KÆRLIGHED TROR ALTID PÅ DET BEDSTE
Min datterdatter besøger tit mig og min hustru. Alberte kommer forbi med indkøbsposer og hjælper os med at forstå de nyeste gadgets. Sammen bager vi boller og lagkager, griner over madopskrifter og deler hemmeligheder, der bor dybt nede, hvor ingen andre får adgang i vores sjæle…
I dag kom Alberte ind ad døren med bekymring malet i ansigtet.
Det er nærmest blevet et ritual for os: hver gang hun har det svært, sætter vi os og snakker tingene igennem. Jeg skubber aldrig mine egne meninger for hårdt på. Jeg ser det som min opgave at lade min datterdatter tale ud og hjælpe hende til at få styr på følelserne.
– Hej morfar, sæt lige vand over til te vi må lige snakke, sagde Alberte allerede i entreen.
Hun rakte mig en æske med muffins, poser med chokolade og appelsiner, og smuttede så ind til bedstefar for at sige hej.
Jeg gik ud i køkkenet og satte en kande te over. Sort te med bergamot det elsker Alberte, hun påstår næsten, det er sandhedens eliksir. Og måske har hun ret. Te er en vidunderlig drik. Den samler energien, afspænder nerverne, og hjælper os med at holde fast i troen og håbet uden det, ville livet hurtigt miste sin mening.
Mest tror jeg dog, det er den tillidsfulde stemning, mere end selve teen, som løsner op for snakken og alle maskerne. For Alberte prøver jeg at være en slags ven, der lytter og ikke dømmer. Jeg er stolt af hendes tillid, når hun åbner sit hjerte for mig.
Jeg skar en appelsin ud og kom et par skiver i de dampende tekrus. På bordet satte jeg kirsebærmarmelade, chokolader, rosinkager og lune boller med fyld. Som om jeg havde forudset, at Alberte ville komme forbi netop i dag boller, jeg netop havde taget ud af ovnen for ti minutter siden.
Jeg lod hende tage sig tid.
Efter teen og en pause begyndte Alberte sin fortælling.
– Morfar, jeg må tale med dig om Sebastian. Ham har du vist mødt før han hjalp dig jo med din computer og telefon. Kan du huske?
Jeg nikkede. Sebastian kendte jeg selvfølgelig Alberte havde fortalt mig meget om ham på det seneste.
– Det er sådan… Jeg har gjort, som du sagde, prøvet at lægge mærke til, hvordan Sebastian opfører sig både over for mig, hans venner og familien. Han har mange gode sider. Faktisk kan jeg mærke, jeg godt kan lide ham. Hvad tror du?
Jeg hældte te op og svarede stille:
– Det tror jeg også, du gør.
– I går sagde Sebastian, at han elskede mig. Ja, han friede faktisk. Kan du forestille dig det? Med blomster og balloner! Han gik på knæ og fandt en lille æske frem til at sætte ringen på min finger. Se selv hvor fint det er!
Alberte viste mig den smukke, guldring med en lille sten.
– Jeg blev så glad, men samtidig blev jeg faktisk bange. Tror du på det? spurgte hun, øjnene store, som et barn der er blevet væk i Føtex.
Jeg nikkede og gav hende et lille smil.
– Jeg sagde ja til ringen, men jeg sagde også til Sebastian, jeg var nødt til at tænke over det. En uge, har jeg bedt om…
Hun tav og kiggede på mig, afventende.
Jeg lyttede tålmodigt og forsøgte at regne ud, hvad hun egentlig følte. Livserfaring skal gives med små doser ikke hele favnen på én gang. Ellers bliver det for meget, for hurtigt. Nok er hun voksen, men der er noget, der skal gro med tiden.
– Det er et kæmpe valg i livet, sagde Alberte og tog en bid af sin bolle. Jeg tør ikke tage fejl her.
– Tænk dig godt om, min pige, og giv dit svar, når du er klar. Som vi siger: syv gange måles, én gang klippes over, sagde jeg.
– Morfar! Jeg er så nervøs. Tænk at sige ja for resten af livet! – kiggede hun fortvivlet på mig.
– Elsker du Sebastian? spurgte jeg. Svar ærligt.
– Ja, jeg gør, sagde hun stille efter en lang pause og lukkede øjnene.
Hun blev siddende et stykke tid, tekruset blev koldt, mens hun stirrede tomt ud i luften.
Til sidst rejste hun sig, gik om bag mig, og lagde armene om mig.
Da farfar friede til dig dengang, tvivlede du ikke? Var du sikker på, han var den rigtige? Kunne du sige, i medgang og modgang, i fattigdom og rigdom, “ja” til det hele? hviskede Alberte.
Som et sort-hvidt filmklip kørte minderne både lykkelige og svære for mit indre blik.
