Bedstemor Inger fandt en grå, lille killing i sin have. Hun boede alene og var kendt som en utrolig venlig kvinde.
Hun løftede forsigtigt killingen op til sig. Regnen silende ned, og den lille katling rystede voldsomt. Hjemme havde hun allerede fyret op i den gamle brændeovn, så der var lunt og hyggeligt, og flammerne dansede livligt.
Snart lå killingen og nød en skål varm mælk, som Bedstemor Inger kærligt havde serveret. Ensomheden forsvandt nu havde hun altid nogen at snakke med.
Killingen spandt blødt, mens den lyttede til hendes gamle danske viser og legede fornøjet med et garnnøgle. Imens sad Bedstemor Inger og strikkede sokker og af og til også vanter.
Hun solgte tit sine strikkede ting, og der manglede aldrig købere. Killingen voksede hurtigt sig stor. Den fangede mus og rotter og holdt altid godt øje med sin have.
Den klatrede i træer, men når Bedstemor Inger kom ud, sprang den straks ned for at hilse på hende. Hun tænkte ikke over det usædvanlige ved sin kats vaner.
Efterhånden begyndte Inger at kalde ham Olsen hendes søde, store kat. Olsen svarede altid, når hun kaldte. En dag påstod naboen fru Madsen, at det vist ikke var en kat, men en mårhund!
Bedstemor Inger grinede bare. En varm sommerdag stod hun ude og sorterede hindbær og solbær fra buskene. Pludselig hørte hun en hvæsen.
Da hun kiggede ned, så hun en stor hugorm, der var klar til angreb. Hendes ben blev helt bløde, hun vidste, at det ikke var muligt at springe op på bordet, og alderen trykkede.
Før hun nåede at råbe op, sprang Olsen lynhurtigt på hugormen. Han slog den ihjel med det samme og legede længe med den bagefter. Til sidst trak han sogar slangen op i et træ.
Senere faldt den døde hugorm ned i naboens have, og hun skreg, så det kunne høres helt ned til gadekæret. Men Olsen hentede slangen tilbage og ignorerede hendes brok.
Efter det holdt fru Madsen sig langt væk fra Bedstemor Inger. Der gik rygter om, at Inger da måtte være blevet tosset, når hun gik rundt med en mårhund eller et varsel om ulykke.
Men Bedstemor Inger elskede bare sin store kat. Han var hendes skat. Hun kælede ham ofte, og han sov rullet sammen på tæppet ved hendes seng.
Olsen elskede at strejfe rundt i det høje græs og sov tit i skyggen, når det var varmt. Men når det blev aften, kom han altid hjem igen.
En nat vågnede Bedstemor Inger ikke, da hun ellers havde for vane at høre alting. Hun lod altid det lille vindue stå på klem, fordi Olsen skulle kunne komme ud og ind, som han ville.
Den nat sneg to lokale drankere sig ind gennem vinduet. De vidste, Inger lige havde fået folkepension 6.000 kroner. For en sikkerheds skyld havde de forberedt en sok som mundkurv.
De vækkede hende og begyndte at plage hende for at få pengene. Skrækslagen kunne hun næsten ikke snakke, hun græd bare stille.
Pludselig gav den ene hende en lussing, så hun skreg op. Så stak de hurtigt mundkurven på hende og begyndte at rode rundt. Men netop da så Inger en stor, lodden skygge flyve gennem vinduet.
En af banditterne mumlede:
Er det dig, Jens? Fandt du noget henne hos fru Madsen? Hun fik jo også pension!
Men lynhurtigt sprang skyggen på ham og bed sig fast i halsen. Så fløj den videre på den næste og gik efter øjnene. Han begyndte at skrige som en gal.
For syv søren! Der er troldtøj i huset! spyttede de, mens den lodne vildkat hvæsede og stirrede på dem med skarpt grønne øjne.
Fra sengens kant fik Bedstemor Inger fisket mundkurven ud og tændte lyset. Hun genkendte straks de to. Med alt hvad hun havde i sig, råbte hun:
Hjælp! snart tændtes der lys i de fleste vinduer i hele landsbyen.
Da naboerne stormede ind, så de et frygteligt syn: De to drukkenbolte lå på gulvet, den ene tudbrølende og det meste af ansigtet fuldstændig revet op, den anden gispede og holdt sig for halsen, blodet løb ud over det hele. Inger sad og holdt fast om sin store kat.
Olsen hvæsede og lod ingen komme tæt på Inger. Hun huskede pludseligt på fru Madsen og en tredje ven af de kriminelle.
Folk løb derover med alt, hvad de havde i hænderne. De fandt den tredje i redskabsskuret, hvor han havde gemt sig for at vente på ro og snige sig væk. Han fik selv et grundigt lag tæsk, og pengene, han havde stjålet, blev fundet og givet tilbage.
Ingen gad ringe til politiet. Det kunne kun gøre ondt værre og skabe en masse ballade.
De skyldige havde fået, hvad de havde fortjent, og blev advaret næste gang ville de møde katten igen.
En af forbryderne stammede: Det der er altså ikke en kat det må være en norsk skovkat! Jeg har set dem på TV!
Inger fnyste: Fy, hvor du snakker! Skal du kalde min kat for den slags? Min Olsen er hverken det ene eller det andet! Han er sjælen i mit hjem!
Livets lære er, at også den mindste kan blive den største beskytter, og sandt venskab og kærlighed kommer ofte fra de mest uventede steder. Pas på hinanden, og undervurdér aldrig et godt hjerte slet ikke, når det piber og spinder.
