?
Ja, hej Rikke.
Hvad laver du her?
Jeg kom for at høre dig læse op. Du er dygtig.
Det glædede hende ikke. Hun vidste kun, at Lisa havde fået job på en skole, og giftet sig med Georg, en stabil arbejder.
Snakken blev kort selskabet kaldte på Rikke.
Kommer du med hjem? Du er velkommen.
Mit hoved er fyldt med andet, Lisa. Men, tak, du gamle.
Hos Lisa og Georg var alt ordentligt. De havde ingen børn Lisa havde været uheldig flere gange. Georg elskede sin kone dog for højt til at ærgre sig, og hun brugte sin kærlighed på sine elever.
Rikkes datter nævnte hun kun én gang, og Rikke græd, bedyrede, at hun snart hentede pigen.
Lisa spurgte ikke mere.
Om sommeren skulle de til Skagen sammen. Men ugen før brød Rikke sammen. Hendes digtsamling fik elendig anmeldelse, ingen ville udgive. Lisa var ikke hjemme, Georg trøstede hende, fik hende i taxa og ud.
Da det kom til stykket, blev det besluttet, at Rikke ikke skulle med på ferie. Lisa syntes, det var synd, men forstod, da Rikke selv undskyldte med, at hun havde nye planer.
Henter du så Sofie? Hun kunne starte i anden klasse efterhånden.
Måske hvis det går op.
Lisa havde indset: Rikke tager nok ikke Sofie til sig.
Hun tænkte med længsel på, hvis hun kunne gøre sin egen datter klar til første skoledag.
Rikke, vi har ikke engang din digtsamling her. Hvor kan man købe?
Værsgo, andet oplag. Tredje kommer aldrig.
***
Sofie holdt morens samling tæt ind til sig. Den var ægte: poststemplet og signeret. Lærerinden var de forbi i går og havde skrevet hende op i skolen i nabolandsbyen, september nærmede sig, moren lod vente på sig.
Sofie sad dagligt i vinduet og så efter moren på landevejen.
Bedrag mig ikke, mor, bad hun stille for sig selv.
Hun havde læst morens bog tre gange. Hun forstod ikke alle linjerne, om det var hende der var for ung, eller om det var bogens indhold, hun ikke kunne dechifrere.
Hun spurgte bedstemor så meget, at Karen til sidst bare viftede med hænderne.
Bedstemor var stadig svag efter sygehuset, og nu i tvivl om, hvem der skulle samle Sofie til skolestart. Kun naboernes børn mødte op med penalhus og skoletasker.
Bedste, findes der et kærlighedsparadis?
Hvad, Sof?
Du taler om paradis, hvor folk ender efter døden. Er det det samme som kærlighedsparadis?
Det skulle man tro. Der elsker alle, derfor paradis.
Her skriver mor: “Åh, kærlighedsparadis, bedrager ej!” Kan man blive snydt i paradis?
Nej da, Sofie. Ikke der.
Jeg vil til paradis, sagde Sofie alvorligt.
Det er da for tidligt, lille ven.
For der bliver man ikke snydt …
Karen kiggede på hende og tørrede øjet med ærmet. Alt for meget forstod den pige også om sine forældre.
Så gøede gårdhunden. Den kendte de kendte, nu kom en fremmed. Sofie fløj op og i armene på Lisa, som kom ind med Bodil, halt og med bagte boller i posen. De talte om løst og fast, sendte Sofie ud til Stine voksensnak.
Er det rigtigt, du flytter, Sofie? spurgte Stine trist.
Mig? Nej. Mor har snydt mig igen. Hun snyder altid.
Men bedstemor Bodils Lisa tager dig til sig, gør hun ikke?
Hva?
Sofie styrtede hjem, brasede ind og slog døren op så den ramte surkåltønden.
Hun stod forpustet i køkkenet.
Kommer du med mig, Sofie? spurgte Lisa til sidst.
Sofie stod et øjeblik, nikkede så.
Din mor har godkendt det. Hun har … andet nu.
Sofie var ligeglad. Lisa kunne hun lide. Moren var flottere og duftede af blomster, men føltes som en kold stjerne her, væk eller uden varme. Lisa, i grå ulden trøje, var ikke så spraglet men til gengæld pålidelig.
Sofie gemte sig ind til Lisa, der lagde armene om hende.
Det skal nok gå, Sofie. Moren din besøger os. Og vi skal besøge bedstemor.
De kvindelige naboer stod på pinde for, at alt blev pakket. Bodil ville blive i landsbyen, ville dø med Karen, sagde hun.
Et par dage senere kørte Nikolaj, landsbyens traktorfører, dem til stationen. Trods tidlig morgen mødte mange op for at sige farvel.
