Jeg havde bestilt en håndværker, men det viste sig at være min eksmand, som forlod mig for syv år siden. Han kiggede på min nye lejlighed og ville ikke tage hjem igen.
Lørdag morgen starter bestemt ikke med kaffe.
Jeg springer op, fordi jeg hører en truende, hvislende lyd fra badeværelset. Jeg kigger derind, og dér står min ellers kostbare, italienske armatur og opfører sit eget lille vandshow. En tynd, vedholdende stråle sprøjter ud, hvor den bestemt ikke skal, og har ingen planer om at stoppe.
Panik. Klude. Hovedhanen bliver lukket.
Jeg sætter mig på kanten af badekarret og gennemgår rationelt situationen: Jeg har brug for en VVSer. Og det skal gå hurtigt. Jeg er ellers ikke hjælpeløs jeg kan slå et søm i og hænge en hylde op. Men rørarbejde? Det er stadig et ukendt land, hvor jeg ikke har lyst til at kaste mig ud på egen hånd.
Jeg beskriver problemet på en populær online platform og bestiller en fagmand.
Stemmen i røret lød underligt bekendt, men ærligt talt når der er vandskade, analyserer man ikke stemmeleje, vel?
En time senere ringer det på døren.
Jeg åbner og fryser til is.
På dørtrinnet står min eksmand Thomas. Netop ham, der pakkede sine ting syv år tidligere, kaldte mig for en kedelig kone (jeg var altså 45 dengang) og marcherede ud til unge og lovende Mette fra økonomiafdelingen.
Vi har ikke set hinanden siden. Overhovedet ikke. Børnebidrag har ikke været aktuelt længe vores søn er voksen nu. Hilsener til jul eller fødselsdag? Intet. Som om jeg for længst var slettet af hans hukommelse.
Og nu står han pludselig her. Iført en falmet vest med tusind lommer, værktøjskassen under armen. Han ser ældre ud, slidt. Blegt ansigt, tunge øjenlåg, lidt bar på toppen, trods forsøg på at skjule det med kamning.
Jeg står bare der, i min nye toværelseslejlighed, duftende af dyr parfume, og stirrer på ham.
Lise? siger han, halvt spørgende. Er det dig?
Ja, Thomas. Du må hellere komme ind, nu du alligevel er her.
Jeg overraskes over, hvor rolig jeg er. Indeni er jeg en knude af spændinger, men udadtil er jeg klippefast.
Han træder ind og tager skoene af. Hans sko ser ligeså trætte ud som ham.
Ja, hvor er det, det render? mumler han, uden at se på mig.
Han går i gang på badeværelset, mens jeg bliver stående i døråbningen med armene over kors. Hans fingre ryster lidt om det er nervøsitet eller bare alderen, kan jeg ikke sige. Men han gør sit arbejde. Efter femten minutter er den irriterende lyd væk, og vandet løber fredeligt.
Du har fået dig et lækkert hjem, Lise. Og billigt har det næppe været.
Hvad skylder jeg dig?
Han tøver, kradser sig bag øret.
Arh, hold nu… Vi kender jo hinanden. Du kan byde på en kop te i stedet. Trods alt jeg er trods alt din eksmand.
Nu vækkes min nysgerrighed. Hvad har han ellers i tankerne? Jeg nikker.
Kom ind i køkkenet.
Da han træder ind i køkken-alrummet, er det som om han mister pusten. Der er luft. Åben plads, et stort panoramavindue, lys.
For syv år siden, da han forlod mig, boede vi tæt sammen i en nedslidt lejlighed med gulvtæppe og en evig duft af stegte kartofler.
Han sætter sig ned og lader hånden glide hen over bordpladen i kunststen.
Du lever godt, Lise, siger han halvt misundeligt. Og du plejede at sige, du aldrig havde penge.
Det var dig, der aldrig havde penge, Thomas. Og ikke lysten. Jeg klarede mig.
Hvordan har du det ellers? spørger han, mens han nipper til teen. Fået dig en mand?
Nej. Jeg nyder friheden. Arbejder, rejser. Vores søn har fået job i IT-branchen. Og du? Hvordan går det med Mette?
