Tre nætter
Dugen lagde jeg ikke den, vi bruger til hverdag, men den tykke med små grå blade i kanten. Den føltes tung og uvillig, som om selv den ikke havde lyst til at deltage. Jeg rettede et hjørne ud, gik et par skridt væk, vendte tilbage og glattede det igen, selvom der ikke var flere folder.
Henrik bar i mellemtiden sin værktøjskasse fra gangen ud i pulterkammeret. Kassen havde stået ved døren et år uden at genere nogen, men i dag kunne den pludselig ikke stå der mere. Han stillede den op på øverste hylde bag glasset med skruer, steg ned fra stigen og sagde:
Tre dage.
Jeg ved det godt.
Jeg siger det bare.
Og jeg svarer bare.
Han skævede til sofaen i stuen. Om en halv time ville den ikke længere være sofa, men et sted, hvor et menneske ville sove, smide sine sokker, oplade telefonen, sidde i undertrøjen og spørge, hvorfor lyset i gangen var så dæmpet.
Hvilken pude skal jeg give? Høj eller blød? spurgte jeg.
Giv ham begge. Så kan han selv vælge.
Ikke tale om. De bliver væk begge to, så skal jeg lede.
Vi fordelte det som altid. Jeg lavede mad og holdt øje med, at der var rent håndklæde på badeværelset. Henrik tog imod, bar tasker ind, viste rundt og lod som om, det ikke var besværligt. Det fungerede, som om vi ikke havde gæster, men skulle øve brandsikring.
Slægtningen var fra Henriks mors side, et eller andet ud i fættergrenen, men alle kaldte ham bare Mads, for ingen orkede at holde styr på detaljerne. Han var lidt over fyrre og skulle til København til undersøgelse, og som han selv sagde i telefonen: “Kan jo lige svinge forbi familien, mens I stadig er friske.” Sætningen lød let, men bagefter gik jeg alligevel ud og vaskede køleskabsdøren af udvendigt.
Mads ankom med en grå sportstaske og en pose æbler. Æblerne var små med pletter på, åbenlyst fra haven, ikke fra Brugsen.
Så er jeg landet, sagde han i døren. Det bliver kun et kort besøg, rolig nu.
Han sagde det, som om han allerede vidste, vi var bekymrede, og ikke lagde os det til last.
Henrik tog tasken, overrasket over hvor tung den var, og mærkede straks noget irritation. Hvis det kun var et kort ophold, hvad skulle han så bruge så meget med? Jeg tog posen med æbler, sagde tak og tænkte, at jeg hellere måtte få dem sorteret med det samme, så et rådent ikke fik ødelagt resten.
Mads tog skoene af og stillede dem på tværs af dørmåtten og ikke op ad væggen, såg sig omkring i entreen og sagde:
Her er hyggeligt. Loftet er lavt, men der er varmt.
Som om han sammenlignede med noget andet og straks fandt noget positivt.
Han spiste hurtigt og roste maden til aften. Han bad om mere suppe, tog brødet direkte fra posen, lagde selv creme fraiche på. Jeg tøede lidt op i begyndelsen. Han var ikke kræsen, spurgte ikke efter bare lidt salat. Men så spurgte han:
Jeres børn? Bor de for sig selv nu? Kommer de sjældent?
Henrik svarede straks, som om han havde ventet det:
Alle har deres eget nu.
Ja, ja, det forstår jeg. Hjælper de til? Eller tænker unge kun på sig selv i dag?
Jeg satte fadet med frikadeller på bordet.
Spis, mens det er varmt.
Mads nikkede, ikke fornærmet. Han så heller ikke ud som én, der lod sig gå på af noget. Eller også havde han lært ikke at vise det.
Om natten gik han frem og tilbage til toilettet. Gulvet gav sig ved hvert skridt. Henrik lå vågen på ryggen og talte, hvor mange gange kontakten blev tændt og slukket. Ved fjerde gang hviskede jeg:
Han har måske problemer med nyrerne.
Jeg skal op på job i morgen.
Han skal undersøges, det er sikkert ikke for sjov.
Det siger jeg heller ikke. Jeg vil bare sove.
Om morgenen stod Mads op før os andre, fandt selv ud i køkkenet, satte elkedlen over og lod vinduet stå åbent for at lufte ud, mens vandet varmede. Jeg kom ud i badekåbe og så straks gardinet klistre til den dugvåde rude.
Åh, jeg troede, I havde det for varmt, sagde han. Jeg skal altid have frisk luft om morgenen.
Jeg lukkede vinduet.
Vi lufter også ud. Bare ikke når der er fem minus.
Han grinede, han mærkede vist ikke tonen, eller også gjorde han, men stoppede ikke.
