Et ansigt uden fortid – Design interior

Ansigtet uden historie

Mor, du forstår det godt, ikke? Det er bare et kontor. Folkene der er seriøse, forretningsagtige. Man kan ikke bare komme i det der.

I det der hvad, Signe? Hvad mener du?

Birgit stod foran spejlet i entreen og knappede den mørkeblå uldfrakke. Helt normalt frakke, pæn endda. Hun havde købt den for tre år siden i Magasin, og den sad stadig, som den skulle. Signe så på hende fra døråbningen og pillede ved taskens rem. Lange negle, perfekt manicure, den dér klipning, som Birgit vidste, Signe betalte lige så meget for som hun selv brugte på dagligvarer på to uger.

I den frakke og med det ansigt. Mor, men Mads Hansen er der. Han er direktør for Nordic Glow. Forstår du? Det er ikke bare ingenting.

Jeg forstår. Hvad er der så galt med mit ansigt?

Signe lukkede kort øjnene. Det var netop dét, der var uudholdeligt. Ikke at moren ikke forstod. Hun forstod alt, og hun spurgte stadig alligevel.

Mor du ser hun ledte efter et mildere ord naturlig ud. Alle kvinder der har sådan et ja … andet standard.

At være velplejet betyder så botox i ansigtet?

Ikke nødvendigvis bare

Bare rynker. Du mener rynker.

Birgit vendte sig mod sin datter. Roligt, uden fornærmelse. Kun med et lille nysgerrigt blik, som næsten var værre end vrede. Signe åbnede munden, lukkede den igen.

Mor, jeg mente ikke

Jeg kommer med papirerne. Skal ikke til skønhedskonkurrence. Du sagde selv, budtjenesten fejlede, og uden dem går mødet i vasken. Jeg kan give dem til receptionisten ved indgangen og gå med det samme, hvis det er nemmere for dig.

Nej, Signe sukkede. Nej, ikke til receptionisten. Bare lad os gå.

De gik ud på gaden. Denne aprildag i København kunne ikke bestemme sig. Om morgenen var det så solrigt, man fik lyst til at smide jakken, men ved frokosttide trak skyerne sammen, og vinden fra havnen gik gennem marv og ben. Birgit gik rank, alle knapper lukkede, ikke en smule foroverbøjet. Hun havde aldrig gået foroverbøjet. Signe huskede, hvordan moren stillede hende op mod væggen som barn og sagde: Ret ryggen, du er ikke gammel endnu. Nu holdt Signe selv øje med sin holdning, mens moren gik ved siden af uden at tænke på det overhovedet bare gik, som hun altid havde gjort.

Fem minutter til metroen. De sagde ikke noget. Birgit så på facader, måger, og en vandpyt ved fortovskanten, som folk forsigtigt trådte udenom. Signe tænkte på mødet. Om Mads Hansen mon var i godt humør i dag, at mappe burde have været der i går, og at deres logistikchef tydeligt ville få en opsang. Men hun greb sig selv i også at tænke på sin mors rynker, og mærkede skam blande sig med irritation. Hurtigt skubbede hun tanken væk.

Nordic Glow havde to etager i en ny, flot erhvervsejendom på Islands Brygge. Glasfacade, receptionist i vest, adgangsterminal. Det hele så Birgit for første gang Signe havde aldrig taget hende med herind i de tre år hun havde arbejdet der. Ikke fordi det skulle skjules; der havde bare ikke været anledning. De sås hjemme, eller på en café tæt på Birgits lejlighed på Amager. Hvor det hele var kendt og ukompliceret.

Her, sagde Signe og holdt adgangskortet op følg lige med tæt.

Birgit blev tæt ved siden af og så sig omkring. Lobbyen var holdt i lysegrå nuancer, på skranken stod en glasvase med hvide orkidéer. Bag den sad en kvinde, yngre end Signe, der kiggede op og smilede med en trænet, uforanderlig receptionistsmil. Birgit nåede ikke rigtig at studere det før Signe allerede var ved elevatoren.

