Landbyen lå badet i gyldent aftenlys, og gennem det åbne køkkenvindue kunne man høre børns latter blande sig med duften af hjemmebagt rugbrød. Astrid Holm voksede op her den ældste datter i en stor familie med mange søskende. Pigen var blevet en robust kvinde allerede som ganske ung brede skuldre og høj af bygning. De andre børn prøvede som små at kalde hende Kæmpen, Tårnet eller andre navne, der sved for en pige, men ingen øgenavne bed på Astrid. Hun kunne altid sige fra.
Årene gik, og Astrid blev voksen og det samme gjorde fællesskabet i landsbyen. Hun fik hurtigt ry som én, man kunne stole på, altid klar til at hjælpe én, der havde brug for det, med hjertet på det rette sted og stor følelse for, hvad der var ret og rimeligt. Blev nogen barn eller dyr gjort fortræd, trådte hun frem og gav uretten modstand, som få andre turde.
Som den ældste i børneflokken fik Astrid ikke de blide kærtegn og den opmærksomhed, de små søskende gjorde. Det var hende, der passede de mindste, sommetider på bekostning af sine egne behov. Alligevel klarede hun sig godt i skolen og fandt også tid til veninderne. Første gang moren, Birgit, for alvor sagde noget varmt til hende, var da Astrid var seksten. Hendes lillebror, Niklas, blev frygteligt syg og græd i dagesvis, indtil han kun beroliget af storesøsterens favn til sidst faldt i dyb søvn.
Du er min skat, Astrid, sagde Birgit, mens hun trætte øjne kærtegnede datterens lyse hår og blidt kyssede hende på panden.
Mor, gå du ind og hvil lidt, hviskede Astrid. Jeg skal nok holde Niklas, hvis han vågner. Han er udmattet, og du står jo næsten ikke på benene.
Du har skole i morgen, eksamener lige om hjørnet, svarede moren.
De lektier kan jeg i søvne, lo Astrid sagte. De kan undvære mig en dag. Men du, mor, har brug for at sove i nat.
Birgit rystede på hovedet og så på Astrid med en ømhed, hun sjældent viste. Hvor er du blevet en god pige, Astrid. Tænk, jeg lagde ikke engang mærke til, du blev voksen. Jeg har haft nok at gøre med de små og alt det praktiske.
Sig ikke sådan, mor, svarede Astrid brændende. Jeg har aldrig følt mig glemt. Jeg ved, du elsker os alle, og sådan er det bare, når man er den ældste. Der er meget ansvar men man får også frihed.
De smilede stille til hinanden, mor og datter, mens sommerens første morgengry tegnede pastelfarver på himlen udenfor.
Astrid voksede med ansvaret og med drømmene. Én dag skulle hendes liv række ud over landsbyens marker. Efter en samtale med klasselæreren blev det klart, at Astrid, der kun havde fået topkarakterer, burde fortsætte i byen i Aarhus, ikke kun i landsbyskolen.
Hendes moster, Tove, havde allerede tilbudt, at Astrid kunne bo hos hende under studierne. Det var egentlig utroligt, hvor forskellige de to søstre var endt: Birgit, der havde giftet sig ung og sat småkager, børn og havehæk i centrum fra dag ét. Og Tove, der havde uddannet sig til økonom og nu havde en god stilling i kommunen, men aldrig selv fik børn.
Astrid blev budt hjerteligt velkommen, da hun en solrig augustdag flyttede ind i Toves lejlighed i Trøjborg. Hun fandt hurtigt sammen med både by- og land-studiekammerater, og blev kendt for at have fryseposen fuld af spegepølse, danbo og hjemmelavet leverpostej med, når hun dukkede op til læseaftener på kollegiet. For Astrid gik det sociale hånd i hånd med de varme retter og den ukomplicerede, hjertelige omgangstone.
Hun havde masser af venner og snart begyndte nogle af veninderne at danne par. Astrid gik dog roligt til det hele, for hun følte kærlighedens uroen, men ikke dens fortvivlelse. Indtil hun mødte Edvin
En aften tog Astrid, som så ofte, et par fyldte indkøbsposer med til fællesarrangement på kollegiets fælleskøkken. Vennerne hjalp hende den spinkle, bølgede Jannik kunne knap bære halvdelen, men sprang som altid til, og i dén aften hilste hun for første gang ordentlig på Edvin.