Ved frokost var tiden allerede begyndt at gå i et andet tempo. Mads tændte vandet i badet så meget, at rørene sang, han ringede med højtaler til nogen, mens Henrik gerne lige ville hvile sig lidt efter arbejde. Så gik han ud i køkkenet og stod midt i det hele, hvor jeg havde brug for at komme forbi. Han gjorde det ikke for at larme, han fyldte bare meget, som hvis man sætter en ekstra kuffert ind i et lille skab og hver gang støder skulderen ind i den.
Henrik gik på arbejde senere og tænkte hele dagen ikke på tilbudsoversigten, men på om Mads mon havde lukket for vandet. Da han kom hjem, sad jeg og skrællede kartofler, mens Mads bredte papirer fra hospitalet ud på bordet.
Forstår ikke det her. Her står det ene, men lægen sagde det andet. Er der nogen af jer, der kender noget til sygehusvæsenet?
Ingen, sagde Henrik, mens han hængte frakken.
Nå ja. Spørger bare. Man kan ikke undvære forbindelser mere.
Han sukkede uden at lyde som om, han tiggede, mere som én, der har siddet på venteværelser så længe, at alle navne glider sammen. Henrik bemærkede det og blev irriteret, for han var bedre til at være vred end at have ondt af.
Under middagen spurgte Mads til badeværelset.
Hvornår lavede I det? Fliserne er jo på sidste vers, men sidder fast endnu.
Syv år siden, svarede jeg.
Jeg troede mere. En nabo hos os lavede det selv, alt skred efter to år. Fik I professionelle på?
Ja, sagde Henrik.
Det har også sin pris. Alt er dyrt nu. Hvis mit arbejde svigter mere, må jeg nok sælge bilen. Men uden bil? Nå, I er jo i byen.
Han talte og spiste boghvede uden at bemærke, hvordan hvert hos jer lagde sig på bordet, som brødkrummer, man ikke kan flytte på.
Jeg stod og vaskede op mere end nødvendigt, tallerkenerne var rene, men jeg blev ved at gnubbe kanten af gryden. Henrik kom ud i køkkenet for at hente et glas vand.
Hvorfor går du bare og tier? sagde han lavt.
Hvad skal jeg sige?
Bare lad være med at se sådan ud.
Hvordan?
Som om jeg har inviteret ham for at bo her for evigt.
Jeg satte gryden i stativet lidt for hårdt, den klirrede.
Hvem har egentlig inviteret ham? Mig?
Han er i familie.
Han er i din familie. Og da du sagde tre dage, så slid det, spurgte du ikke, du konstaterede.
Henrik ville sige, at det var irrelevant, for Mads havde købt togbillet. Men fra stuen lød Mads stemme:
Henrik, hvad er jeres wifi-kode?
Henrik svarede bare:
Jeg kommer.
Andendagen vågnede jeg til stegte løg. Mads stod i køkkenet i t-shirt og lavede spejlæg på min lille pande, den jeg lavede pandekager på i weekenden, og aldrig lod andre bruge, fordi intet satte sig fast.
Hvad laver du? spurgte jeg.
Ville ikke vække jer. Tænkte, jeg kunne selv.
Han smilede undskyldende, værre endnu. Hvis han havde svaret groft, havde jeg næsten følt lettelse. Jeg tog salten fra vindueskarmen, flyttede den tættere til mig, opdagede hvor småligt det var og gik ud for at vaske mig.
Henrik tog med Mads til hospitalet. Turen tog næsten to timer med skift. I klinikkens gang lugtede der af sprit og maskinkaffe. Mads sad med papirer på skødet og virkede mindre end hjemme i lejligheden. Ikke længere herre over rummet, men et menneske, der ikke ved, hvad døren med skiltet skjuler på den anden side.
Du behøvede ikke tage med, sagde han.
Jeg skulle alligevel den vej.
Det er løgn.
Henrik grinede.
Ja, ja.
Mads gned sig i nakken.
Kan ikke klare det selv. Man sætter jo selv diagnoser, inden de får sagt noget.
Det lød hverken som brok eller klagen. Henrik nikkede og mindedes, hvordan han for år tilbage sad med mig i et venteværelse, dengang lægerne havde fundet noget hos mig og vi i en uge gik til prøver. Dengang syntes han også, det var nemmere at lave sjov og slæbe poser, end at tale om noget hjemme.
Om aftenen kom Mads tilbage og talte lavere end før. TVet ville han have på lavt. Jeg satte aftensmaden frem og så, at han spiste langsommere.
Hvad sagde de? spurgte jeg.
Ingenting endnu. En test mere. Der er tvivl om det hele lige nu.
