Mand for weekenden
Frikadellen lå præcis i midten af tallerkenen. Alex så på den og mærkede, hvordan maven sneglede sig af sult.
Lise, må jeg tage et stykke rugbrød med smør? Jeg er sulten.
Alex, aftensmaden er klar om tyve minutter. Hovedretten bliver kold.
Jeg tager bare et enkelt lille stykke.
Kan du ikke vente i tyve minutter? Jeg har regnet det hele ud. Kartoflerne er færdige kvart over syv, kyllingen er klar klokken tyve over. Hvis du tager noget nu, kommer du ikke til at spise ordentligt.
Alex sukkede stille og satte sig ved bordet. Liselotte stod ved køleskabet og stillede varerne på plads, som hun havde købt ind hver ting på sin faste plads. Mælken på anden hylde til højre, osten nederst i ostebakken, yoghurt efter udløbsdato den der udløber først, forrest.
Må jeg i det mindste tage lidt te?
Hæld du bare op. Men kun én teskefuld sukker.
Lise, jeg er en voksen mand.
Du er diabetiker på forhånd. Din far var diabetiker, din morfar var diabetiker. Én teskefuld.
Alex rakte ud efter kanden, men Lise var hurtigere, tog hans kop og hældte op, målte en ske sukker nøjagtigt og satte den foran ham.
Værsgo. Drik.
Han så på koppen. Så på hendes ryg, mens hun igen vendte sig mod køleskabet. Så tog han en tår. Teen var ked af det og næsten uden sukker. Han sagde ingenting.
Udenfor var det allerede ved at blive mørkt. I oktober falder mørket tidligt i København, især i deres lejlighedsblok, hvor bygningerne står som tændstikæsker på en snorlige hylde. Gadelamperne lyste, biler stod på de sædvanlige pladser. Alt var som det plejede.
De var 57 og 55 år. Tredive års ægteskab. Lejligheden skinnende ren og stille som et bibliotek.
***
Lørdag hjemme hos dem begyndte klokken otte. Ikke fordi de ikke kunne sove længere, men fordi klokken otte begyndte dagens liste. Lise skrev den fredag aften, sirligt i sin ternede notesbog.
Otto nul-nul. Morgenmad.
Otto tredive. Gulvvask.
Ti nul-nul. Indkøb. Supermarkedet på Østerbrogade og for sig selv: husholdningsartikler.
Tolv nul-nul. Frokost.
Tretten nul-nul. Pause, en time.
Fjorten nul-nul. Besøg hos tante Erna.
Sytten nul-nul. Hjemme igen.
Sytten tredive. Aftensmad.
Atten tredive. Fjernsyn eller bog.
Tyve to nul-nul. Såtime.
Alex kendte listen udenad. Ikke fordi han læste i den, men fordi den havde været den samme i femten år. Kun tidspunktet for familieopgaver og indkøbssteder kunne variere lidt.
Han vaskede gulv i gangen, skubbede kluden frem og tilbage, mens han tænkte på fisketure. Bare tænkte. Det var så længe siden, han havde været ude og fiske. Måske otte år. Sidst var med Poul fra arbejdet, nede ved Esrum Sø, hvor de fangede tre små aborrer og en brasen. De sad og lavede fiskesuppe over bål om aftenen. Poul fortalte vittigheder, og de grinede så højt, at ænderne lettede.
Han kom hjem sent, det var mørkt. Lise havde ikke sovet.
Ved du, hvad klokken er?
Ja, Lise. Vi blev lige hængende.
Bare lige? Jeg har ringet otte gange. Aftensmaden står i køleskabet. Men den er altså ikke det samme.
Undskyld.
Ved du, hvor nervøs jeg blev?
Undskyld, Lise.
Efter det tog han ikke på fisketure længere. Ikke forbudt, bare… det gik i sig selv. Der var altid noget andet, der skulle ordnes. Efterhånden holdt han op med at foreslå det.
Alex, skyller du kluden ordentligt? Gør den ikke helt tør, der kommer striber.
Han gjorde, som hun sagde selv om han ikke rigtig kunne se forskel. Gulvene skinnede. Lise pralede med sin lejlighed. En gang sagde hun til en veninde i telefonen: “Man kan spise fra mit gulv.” Alex hørte det bag døren og tænkte, at han aldrig i sit liv havde ønsket sig at spise fra et gulv, uanset hvor rent det var.
