Det var engang en tid, hvor jeg indså, at jeg var en uimodståelig og uforbederlig skurk. Jeg skammer mig, og alligevel gentager historien sig.
“Lise, jeg beder dig, lad være med at beholde det barn! Vores økonomi er ved at kollapse. Er det ikke nok med Nikolaj? Vi har svært ved at klare ham. Tænk dig nu om. Som din mand siger jeg nej til et barn mere! Du må lytte til mig,” sagde jeg, mens vreden kvalte mig.
“Henrik, rolig nu. Vi klarer det. Mine forældre hjælper. Du ved, hvor meget jeg ønsker mig en lille pige. Ville det ikke være dejligt, hvis Nikolaj fik en søster? De kunne blive så tætte,” insisterede min kone Lise.
…Vi mødtes på universitetet i København. Lise tiltrak mig med hendes grundighed, hendes alvor og kvindelige visdom. Hun virkede som skabt til at være en trofast hustru. Hendes stemme var blød og beroligende, og hun havde et pragtfuldt rødt hår. Udover det var hun rund, fregnet og lav. Men hendes sind og hjerte var af guld.
Da jeg første gang så hende, tænkte jeg: “Hun bliver min kone.” Men da jeg mødte Tove, sagde jeg til mig selv: “Hun bliver min elskerinde.” Tove læste på samme årgang. Hun var yndig, intelligent og gift. Jeg tænkte som en karakter fra en gammel roman at min ægtefælle skulle passe hjemmet og børnene, mens min elskerinde tog sig af lidenskaben.
Men intet gik, som planlagt ligesom i romanen.
Tove blev en nær veninde af Lise og en trofast støtte for vores familie.
Alligevel fortsatte jeg med at ønske mig en elskerinde. Og så fandt jeg Mette. Hun var ikke jaloux, ville ikke giftes og blandede sig ikke i mit liv. Hun gav mig sig selv frivilligt, og både hun og jeg var tilfredse.
Men netop da jeg følte mig som en ægte mand, blev Lise gravid.
…Hun fødte en datter, som vi kaldte Freja. Tove, min utilbudte elskerinde, blev gudmor.
Freja blev mit hele univers. Jeg elskede den lille tøs. Lise havde ikke forventet, at jeg ville føle sådan for et barn, jeg ikke havde ønsket. Heller ikke jeg selv.
Mette begyndte at hade min datter på afstand. Når vi sjældent mødtes, fortalte jeg hende ivrigt om Frejas klogskab, smil og skønhed. Det måtte være for meget for Mette, for møderne stoppede. Jeg lod hende gå uden sorg. For mig handlede alt nu om Freja. Nikolaj blev skubbet i baggrunden. Han fik kun en brøkdel af min kærlighed.
Måske var det derfor, Nikolaj som 19-årig forelskede sig i Pia, der var syv år ældre. Hun tog straks plads i vores hjem som en selvfølgelighed. Hun var energisk og handlekraftig hun tog styringen, og vi protesterede ikke. Morgenmad, frokost, aftensmad Pia stod for det hele. Hun elskede at lave lækkerier. I starten var Nikolaj glad for omsorgen og kærligheden. Men det føltes mere som en mors omsorg end et forhold. Pia kaldte ham “Lille And,” hvilket irriterede ham. Som modsvar kaldte han hende “Gåsen.” Hun tog det med et smil, kyssede ham på næsen og nussede hans øre. Til sidst gik de hver til sit. Men Nikolaj fik en uvurderlig erfaring.
Da han senere introducerede os for Astrid, stod jeg stille. Hun lignede en ung skuespillerinde guddommelig smuk, slank, sød og beskeden. Jeg blev lidt forelsket. Jeg gjorde alt for at gøre hende glad med slik, kage og is. Astrid var ligeglad med husligt arbejde. Med hendes skønhed behøvede hun ikke at gøre sine hænder beskidte. Et blik fra hende, og Nikolaj stegte æg, kogte kaffe eller lavede smørrebrød. Og jeg? Jeg var klar til at gøre det samme for hende.
Lise bemærkede min interesse for den kommende svigerdatter og handlede gennem Nikolaj.
“Nikolaj, er det seriøst mellem dig og Astrid, eller er det bare for sjov?” spurgte Lise så afslappet, hun kunne.
“Hvad mener du?” svarede Nikolaj forvirret.
“Jeg mener, I må beslutte jer. Hvem er Astrid for dig? En kæreste? Jeg forstår ikke hendes mor. Hvordan kan hun tillade, at hendes datter bor sammen med en fremmed mand?”
“Mor, Astrid har ikke en far. Kun en mor, der bor i Roskilde. Man kan ikke lige tage derud med hver en kæreste,” forklarede Nikolaj.
“Nå, så Astrid kommer fra en ufuldstændig familie. Okay, min søn. Enten gifter I jer, eller også…” Lise ønskede tydeligvis at beskytte mig mod fristelsen.
“Fint, mor,” sagde Nikolaj og trak på skuldrene. Han forstod ikke, hvorfor hans mor var så streng.
En uge senere flyttede Nikolaj og Astrid til en lejlighed.
“Det er bedre sådan, min kære. Mindre fristelse for dig,” sagde Lise og viftede spøgefuldt med en knyttet næve.
Tre måneder senere kom Nikolaj hjem med sine ting. Uden Astrid.
“Hvad så? Besluttede I at bo hver for sig inden brylluppet?” spurgte jeg drillende.
“Ja. Men brylluppet bliver hver for sig,” svarede Nikolaj med samme tone.
“Skal du ikke være ked af det, min søn. Med den skønhed behøver Astrid ikke at gifte sig hun får nok at lide af, og hendes mand vil blive jaloux. Mænd vil altid stirre på hende,” sagde Lise og så skarpt på mig.
“Det skal nok gå, mor og far,” svarede Nikolaj undvigende.
…Lige før nytår kom en ukendt kvinde på besøg. Lise åbnede døren.
“Goddag, svigerforældre! Forventede I mig? Jeg er Astrids mor. Hvor er jeres søn? Jeg vil tale med ham og stille ham til ansvar,” sagde kvinden, og der hang en svag duft af alkohol om hende. Nå, nytårsaften var lige om hjørnet.
Jeg så på Lise. “Der har du det,” tænkte jeg. “Du ville møde Astrids forældre nu har du chancen.”
“Kom indenfor. Hvad kan vi gøre for Dem?” spurgte Lise anspændt.
“Jeg forlanger, at jeres søn gifter sig med min Astrid. Hun skal ikke opdrage et barn alene! Forstået?” Kvinden hamrede sin håndflade mod dørkarmen.
Vi stod lamslået.
“Nikolaj er ikke hjemme lige nu. Vi finder ud af det og kontakter Astrid. Farvel,” sagde Lise og førte hende blidt mod døren.
“Hvad gør vi nu, Henrik? Hent Nikolaj,” sagde Lise træt og satte sig.
Nikolaj kom ud med høretelefoner. Hans øjne spurgte, hvorfor vi forstyrrede.
Lise tog dem forsigtigt af ham.
