Familiehemmeligheden
Anders har aldrig brudt sig om at besøge sin farmor. Allerede som lille dreng mærkede han, at hun ikke holdt af ham, og det frustrerede ham, at forældrene insisterede på, at han skulle med, hver gang de tog hjem til hende i Næstved.
Farmoren kom ofte med spydige bemærkninger om, at der var dårligt blod i ham, og at hans mor nok skulle blive træt af alt besværet med den dreng.
Hans mor trådte altid i karakter og forsvarede ham, men farmoren blev bare endnu mere skarp. Ikke engang forældrene blev skånet ethvert besøg endte som regel med ødelagt stemning.
Især én episode har Anders aldrig glemt: De voksne skændtes højlydt i køkkenet. Han havde lukket sig ind på gæsteværelset og begyndt at kigge sig omkring. På reolen fandt han en smuk bog, eller det troede han i hvert fald, men det var et fotoalbum. Nogle af billederne faldt heraus på gulvet, og han satte sig på hug for at samle dem op.
Pludselig fangede et bestemt billede hans opmærksomhed der stod hans mor, ung og smilende, med en mand som tydeligvis ikke var hans far. De stod tæt indtil hinanden og så lykkelige ud.
Hvem er det mon? tænkte Anders undrende.
I det samme fløj farmoren ind i rummet, rev billederne ud af hånden på ham og råbte noget vredt.
Anders var ganske chokeret.
Han kastede et vaccende blik på sine forældre, og hans far sagde:
Anders, vi går hjem nu. Tag dine ting.
Anders trak på skuldrene og fulgte efter dem.
Han spurgte ikke moren om billedet med det samme. Selvom han ikke var mere end otte år, forstod han, at den slags spørgsmål var bedst at stille, når man var alene med hende.
Nogle dage senere opstod chancen, men da han forsigtigt spurgte til billedet, lo moderen bare og sagde, at han måtte tage fejl det var slet ikke hende, men måske en fjern slægtning af farmoren.
Anders troede ikke på det svar. Selvfølgelig løj hun. Og det var jo farmorens album det ville da give mening, hvis der lå gamle billeder af moren fra forskellige perioder i livet, også billeder hun måske helst ville glemme.
Han ledte flere gange efter albummet, men han så det aldrig mere. Farmoren havde nok gemt det godt væk.
Måske er det en familiehemmelighed, tænkte Anders. Og det føltes på en eller anden måde trøstende.
Tiden gik, og han glemte efterhånden alt om albummet.
Anders havde været betaget af Astrid siden første dag på universitetet i København. Han husker tydeligt den første dag, hvor han stod udenfor med sine studiekammerater, og Astrid kom gående forbi sammen med en veninde. Han kunne ikke lade være med at stirre og hun gik bare lige forbi.
Heldigvis så han hende senere til den fælles matematikforelæsning, og det gjorde ham underligt glad. Men modet til at tage kontakt fik han aldrig samlet. Fire år gik, og hele tiden blev det kun til et nik i forbifarten. De var faktisk aldrig blevet rigtigt introduceret!
Også denne morgen nikkede de bare kort til hinanden, før Astrid forsvandt ned ad gangen.
Nå, det er hende, du er så forelsket i, hvad? lød det drillende fra Signe, der i dette semester var blevet en fast del af deres gruppe.
Kom nu, hvorfor tror du det? sagde Anders og prøvede at lyde ligeglad, selvom han stadig kiggede efter Astrid.
Fordi du stirrer efter hende med det der fjogede grin og næppe lægger mærke til mig, lo Signe.
Du har set lige igennem mig. Hvad vil du så gøre ved det?
Ikke noget. Eller Vil du have, at jeg arrangerer en date for jer to? Du har jo tydeligvis kun øjne for hende.
Nej, det må du love ikke at gøre! nærmest råbte Anders.
Hah, er du bange? Signe kiggede udfordrende på ham.
Selvfølgelig ikke! sagde han, men håbede hun ville lade det ligge.
De fortsatte snakken om løst og fast, og Anders kunne ikke lade være med at føle sig lidt lettet.