Ved Mettes navn fortrækker ansigtet sig, som om han har bidt i en citron.
Ja, det med Mette… Vi holdt et år. Så begyndte hun at kræve pelse og dyre rejser. Som om jeg var millionær. Huskede mig ud. Siden har jeg boet til leje nu bor jeg hos min mor igen.
Jeg klarer mig med småopgaver…
Han snakker længe, dvæler ved hver eneste modgang.
Så bliver han stille. Kigger sig omkring. Rejser sig, går en tur rundt i det åbne rum, kaster et blik på stuen, hvor den store sofa står foran fladskærmen.
Du har fået det virkelig hyggeligt, Lise. Man kan mærke, her bor en rigtig kvinde, siger han og sætter sig igen.
Der er et glimt i hans øjne noget grådig, næsten rovdyrsagtigt. Han retter ryggen og trækker maven ind.
Lise, siger han med en blid, næsten kælen stemme. Det er jo skæbnen, at vi mødes, ikke?
Mener du virkelig det? siger jeg og hæver et øjenbryn.
Ja da. Vi er ikke unge længere, begge to alene. Her sidder du alene i fire vægge, jeg bor hjemme hos min mor. Det giver ikke mening.
Han læner sig ind mod mig.
Jeg tænkte… Vi burde måske lade fortiden ligge? Vi var unge og dumme dengang. Jeg har lært meget. Mette var en brøler. Og se dig nu selvsikker, velhavende.
Jeg venter tavst på, hvad han vil.
Så kommer det: sætningen, der fortjener at blive udstillet på Mandemuseet.
Han kører hånden hen over min lejlighed Mit hjem, som jeg har bygget op med hårdt slid, søvnløse nætter, arbejde i døgndrift og siger:
Hør, Lise, skal vi ikke tilgive hinanden? Måske kunne jeg flytte ind? Du har jo brug for en mand i huset, en der kan klare tingene. To er bedre end én. Jeg skal nok gøre mig lille bare et hjørne og en solid omgang biksemad.
Langsomt rejser jeg mig fra stolen.
Så du har også besluttet generøst at tilgive mig? spørger jeg stille.
Ja, selvfølgelig, siger han og smiler selvsikkert. Du var heller ikke fejlfri: du brokkede dig og krævede altid noget. Men det er glemt nu.
Hele de syv år suser forbi mit blik.
Og nu står han her præmien, den selvudråbte herre i huset og vil ind til det færdige resultat. MIT hjørne. MIT køleskab. Og ovenpå det, skal vi tilgive hinanden.
Thomas, siger jeg med en stemme, som får hårene til at rejse sig. Nu tager du din værktøjskasse.
Hvad? Han fatter ikke pointen.
Værktøjskassen. Tag den og ud.
Lise, hvad laver du? Jeg mener det seriøst. Tænk over det! Alene er ikke nemt. Hvem skal passe på dig? Hvem skal sætte skruer op?
Farvel, Thomas, siger jeg, stavende hvert ord tydeligt.
Det er præcis derfor, jeg gik fra dig, fnyser han. Så blev du rig, hva? Tror du, du er noget? Jeg gav dig faktisk en chance.
Jeg følger ham ud, nærmest fysisk, og låser døren bag ham to gange.
Mit hjerte hamrer, hænderne ryster. Ikke af angst af raseri. Af en klokkeklar forståelse af, hvor nogle mænd ser kvinder: som praktisk inventar.
En mand i huset. Herre i hjemmet.
Fra spejlet ser en selvsikker, flot kvinde tilbage på mig. En, der selv har købt sin lejlighed, stået for renovering og bestemmer, hvem hun inviterer ind i sit liv.
Thomas, hvis du på en eller anden måde læser det her, tak, fordi du gik for syv år siden. Det var den bedste gave, jeg har fået. For herre i huset det er jeg.
Sig mig, har alle eksmænd sådan en radar, der først kalder dem hjem, når vi kvinder har fundet balancen igen?
Vi burde tilgive hinanden det lyder som en konge på tronen. Er det ikke typisk?
Hvad havde du gjort i min situation? Var jeg for hård?
Del gerne dine egne historier i kommentarerne.
