Kærlighed
Ifølge de lokale kvinder (og mænd for den sags skyld) opførte Lærke Kornum sig umoralsk overfor sin egen søster, Karen.
Historien tager sin begyndelse sådan her:
Kornumerne var en velfungerende familie Frits Kornum havde arbejdet som landmand hele livet, og Jytte Kornum var kok på den lokale folkeskole.
Jytte havde i sine unge år svært ved at blive gravid. Hun prøvede både jordemødre og kloge koner, blev behandlet for barnløshed og ventede tålmodigt til sidst blev hendes bønner hørt og hun fik en datter, Lærke.
Men selv om Lærke havde et navn smukkere end foråret, var hun ganske uanseelig af udseende. Det betød dog ikke det mindste for Kornumerne det vigtigste var, at barnet var eftertragtet, om så hun gik skævt eller bar hovedet en smule på skrå og da hun ovenikøbet havde en lille pukkel på ryggen, gav de det kun endnu mere opmærksomhed.
Lærke blev blid og hjemlig, men holdt sig for sig selv, helst væk fra de andre børn, og sagde sjældent noget.
Da Lærke næsten var færdig med skolen skete der et mirakel i familien Kornum Jytte blev uventet gravid igen.
Så kom Karen til verden.
Hun var det stik modsatte af sin storesøster køn, klog og ikke bange for at svare igen. Efterhånden som hun voksede, styrede hun gårdpladsen, og kunne jage selv de største drenge på flugt med en kæp. Sikke et bognæs af en pige.
Lærke passede og plejede lillesøsteren og glemte næsten at uddanne sig. Men hun havde aldrig været skarp boglig, så forældrene pressede hende ikke til at tage på gymnasiet i byen.
Da Karen blev lidt ældre, læste Lærke til konditor, men ville egentlig ikke arbejde som det for meget ansvar, syntes hun. Da hun kom hjem til landsbyen med sit bevis, skaffede moderen hende arbejde som postbud.
***
Årene fløj forbi som tanker pludselig studerede Karen på universitet i Aarhus.
Lærke boede for sig selv i et lille bindingsværkshus, som forældrene havde hjulpet hende med at købe. Huset var ikke stort, men hyggeligt med anneks og hønsehus i haven. Kornumerne hjalp datteren med at gøre det rigtigt rart.
Lærke havde ingen planer om at flytte væk jeg vil bo på landet, tæt på jer, sagde hun ofte til forældrene.
Men mand fik hun aldrig. I landsbyen var udvalget småt, og hun havde efterhånden slået en streg over muligheden. (Men det skulle vise sig at være for tidligt…)
Da Karen første gang kom hjem på weekend fra byen, havde hun en veninde med. En måned senere en fyr.
Kornumerne tabte næsten kæberne.
Og hvem er det her?
Mor, far, mød min ven. Det er bare en klassekammerat, der ikke kan lave mad, så jeg lærer ham lidt.
Karen! Jytte rynkede brynene. Din far og jeg har sendt dig på universitet og ikke for at du skal jagte fyre! Det skal du altså holde op med!
Hun pev og viftede med pegefingeren.
Er det nu også nødvendigt med en kæreste? Vi har næsten lige sluppet dig hjemmefra!
Mor, vi laver bare mad sammen. Vi deler køkken på kollegiet, og jeg hjælper ham lidt. Han hjælper også med læseriet.
Jytte så forundret på Karen.
Med hvad da?
Med lektierne, sagde Karen.
Han er rar, mor! Karen forsvarede fyren ivrigt. I vil kunne lide ham!
Men Jytte så bare på ham en mand på omkring de tredive, ubarberet og med provokerende attitude. T-shirten var beskidt og skoene slidt helt ned.
Dig vil vi selvfølgelig altid gerne se, men ikke ham, sagde Jytte og stod i døren for at holde dem ude.
Men hvor skal han så sove? protesterede Karen.
På rutebilstationen måske kan han tage en bus.
Fyren så dovent rundt og kneb øjnene mod det skarpe lys.
Jeg kan ikke huske vejen til stationen længere.
Jeg går med dig, sagde Karen hurtigt.
Hun førte ham, stikmodsat stationen, direkte til søsterens hus.
Kom nu, Mads, tag det roligt, de blev bare sure, sagde hun Hvem kan vide sig sikker med mine forældre…
De virker gamle som grundloven, bemærkede Mads. Din far greb endda fat i øksen, blev helt bange…
Bare rolig det gør han altid for at skræmme folk lidt væk. Han er ellers rar nok.
***
Lærke ventede slet ikke gæster.
Hun var vant til at være alene, og da denne fremmede mand stod i døren, blev hun så genert, at hun ikke turde se op.
Lærke, søs, tryglede Karen jeg har taget en ven med, forældrene blev gale, han kan da ikke sove ude, kan han ikke overnatte her? Bare en nat, du siger det ikke til mor og far, vel?
…Hvem kunne have vidst, hvad der ville ske?