Sjette.

I elevatoren var et spejl. Birgit så på sit eget spejlbillede og på datterens ved siden af, Signe kiggede på sin mobil. Hendes ansigt var uden en eneste uregelmæssig linje, glat, som var alt unødvendigt visket ud. Et smukt ansigt. Birgit syntes, hendes eget ansigt var godt nok. Fuger ved øjnene, folder om munden, panden ikke så jævn som for tyve år siden. Hun havde levet de rynker. Hver eneste.

Dem mellem brynene kom, da hendes far døde. Hun græd ikke, men gik og kneb brynene sammen. Sigende spår, hvis du længe gør sådan, bliver det og det blev det. Den ved mundvigen fra latter. Hun havde grinet meget og godt. Rynkerne omkring øjnene det ærlige tegn; hun havde knebet øjnene sammen i solen, skuet efter noget med velbehag, set langt efter noget eller nogen.

Elevatoren stoppede. Signe lagde mobilen væk.

Mor, vær sød. Bare giv dem bare mappen, så fører jeg dig ud bagefter.

Bare arbejd du jeg klarer mig.

Ottende etage: et stort, åbent kontor, masser af lys, hvide borde, mennesker bag laptops. Kampagneplakater på væggene. Birgit genkendte flere ansigter; ikke personer, præcis, men ansigter fra tv-reklamerne, folk der prøvede at sælge hende cremer. Set tæt på virkede de uvirkelige. For perfekte, for ens. Som ét menneske reflekteret i 50 spejle.

Signe! råbte nogen. En ung kvinde i sort habit gik tværs gennem lokalet. Har du papirerne? Mads Hansen har spurgt efter dem allerede.

Ja. Mor har dem med, sagde Signe, og snublede og måtte tage sig sammen på ordet mor; Birgit bemærkede det straks. Det her er Linnea, min leder.

Goddag, sagde Birgit og gav hånd. Birgit Christensen.

Hyggeligt. Linnea gav et blyantssmil og vendte sig straks mod Signe igen. Giv mig mappen. Jeg tager den selv ind. Ingen tid.

Vent, det er ekstra bilag bagest. Jeg skal forklare rækkefølgen.

Linnea sukkede, så på uret, så på Signe.

Fint. Kom. Og til Birgit: Bare sæt dig derovre ved vinduet. Vi er hurtigt tilbage.

Birgit satte sig på en lav, grå sofa. Signe forsvandt ind i kontorlandskabet med Linnea. Birgit sad alene hvis man ikke regnede de andre, alle optaget af deres egne skærme.

Hun tog frakken af og lagde den over skødet. Fandt sin lille termoflaske i tasken. Hun tog altid kaffe med hjemmefra, hvis hun skulle ud i lang tid. En gammel vane fra jobbet på kommunen. Tyve år i arkivet havde lært hende ikke at stole på andres kaffe. Hun hældte lidt op i låget og tog en slurk. God kaffe hun havde selv kogt den langsomt, på komfuret, med kardemomme.

Ved siden af hende faldt noget. Birgit kiggede op. En ung mand nær de tredive bukkede sig efter en mobil, der var røget på gulvet.

Går det? spurgte Birgit.

Ja, tak. Han smilede. Er du her i forretning?

Min datter arbejder her. Jeg afleverer bare papirer.

Nå okay. Drikker du kaffe? han nikkede mod termoflasken.

Mhm. Hjemmelavet, med kardemomme. Vil du smage?

Han lo overrasket.

Nej tak. Jeg har drukket tre kopper allerede fra maskinen. Jeg ryster allerede.

Ikke sundt.

Jeg ved det. Deadline.

Birgit nikkede. Ordet havde Signe forklaret hende for tre år siden.

I den ene ende var der glasvæg ind til mødelokalerne. En gruppe på fire kom ud derfra, halvvejs fordybet i samtale. Forrest gik en mand: høj, gråt hår, lys blazer, rank holdning. Han talte til kvinden ved sin side, hun nikkede mens hun noterede.

