Jeg havde hørt om svigermødre, der afviste kontakt med uønskede svigerdøtre, men det var første gang, jeg oplevede, at en mor droppede forbindelsen med sin egen søn af en mærkelig grund. Det skete for min hustru og mig min svigermor måtte åbenbart føle sig heldig. Hendes anklage lød: “Jeg har ikke brug for en søn, der bare ser til, når jeg bliver ydmyget.” Selvom ingen overhovedet ydmygede hende.
Min hustru, dengang ung og nervøs, havde i lang tid ikke præsenteret mig for sin mor. Det lettede mig, for jeg har svært ved at tale med nye mennesker jeg bliver forvirret, rødmer, sveder, stammer, og opfører mig generelt ret akavet. Det er netop det øjeblik, hvor man vil gøre alt perfekt, men det ender kun værre. Senere bliver det bedre, men de første gange er bare overvældende.
Men efter forlovelsen skulle det ske: jeg måtte hjem til svigermor i Hellerup og lære hende at kende. Hun tog mig straks under armen og førte mig ud i køkkenet jeg skulle skære pålæg og ost, skylle frugt, vaske og tørre service og alt det småting. Alt sammen simple opgaver, men jeg var ængstelig og genert. Min svigermor, Jytte, var en dyb og bestemt dame, vant til at udstede ordrer. Mine hænder rystede, jeg skar ujævne stykker, og min kop var lige ved at ryge på gulvet. Presset kom altså med det samme.
Jytte fangede hurtigt, at jeg ikke ville tage diskussioner, og udnævnte mig fejlagtigt til svagelig og begyndte at opdrage mig. Det var starten på både det mindeværdige første møde og de første år af vores ægteskab. Men hun tog fejl, for jeg er kun usikker ved første møde; når jeg vænner mig til et menneske, bliver alt normalt. De første par år ville jeg ikke diskutere med min svigermor.
I begyndelsen af ægteskabet kom Jytte forbi hver anden eller tredje uge. Hun arbejdede stadig, så det blev til korte besøg. Men under de få timer tjekkede hun alt: så hvad jeg lavede af mad, hvad vi spiste, gennemgik lejligheden for støv og pletter på vinduerne, og vurderede min hustru. Hun rodede ikke i skabene heldigvis for dét ville jeg ikke tolerere.
Jeg brød mig ikke om det, men min egen mor, Kirsten, sagde at jeg skulle lade det passere. Jeg klarede det hver anden, tredje uge, for det var ikke den store ulejlighed. Jytte kom, snakkede løs, gav gode råd, og gik tilfreds hjem. Stilheden herskede i familien.
Men det ændrede sig, da vores barn kom til verden, og Jytte gik på pension. Uheldigvis ramlede de to begivenheder sammen. Jeg havde nu et barn at tage mig af, men Jytte kom hver dag og ikke for at hjælpe. Hun skulle opdrage mig.
En måned med daglige besøg fra svigermor. Hun blev aldrig træt af at fortælle mig, at jeg forsømte hjemmet; hun havde jo vasket gulv hver dag for sit barns skyld. Hun kritiserede min måde at fodre, holde og svøbe barnet på. Køleskabet var efter hendes mening altid tomt.
Men hun hjalp aldrig med hverken madlavning eller rengøring. Hun sad bare og uddelte ordrer. Da hun sagde, jeg var en dårlig mor, fordi jeg brugte bleer, hvilket forvred barnets ben, fik jeg nok. Jeg sagde, at i mit eget hjem bestemmer jeg hvordan jeg fodrer min mand og barn, hvornår jeg gør rent og hvilket vaskemiddel jeg bruger. Hvis hun nogensinde igen kalder mig dårlig mor, må hun se sit barnebarn via retten.
Min hustru overværede samtalen og bakkede mig op. Han havde længe ønsket at sige det hele til sin mor, men jeg havde bedt ham om ikke at skabe unødig konflikt. Nu var tiden kommet.
“Vil du ikke sige noget til hende?” stammede svigermor.
“Hvad skulle jeg sige? Min kone har ret,” sagde min hustru roligt.
Jytte gispede, og så sagde hun, at hun ikke ville have en søn, der ser til mens hun bliver ydmyget.
“Og det accepterer du,” hviskede Jytte, inden hun stormede ud af lejligheden.
I to uger har vi hverken set eller hørt fra hende. I går havde hun fødselsdag. Min hustru ville ringe for at ønske tillykke, men hun tog ikke telefonen svarede kun med en SMS: Hun havde ikke brug for noget fra os, heller ikke lykønskninger.
Min mor synes, det var for hårdt at nævne retten, men min hustru og jeg mener, vi gjorde det rigtige. Jeg ser ingen grund til at undskylde over for Jytte. Hun har droppet sin søn. Og jeg har fundet ro.
Jeg har lært, at det er nødvendigt at sætte grænser selv når det føles hårdt. Ingen skal have lov til at styre mit hjem eller mine værdier.