Indkøb gik efter planen. Frokost fulgte planen. Tante Erna diskede op med kartoffelpandekager, lidt brændte, og Lise sagde venligt, men alligevel højt: “Erna, din ovn varmer vist ikke ens.” Alex spiste tre og syntes, de var gode netop fordi bunden var sprød.
Hjemme igen klokken sytten tyve ti minutter før tid.
Lise anrettede taskerne, tændte for elkedlen og tog ostekagen ud, hun havde bagt i morges. Et snorlige stykke på seks nøjagtige stykker.
Alex satte sig, så på ostekagen og blev grebet af pludselig, stille panik. Ikke på grund af kagen men fordi han præcis vidste, hvad morgendagen ville bringe. Og ugen efter. Og året.
Han drak, spiste, satte sig til fjernsynet.
***
Støvsugeren gik i stykker en onsdag aften. Den stoppede bare. Alex skruede den fra hinanden ved køkkenbordet filteret var tilstoppet; fatningen ved børsten knækket. Det ville tage ham tyve minutter at fikse, han havde været servicetekniker på Grundfos i hele 22 år.
Lise kom ind.
Hvad laver du?
Reparerer. Kig, filteret, og så lige den her fastgørelse.
Alex, ring dog efter en fagmand. Du skal ikke gøre det selv.
Lise, jeg kan nemt klare det.
Du har repareret strygejernet to gange før. Første gang virkede det aldrig mere, anden gang blev det kun halvt varmt.
Det her er en anden sag. Det er simpelt.
Alex.
Lise, jeg er altså uddannet tekniker.
Ja, på fabrik, ikke med husholdningsapparater. Gør det nu ikke værre.
Noget i ham flyttede sig. Langsomt, tungt. Han så på den adskilte støvsuger, sine hænder, hendes rolige, bestemte ansigt.
Jeg fikser den, Lise.
Alex…
Jeg. Gør. Det.
Hun så overrasket på ham, så lidt irriteret, gik ud uden et ord.
Det tog præcis en time. Støvsugeren virkede, endda bedre end før. Alex samlede sammen, satte den til for at høre den summe rent og jævnt.
Lise gik forbi, nikkede, men sagde intet.
Han indså, at alt han ventede på, var et “Godt klaret”.
***
Han så opslaget på elstolpen ved metroen: “Reparation af ældre elektronik, apparater, staffelier etc. Kontaktadresse og telefon.” Hans gamle pladespiller, en Bang & Olufsen, havde stået urørt i tre år. Lise havde længe foreslået at smide den ud. Alex havde altid svaret “senere”, lagde den tilbage på hylden.
Pladespilleren var købt før de blev gift faren havde støttet økonomisk. Alex havde hørt Kim Larsen og Sebastian på den, vinylpladerne stod i række på hylden i kollegieværelset. Da han flyttede sammen med Lise, satte hun pladerne i en kasse, gemte den i kælderen: “De samler støv.” Han tjekkede dem nu og da.
Telefonen svarede ikke, så han tog på adressen. En gammel ejendom nær Trianglen, tunge døre, afskallet puds.
Han fandt tredje sal, ringede på. Der gik tid. Så skridt, noget væltede, døren op.
En kvinde på hans egen alder stod dér stort hørforklæde, malet med blå og gul. Håret sat sjusket. En plet grøn maling på kinden.
Hej. Kom du angående opslaget?
Ja. Jeg ville høre om
Kom bare ind. Jeg hedder Vibeke. Pas på staffeliet i gangen.
Han trådte ind og stivnede et øjeblik.
Det var et virvar af lærreder, nogen nøgne, nogen med arbejde undervejs. Bøtter med pensler på vinduet, tuber med maling, aviser på gulvet smurt ind i farver. På sofaen lå en rødstribet kat, der så på Alex med kongelig ligegyldighed.
Det duftede af olie, kaffe og måske: liv.
Undskyld rodet, sagde Vibeke, jeg malede hele morgenen.
Det gør ikke spor, sagde han, overrasket over sin egen ægthed.