Hvad er der tvivl om?
Alt. Der er tvivl om alt for tiden, svarede han og smilede, som om han undskyldte sine dårlige vittigheder.
Igen gik han rundt om natten. Denne gang irriteredes jeg ikke, jeg lyttede bare, om han faldt. Henrik var også vågen. Han stirrede ind i væggen og tænkte, at i morgen var sidste dag, men opdagede, at han i stedet for dage talte, hvor mange år vi havde levet sådan, uden at forstyrre hinandens træthed.
Tredjedagen begyndte med en bagatel: Nøglerne var væk.
De ligger altid i et skål på skænken ved døren. Nu var skålen tom. Henrik havde allerede sko på, jeg rodede i lommerne i hans jakke, i skuffen med regninger, på hylden under spejlet.
Jeg har ikke taget dem, sagde Mads inde fra stuen. Hvad skal jeg bruge jeres nøgler til.
Jeg siger ikke, at du har taget dem, svarede Henrik for hurtigt.
Det lyder nu sådan.
Jeg fandt bundtet på køkkenbordet, under avisen. Henrik havde lagt dem der selv, da han betalte for vandleveringen. Han huskede det nu, men i stedet for at sige noget, stak han bare nøglerne tilbage i lommen.
Fandt du dem? spurgte Mads.
Ja.
Godt. Troede allerede, I lagde den på mig.
Han sagde det som en joke, men stemmen var tør. Jeg så på Henrik, der allerede var på vej ud.
Jeg er sent hjemme, sagde han.
Ja ja, svarede jeg.
Det “ja ja” rumsterede i ham resten af dagen på byggepladsen. Han talte med svende og underskrev papirer, men det var min bemærkning, han hørte for ørerne. Jeg var hjemme og vaskede sengetøj, for Mads rejste i morgen, og lejligheden skulle hurtigt ligne sig selv igen. Jeg tog lagenet af sofaen, opdagede brødkrummer på armlænet, satte mig uden at børste dem væk. Min ryg smertede, som efter lang ventetid, hvor kroppen bare trætter mere for hver time.
Om aftenen forklarede Mads, at hans tog gik seks om morgenen, så han selv ville pakke om natten for ikke at vække nogen.
Det skal du ikke. Pak nu, sagde jeg.
Jeg gør det stille.
Alt kan høres her.
Kom nu, sagde Henrik. Han siger jo, han gør det stille.
Jeg vendte mig mod ham og ventede vist kun på den sætning.
Selvfølgelig. Han siger det. Og jeg er bare baggrund her.
Mads rejste sig.
Jeg går ud og ryger.
Du ryger jo ikke? sagde Henrik per refleks.
Fra i dag gør jeg.
Døren smækkede sagte, men spejlet i entreen klirrede alligevel.
Jeg samlede tallerkener. Slog dem lidt skævt sammen, så de knirkede.
Lad dem være, sagde Henrik.
Nej.
Kom nu, bare et øjeblik.
Hvad sker der om et øjeblik? Forklarer du igen, at vi skal udholde lidt? At han er syg? At det er midlertidigt? Jeg kan.
Det handler ikke kun om ham.
Om hvem så? Dig?
Ja, om mig.
Jeg satte tallerkenerne, tørrede hænderne af i et viskestykke, selvom de var tørre.
Du siger altid lad være med at begynde. Om alt. Om vores søn, der kun ringer, når bilen driller. Om penge, du låner din bror uden at sige det. Om at du arbejder til ni, ikke fordi du skal, men fordi du ikke orker samtaler herhjemme. Om badet, du har snakket syv år om at renovere. Og mig kan du bare overse, det er så let.
Henrik stod ved køleskabet og så på et gammelt magnet med Kystbanens køreplan.
Er du færdig?
Nej. Jeg er træt af at være den, der glatter ud. Den, der ved, hvem der skal have hvilke piller, hvilke frikadeller uden løg, hvem der foretrækker høj pude. Og så skal smile, når folk bruger min pande i mit køkken.
Din pande, sagde Henrik.
Ja, dét hørte du, alt andet hører du ikke.
Han så endelig på mig.
Hvad skal jeg høre? At du har det svært med mig? Det har du ikke kun i tre dage.
Jeg taler da, men du reducerer det til praktisk snak. Vandhaner, fliser, post, nøgler. Alt har prioritet over en samtale.
Hvis ikke jeg gør alle de ting, falder alt fra hinanden.
Hvad, altså? Skammelen i gangen?
Alt, Nanna. Alt. Tror du, det er let for mig? Jeg ved på forhånd, hvad du er utilfreds med, selv når du tier. Og så tier jeg også, for begynder vi, er det som om vi har været kolleger på vagt længe.