Birgit skulle bruge nogle sekunder så genkendte hun ham, først på gangen. Der var gået over femogtredive år. Mads Hansen. Gik som han altid havde gjort: skuldrene en anelse trukket tilbage, selvsikker, men ikke pralende. Mads Hansen som i parallelklassen. Dengang blev han smidt ud af kemitimerne for at tænke højt i stedet for bare at skrive formler.

Birgit skjulte sig ikke bag termokoppen eller mobilen. Hun sad bare og så på. Han ville muligvis få øje på hende eller ikke. Begge dele lige sandsynligt.

Han fik øje på hende. Standsede midt i sætningen. Kvinden ved siden af fortsatte og så spørgende tilbage.

To sekunder, Amanda, sagde han. Og gik over til sofaen.

Birgit satte termokoppen fra sig.

Birgit? sagde han. Ikke spurgt, bare konstateret. Som om han var sikker, men alligevel brugte stemmen for at være sikker.

Mads Hansen 10.b.

Han lo: en kort, ægte latter.

10.b, gentog han, rystede på hovedet. Seksogtredive år.

Syvogtredive, sagde Birgit. Sidste år var der jubilæum.

Jeg var der ikke.

Det var der ikke mange der var.

Han tog Birgit i øjesyn. Og først nu mærkede hun, hvad der var anderledes: han så på hende uden den hurtige vurdering, man tit får af folk i hans stilling. Uden den scanning, hun for længst havde lært at se efter. Han så bare og smilede, som om han så noget, der glædede ham.

Hvordan er du endt her? spurgte han.

Min datter arbejder her. Signe Christensen, marketing.

Christensen Jo, hun er god. Har afleveret dokumenterne?

Buddet dukkede ikke op. Jeg bor tættere på.

Godt løst. Ikke nedladende, bare konstaterende. Birgit, du du ser godt ud. Nej, egentlig ikke bare godt. Du har det der han tænkte sig om Kan du huske, hvordan vores dansklærer sagde om visse folk: et ansigt med historie? Sådan der.

Birgit smilede. Frk. Sørensen, dansklæreren. Jo, hende huskede hun godt.

Det sagde hun om Kierkegaard og H.C. Andersen.

Også om dig, efter du afleverede stilen om Fru Malling. Kan du huske det? Du skrev, at hun kun blev smukkere som ældre, fordi ægtheden kom frem. Læreren læste det højt.

Kan ikke engang huske det.

Jeg kan.

Dybt inde i kontoret dukkede Signe op. Hun gik hurtigt, mappen under armen, så ned mod gulvet, men stansede, da hun så sin mor på sofaen, snakkende med Mads Hansen. Ikke som direktør med en tilfældig, men som folk, der kender hinanden på en eller anden måde.

Signe trådte hen med mappen.

Mads Hansen, papirer her. Alt deles op, jeg har sat mærker.

Perfekt. Han tog imod mappen uden at kigge. Signe, ved du godt at din mor skrev geniale stile i skolen?

Signe blinkede.

Det Nej, det vidste jeg ikke.

Vi har gået på samme skole, parallelklasse. Han så på Birgit: Har du travlt nu? Amanda ryk mødet en time, jeg holder frokostpause.

Amanda løftede armen med rutine, som om hun ofte måtte rykke møder.

Mads, du har travlt.

Det kan vente lidt. Kaféen i stueetagen er fin. Han kiggede på termoflasken: Men din kaffe er sikkert bedre.

Hjemmebrygget, med kardemomme.

Elskede kardemomme. Han så på Signe. Kom du også med, Signe. En pause på tyve minutter gør ingen skade.

Signe vidste ikke, hvad hun skulle sige, men fulgte med. Hun så på sin mors frakke, hendes øjnes smilerynker, og på Mads, der så på Birgit på en måde, man kun ser i gamle film. Ikke med en vurdering, men med virkelig interesse.

