Smagen af august og dine læber

SMAGEN AF AUGUST OG DINE LÆBER
August det år var tung, tæt og gylden som lynghonning. Luften i udkanten af Aarhus sitrede i varmen, summende af græshopper, og om aftenen blev himlen dybblå som modne blommer.
…De stod på verandaen til et gammelt, forladt sommerhus. Omkring dem voksede haven vild, æbler dumpede saftigt ned i det høje græs. Verden udenfor med nyheder, deadlines og bekymringer virkede som et teaterstykke, hvor ingen havde gidet rydde scenografien væk. Her, i hjertet af august, gik tiden langsomt som harpiks, der drypper på barken af en dansk fyr.
Markus trak hende ind til sig. Hun duftede af sol, støvede landeveje og svagt af en knækket fersken.
Snart er det september, sagde Astrid dæmpet. Hendes stemme havde eftersmagen af malurt, den lette bitterhed, som altid følger sensommeren.
September findes ikke, mumlede han. Kun det her nu.
Han lod sine læber ramme hendes. Det kys bar smagen af overmodne bær, varmen fra solbrun hud og anelsen om de første kolde dug. Det var smagen af et liv, der leves i indåndingen, hvor man ved, udåndingen kommer.
Konflikten udenfor deres boble kunne mærkes i luften et uvejr, der trak op. Om to dage skulle de skilles: han havde fået kontrakt i Aalborg, hun måtte starte sit studie i Odense. Verden trak dem hver sin vej og viftede logik op foran følelserne.
Hver eneste sms, der summede i mobilen på verandaens bord, var små påmindelser om den ydre trussel. Men her holdt de stand.
Kan du mærke det? hviskede hun, millimeter fra at slippe ham.
Vinden?
Nej. Alt det, vi nåede.
De stod så tæt, at de lignede én skygge på det gamle trægulv. Augustvinden prøvede at trænge sig ind mellem dem, medbragte duften af brandbælte fra en fjern mo alt var skrøbeligt. Men hendes læbers smag overdøvede al frygt.
Det var deres skjulte kontrabant: de stjal denne varme med over i vinteren.
Markus troede normalt kun på fysikkens love, men netop denne aften troede han på noget større. På at mindet om augusts smag kan varme gennem den mørkeste vinter. At tæt på ikke kan brydes af kilometer og veje.
Da solen gled væk bag horisonten og efterlod kun et smalt kobberbånd, stod de stadig der.
Men morgendagen bød på kufferter. I dette øjeblik, i denne gamle have, var de dog stærkere end nogen adskillelse. For kærlighed i august er ærligst: den ved, vinteren nærmer sig, og brænder derfor klarest.
…Februar i København lugter altid af våd asfalt, udstødning og spildte løfter. Her bevægede vinden sig ikke i fyrretræer, men skar mod ansigter, fik folk til at hæve kraven.
Markus stod ved panoramavinduet i et travlt kaffehus. Hans nordjyske kontrakt var færdig forstæder siden, efterlod en uvant stilhed og vanen med at knibe øjnene sammen mod sneen.
Dagligdagen havde vundet; opkaldene kom sjældnere, beskederne blev blot til digitale kort ved jul. To tusinde kilometer kan let opløse selv det varmeste bånd.
Han rørte rundt i sin lunkne filterkaffe og betragtede den grå menneskemængde. Byens evige hast, metroens buldren, fremmede skuldre det truede næsten med at slette alt. Næsten.
…Døren gik op, en kold vintervind strøg ind. Markus rystede på skuldrene, og i et sekund syntes han, at han kunne fornemme duften af… solopvarmet græs, ikke røg eller benzin.
Hun kom ind, børstede sne af jakken. Astrid.
Hun så ændret ud: mere alvorlig, mørk frakke, et nyt bekymringsrynke mellem brynene. Hverdagens pres havde sat sine spor. Hun satte sig over for ham, og mellem dem på bordet bremsede tiden op, som dengang på verandaen.
Hej, sagde hun, stemmen hæs og københavnsk.
Hej.
De snakkede om arbejde, hverdagslogistik, parkeringspladser. To fremmede i samtale, beskyttet mod følelser af ligegyldige fakta. Det føltes næsten fysisk; hvem de var i august, og hvad hverdagen havde gjort dem til.
Ved du, sagde Markus pludselig, jeg har prøvet at huske én ting hele året.
Astrid standsede, roterede den tomme kaffekop.
Hvad for noget?
Smagen.
Han lænede sig ind, brød med vilje murene, de havde bygget af nødvendighed. Omkring dem larmede caféen; baristaer råbte, skeer klirrede, maskiner brummede. Uroen prøvede at kile sig imellem dem.