Hvad skal du have repareret?
Min gamle Bang & Olufsen. Den drejer ikke rundt; jeg tror, motoren driller.
Åh, en B&O! Dem kender jeg. Har du prøvet batteriet i fjernbetjeningen? Kontakten ruster somme tider.
Tjekket. Det er mere grundlæggende.
Hun nikkede.
Har du den med?
Nej, ville lige spørge først. Du tog ikke telefonen
Jeg mister den telefon halvtreds gange dagligt. Prøv at tage den med en anden dag og hvis du har tid, kan jeg måske lokke dig til at hjælpe mig nu? Jeg gir rabat!
***
Staffeliet stod i stuen, solidt, men benene var løse, spændet til lærredet gled hele tiden.
Se, det var meningen, en bolt skulle holde den, men jeg prøvede med en skrue, men den er for lille.
Alex satte sig, undersøgte. Han bad om en skruetrækker. Vibeke bragte tre forskellige. Han valgte den rigtige, hev skruen ud, bad om tape, viklede flere lag, skruede fast. Staffelet stod stabilt igen.
Det er en midlertidig løsning, sagde han, du skal bruge en M6-bolt med møtrik. De har dem i enhver isenkræmmer.
M6, gentog Vibeke, og så ud som en der hviskede et trylleord. Kan jeg skrive det ned?
Hun dyppede en pensel i sort maling og skrev på avisen på gulvet: “M6-bolt med møtrik!!”
Alex lo. Bare sådan.
Du smider avisen væk og glemmer det.
Nej, jeg taper den på køleskabet! Kom, tag en kop te, jeg har gamle pirogger med hvidkål.
Han ville til at afslå. Skulle hjem. Lise…
Gerne, sagde han.
***
De drak te i det lille køkken, nogle planter i krukker i vinduet. Piroggerne, uden servietter, bare på tallerkenen i en bunke.
Alex tog én lidt sej, men vidunderligt god. Fyldet mindede ham om hans mors.
Det smager godt, sagde han.
Gør det? Jeg har lært at bage af min datter, før hun flyttede til Aarhus for at læse kunsthistorie. Hun er 22, meget moden ikke som mig.
Hvor længe har du boet her?
Femogtyve år. Engang boede jeg med min mand. Vi blev skilt sidste år. Nu er det kun katten Marius og mig.
Marius, katten, løftede hovedet da han hørte sit navn, men lod sig falde omkuld igen.
Var du ked af det?
Over skilsmissen? Selvfølgelig. Men det var kender du det? Man går længe i et par sko, der gør ondt og først når man tager dem af, mærker man, hvor ondt de egentlig gjorde. Sådan noget.
Alex så ud i gården. Træet, næsten nøgent, men lidt gult blafrede stadig.
Er du ingeniør? spurgte Vibeke.
Ja, på Grundfos. Maskinmester.
Spændende?
Tja et arbejde. Jeg kunne godt lide at rode med mekanik. Ikke på arbejde, men derhjemme. Og så elskede jeg at fiske.
Fiske? Fortæl!
Han tøvede. Normalt skiftede folk hurtigt emne, når han nævnte fiskeri. Men Vibeke så nysgerrigt på ham.
Min far og jeg tog altid afsted tidligt. Vi cyklede afsted før det blev lyst. Jeg husker stadig, hvordan søen duftede om morgenen. Vand, siv, fisk. Stilheden.
Vibeke satte sig med hovedet på skrå og lyttede.
Jeg fiskede også med Poul. En gang fangede vi en kæmpe sandart. Først troede vi, det var en gren.
Tiden gik. Pludselig opdagede han, at klokken næsten var ni.
Gud, jeg må hjem.
Selvfølgelig. Tusind tak for hjælpen og fiskesnakken.
Fiskesnak?
For at du delte. Jeg kunne næsten se det for mig.
På vej til metroen tænkte han: Hvornår havde nogen sidst lyttet til ham sådan?
***
Lise sad i køkkenet, da han kom hjem. Kold aftensmad dækket til på bordet. Hendes blik: forvarslet til en samtale.
Hvor har du været?
Hos hende med pladespillerannoncen. Hun bad mig hjælpe med staffeliet. Det trak ud.
Du sagde ikke noget.
