Grethe havde ikke været heldig med kærligheden. Hun var blevet 30 år gammel uden at finde mand, selv om hun inderst inde ønskede det. Til sidst besluttede hun sig for at gøre noget ved det finde sig en partner, før tiden løb helt fra hende. Først vidste hun ikke, at Mads, som hun begyndte at se, var gift. Men da han fornemmede hvor glad og forelsket Grethe var blevet, sagde han det ærligt: Han var gift mand.
Grethe bebrejdede aldrig Mads. Tværtimod hun gav kun sig selv skylden for forholdet, for sin svaghed over for ham. Hun syntes, hun havde fejlet, når nu hun ikke havde fundet sig en mand i rette tid, og følte hvordan årene sneg sig ind på hende.
Selvom hun ikke var nogen klassisk skønhed, var Grethe en pæn kvinde let buttet, hvilket måske fik hende til at se lidt ældre ud end hun var. Men forholdet med Mads førte ingen vegne, og hun ville ikke længere være nogens hemmelige elskerinde. Alligevel kunne hun ikke give slip på ham. Frygten for ensomheden lå og lurede.
En dag kom hendes fætter Søren forbi. Han var i København på forretningsrejse og benyttede lejligheden til at besøge sin kusine, som han ikke havde set længe. De spiste frokost i køkkenet og snakkede, som de gjorde i barndommen, om alt muligt om nuet, om livet. Grethe fortalte om sit rodede kærlighedsliv, som det var, og hun kunne ikke holde tårerne tilbage.
Så kiggede Grethes nabo forbi og bad hende komme over et øjeblik for at se på nye indkøb. Grethe var kun væk i tyve minutter, men netop da ringede det på døren. Søren troede det var Grethe, men gik ud for at åbne alligevel, for døren var jo ikke låst.
Udenfor stod Mads. Med det samme forstod Søren, at det var Grethes elsker, der stod der. Mads blev forvirret ved synet af en stor, bredskuldret mand i jogginbukser og T-shirt, med en skive rugbrød i hånden.
– Er Grethe hjemme? spurgte Mads, lidt fortumlet.
– Hun er ude på badeværelset, svarede Søren tørt.
– Undskyld, hvem er du egentlig for hende? Mads forstod ingenting.
– Hendes mand, sagde Søren uden at blinke. Bor sammen med hende. Og du? Hvad vil du her? Søren gik helt tæt på, greb fat i Mads skjortebryst, Du er nok ham den gifte fyr, hun fortalte mig om, ikke? Hør her, hvis jeg ser dig her igen, så ryger du ud hovedkulds, klart?
Mads rev sig fri og spænede ned at trappen.
Grethe kom snart tilbage. Søren fortalte om besøget.
– Hvad bilder du dig ind! Hvem bad dig om det? Grethe græd. Han kommer aldrig tilbage nu.
Hun kastede sig ned på sofaen og skjulte ansigtet.
– Nej, og det er kun godt. Hold nu op med de tårer. Jeg kender en god mand, jeg gerne vil præsentere dig for. Han er enkemand hjemme i byen. Kvinder har jagtet ham siden konen døde, men han har afvist dem alle vist fordi han gerne vil komme sig i ro. Efter min rejse kører vi op sammen, så møder du ham. Vær nu klar.
– Hvad? Det kan jeg da ikke, Søren! Jeg kan da ikke bare komme anstigende Han ved jo ikke hvem jeg er. Det virker helt forkert.
– Forkert? Det var da mere forkert at være sammen med en andens mand. Du skal bare hilse på ham, ikke andet. Ikke noget pres. Du tager bare med og forresten, det er jo min kones fødselsdag.
Nogle dage senere kørte Søren og Grethe til hans by på Midtsjælland. Sørens kone, Bente, havde dækket op i haven til fest. Venner, naboer og kollegaen enkemanden Lars var inviteret. Alle kendte Grethe, men Lars så hun for første gang.
Efter en hyggelig aften tog Grethe hjem til København. Hun lagde mærke til, hvor stille og beskeden Lars var. Han virkede stadig ramt over tabet af sin kone, tænkte hun: Sikke en rar mand sådanne hjertevarme mænd er der ikke mange af.
En uge senere, på en søndag, ringede det på hendes dør. Grethe ventede ingen, og blev overrasket da hun åbnede og så Lars stå der med en pose i hånden.
– Øh, hej Grethe. Jeg skulle alligevel i byen for at handle, tænkte jeg ville hilse på nu vi kender hinanden, sagde Lars lidt forlegent.
Hun bød ham indenfor. Hun var stadig overrasket, men inviterede ham i køkkenet til en kop te. Langsomt fornemmede hun, at hans visit ikke var tilfældig.
– Fik du købt det, du skulle? spurgte Grethe.
– Alt sammen. Men det her, det er til dig.
Han rakte hende et lille bundt tulipaner. Hendes øjne lyste op.
De sad i køkkenet, snakkede om vejret og priserne i supermarkedet. Da teen var drukket, rejste Lars sig for at gå. Han tog sig god tid med at få frakken på og snøre sine sko, og så, næsten ude af døren, vendte han sig.
– Hvis jeg går nu og ikke får det sagt, så bliver jeg tosset på mig selv, sagde han. Jeg har kun tænkt på dig hele ugen, ærligt. Du fylder bare mit hoved. Jeg kunne næsten ikke vente til weekenden. Fik adressen af Søren
Grethe rødmede og så væk.
– Vi kender jo knap nok hinanden
– Nej, men det kommer vel. Synes du jeg virker ubehagelig? Må jeg sige du til dig? Jeg er ikke noget særligt, men jeg har en lille datter på otte hun er hos mormor nu.
Lars var tydeligt nervøs, hænderne rystede let.
– En datter? Det er da dejligt! Det har jeg altid ønsket mig, sagde Grethe drømmende. At have en datter.
Lars blev modigere af hendes svar, tog hendes hænder og trak hende ind i et kys.
Efter kysset så han på hende. Tårerne glimtede i hendes øjne.
– Er jeg ikke rar for dig? spurgte han – måske jeg?
– Nej tværtimod. Jeg havde aldrig troet Det føles så roligt og rart. Ingen stjæler jeg fra nogen.
Siden sås de hver weekend, og et par måneder senere blev Grethe og Lars gift og flyttede sammen i byen på Sjælland. Grethe fik arbejde i den lokale børnehave, og året efter fik de en datter. Sådan voksede der to små piger op hos dem begge ligeligt elsket. Der var omsorg og varme nok til dem begge. Grethe og Lars blev kun yngre af al den lykke, og kærligheden voksede sig dybere for hvert år, som en god flaske vin.
Når familien samledes til fest, plejede Søren at blinke skælmsk til Grethe over bordet og sige:
– Nå, hvad sagde jeg, Grethe? Hvilken mand fik jeg dig sat sammen med, hva? Du stråler jo bare mere og mere. Man skal lytte til sin fætter!