Senere på ugen ringede Signe til Anders:
Hej, festen er flyttet, sagde hun. Jesper holder den på Fiskebaren i Kødbyen i stedet.
Okay, hvad er adressen? sagde Anders forvirret og skrev den ned. Ved du, hvorfor han har flyttet festen?
Det vidste Signe ikke, og Anders skyndte sig at finde ud af, hvordan han hurtigst kunne komme derhen. Det var stik modsat hvor han boede typisk.
Efter en hurtig omklædning drog han afsted, lettere frustreret over situationen.
Til Anders store overraskelse sad kun Signe i baren.
Hvor er de andre? spurgte han forvirret.
Det vigtigste er da, at jeg er her! grinede Signe og slog sig let på låret.
Anders satte sig overfor hende, men nåede ikke at fortsætte, før en mand kom hen til bordet og satte sig.
Godaften, jeg hedder Jens Birk Andersen, sagde manden og rakte ham et visitkort.
Anders, svarede han forvirret og tog imod kortet. Der var et eller andet bekendt ved mandens ansigt.
Hvor har jeg dog set ham før? tænkte Anders.
Jens fandt et foto frem fra sin pung og skubbede det over til Anders.
Anders blev overrasket: På billedet stod den unge udgave af denne mand sammen med hans mor, unge begge to. Præcis det billede, han havde set i farmorens album.
Det her er min bror, sagde Jens stille.
Min mor har ingen brødre, indvendte Anders.
Nej, men det er din mor, og ham her er din biologiske far, svarede Jens.
Hvad?! udbrød Anders. Det passer ikke!
JoDesværre, unge mand, det gør det, sagde Jens med lav stemme.
Du tager fejl. Min far er ja, min rigtige far.
På papiret, ja. Men i virkeligheden nej.
Anders sad lidt og stirrede på billedet lignede han virkelig ham? Nej, synes han ikke.
Hvad er det egentlig, du vil? Og hvorfor siger du, det er trist, at din bror er min far?
Jeg siger bare som det er, sagde Jens.
Hvis det var rigtigt, havde min mor været gift med din bror, svarede Anders.
Din far ved slet ikke, at du ikke er hans biologiske søn, sagde Jens.
Hvorfor gør du det så kompliceret? spurgte Anders.
Min bror måtte ikke gifte sig med din mor, hverken af vores eller din mors forældre. Derfor.
Kan det virkelig passe? tænkte Anders.
Hvorfor fortæller du mig det nu? spurgte han.
Min bror er død. Jeg mener, at du og din mor bør arve en del efter ham. Og der er mere
Hvad da? spurgte Anders.
Du bør ikke få børn. Min bror led af en arvelig psykisk sygdom, som du kan have arvet.
Anders blev tavs. Hele livet havde han forestillet sig familien, han engang ville skabe. Nu kom en fremmed mand ind og påstod, han ikke burde få børn.
Han så over mod det sted, hvor Signe havde siddet hun var væk.
Jens fulgte hans blik.
Din mor vil ikke tale med mig, så jeg har kun dig, sagde han roligt.
Jeg tror dig ikke! råbte Anders. Jeg bakker min mor op. Vi har intet mere at snakke om.
Anders rejste sig og gik.
Det første, han gjorde, var at ringe til Signe. Mærkelig nok gik telefonen på telefonsvarer. Havde hun bevidst udsat ham for dette?
Han gik hjem uden at sige et ord til sin mor.
Senere sad Anders med en kop te og stirrede tankefuldt på den. Han havde altid kunnet forsvinde væk i sine egne tanker i timevis sådan som dengang han lavede lektier og lod tankerne vandre, mens han betragtede tekruset eller skyerne udenfor.
Morens stemme rev ham ud af dagdrømmeriet:
Flyver du i skyerne igen, Anders?
Nej jeg tænker bare, svarede han.
Mor var alene i køkkenet. Nu eller aldrig, tænkte Anders.
Hvad for noget tænker du på?
Arvelige sygdomme Hvilken slags kan man egentlig arve?
Han kiggede intenst på hende for at se hendes reaktion. Et skyggelag kom over hendes blik.
Hvorfor spørger du om det nu? spurgte hun.
Anders trak visitkortet op af lommen.
