Jeg er 68 år gammel. Jeg er den mormor, som kommer før solen står op, laver morgenmad, stryger tøjet, følger børnene i skole og henter dem igen Hjælper altid med lektierne, har altid en bog i hånden og tålmodighed gemt dybt i hjertet.
Jeg ved, hvem der ikke spiser skorperne på rugbrødet, hvem der skal mindes om at lave lektier og hvornår det er tid til at lege. Jeg ved, hvem der lader som om, de er modige, men kun kan falde i søvn, hvis lyset er tændt
Jeg er mormoren med faste rammer, vaner og ro.
Jeg har i årevis opdraget mine børnebørn. Men i går fandt jeg ud af, at jeg er blevet kaldt for en kedelig mormor, og det gik op for mig, hvor usynlig kærlighed kan blive, når man giver den hver dag.
I en anden by bor børnenes anden mormor den sjove mormor, som kun kommer på besøg to gange om året og altid har store kufferter fulde af gaver med. Gaver to gange om året i stedet for daglig hjælp og råd, indkøbsposer og hverdagsmad. Den sjove mormor bringer fest og farver med sig!
I går havde Line fødselsdag.
Jeg bagte hendes yndlingslagkage med jordbær imellem lagene og gav hende et lille sæt akvarelfarver. Ikke noget imponerende, bare lige fra hjertet.
Så ankom den anden mormor, og atmosfæren i stuen forandrede sig. Spraglet tøj, høje latterudbrud, to store gaveæsker med fine og dyre tablets. Børnene stod måbende et øjeblik, før de sprang over til hende, som var hun et nytårsfyrværkeri.
Jeg stod lidt i baggrunden og smilede og forsøgte at overbevise mig selv om, at sådan skal det være. Hun er trods alt sjælden gæst og hendes gaver koster mange penge. Men senere, da jeg tørrede af på bordet, overhørte jeg en bemærkning, der fik alt indeni mig til at vende sig:
Hun er meget sjovere end mormor Karen, sagde Line, og hun tvinger os aldrig til at lave lektier først.
Jeg ventede på, at nogen blidt ville sige hende imod, men ingen sagde noget.
Tværtimod lo min datter og sagde:
Ja, selvfølgelig hun er jo den sjove mormor!
Det gjorde mig ondt. For børn opfanger lynhurtigt deres forældres ord og attitude. Og med den bemærkning slettede min datter i ét nu al min indsats og omsorg.
Den aften sad jeg længe alene i bilen. Jeg tænkte på alle de år, hvor jeg lagde mit eget liv til side, på rejser, jeg aldrig kom af sted på, på mine ømme knæ og timevis ved kødgryderne og køkkenbordet. På sætningen det går nok, som jeg har gentaget så ofte, at jeg ikke længere spurgte mig selv, om det virkelig gik.
Og jeg forstod en smertefuld sandhed:
Den kærlighed, du overøser dine kære med den, der altid er til stede bliver så nemt til noget, man tager for givet og ikke længere ser.
Og kærlighed pakket ind i cellofan og bånd skaber jubel og begejstring.
Denne morgen satte jeg ikke vækkeuret, skyndte mig ikke over til børnebørnene, forberedte intet i forvejen. Jeg lavede roligt kaffe til mig selv, satte mig ved vinduet og spurgte for første gang i mange år mig selv:
Hjælper jeg eller bliver jeg bare udnyttet?
Jeg elsker mine børnebørn uden grænser, men kærlighed må aldrig betyde selvopofrelse det er ikke sundt! At hjælpe dem, vi elsker, bør ikke tage vores værdighed, og det at være uundværlig må ikke træde taknemmeligheden under fode.
Jeg lavede ingen optrin,
holdt ingen lange taler,
men jeg besluttede for mig selv: Fra nu af skal min hjælp ikke være grænseløs mere. For bedsteforældres kærlighed er ikke til for at de tavst og tålmodigt skal træde i forældrenes sted. Og hvis der er et menneske i dit liv, der gør din hverdag lettere så læg mærke til det. Ikke senere. Ikke en skønne dag. Men lige nu, hver dag. Et venligt ord luner selv på katten.
Stille kærlighed er også kærlighed. Omsorg i det små er også omsorg.
Og de, som møder op med det hver dag, fortjener at blive værdsat mindst lige så meget som dem, der kun kommer med fyrværkeriet.