Bedste, hviskede Sofie i bedstemors øre, Du skal blive rask. Og bed ikke mere i kirken for, mor kommer. Bliv alene. Når jeg er voksen, tager jeg dig til mig. Det lover jeg. Tror du mig?
Jeg tror dig, mit barn.
Traktoren hostede afsted, Sofie vinkede, øjnene blanke.
Stop! skreg hun pludselig.
Hvad nu, Sofie? spurgte Lisa.
Nikolaj standsede. Sofie for over Lisas ben, ud, ned til brændenælderne.
Pas på, du brænder dig! råbte Lisa.
Nikolaj sprang ud med vanter. Hun ledte.
Hvad søger du?
Der dér! hun fandt bogen, grøn og lettere hævet efter regnen.
Hvad er det? Lisa spurgte.
En digtsamling. Jeg fortrød bogen har jo ikke gjort noget, sagde Sofie. Lisa holdt endnu mere af hende nu.
For en måned siden havde Lisa selv tilbudt Rikke at tage Sofie hos sig. Rikke sagde straks ja. Hun skulle nordpå med et kunstnerhold til Grønland, måske fandt hun der den eneste. Papirer blev skrevet under promte.
Lisa kunne kun tænke: Så bliver Rikkes poesi måske aldrig andet end papirord for livet, sjælen, elsker hun ikke. Det blev for hende bare staffage.
På turen læste hun H.C. Andersen for Sofie.
Hej, hej! Georgs arme var store, løftede begge med glæde.
To dage efter var skoletasken pakket. Den røde rygsæk stod klar, og kjole plus sko blev købt i sidste øjeblik.
Sofie trak næsten ikke vejret, mens hun stod i skolegården. Onkel Georg blinkede til hende, alle troede, han var hendes far. Det gjorde Sofie stolt.
Længere væk stod Lisa, som klasselærer, og så over på dem i ny, pæn kjole.
Sofie fik aldrig at vide, hendes mor havde lovet at komme til første skoledag. Lisa ringede, lagde besked, men Georg sagde straks: “Sig det ikke til Sofie. Hun vil bare blive skuffet igen.”
Så ventede Sofie ikke og Lisa heller ikke. Men hun kiggede dog forgæves.
***
I løbet af ti skoleår kom Rikke kun på besøg tre gange. Forfatterskabet blev droppet, hun fik job på systuen. Bedstemor Karen og Bodil døde med kort mellemrum. Da græd Rikke først mange dage senere på kirkegården landsbyen syntes, det var ægte sorg.
Efter skolen lovede Rikke at sy en fantastisk kjole til Sofie.
Hun gør det ikke, mor. Jeg tror dig ikke. Lad os bare købe en, sagde Sofie nedslået til Lisa.
Som du ønsker, vi tager i byen i morgen, sagde Lisa og tænkte allerede faconen Kjolen til festen, en stor ting. Åh, Sofie, hvor er du blevet stor!
Jeg bliver hos jer dig og far Georg altid, lover jeg …
***Hun sagde ikke mere, da de cyklede hjem, hånd i hånd over brostenene, Lisas frakke flagrende om hendes knæ og Georgs latter lød ned gennem alleerne. Sofie følte sig let, som om hun havde smidt fortidens drømmerier over rækværket som om hun endelig valgte sit eget liv.
Senere den aften fandt hun den grønne bog igen, gemt bag skolens læsebøger og plastret over med oldemor Karens opskrifter. Hun satte sig på sengekanten, slog op på første side og lod fingrene følge bogstaverne én for én, som hun havde gjort som barn.
Nu forstod hun ordene. Hun vidste, hvem der havde skrevet hvad, og hvad et løfte kunne holde til. Og hvad det ikke kunne.
Hun lukkede bogen, og lagde den omhyggeligt på det øverste hyldefag, hvor den kunne stå i fred.
Så gik hun ud i køkkenet. Lisa dækkede op, Georg tændte radioen. Aftensolen ramte vinduet, og duften fra den varme gryde bredte sig i huset. Sofie satte sig, lagde armene om Lisas skuldre, og mærkede pludselig en stor, stille varme indeni.
Det bliver en god fest, mor, sagde hun stille.
Ja, min pige, det gør det, svarede Lisa og strøg hende over håret.
Og ude over markerne, bag havens store æbletræ, gled skyerne langsomt bort. En ny morgen voksede frem; en dag af dem man selv har valgt at tro på.
For selve kærlighedsparadiset tænkte Sofie og smilede findes måske der, hvor nogen bliver, og ikke hvor nogen lover at komme.