Jeg kan blive i tyve minutter, sagde Signe.

Kaféen nedenunder var lille og overraskende hyggelig, kun tre borde og bar, dufte af friskbagte kanelsnegle. De tog kaffe, Birgit bestilte sort, Mads det samme, Signe noget med havremælk og vanilje hun plejede.

De sagde ikke noget straks. Det var en slags stilhed, hvor ingen havde travlt med at fylde tomrum.

Så du arbejdede hele livet på arkivet? spurgte Mads.

Toogtyve år. Så gik jeg på efterløn. Fik tilbuddet, overvejede og sagde ja.

Fortrød du?

Nej. Nu har jeg masser af tid. Jeg læser. Går i teatret. Passer urtehaven i kolonihaven.

Seriøst, urtehave?

Hvorfor ikke?

Kan bare ikke forestille mig, jeg får tid. Måske er det godt.

Det er det, sagde Birgit. Når man graver kartofler op, er der ingen, der venter svar. Bare grave.

Signe lyttede til dem. Det føltes mærkeligt. Hun havde vænnet sig til Mads Hansen som direktør streng, effektiv, altid korrekt. Og til sin mor som … hendes mor. Mor med kaffe og urtehave, faste principper og dog så bred, at hun svarede på vanskelige spørgsmål med andre. To forskellige verdener der aldrig burde mødes. Og nu sad de og snakkede om jordbær og forretning, og det virkede overraskende naturligt.

Mor, du sagde aldrig I gik på samme skole, sagde Signe.

Du spurgte aldrig.

Men du vidste jo, at jeg arbejdede her.

Ja. Og hvad så? Det er hans kontor, ikke mit.

Skulle have taget dig med før, sagde Mads. Ville jeg havde været glad for.

Birgit så undersøgende.

Du har altid kunnet sige pæne ting.

Det er ikke det, det er sandt. Han sagde det sådan, ikke som pæn talemåde. Siden jeg begyndte i skønhedsbranchen, har jeg set tusindvis af ansigter. Kampagner, kunder, reklamer. Men jeg har længe bemærket at de ansigter man virkelig husker de har noget med sig. Ikke nødvendigvis uden rynker og efter procedure. Men med levet liv. Nogen der har tænkt, følt, grinet.

Signe stirrede ned i sin vaniljelatte. Hun havde selv brugt sprog om transformation, om bedre udgave af sig selv. Flotte produkter. Men nu føltes det hele som om dét “bedste selv” altid betød noget yngre, glattere, uden spor. Og så står hendes mor her ikke undskyldende for sine små linjer og Mads Hansen taler om, at de er smukke.

Hun så på billedet fra haven sidste sommer Birgit med kaffekop på trappestenen, smil og tydelige rynker. Så levende. En følelse ramte hende i halsen.

Mads tog sig til koppen og vendte sig til Birgit:

Har du familie?

Signe. Ingen andre. Du?

To. Søn i Aarhus, datter i København. Hun er gift, ingen børnebørn. Endnu.

Ønsker du børnebørn?

Han tænkte sig om.

Siger man ja, presser man, siger man nej, lyver man.

Ærligt svar.

Det prøver jeg. Han kiggede på hende. Birgit, må jeg spørge noget? Bliver du fornærmet?

Prøv.

Følte du dig ensom efter skilsmissen? Eller havde du det egentlig godt alene?

Hun tænkte sig om. Ikke for at vinde tid, men for at det faktisk krævede tanke.

Ensom, de første par år, sagde hun. Så vænner man sig. Så meget, at man til slut slet ikke lægger mærke til det. Til sidst indser man, at ensom og alene ikke er det samme. Jeg har det godt sådan her.

Det kan man mærke.

Hvad?

At du mener alt, ikke prøver overbevise nogen. Det kommer bare roligt.

Hun så ud på folkene udenfor, nogle på cykel, andre trækkende barnevogne.

Er du lykkelig?

Han tænkte sig om.