Navnet Jens Birk Andersen siger det dig noget?
Det slog ham, at det jo faktisk var farmorens pigenavn.
Han er vel vores slægt, ikke? spurgte Anders.
Måske. Og hvad så? svarede hun skarpt.
Jeg har set billedet af dig sammen med en ukendt mand, og nu har jeg mødt hans bror Jens.
Mor trak på skuldrene.
Ja ja, vi er i familie. Intet mærkeligt i at stå sammen på et billede.
Vidste du, at hans bror er død?
Mor blev bleg.
Nej
Jens sagde, at jeg er hans brors søn.
Det er løgn, rystede hun på hovedet.
Er du sikker? Jeg vil have det undersøgt.
Jamen undersøg det endelig! Hvordan vil du gøre det går du til din far og siger, du tror, han måske ikke er din far?
Nej, ikke endnu. Jeg laver bare en test og sammenligner med Jens så kan vi se, hvor nært beslægtede vi er.
Mor så eftertænksom ud.
Men slægtskab vil der jo være, uanset. Testen skal laves op imod din far.
Anders nikkede. Hun havde ret.
Jeg gør det alligevel! råbte han pludselig.
Anders, stol nu på mig. Din far er din rigtige far.
Jeg skal bare vide det. Jens påstod, hans bror led af arvelig psykisk sygdom jeg vil være sikker på, mine børn får de bedste forudsætninger!
To uger senere sad Anders, moren, faren og Jens rundt om køkkenbordet i den lille lejlighed på Frederiksberg. Anders havde brevet med testresultatet liggende foran sig, stadig forseglet.
Kom nu, Anders, læs op! sagde far utålmodigt.
Han låste op og rakte rystende brevet til moren.
Jeg kan ikke, sagde han svagt.
Hun gav det videre til Jens.
Jens læste og lagde det sammen.
Beklager at have forstyrret jeres familie Jeg troede, mit blod gik videre her, men nej
Anders åndede lettet op. Hans forældre var hans forældre. En sjælden og dyb glæde skyllede igennem ham.
Mor, hvorfor mente Jens, at jeg var hans brors barn?
En forårsdag gik de tur i Kongens Have, og Anders turde endelig spørge.
Jeg var faktisk kæreste med hans bror engang, indrømmede hun. Vi havde planer om at gifte os, men din farmor satte sig imod. Jeg gik imod hendes vilje, og vi var sammen, men
Hun stoppede op.
Hvad skete der, mor?
Han blev vred, og han slog mig én gang. Så gik jeg fra ham og satte mig på en bænk og græd. Der kom din far forbi, og det var begyndelsen på vores historie. Det har vi jo fortalt dig så mange gange.
Ja, smilede Anders. Far gik lige hen og sagde, Vil du gifte dig med mig?, og du sagde straks ja.
Præcis Men I familiens øjne gik det alt for stærkt, så de mente, jeg var gravid og skyndte mig derfor at blive gift. Din farmor troede det, indtil det blev en sandhed for hende. Men sådan var det aldrig.
Efter det hele bemærkede Anders, at Signe nærmest forsvandt fra universitetet. Nogle gange tænkte han, at hun kun havde været der for at føre ham sammen med Jens. Folk sagde, Jens var rig også hans bror skulle have haft mange penge. Men det blev helt ligegyldigt nu.
I stedet så han Astrid gå lidt foran sig på gangen. Uden at tænke over det, indhentede han hende.
Normalt ville han bare have nikket, men denne gang sagde han:
Hej, hvordan går det?
Hej! Det går fint, grinede Astrid.
Pludselig var det let at tale med hende. Hun var jo bare et menneske, præcis som alle andre bare én, han virkelig godt kunne lide.
Har du lyst til at gå en tur i aften? Eller tage en kaffe et sted? spurgte han modigt.
Ja gerne, svarede hun uden tøven.
Anders gik gennem byen og smilede. Han var glad, han havde konfronteret Jens og fået opklaret familiehemmeligheden som måske aldrig har været en rigtig hemmelighed, men som hele livet havde hængt utydeligt mellem dem. Nu kunne han begynde på sit eget liv med rank ryg for første gang sikker på sig selv.