Den fremmede spiste gerne med, så sig om og spurgte:
Hvor er din mand?
Jeg har ingen, sagde Lærke.
Ingen? Og du har hele huset for dig selv?
Hun blev rød i hovedet og mærkede blodet hamre i tindingerne.
Resten af aftenen holdt hun sig i haven, bange for at træde ind. Da det blev aften, lavede hun mad og dækkede op.
Da hun havde redt op til gæsten, overvejede hun at overnatte hos forældrene og låse efter sig, og så slippe ham ud om morgenen.
Men… mens hun bankede puden, blev hun pludselig omfavnet bagfra.
Kraftige arme holdt hende fast og han hviskede hæst:
Er du bange for mig, Lærke?
N-n-ninej, fremstammede hun.
Hvorfor dirrer du så?
Hun mærkede for første gang nogens berøring. Så mistede hun orienteringen og pludselig var det morgen, hanen galede udenfor vinduet.
***
Snart gik hele landsbyen Lindely rundt og sludrede om, at gamle Lærke havde fundet sig en ung mand.
Alle krydser talte og spekulerede på, hvordan den tyste, ikke særligt kønne kvinde havde fået sig en så flot kæreste fra byen. Han så straks mere nydelig ud, efter Lærke havde pyntet ham i sit bedste tøj.
Rygterne gik:
Hvor har hun ham mon fundet? Hun sætter aldrig en fod udenfor!
Han kunne have fundet en hvilken som helst hvorfor dog hende?
Og mere ondt:
Der er unge og kønne piger, der ikke kan finde mandfolk! Se bare hende hun snupper en. Det går ikke! De holder jo ikke længe sammen med den forskel.
Enkelte foreslog, at hun skulle lade ham gå og finde sig en, der trængte mere ja, selv en enlig mor blev nævnt.
Men sandheden kendte kun Kornumerne. Karen havde slæbt ham med hjem, og nu havde han klistret sig til Lærke men det gik først op for forældrene, da hun kom sjældnere på besøg og blev underlig i blikket.
Er Lærke nu begyndt at drikke? spurgte Jytte sin mand, hun ser så mærkelig ud.
De besluttede at holde øje og opdagede, at hun havde Lærkes kæreste boende.
Mødet med svigersønnen var pinligt han gemte sig i klædeskabet, da de kom, og Frits sagde:
Kom bare frem, vi ved du er der. Vi kender vores datter hun kan aldrig lyve!
Da han trådte frem, sad han klædt i Frits gammelmands-T-shirt den, som Jytte selv havde købt til Frits i fødselsdagsgave.
Lærke! Har du nu stjålet vores tøj til ham?
Jytte forstod straks, hvad der var galt en rigtig lømmel, der først forsøgte sig på Karen, og da det mislykkedes, klamrede sig til storesøsteren.
***
Mads følte sig så uvel, at han sagde:
Jeg er ungkarl og klar til at gifte mig. Men jeg ejer ikke noget, så regn ikke med den store bryllupsfest.
Kornumerne sukkede og blev enige om, at nu måtte Lærke så giftes af hensyn til rygterne.
Først om et par måneder blev de gift, og Lærke gik nu rundt i byen hånd i hånd med sin mand.
Han blev hendes et og alt.
***
Samme daglige rutine Mads lå på sofaen, mens Lærke bagte boller og hæklede sweatre. Frits dukkede op en uge efter brylluppet:
Mads, kom nu og hjælp med brændet.
Jeg kan ikke kløve brænde, sagde Mads.
Så lærer vi dig det.
Mads var modvillig, men Lærke pakkede arbejdstøj og kyssede ham farvel.
Da kom Jytte ind:
Pak dig sammen, vi skal til Holstebro.
Hvorfor det? spurgte Lærke.
Fordi damerne er begyndt at sladre! Du går rundt i gammelt tøj vi køber kjoler, sko og tager til frisøren.
Lærke forstod snart meningen smarte kvinder begyndte at luske forbi hendes hus, sikkert for at lokke Mads væk.
Ydermere begyndte Karen at slå hånden af storesøster. Hun brød kontakten helt og beskyldte hende for at have stjålet hendes kæreste.
Hvad har du gjort? Han var min fyr, og nu har jeg hverken dig eller ham!
Lærke blev svært såret og græd længe.
Så derfor, Mads gik du bare efter huset?
Han blev tavs og indrømmede modstræbende:
Karen satte sig fast på mig. Jo da, hun er smart men har også store krav: bil, lejlighed i byen. Jeg har ingenting, blev smidt ud af studiet, og har knap råd til mad. Jeg flygtede hjemmefra og strøede rundt i kollegiet.
Så prøvede jeg med Karen, men jeres forældre gad ikke og så var du der, Lærke. Ikke krævende, du bød på mad, og det føltes hjemligt…
Så du er hos mig, fordi du ingen andre steder har, Mads?