Han talte lavt, men ordene væltede ud, som et gammelt vandrør, fuldt af rust.
Jeg sidder ikke sent på arbejde for sjovs skyld. Jeg sidder der, fordi jeg ved, hvad der forventes. Herhjemme gør jeg hele tiden noget forkert modtager forkert, siger forkert, inviterer den forkerte. Og ja, jeg spurgte dig ikke om lov. For Mads ringede og sagde, at han ikke turde tage turen alene. Jeg kunne ikke sige nej. Ikke til ham. Og så kunne jeg heller ikke forklare dig det ordentligt, for du ville kigge sådan på mig, som du gør nu, og så var jeg allerede skyldig.
Der lød fodtrin på trappen. Vi blev tavse. Nøglen drejede, Mads trådte ind med en flaske vand fra døgnkiosken.
Jeg kan tage på hotel, jeg. Der må være noget i nærheden. Jeg har ører.
Jeg satte mig på skamlen og lo lavt og træt, uden glæde.
På hotel? Midt om natten? Med alt dit? Ja, naturligvis.
Mads stillede flasken.
Jeg er måske lidt i vejen, men ikke helt idiot. Det handler jo ikke kun om mig.
Henrik ville protestere, men Mads løftede hånden.
Det er nok. Jeg besøger sjældent folk, kan ikke afslutte i tide. Spørger for meget. Når man bor alene, ser man andres lys, suppe på komfuret, nogen skifter et håndklæde. Man tror, man kan blande sig, men det kan man ikke. Jeg forstår det godt.
Han satte sig på kanten af sofaen, nu lavere af vækst.
Det med undersøgelsen… ærligt, det er ikke det vigtigste. Eller det er det, men ikke kun det. Efter skilsmissen har jeg bare drevet fra den ene til den anden. Hjemme er for stille. Først var det rart, men så tænder man TV, bare for at høre én stemme. Tænkte jeg kunne bo tre dage hos familien. Men I har jo jeres eget. Det er alligevel nyt for mig.
Jeg kiggede på hans sko snørebåndet var knyttet med knude midt på, åbenbart knækket og repareret i farten.
Vil du ha te? spurgte jeg.
Mads nikkede.
Henrik tog kopper frem dem vi selv brugte, ikke gæstekopperne. Jeg satte vand over. I køkkenet var vi tre på lidt plads, men nu var trængslen hverken ubehag eller stress, bare sandhed, vi endelig havde kaldt frem.
Vi drak i stilhed. Mads sagde én gang, at han selv ville lukke døren om morgenen og lægge nøglerne i skålen, så vi ikke blev forstyrret. Henrik sagde, at han alligevel ville stå op. Jeg blandede mig ikke.
Tidligt næste morgen vågnede Henrik virkelig ved lynlåsen i tasken. Kun den lille køkkenlampe var tændt. Mads stod klar i jakke og skoletasken parat ved døren.
Du skulle ikke have stået op.
Jeg vågnede alligevel.
Vi gik ud i entreen. Jeg dukkede også op, trukket en cardigan over natkjolen.
Tag æblerne, sagde Mads. Jeg tager dem ikke med i toget.
Lad dem stå, sagde jeg. Jeg koger kompot.
Han nikkede, som om det var det vigtigste af alt. Så krammede han Henrik lidt klodset, rørte kun min skulder let.
Tak fordi jeg måtte komme.
Pas nu på dig selv, sagde jeg.
Skriv, når du har været til læge, tilføjede Henrik.
Det gør jeg.
Døren lukkede bag ham. Straks hørte man køleskabet og en dryppende hane i badeværelset. Jeg gik i køkkenet, stillede Mads vandflaske væk og kom ind igen.
Om lørdagen, sagde jeg.
Hvad for noget?
En time. Uden TV, uden mobiler, uden praktiske gøremål. Bare sidde og tale. Om ikke andet så være stille sammen ægte stilhed.
Henrik stod ved skålen med nøglerne.
Hver lørdag?
Vi prøver.
Han tog nøglerne, vendte dem i hånden og lagde dem tilbage.
Ok, sagde han. Og ingen tre dage, så gå det over, uden samtale.
Jeg nikkede.
Kedlen begyndte at småkoge. Jeg fandt et æble frem, trykkede på den mørke plet med neglen, lagde det til side til kompot og sagde:
Det kan ikke betale sig at lægge sig igen. Vil du have omelet?
Gerne.
Han åbnede køleskabet, tog æg og mælk frem. Køkkenet var køligt oven på natten, og vi bevægede os langsomt, uden at forstyrre hinanden som mennesker, der stadig har meget at sige, men i det mindste har aftalt, hvor de vil begynde.
