Fra jeg var barn, opdragede mine forældre mig efter følgende princip: “Alle har brug for hjælp, uanset hvem de er. Men vær forsigtig lad ikke andre udnytte din venlighed.” Jeg kendte ikke til andre værdier, og jeg har altid forsøgt at støtte dem omkring mig, så godt jeg kunne. Der var selvfølgelig nogle ubehagelige mennesker undervejs, men de lærte mig at blive stærkere og mere bevidst.
Sidste år flyttede jeg til en lille by på Sjælland. Jeg fik et godt job på kontoret, hvor jeg stadig arbejder i dag. Lønnen er god, og jeg har ingen klager. Mine kolleger hjalp mig meget, da jeg var ny, og nu er de mine venner nogen jeg kan stole på.
Onsdag havde jeg en fridag og besluttede at tage på storindkøb. Da jeg gik ud af Netto, stoppede jeg brat, fordi en lille dreng pludselig stødte ind i mig:
Hjælp os, vær så venlig. Vi har ikke penge til mad! Hold nu op, Emil, sagde hans storebror, som lignede ham meget: “Lad folk være de giver dig alligevel ikke noget. Kom nu!!!” Men jeg er sulten! Jeg har ikke spist i tre dage, og du heller ikke!
Jeg spekulerede er de hjemløse? Eller bare fra en udsat familie? Her, tag den her jeg rakte posen med mad til dem Bare rolig, jeg køber mere til mig selv.
Den ældre dreng rystede bare på hovedet, tog den lille i hånden og begyndte at gå. Emil græd ikke som børn normalt gør det var en bøn om hjælp.
Noget inde i mig føltes meget tungt, mens jeg så efter dem. På vej hen til min bil kunne jeg ikke tænke på andet end de drenge. Pludselig så jeg Emils lille skikkelse stå der alene. Folk gik forbi ingen lagde mærke til ham.
Jeg tænkte at hans bror nok kom tilbage. Jeg satte mig ind i bilen, men besluttede at vente lidt.
Efter en halv times tid var den ældre stadig ikke dukket op, så jeg gik hen til Emil for at få mere at vide. Først blev han glad for at se mig igen, men blev så stille og fortalte, at hans bror havde sagt, han ikke måtte tale med mig. Dog fik jeg ham til at snakke, da jeg tilbød ham lidt mad.
Emil er fem år gammel og kender ikke sine forældre; som han fortalte, forsvandt de straks efter hans fødsel. Kun hans storebror Mads var tilbage.
Mads kom ikke tilbage, mens jeg talte med Emil. Vi blev urolige, og jeg ringede til politiet for at anmelde børnene. Jeg beskrev Mads udseende, og politiet tog sig af Emil. Den næste uge gik jeg rundt med uro i kroppen og kunne ikke sove ordentligt tankerne om drengene fyldte alt. Heldigvis blev jeg kort tid efter kontaktet af politiet på det nummer, jeg havde efterladt.
Det viste sig, at deres forældre var døde, og Mads blev fundet. Børnene skulle i pleje, men jeg fik at vide, jeg kunne søge om at tage dem til mig.
Et par måneder senere flyttede Mads og Emil ind hos mig. Selvom jeg ikke er gift, valgte de at stole på mig.
Mads begyndte i skole, hvor det ikke var nemt at falde ind blandt andre unge, men jeg har støttet ham mest muligt. Næste år skal Emil starte i børnehaveklasse. Jeg fortryder ikke, hvad jeg gjorde. Jeg glæder mig over, at skæbnen førte mig sammen med dem.
Jeg har lært, at venlighed og omsorg, selv over for fremmede, kan ændre liv måske også mit eget.