Delvist. Godt arbejde, børnene raske. Helbredet holder. Men jeg mangler ét eller andet. Ved ikke altid hvad.

Det er sjældent, sagde hun. Især på ledelseskontorer.

Han smilede.

Må jeg få dit nummer?

Hvorfor?

For at kunne ringe.

Hvorfor ringe?

Fordi jeg kan lide at tale med dig. Og fordi jeg mangler nogen, der høfligt påpeger, når jeg tager fejl.

Birgit fandt sin gamle mobil. Sig dit, så ringer jeg, så har du mit.

Hun tastede. Hans mobil vibrerede.

Så. Nu har vi hinandens.

Jeg ringer.

Fint.

Han så på uret. Amanda er sikkert nervøs nu.

Så skynd dig.

Fortryder du du kom?

Det var ikke mig. Det var Signe.

Alligevel.

Nej, sagde hun.

De gik ud i lobbyen. Ved elevatoren standsede han.

Birgit.

Ja?

Du er smuk. Jeg ved godt man siger det til alle, men jeg mener noget andet. Du er smuk som de ting, der ældes rigtigt. Et gammelt træ, en gammel by, en gammel kop. De har noget, det nye aldrig får.

Hun så på ham. Jeg er ikke porcelæn.

Han lo.

Nej. Du er bedre.

Elevatoren kom. Han steg ind.

Forvent et opkald.

Vi får se.

Hun blev lidt, så gik hun ud. Forbi reception, orkidéer, gennem glasdøren. Vinden var stadig kold. Hun knappede frakken.

Telefonen i lommen var tavs. Signe havde ikke ringet. Hun gik til busstoppestedet, ventede ikke, men gik til fods. Roligt. Så på byen, forårslyset og de første grønne skud, næsten gennemsigtige.

Signe ringede om aftenen. Birgit stod ved komfuret og varmede suppe.

Mor, kom du godt hjem?

Længe siden.

Går det?

Fint. Suppen simrer.

Pause.

Mor, jeg ville sige

Signe, ikke nødvendigt.

Jo, det er. I morges sagde jeg noget dumt. Om dit ansigt. Det var …

Signe.

Hvad?

Har du nogensinde kogt suppe af det, du egentlig havde tænkt at smide ud?

Hvad mener du?

Nogen gange skal noget se forkert ud, før det er rigtigt. Alt er fint.

Pause.

Kunne du lide Mads Hansen?

Hvem siger du? Vi gik jo i klasse sammen.

Synes du om ham?

Birgit rørte i suppen.

Han har ikke ændret sig. Siger stadig det, han tænker.

Er det godt eller skidt?

Det er sjældent, sagde Birgit. Især nu om dage.

Han sagde han ville ringe til dig?

Ja.

Gav du ham nummeret?

Ja.

Pause. Birgit kunne mærke datteren tænkte over det. Og ventede bare roligt.

Mor, hvordan har du det med det?

Ved ikke endnu. Ringer han, så ser vi. Ringer han ikke, sker der heller ikke noget.

Du er altid så rolig.

Ikke altid. Ro kommer snigende. Sådan noget der først sidder fast efter man er fyldt halvtreds.

Signe mumlede noget, mere til sig selv. Så: Mor, kan du komme med ud og spise næste uge? Et sted vi bare kan hygge.

Kommer.

Jeg vælger stedet.

Bare ikke et for trendy sted. Jeg farer vild i de moderne steder.

Et godt, ikke smart sted. Lover det.

Birgit satte sig med suppen og rugbrødet. Udenfor blev det mørkt. København lyste op med den dér bløde, aftengyldne glød, hun altid havde holdt af, siden barndommen på ydre Nørrebro. Tænkte ikke over noget særligt. At blomsterne på vindueskarmen skulle have vand i morgen. At biblioteket har åbent til seks lørdag. At der er ved at være lavvande i smørskålen.

Telefonen lå tavs. Helt okay.

Hun hverken ventede eller ikke ventede. Bare spiste suppe og så ud.

