Hele mit voksne liv boede jeg sammen med min mormor. Hun opfostrede mig fra jeg var fire år gammel, fordi min mor mistede forældremyndigheden, og min far viste ingen interesse for mig. Han afleverede mig hos min mormor, som boede i en lille landsby på Fyn, og overbeviste hende om at tage sig af mig. Han besøgte os nærmest aldrig.
Da jeg gik i tredje klasse, kom han pludselig en dag til mormorens hus sammen med en fremmed mand. Mormor sendte mig ud for at gå en tur, så jeg ikke skulle høre, hvad de talte om. Da jeg vendte hjem, var de væk, og min mormor sad grædende i køkkenet. Jeg spurgte, hvad der var sket, og hun sagde stille, at jeg aldrig mere ville se min far.
Det gjorde mig egentlig ikke den store forskel, for mormor var både mor og far for mig. I gymnasiet begyndte jeg at interessere mig for syning, og jeg var faktisk ret dygtig til det. Den bedste skrædder i vores by opfordrede mig til at tage ind til København og læse videre, så jeg kunne lære sømfaget ordentligt. Jeg flyttede til hovedstaden, hvor min far også boede, men i alle mine studieår stødte jeg aldrig på ham og jeg søgte heller ikke efter ham.
I København mødte jeg Asger, som jeg hurtigt blev forelsket i. Mormor tog ham straks til sig, og hun gav sit velsignelse. Efter brylluppet besøgte jeg ofte mormor, og ved mit sidste besøg gav jeg hende den glædelige nyhed, at jeg var gravid. Desværre nåede mormor aldrig at møde sit oldebarn.
Efter mormors død blev hendes testamente åbnet af advokaterne, og som forventet havde hun overladt hele sin arv til mig. Et halvt år senere dukkede min far pludselig op. Jeg kunne næsten ikke kende ham. Han fortalte intet om sit liv, kom ikke med forklaringer på sit fravær han gik bare lige til sagen og krævede sin del af arven. Jeg kunne ikke holde min vrede tilbage og sagde til ham, at han ingen ret havde til noget, for han havde end ikke deltaget i mormors begravelse. Han forsøgte ikke engang at diskutere og truede straks med at sagsøge mig. Retten stod dog på min side, og han fik ingenting.
Med arven startede Asger og jeg vores egen systue i København, og på kort tid blev vores mærke kendt og respekteret i byen for sin kvalitet. Jeg er evigt taknemmelig for alt det, min mormor gav mig hendes omsorg og støtte har båret mig, selv efter hendes død.
Livet lærte mig, at familie ikke altid er dem, man deler blod med, men dem, der vælger at stå ved ens side og elske én betingelsesløst.