Han rørte ved hendes hånd. Den var kold, byagtig. Men da hans hånd omsluttede hendes, fulgte varmen den ældgamle varme.
Jeg husker august, hviskede hun, blikket blev pludseligt klart som dengang. Jeg husker ferskner og støv. Og at jeg ikke var bange.
…De gik ud. Februarvinden sved i ansigtet, prøvede at jage dem hvert til sit. Men Markus lagde bare armen om hende midt på Strøget, søgte trøst i hendes vinterduft ignorerede blikke.
Så kyssede han hende. Hud, der smagte af kulde og vinter. Og pludselig genkendte han netop det.
Den smag.
Sødmen fra modne bær, solens bid og den evige, uimodståelige tæt på. August var aldrig væk. Den havde ventet, til de igen kunne høre hinanden bag hverdagens støj.
Vinden kan bære ord væk men ikke dét, som allerede er blevet til blod.
…Februar peb i tagrenderne og ville eje scenen. Men inde i den gamle taxa, der fragtede dem gennem regnvåde gader, var der tyst. Duggen på ruderne lukkede byen ude, så reklamer og mylder forsvandt. Tilbage var kun dem, to mennesker i en grå lyskokon.
Markus slap ikke hendes hånd. Han mærkede varmen vende tilbage til hendes fingre, og med den kom beslutsomheden, som han næsten havde glemt i alle pendlerdagene.
Vi kan ikke bare gå hver til sit, sagde han.
Det var ikke et spørgsmål, men fakta. Point of no return.
Astrid så ned, så op. I øjnene spejlede sig Københavns lys kolde og hvide.
Verden bliver ved, Markus. Studier, dit næste job… Vinden venter lige derude.
Lad den bare komme, smilede han stille. Problemet var aldrig vinden. Problemet var, at vi forsøgte at vente den over hver for sig. Vi forsøgte at være tæt på efter kalenderen.
Han tog sin telefon op og slukkede den uden at se efter. Astrid gjorde det samme. I det sekund knækkede tusind bånd til pligter og planer.
De steg ud foran hendes opgang. Vinden skubbede til dem bagfra, mindede om i morgen. Men nu løb de ingen steder.
Jeg har stadig en pose te med tørrede hindbær i køkkenet, sagde hun dæmpet, da de gik op. Den dufter næsten som bærrene fra haven.
Sæt den over, svarede han, lukkede døren og satte kæden for. Vi har hele natten til at lægge en plan.
Planen var enkel og modig: At droppe offerrollen. Markus sagde nej til endnu et nordligt ophold og tog job i Aarhus selv med mindre løn. Astrid så, at praktikopholdet kunne rykkes tættere på ham.
Det var ingen kompromis. Det var “forsvar af territorium”.
…Den nat i hendes lille køkken, mens kedlen sang, kyssede de igen. Nu var det ikke et desperat farvelkys, men smagen af en begyndelse.
Hverdag, penge, kalender alt blev udenfor. Nu, hvor de ikke længere skulle være tæt på på trods, men for hinanden, blev hver udfordring bare et spørgsmål, der kunne løses.
Ved du, hviskede hun mod hans pande, august er egentlig ikke bare en måned.
Hvad er det så?
Det er, når man smager livet på et andet menneskes læber, og lige meget hvilken februar det er, betyder det ikke noget.
Vinden bankede stadig på ruden, men nu kun som baggrund. For herinde var det blevet sommer et sommer, som ingen længere kunne tage fra dem.