Hele næste uge gik Signe rundt med en følelse, som om hendes synsvinkel var forskudt. Til møder kiggede hun på kampagneplakater og tænkte på billedet af sin mor i haven. Til frokost med sin veninde Emma, som fortalte om en ny ansigtsbehandling, nikkede hun, men tankerne var et andet sted.

Emma var to år ældre, altid perfekt. Injektioner hver tredje måned, tråde hvert halve år, noget større en gang om året hendes hud var glat som porcelæn. Signe havde ofte ønsket sig noget af den glathed, men nu så hun på Emma og tænkte: hvad er der bagved? Ikke et retfærdigt spørgsmål, men tanken blev hængende.

Onsdag gik Mads gennem storrummet og standsede ved Signes bord.

Signe, hvordan går det med Nordic Natural kampagnen?

Alt efter planen. Præsentation i næste uge.

Godt. Han vendte sig for at gå, men standsede. Jeg ringede til din mor i går.

Signe løftede blikket.

Ja?

Vi skal gå en tur på lørdag. Hun sagde, det er længe siden hun var i Frederiksberg Have.

Hun elsker Frederiksberg, sagde Signe. Det var sandt.

Det fortalte hun. Så: Du har ikke noget imod det?

Et mærkeligt spørgsmål fra direktøren. Han spurgte ikke som chef, men som menneske.

Ingen indvendinger, sagde hun. Hun bliver glad.

Han smilede og gik. Signe så efter ham, og vidste at hendes mor med mappe og termokande, det ansigt hun selv havde kaldt naturligt som kritik havde ændret noget. Ikke på kontoret, ikke i Mads Hansen, men i hende.

En slags erkendelse. Ikke som et lys, bare som en lille sten i skoen.

Hun åbnede kampagneteksten for Nordic Natural. Passager om selvaccept og naturlig skønhed som markedstrend. Helt rigtige ord, skrevet til den rette målgruppe. Men nu føltes de lidt udenpå. Som om selvaccept var et reklameord, mens folk, der virkelig kan det, kommer med hjemmelavet kaffe og undskylder ikke for noget.

Fredag aften tog Signe ud til Birgit uden at sige det på forhånd. Birgit åbnede i morgenkåbe med en bog i hånden.

Du kunne have sagt det.

Ville bare komme.

Så kom. Jeg sætter te over.

Hjemmet på Amager lignede sig selv: småt, men hyggeligt. Gammel planløsning, andre tapeter, flere bøger. Geranier i vinduet, duft af noget småkogt fra køkkenet.

Har du spist?

Nej, kom lige fra arbejde.

Sæt dig, jeg varmer noget op.

Mor, ikke nødvendigt

Sæt dig, gentog Birgit med et mildt bestemt blik.

Signe satte sig, blev budt kartofler med lam. Bare, men dufte, der vækkede sulten.

Spis. Birgit satte sig overfor med sin te. Fortæl.

Om hvad?

Hvorfor du kom. Du ligner én, der tænker på noget.

Signe tog nogle bidder og sagde så:

Mor jeg vil gerne sige undskyld. Rigtigt, ikke bare på telefonen.

Du HAR sagt undskyld.

Ikke helt. Det handler ikke kun om det jeg sagde om dit ansigt men at jeg længe har set forkert på dig.

Birgit holdt om teen. Hvordan forkert?

Som noget der skulle rettes. Eller skjules. Ordene kom langsomt. Du får ikke botox, bruger kun lidt makeup, klæder dig ikke som som jobbet lægger op til. Jeg troede bare, du var ligeglad.

Og?

Det var forkert. Du går op i dig selv. Du gør det bare anderledes. Du ser sådan ud, fordi du vælger det.

Birgit var tavs.

Hvor får du de tanker fra?

Mads sagde noget om ansigter med historie. Og at du var den klogeste i skolen.

Han overdriver.

Det tror jeg ikke.