Jeg var atten, han var treogtyve, og jeg troede, jeg vidste alt om min Søren. Først i dag ved jeg, jeg kendte ham mindre end jeg troede, men jeg elskede ham.
– Kom nu og sæt dig ved mig, så jeg kan se dig ordentligt i øjnene, sagde jeg for at samle mig. Du spørger, om jeg altid var sikker på, at farfar var den eneste rigtige?
Alberte satte te over.
– Ja, morfar, det vil jeg gerne vide.
– Jeg var og er vildt forelsket i Søren både før og efter vi blev gift. Tænk, jeg elsker ham bare mere for hver dag. Jeg elsker at iagttage ham vande mine roser i haven, blive overrasket over hans snilde, se ham lave kaffe til mig hver morgen. Et kys på næsen, kinden eller munden forkæle ham med teboller, ostekager og koldskål. Jeg drømmer sammen med ham. Bare det at dele stilhed betyder noget. Forstår du, Alberte, nogle gange behøver man ikke sige mere. Med Søren føler jeg mig endnu som en lille pige, og det er noget særligt. Ved du, hvad han ofte siger til mig?
– Min lille trunte, du vil altid være den unge Marie, jeg plukkede æbler til i naboens have. Min ene, kære sjæl, som altid tror på mig.
– Nå ja, tilbage til dit spørgsmål, Alberte. Om jeg stolede på Søren? Tro mig, jeg stoler på ham mere end nogen, endda mere end min egen familie. Vi er vokset helt sammen sjæle, tanker, ønsker…
Jeg har aldrig fortalt denne historie før, ikke engang til din mor.
Alberte så overrasket på mig.
– To uger før brylluppet lejede Søren en lille lejlighed i Odense, så vi kunne bo for os selv. Han flyttede ind og gik i gang med at male lidt. Min mor havde fået fat i maling. Søren ville male køkkenet og vinduerne.
Den dag var jeg på arbejde, og min mor gik selv derover med malingen for at hjælpe til. Søren havde været på nattevagt og skulle komme hjem om morgenen. Da hun ringede på, var der ingen, der åbnede. Hun lyttede, og bag døren hørte hun to stemmer, en mand og en kvinde. Hun blev ved at banke på, men ingen lukkede op.
Hun ventede i to timer på bænken foran bygningen. Ingen gik ud.
Om aftenen fortalte min mor det hele til mig.
– Din forlovede havde en kvinde derinde jeg hørte dem tale og grine. Hvad tænker du, Marie? Hvad lavede de ellers derinde?
Jeg blev rystet kunne Søren virkelig gøre sådan mod mig?
Vi havde ikke mobiltelefoner dengang og ikke engang fastnet i lejligheden, så jeg kunne ikke få fat i Søren.
Om aftenen dukkede han op hjemme hos os. Min mor åbnede døren, jeg ville ikke tale med ham.
Der blev ballade. Min mor råbte og anklagede Søren for utroskab.
Søren sagde ingenting. Da hun endelig blev stille, forklarede han, at han slet ikke havde været hjemme hele dagen. Han havde været i sin fars garage for at reparere en motorcykel, der ikke ville starte. Han havde dog glemt radioen kørende i lejligheden, og de stemmer, mor mente, hun havde hørt bag døren, var fra radioen.
– Mener du virkelig, jeg er så dum, sagde min mor. Jeg hørte jeres stemmer, og I grinede ad mig! Kom ind, Marie, se denne nar!
Det krævede alt, at jeg gik ind i stuen.
Søren var hvid i hovedet. Min mor gik på ham igen.
– Marie, jeg har intet gjort. Jeg var ikke hjemme. Det var radioen, du hørte. Stoler du på mig? Vil du ikke tro på mig?
Jeg turde næsten ikke se ham i øjnene, men til sidst gjorde jeg det. Og i Sørens blik var der en ægthed, der slog min mors argumenter af banen.
– Stoler du ikke på din egen mor? – råbte hun.
Jeg sagde fast:
– Søren, jeg stoler på dig.
Siden dengang har vi haft en regel: vi fortæller altid hinanden sandheden, uanset hvad. Og vi tror på hinanden selv hvis hele verden er imod os. Vi er et hold for livet, Søren og jeg.
– Sikke en historie, udbrød Alberte, hvorfor har du aldrig fortalt mig det før?
– Der har aldrig været grund, svarede jeg.
Må jeg godt forstyrre jer tøser? ind kom Søren. Skænk lige en kop te til, Alberte, og så skal jeg nok vinde over jer i kortspil…
Kærligheden tror på det bedste. Altid. Hvis den altså er ægte.
Og i dag minder jeg mig selv om, hvor heldig jeg er, at have oplevet den slags kærlighed og hvor vigtigt det er, at vi vælger at tro på hinanden, hver eneste dag.