Og måske er det netop det: At lykken er flygtig, men varmen kan vi altid bære med os hvis vi tør stå sammen, også når vinden tager til.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

3 × 4 =

Smagen af august og dine læber
Og du laver mad uden kærlighed – Olga, hvad er nu det her? – Mikkel skubbede tallerkenen væk, som om han havde fået serveret gift. – Igen frikadeller. Igen kartofler. Hvad tænker du egentlig på, når du laver mad? Olga stivnede med gaffelen i hånden. Hele dagen på benene, rapport på rapport, så forbi SuperBrugsen, så hjem til køkkenet – og det her er takken. – Hvad skulle jeg tænke på? – hun lagde forsigtigt gaflen på kanten af tallerkenen. – Det er aftensmad, Mikkel. Helt almindelig, dansk aftensmad. – Almindelig? – han fnøs. – Jeg har glemt, hvordan det føles at få noget ordentligt. Noget med sjæl, forstår du? Jeg vil komme hjem til en kone, der gør sig umage – så man kan mærke kærligheden i maden. Olga lænede sig langsomt tilbage. Noget varmt og stikkende voksede i brystet. – Mener du det virkelig nu? – hendes stemme var rolig, men Mikkel fangede ikke advarslen. – Fuldstændig, – svarede han. – Jeg vil have gammeldags gryderet som min mor lavede. Jeg vil have hjemmebagte boller. Jeg vil komme hjem til duften af rigtig mad – ikke bare kartofler! – Stop, – sagde Olga og løftede hånden. – Du bor altså ikke på restaurant, kære ven. Og jeg er ikke nogen kok med høj hat. Mikkel rynkede panden og trak sig væk fra bordet. – Jeg vil bare spise ordentligt. Er det for meget forlangt? – Og jeg vil bare have, at vi er to om vores familie! – Olga rejste sig brat, stolen skurede mod gulvet. – To, Mikkel! Ikke kun mig! – Jeg arbejder! – han hævede også stemmen. – Jeg tjener trods alt pengene! – Og hvad tror du jeg laver? – Olga satte hænderne i siden. – Keder mig? Jeg arbejder også. Fuldtid. Og bagefter laver jeg mad, gør rent og vasker tøj. Alene. Mikkel åbnede munden, men Olga gav ham ikke en chance: – Hylden – pegede hun mod gangen. – Kan du huske hylden? Den du lovede at sætte op? – Hvilken hylde? – Den, der har ligget og samlet støv op ad væggen i en måned. En hel måned, Mikkel! Han trak lidt i ansigtet. – Jeg har ikke det rigtige værktøj… – Det har du! – Jeg har bare haft for travlt… – Og tror du jeg har masser af tid? – Olga lo kort og bittert. – Jeg ligger jo bare på sofaen hele dagen og ser Netflix, ikke? Mikkel krydsede armene og så væk. – Du vender altid tingene om. – Jeg? Vender om? – Olga rystede på hovedet. – Jeg laver mad til dig hver aften. Efter arbejde – træt. Og du sidder bare og brokker dig over, at der mangler kærlighed i frikadellerne. Tavshed. Mikkel stirrede tomt på væggen. – Ved du hvad, – han skubbede stolen tilbage, – jeg er ikke sulten. – Nå. – Ja, sådan er det. Han gik ind i stuen. Olga så efter ham og vidste ikke, om hun skulle grine eller græde over det absurde. Efter et minut tog hun mobilen. – Hej Tanja. Er du hjemme? Må jeg komme forbi? Veninden svarede, og Olga åndede tungt ud – for første gang den dag. – Alt er fint. Jeg skal bare ud lidt. Hun hev jakken på, uden at kigge ind til stuen, hvor fornærmede Mikkel sad. Hun lukkede døren sagte efter sig – ikke fordi hun ikke havde lyst til at smække, men hun havde ikke flere kræfter. …Tanja skænkede te, skubbede småkager over bordet og lyttede. Lyttede til alt det, Olga havde båret på i månedsvis. Om frikadeller og kærlighed. Om hylden, der bare støver til. Om hvordan hun kommer hjem hver dag og ikke har noget at sige længere – og egentlig heller ikke har lyst. – Olga, – sagde Tanja endelig, – skal du virkelig blive ved med at finde dig i det? Olga trak på skuldrene. En ærlig svar sad fast mellem ribbenene. Hun gik sent hjem. Mikkel sov allerede – eller lod som om. Olga lagde sig helt ude på kanten af sengen, vendt mod væggen. Længe lå hun vågen og stirrede ind i tapetet. Kærlighed? Hun prøvede at huske, hvornår hun sidst havde glædet sig over hans hjemkomst. Ventet på ham. Længtes. Det var længe, længe siden. Nu var det bare en vane – som morgenkaffe, som vejen til metroen. Noget man bare gør. De følgende dage var tyste. Mikkel talte kun, når det var nødvendigt – kort, koldt. “Ja.” “Nej.” “Hm.” Olga forsøgte ikke at tø isen. Hun