Han var slank, smart klædt, med det dér åbne, lidt drilsk smil, som pigerne faldt for. Og han faldt også for Astrid ikke for hendes postkort af marsvin og sommerfrokoster, men for den ro og naturlighed, hun havde med sig. Edvin begyndte at komme mere og mere i kredsen, og snart hang han nærmest på hendes blik og ord. Han var elegant og lidt forfængelig, klædt i de nyeste sneakers og aldrig uden voks i håret. Astrid, høj og bredskuldret, foretrak afdæmpet, klassisk tøj, der passede til hendes bygning.
Vennerne begyndte at drille: Du kunne da bare tage fat, Edvin! Sin egen landpige lige til at kramme, grinede Jannik.
Men Edvin tøvede. Én aften talte han lavmælt med Jannik. Hun er jo landlig, sagde Edvin, næsten skamfuldt. Altså på den gode måde men hun passer bare ikke rigtigt ind i min omgangskreds.
Jannik rystede på hovedet. Hun er én på millionen, Edvin. Ingen falske negle, ingen Instagram-glimmer. Bare Astrid og det er mere, end nogen af os andre får.
Alligevel kunne Edvin ikke helt slippe sine forbehold, og Astrid følte det også. Hun lagde mærke til, at Edvin ikke sagde til nogen, at de var kærester, trods kys og kærlige blikke, når de var alene. Hun spurgte ham aldrig, men i hendes hjerte voksede uro og sårbarhed.
En aften, midt under en gåtur ved Brabrandstien, ringede Edvins telefon. Det var hans lillebror, Viktor. Et mindre kaos var brudt ud derhjemme. Der var blevet hældt sodavand ud fra altanen ned over en bil. Jeg tager med dig, sagde Astrid, da Edvin forsøgte at undskylde og få hende i en taxa.
Astrids handlekraft og mæglende sind fik hurtigt ro på hele situationen. Hun rensede bilen, snakkede venligt med naboen og sendte Viktor i seng med et fast, men kærligt blik. Da Edvin spurgte, hvordan hun kunne tage hånd om det hele, trak Astrid bare på skuldrene. Sådan er det på landet man lærer at ordne det, der opstår.
Edvin blev for alvor forelsket dén dag, og Astrid mærkede hans kærlighed som et varmt tæppe om sig. Men stadig mærkede hun en væg. Når de var ude, spurgte hun engang imellem, hvad der skulle ske, når hun var færdig på universitetet. Skulle hun blive? Flytte hjem til landsbyen? Hvorfor kunne de aldrig tale rigtigt fremtid sammen?
Så pludselig døde Astrids moster, Tove. Under hospitalets sterile lys lyttede Astrid til lægens bløde stemme, der fortalte, at det var sket brat, og Astrid mærkede en midlertidig tomhed overtage alt. Men Edvin var hos hende, al den tid hun sørgede. Og da afskeden var endelig, stod det klart: Astrid arvede lejligheden. Pludselig var hendes fremtid bundet til Aarhus.
Edvin flyttede ind. Livet begyndte sammen. Astrid fik hurtigt arbejde i et stort dansk firma, og der var altid varm mad på bordet frikadeller, kartofler, tarteletter. Men Edvin mærkede snart, at han savnede noget. Han ville på café med sine gamle venner, sidde med espresso, snakke om københavnerkunst og høre elektronisk musik. Astrids verden var for solid, for hverdagsagtig og hendes krop for markant, tænkte han gnaven. Han så på hende, mens hun smilede over sin sildemad i den pæne restaurant og pludselig sad han og længtes efter noget andet.
En eftermiddag kom Astrid tidligere hjem og hørte ham tale i telefonen med Jannik. De talte om hende skarpe ord, sårende udtalelser om hendes landlige manér, hendes krops størrelse, hendes mad. Hun var landsbytøsen, der aldrig blev rigtig moderne, for stor til de rigtige jeans, sagde Edvin.
Det stak som knive i hjertet. Hun samlede hans tøj sammen og bad ham flytte, uden en scene bare rolige, tørre ord. Edvin forsøgte at forklare sig, græd, blev vred, tryglede men Astrid holdt grænsen.
Nætterne blev lange og mørke, men lidt efter lidt fik hun ro. Hun malede lejligheden om, brugte tid på sin familie og vendte tilbage til landsbyen med hjemmelavede gaver, mad og latter. Da hun kom hjem, ventede Edvin i porten med blomster men nu, hvor hun mærkede hans bøn om at starte på ny, var hun allerede på vej videre.
Senere mødte Astrid Mikkel, en rolig og kompetent mand, der elskede hende for den kvinde, hun var ikke på trods af, men på grund af hendes styrke, ærlighed og dybe rødder. Edvin forsøgte at vende tilbage, men Astrid tog aldrig imod ham igen. Hun havde lært, hvor meget hendes værd lå i den, hun var, og ikke i nogens blik på hende.