Birgit satte koppen. Jeg blev ikke fornærmet på dig. Forstår du? Jeg ved, hvor det kommer fra. Når man arbejder et sted hvor udseendet er så vigtigt, begynder man at se alt i det lys. Det er ikke underligt.

Men det er vel forkert?

Det er arbejdstække. Det har alle. Arkivarer, læger, alle. Det vigtige er at vide, hvornår det forstyrrer.

Signe så på sin mor. Ingen moral, ingen lektie, bare en konstatering.

Var du sur på mig?

Lidt i morges. Ikke for det du sagde, men at du tøvede ved mor. Det ramte.

Signe mærkede ubehaget igen.

Mor

Den er glemt for længst. Spis, ellers bliver kartoflerne kolde.

Signe spiste. Birgit drak sin te. Det begyndte at regne udenfor.

Mor, blev du glad for han ringede? Mads?

Birgit smilede let.

Ved ikke. Det var rart. Det er længe siden nogen ringede bare for at snakke.

Og på lørdag i Frederiksberg Have?

Vi får se hvad vejret gør.

Det er ikke et svar.

Det er ærligt svar. Planer længere end to dage er spildt.

Signe spiste op. Birgit ryddede af, gav hende resten med hjem. Da hun var ved at tage overtøj på, stod Birgit i køkkendøren og iagttog hende. God pige. Lidt fortabt i sin skinnende verden, men god. Hun skal nok finde sig selv.

Bare kom forbi uden grund næste gang, sagde Birgit.

Det gør jeg.

Og du behøver ikke sige undskyld hver gang. Det er nok.

Godt.

Signe gik. Birgit lukkede døren, satte sig med sin bog. Så op. Regnen var holdt op, asfalten skinnede.

Hun tænkte på Mads. Ikke romantisk eller nervøst. Bare en blid form for nysgerrighed. Hun ledte ikke efter det. Ville det hverken eller hun afleverede bare papirer.

Lørdag morgen var det skønt. Frederiksberg Have duftede af jord og nygræs, træerne halvgrønne, spejlede himmelen i dammen. Birgit fortalte om barndommens ture hertil, intet her havde ændret sig.

Boede du herovre som barn?

På Østerbro. Fem stoppesteder med bussen.

Jeg boede på Nørrebro. Så vi kunne have mødtes her, længe før skolen.

Måske, grinede Birgit.

Skæbnen, sagde Mads med et glimt.

Eller bare tilfældigt.

Kan du ikke lide at kalde det skæbne?

Nej, så slipper man for ansvar. Man vælger hele livet hvad man vil være også da hele modebranchen sagde botox.

Overvejede du det aldrig?

En gang, da jeg var 48. Veninde lokkede. Jeg sad i venteværelset, og kiggede på de kvinder, der kom ud. De lignede hinanden allesammen. Jeg tænkte gider jeg gemme mig? Nej.

De satte sig på en bænk under et gammelt træ. En hund løb forbi, børn cyklede.

Birgit, jeg vil spørge om noget alvorligt.

Spørg.

Du ved det ikke bare er fordi vi gik i skole sammen, jeg ringede?

Jeg ved det.

Du har intet imod?

Birgit så ud over dammen.

Jeg er syvoghalvtreds.

Jeg er tres.

Så vi er i den alder hvor alt kan ske, men man lover ikke noget.

Enig.

Så er det sådan.

De sad lidt. Byen var langt væk med sine kontorer og slogans om den bedste version af sig selv. Her var gammel have, to voksne mennesker med liv, der ikke kræver forklaring.

Birgits mobil ringede. Signe.

Tag den, sagde Mads.

Senere.

Nej, tag den. Det er Signe.

Mor, er du optaget?

Lidt.

Er du i Frederiksberg Have?

Ja.

Godt. Mor, jeg har valgt restaurant til næste uge. Ikke et moderne sted. God mad. Må jeg invitere én mere?

Hvem?

Emma. Jeg vil gerne du møder hende. Hun får glæde af dig.

Fint. Aftale.