Jeg voksede op i en helt almindelig dansk familie, hvor alt var enkelt og hverdagens rytme bar os frem. Jeg har to universitetsuddannelser, taler flydende engelsk og tysk og arbejder som oversætter. Mit eget hjem er fyldt med latter fra min kærlige mand og vores tre børn. Min mand og jeg var først venner i flere år, før vi blev gift, og vi kender hinanden som ingen andre. Vi elsker hinanden, selvom der som i ethvert ægteskab sker små skænderier, men vi tager på skift ansvar for at glatte dem ud. Vores hus købte vi via et lån i banken, uden nogen form for støtte fra familien.
Mine forældre bor langt væk i en lille by på Fyn, og jeg ser dem sjældent. Da jeg var nitten, flyttede jeg til København for at studere og har siden haft mit eget liv. Jeg læste i otte år og blev derefter gift. Alt, hvad jeg har min uddannelse, mit arbejde, mit trygge liv har jeg opnået uden hjælp fra nogen. Samtidig arbejdede jeg for at kunne betale huslejen, og jeg sendte altid pakker og gaver til mine forældre og min yngre søster. Jeg gjorde mit bedste for at vise kærlighed og respekt. Indtil for nylig troede jeg, at det var gensidigt.
Min søster, Bente, er en særlig sag. Hun er seks år yngre end mig. Gift, mor til en lille dreng. De bor i hendes mands etværelseslejlighed i Odense. Hun gik kun på gymnasiet og har aldrig læst videre eller fundet et job. Hun siger, at de simple job ikke betaler, og de mere interessante kræver at man kan noget, hun føler sig ikke skabt til det (hun skulle have læst videre efter gymnasiet, ikke giftet sig). Mellem hende og hendes mand er der ikke rigtig kærlighed, men de bliver sammen for barnets skyld, som om de bare har vænnet sig til det. Pengene er heller ikke mange, og derfor har de ikke råd til større bolig. Heldigvis har hun en svigermor, der altid hjælper med barnepasning. Bente tager ofte hjem til vores forældre og lader sin dreng blive hele sommeren.
Gennem mange år har mine forældre kommet på besøg hos os. Også denne gang sad vi samlet omkring bordet. Pludselig sagde min mor:
Gustav, du burde have giftet dig med vores Bente. I ville være et bedre match end Line. Din kone burde være rolig og moldbar, ligesom Bente. Line er alt for temperamentsfuld, hun skal lære at styre sig. Man må sige, det er en stor fejl hos en kvinde!
Mens min mor talte, var det som om min juice forvandlede sig til is jeg var lige ved at kvæle mig. Min mand sad tavs, og min far begyndte at hoste på en mærkelig måde.
Altså: Jeg har styr på hjemmet. Børnene er velopdragede, har pænt tøj, får ordentlig mad, jeg har min uddannelse, mit gode job men alligevel passer jeg tilsyneladende ikke til min egen mand! Jeg ville spørge min mor:
Sig mig, kære mor, hvis jeg havde haft en anden personlighed, mere eftergivende og mindre egenrådig, ville jeg så have opnået alt det her? Har det, at min mand elsker mig og vores familie fungerer, ikke noget at sige om vores harmoni? Mine børn, takket være vores anstrengelser, får rejse på ferie to gange om året. Kunne jeg eller Bente overhovedet drømme om det som børn? Mor kommer sjældent, hun hjælper aldrig, og nu vil hun bestemme hvem der passer sammen!
Min far og min mand bryder sig virkelig ikke om min mors ord.
Dét er ikke barnlig jalousi over min søster, tænker ikke på det. Det er bare en dyb skuffelse over de urimelige ord fra min allerkæreste mor.
