Skal han så bo hos os nu? spurgte han sin kone, mens han så på deres søn
Vera Madsdatter kom hjem og blev mildest talt overrasket over at finde sin søn i lejligheden. Mads havde ellers boet ude med sin kone det sidste halvandet år, og de sås kun et par gange om måneden, og kun når det var weekend. Og nu stod han der midt i ugen.
Er der sket noget? spurgte Vera i stedet for at sige hej.
Nå, er du slet ikke glad for at se mig? forsøgte Mads at slå en joke, men da han mødte sin mors seriøse blik, gav han op: Jeg er flyttet fra Karla.
Hvad betyder flyttet fra? spurgte hun med sine mest bestemte mor-øjne.
Vera var ikke typen, man lavede sjov med. Nok var hun pædagog i en sikringsinstitution, og det satte nu sit præg på hjemmestilen.
Vi har skændtes, mumlede Mads og ville helst grave sig ned i sofaen og forsvinde.
Nå, og hvad så? lagde moren armene over kors: Kommer du rendende hjem til os hver gang du er uvenner med konen?
Vi skal skilles! røg det ud af Mads.
Vera stirrede ham ind i sjælen. Der var tydeligvis ikke nogen nem vej uden om denne snak. Mads sukkede og sagde:
Hun vil have mig til at lave ting derhjemme Og jeg er smadret, når jeg kommer hjem fra arbejde.
Nå, så du falder sammen af at hjælpe din kone? lød det tørt fra moren.
Det sagde hun også Men jeg sagde jo bare, at kvinden burde sørge for hjemmet
Hvor har du dog samlet det sludder op?! nu begyndte hendes øjne at gløde af irritation.
Hun var træt efter dagens dont, ville bare have et bad og spise aftensmad i fred med sin mand. Nu skulle hun håndtere det her, og så med en søn der prædikede noget, der burde være blevet i stenalderen. Hun og hendes mand havde altid arbejdet, delt vasketøjet og madpakkerne, og aldrig var deres forhold knækket over det. Men her tropper junior op og vil køre patriarkat!
Jeg spurgte dig om noget! råbte hun så højt, at havde han været mindre, var han nok blevet bange: Hvor har du hentet det lort henne? Nå, du deler arbejde op. Og hvad, er du drænet af at jage uldne mammutter? Begge arbejder I, begge skaffer til dagen og vejen. Så skal I også begge tage støvsugeren. Eller har du foreslået hende at sige jobbet op og blive hjemme? Nej? Hvad så klager du over? Har du nogensinde set, at jeg og din far har haft skænderier over vasketøj? Nej, vel? Vi har da brugt begge vores hjerner og skuldre og bærer hjemmet sammen.
I det samme kom far hjem fra arbejde. Overrasket så han på Mads:
Er der noget galt?
De stiller endda de samme spørgsmål tænkte Mads og sagde:
Karla og jeg skal skilles.
Tosse! konstaterede faren tørt og slæbte DagliBrugsen-poser ind i køkkenet.
Henrik, vores søn er blevet komplet fjollet sagde Vera og forklarede årsagen til balladen.
Skal han så bo hos os nu? spurgte Henrik, mens han vendte sig mod Mads.
Ved du egentlig, hvor ordet ægtefælle kommer fra? fortsatte han Det handler om at være med i samme seletøj, i samme træk. I skal altså trække familiens vogn sammen ellers så knalder den i grøften. Og hvis den ene nægter at trække, så må den anden slæbe dobbelt og så bliver det uundgåeligt surt for begge.
Mads blev stille. Inderst inde havde han håbet på at blive bakket op, men nu følte han, at forældrene nærmest havde valgt svigerdatteren. Vera stillede varer på plads, Henrik pakkede ud, og de gjorde det så hjemmevant, at Mads begyndte at se et mønster. Man var bare en ekstra i stuen, ikke en gæst der skulle nusses om.
Han så på deres lille hverdag, så hvordan de kunne være både faste og fagnende. Hårde som små danskere er, men alligevel bløde sammen.
Nå, hvad står du så der for? lød det fra faren: Gå nu hjem og sig undskyld. Og glem det pjat om hvem der skal hvad! I skal passe på hinanden, det er dét, ægteskab handler om. Så smut, vi har egne ting at tage os til.
Mads gik derfra lettere skuffet og småforvirret. Det var ikke det, han havde forventet. Men skuffelsen over Karla var allerede forduftet, og nu måtte han indrømme: han var lige så meget skyld i konflikten. Én ting var han dog ikke i tvivl om han ville have et ægteskab lige så nede på jorden og lykkeligt som sine forældre.