havde hverken lyst eller overskud. Sidst på ugen lagde hun mærke til, at Mikkel begyndte at sende hende blikke. Betydningsfulde, afventende. Sådan lidt: kom nu, sig undskyld. Olga lod som ingenting. Hvad skulle hun sige undskyld for? For at være træt? For at ønske sig en rigtig mand, ikke bare én der brugte af hende? Fredag aften stod Mikkel pludselig med en papkasse og en flaske rødvin. – Pizza, – proklamerede han. – Din yndlings – med champignon. Olga løftede blikket fra mobilen. – Ser du, – han satte sig over for hende og skænkede vin op, – jeg prøver jo. For din skyld. For os. Der var noget halvfornærmet stolthed i stemmen. Olga tog glasset. – Du kunne da også godt bede om undskyld, – Mikkel lænede sig tilbage. – Du har jo været sur hele ugen. Jeg prøver, og du… – Stop, – Olga satte glasset fra sig. – Undskyld for hvad? – For alt! – han slog ud med armene. – Du bakker mig aldrig op. Kritiserer altid. Jeg kommer hjem, og så sidder du der med dit sure fjæs… – Mit hvilket fjæs? – Dit utilfredse! Du er altid utilfreds, jeg gør aldrig nok! Olga mærkede vreden boble op igen. – Hylden, – sagde hun stille. – Hvad? – Hylden er stadig på gulvet. Mikkel rykker på sig. – Nu starter du på den hylde igen! Jeg taler om forhold, og du snakker om en hylde! – Fordi hylden ER forholdet, Mikkel. Jeg beder dig – du ignorerer det. En måned. Og så taler du om støtte. Han rejste sig brat. Stolen gyngede faretruende. – Ved du hvad? Jeg kan ikke mere! – Mikkel… – Nej. Det er slut. Jeg går. Olga så ham gå i soveværelset, fandt tasken frem og smed ting i den. Et eller andet knækkede inde i hende – men ikke som hun havde frygtet. Det gjorde ikke ondt. Der var bare tomt. …En uge senere fik hun papirerne til skilsmisse… …Tre mærkelige måneder – både hurtigt og langsomt – gik. Olga vænnede sig til det nye liv. En aften rodede hun rundt i stuen med musik i baggrunden, da hun pludselig hørte en anden lyd. Bankede det på døren? Hun skruede ned, lyttede. Igen – et stille, insisterende bank. Hun kiggede i dørhullet – og stivnede. Mikkel. Stod der, trippede, et net i hånden. Olga åbnede, men blev stående i døråbningen. – Hvad vil du? – Olga… – han prøvede at træde ind, men hun rykkede sig ikke. – Jeg skal tale med dig. – Så sig det her. Mikkel sukkede, kørte en hånd igennem håret – den gestus kendte hun så godt. – Jeg har tænkt… – han famlede efter ordene. – Jeg har besluttet at tilgive dig. Og komme tilbage. Et sekund var der stille. Så lo Olga højt og frit, så tårerne løb. Mikkel fo’r sammen. – Tilgive mig? – hun tørrede øjnene. – Du vil tilgive MIG? – Ja, altså. Jeg kan godt se, du gik for vidt, sagde noget dumt… – Mikkel, – Olga afbrød, stadig smilende, – jeg har ikke brug for din tilgivelse. Behold den du bare. Den kan du selv få brug for. Hans ansigt blev langt. Han havde regnet med noget andet – tårer, kram, taknemmelighed. Blikket flakkede rundt i entreen og standsede brat. – Hvad er det? – han nikkede nedad. – Hvem har så store sko?! Olga vendte sig ikke om. Hun vidste præcis, hvad han så – Alex’ nike-sko i str. 43 ved skoskabet. – Ikke din sag. – Ikke min sag? – nu blev stemmen skarp. – Vi er altså stadig gift! – Til i morgen, – Olga krydsede armene. – Sidste retsmøde. Papirerne, stempel – så er vi fri. – Har du allerede slæbt en anden hjem? I vores lejlighed? – I min lejlighed. – Det er da ligegyldigt! – han råbte næsten. – Vi er stadig… – Olga, – lød det inde fra stuen, – aftensmaden er klar. Skal jeg hjælpe med gæsten? Alex dukkede op i døren – afslappet, hjemme i t-shirt, køkkenhåndklæde over skulderen. Han kiggede roligt på Mikkel, men uden fjendtlighed. Som man ser på et møbel. Olga rystede på hovedet: – Nej tak. Jeg klarer det. Alex nikkede og gik i køkkenet. Mikkel fulgte ham med øjnene, vendte sig vredt mod Olga. Hans kinder blev røde. – Det gik stærkt. Tre måneder. Allerede en ny fyr. Hvad kan han, jeg ikke kunne? Olga så længe på ham – manden, hun havde delt fem år med. Nu helt fremmed. – Han elsker mig, – sagde hun bare. – Og han viser det. Hver dag. Gør noget i stedet for at snakke om kærlighed i frikadeller. Mikkel åbnede munden, men Olga lukkede døren. Klik – låsen gik i. Fra køkkenet duftede der af noget helt fantastisk…