Han så på hende og mumlede:
Ej nej, jeg så dig og forstod, at du var min kvinde…
***
Snart vidste hele byen, at Mads først havde været hos Karen, men ikke følte sig velkommen, og derefter valgte Lærke. Sladderen gik:
Han er ligeglad med hvem bare der er tag over hovedet og mad på bordet. Og arbejde vil han ikke rigtig.
Lærke tog sig dog ikke af det i landsbyen er snakken evig, og hvad skulle det nytte?
Det vigtigste var hendes nærmeste. Hun holdt sig for ører og øjne og gik hjem til sit.
***
Kornumerne vænnede sig til situationen deres ældste var gift og de havde fået en svigersøn, der i det mindste ikke drak eller slog konen.
Men Karen forsvandt såret over hele miseren.
Jytte savnede sin datter og tog til Aarhus for at lede. Hun fandt hende kun via veninderne og fik at vide, at Karen var højgravid og boede med en fyr på kollegiet.
***
Frits gik lige lukt i kælderen og drak i flere uger han kunne ikke holde til mere.
Også Karen giftede sig til sidst med sin nys ankomne kæreste, Nikolaj en charmerende rodløs fyr. Til sin bryllupsfest brændte han dansegulvet af og sang skåle, til alle faldt for ham inklusive Kornumerne.
Men ægteskabet holdt ikke Karen og Nikolaj skændtes dagligt og boede hos forældrene. Der gik ikke mere end et halvt år, så forlod han både hende og babyen.
Karen sørgede ikke. Hun overlod sønnen, Kristian, til forældrene og tog tilbage til byen for at fortsætte studierne.
***
Babyen blev passet af alle bedsteforældrene, faster Lærke og endda Mads.
Du har vel forvredet armen med vilje, Mads? sagde Frits skælmsk, så du slipper for at slå hø? Så må Lærke jo gøre det, og du passer Kristian.
Frits tjekkede jævnligt, om de holdt huset, om kyllingerne fik mad, og om ovnen blev tændt tidligt.
Lærke holdt stadig huset kørende, trods Mads, der var blevet til en ren ballast.
***
En dag kom Lærke hjem, træt efter at have samlet hø. Hun råbte efter Mads, men fik intet svar.
Din Mads er her ikke, lød det fra naboen over hækken. Han efterlod Kristian og denne her seddel til dig.
Hun overrakte papiret:
Kære Lærke, du har været en god hustru, tak. Med din hjælp har jeg fået energi igen, men landsbylivet er ikke for mig. Jeg tager væk, og vi bliver skilt du skal ikke protestere. Jeg har taget lidt penge til turen, men det har jeg fortjent. Hvis blot du ikke havde forældre, var alt lettere.
Lærke stirrede længe på papiret.
Hun tog Kristian op, vaskede ham og legede med ham, mens hun tænkte.
Mange tårer blev grædt, men med tiden slap hun taget i sorgen.
I mellemtiden fik hun selv en søn, Alex, og fortalte aldrig Mads om ham.
Kristian voksede op med Lærke som sin mor.
Der er ingen grund til at være vred på livet, tænkte hun. Mads var kun på gennemrejse i mit liv men takket være ham lærte jeg kærligheden og blev mor. Jeg holder ikke fast han må finde sin egen vej, og jeg siger tak for det hele.
***
Tsk tsk, hvad sagde vi, ræsonnerede de ældre damer. At satse på sådan én og så ende alene med barn og selvfølgelig, ingen ung mand vil bo resten af livet med en ældre kvinde.
Lærke hørte ordene, men smilede og gik roligt i parken med børnene.
Hun var vant til snakken måske blev hun selv en dag blandt dem, der sad på bænken og kommenterede alt?
Der skal jo snakkes om noget i en dansk landsby…
Se, hun går og smiler. Tåbeligt, ikke?
***
Mads kom pludselig tilbage ikke længere ung, stadig i hullede sko.
Han så ind til Lærke, så på drengen:
Vil du tage imod mig? Er det Kristian, der er blevet stor?
Lærke tog drengen ud i køkkenet og kom tilbage.
Ja, han er vokset. Men hvorfor er du her? Vi har besluttet alt.
Jeg kom for din skyld, sagde han.
Hvad med alle dine store drømme, Mads?
De var dumme. Der er kun ét hjem det, hvor nogen venter på en.
Ja, men dette hjem er mit, Mads. Du må finde dit eget.
Han blev forbløffet.
Så føler du intet mere?
Nej, følelserne er væk. Det er kun ord. Jeg kan ikke leve med én, jeg ikke stoler på. I morgen skal jeg ud for at slå hø.
Skal den gamle Frits stadig holde øje? spurgte han.
Stemningen var kold, og der var intet mere at sige. Mads svingede tasken over skulderen og gik sin vej.
Så farvel, sagde han.
***
Sikke da, sagde damerne. Kunne hun ikke bare have taget ham ind igen…
Men jeg lærte noget: At holde fast i livet, trods sladder og skuffelser. Nogle mennesker er kun på gennemrejse, men kærligheden til ens børn og familie varer ved. Det er det, der tæller resten må bare gå sin gang.
