Da jeg kom hjem før tid fra arbejde den aften, lå der en fremmed læderpung på spisebordet, og min kone, Signe, stod ved vinduet og så ud, spændt op som om hun ventede, at noget skulle ske.
Først tænkte jeg, at den måtte tilhøre en af hendes kolleger. Hun plejede at invitere folk fra kontoret på kaffe, når jeg havde lange arbejdsdage. Men der var noget ved hendes blik, eller rettere, hvordan hun undveg mit, der satte gang i en uro i mig.
Hvis pung er det? spurgte jeg roligt.
Hun svarede ikke straks, trak bare på skuldrene og sagde, at nogen nok havde glemt den tidligere på dagen. Hun sagde det så ligegyldigt, at det næsten lød øvet.
Jeg tog pungen op. Den var tung. Der lå dokumenter, nogle kort og en sammenfoldet seddel inden i. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at rode i andres ting, men da jeg så navnet på sygesikringskortet, trak min mave sig sammen.
Navnet genkendte jeg med det samme.
For et par år siden arbejdede vi sammen i en virksomhed i Aarhus. Han forsvandt fra jobbet uden varsel, og vi havde ikke set hinanden siden. Så slog det mig for nogle uger siden nævnte Signe det navn i en sætning, som om det ikke betød noget.
Hvorfor ligger hans pung i vores køkken? spurgte jeg.
Hun så pludselig op på mig for første gang.
I hendes øjne var noget, jeg aldrig før havde set frygt blandet med irritation.
Det er ikke, som du tror.
De ord har altid lydt som et faresignal i mine ører. Dem siger man kun, når sandheden er blevet alt for tæt på.
Jeg satte mig ned og lagde pungen midt på bordet. Rummet var stille, kun uret på væggen tikkede.
Hvad er det så?
Hun strøg en hånd gennem sit hår og sukkede tungt.
Jeg stødte på ham tilfældigt for nogle uger siden.
Tilfældigt.
Det ord ramte næsten komisk: Tilfældigt.
Det viste sig, at de efter den såkaldt tilfældige møde begyndte at skrive. Først småsnak. Så kaffe. Så flere møder.
For hver sætning hun sagde, føltes det som om noget i mig faldt fra hinanden noget, jeg havde regnet for urokkeligt tidligere.
Han var her i dag, hviskede hun næsten uhørligt.
Det havde jeg allerede regnet ud. Pungen på bordet var bevis nok.
Hvorfor gik han så uden sin pung?
Hun tav.
Netop da bankede det på døren.
Vi vendte os mod døren begge to.
Bankningen var sagte, tøvende som om personen udenfor ikke var helt sikker på, om han burde være her.
Signe blev kridhvid i ansigtet.
Jeg gik ud og åbnede.
I døråbningen stod manden fra pungens kort Morten.
Han så nervøs ud, havde sine nøgler i hånden, og hans blik flakkede.
Hej jeg tror, jeg har glemt min pung
Han stoppede brat, da han fik øje på mig.
Det virkede ikke som om, han havde forventet at møde mig.
Vores øjne mødtes, og jeg indså, at han heller ikke kendte hele sandheden.
Den ligger inde, sagde jeg stille.
Han kom forsigtigt ind i lejligheden. Da han så Signe, forvred hans ansigtsudtryk sig.
Du sagde, han først kom sent hjem.
Sætningen landede som en sten midt i rummet.
Signe sagde ingenting.
Jeg så først på ham, så på hende.
Interessant, sagde jeg lavmælt. Det lader til, jeg også lærer noget nyt i dag.
Morten så fortumlet ud.
Vent du sagde, I ikke var sammen længere.
Signe lukkede bare øjnene et øjeblik.
Det var dér, jeg forstod hun havde ikke bare løjet for mig. Hun havde løjet for ham.
Morten så på pungen, så på hende.
Så hele tiden
Hun mumlede noget, jeg ikke opfangede.
Men det gjorde ingen forskel mere.
Jeg rakte ham pungen.
Jeg tror, vi begge har lært noget i aften.
Han tog imod og forlod lejligheden, uden at vende sig om.
Da døren lukkede, var stilheden næsten overvældende.
Signe sad som frosset fast i stolen, som om hun ventede på dommen.
Jeg tog bare min jakke.
Hvor skal du hen? hviskede hun.
Jeg standsede et øjeblik i døren.
Et sted, hvor ærlighed ikke er til forhandling.
Og jeg gik.
Nu sidder jeg og tænker:
Når én person kan lyve for to på én gang hvem er egentlig den største nar?
Da jeg en aften kom tidligt hjem fra arbejde, lå der en fremmed læderpung på køkkenbordet, og min kone stod ved vinduet så anspændt, som om hun ventede, at noget skulle ske.