Jeg regnede ikke med, det ville tage så lang tid.
Jeg ventede dig klokken syv. Frikadellerne blev kolde genopvarmede dem to gange, nu er de tørre.
Alex så på tallerkenen, så på hende.
Undskyld med frikadellerne.
Det handler ikke om frikadeller! Vi har en aftale om at sige til, når vi går. Det er almindelig respekt.
Undskyld. Det gik bare hurtigt.
Det går altid hurtigt for dig. Sidste tirsdag købte du 9% hytteost, selvom jeg skrev 5%. Den anden kunne jeg smide ud.
Han tog frakken af. Hænderne rolige, men indeni blev alt spændt som en fjeder.
Jeg spiste hos hende. Pirogger.
Pirogger.
Ja.
Alex, du tog afsted efter en pladespiller og kommer sent hjem med pirogger. Kan du høre, hvordan det lyder?
Jeg hjalp hende med noget, drak te. Hun bor alene, er kunstner, var høflig. Ikke andet.
Hvem er hun?
Hun hedder Vibeke. Fireoghalvtreds, underviser i Kreativitetshuset, skilt sidste år.
Du kender hele hendes livshistorie.
Vi snakkede bare over en kop te.
Lise rejste sig, satte frikadellerne i køleskabet. Hendes bevægelser var markante, skarpe.
Du må selv varme, hvis du vil have. Jeg går i seng.
Så forlod hun køkkenet. Alex sad i stilheden. Udenfor regnede det. Han tænkte, at regn heller ikke lod sig indpasse i skemaer.
***
De mødtes flere gange siden. Alex tog pladespilleren med, Vibeke fik en ven til at kigge på den, den fungerede. De drak te, han havde bragt kirsebærkage. En anden gang tog han bare forbi for at hjælpe med bolten. Hun havde købt forkert. De grinede. Han fik den rigtige sat i.
Han fortalte ikke altid Lise om det. “Jeg tager forbi den værkstedsting.” Alt var stadig stille.
Engang blev det sent igen. Vibeke talte om Cézannes måde at male lys på, og klokken forsvandt.
Lise ventede.
Frikadellerne…
Lise, lyt nu.
Denne gang var der noget nyt i hendes blik. Ikke irritation, men uro. Ægte uro.
Alex, hvad sker der?
Ingenting. Jeg tager forbi en ven og hjælper. Jeg nyder hendes selskab.
Forstår du, hvad du siger?
Ja. Det er bare snakke. Ikke andet.
Bare snakke.
Ja.
Alex, vi har haft hinanden i tredive år. Jeg styrer hjemmet, laver mad, passer på din sundhed, økonomien. Jeg har ledelsesarbejde. Jeg tænker på os.
Det ved jeg, Lise.
Så hvorfor tager du til en kvindes atelier i stedet for at være hjemme?
Han havde ikke svar. Eller havde et, men det var for hårdt at sige.
***
Fredag aften rejste han. Pakkede en taske: to skjorter, barbergrej, en bog. Lise stod i døren til værelset.
Hvor skal du?
Jeg har brug for at være alene. Tænke.
Alex, det er åndssvagt.
Måske. Men jeg gør det.
Du tager til hende.
Jeg tager ud for at tænke.
Alex!
Han knappede tasken. Vendte sig. Lise stod der, arme over kors, badekåbe snorlige, ansigtet forvirret, som om hendes værktøjer var svigtet.
Jeg ringer, sagde han.
Han gik.
***
Vibeke spurgte ikke. Da han ringede og spurgte om han kunne bo der en uge, sagde hun: “Selvfølgelig, sofaen er fri.”
Han sov på sofaen blandt lærreder. Om natten lå Marius ved hans fødder. Om morgenen lavede Vibeke kaffe med kardemomme, de talte om vejret og om hvordan katten havde ædt en potteplante.
Lise ringede; først hver time, senere sjældnere.
Alex, husk blodtryktabletten? Har du den med?
Ja, Lise.
Har du taget den varme jakke? Det kommer frost.
Har den med.
Du har læge på mandag kl. 16. Jeg bestilte tiden i januar.
Tak, Lise.
Kan du ikke bare komme hjem? Hvad mangler du?
Han svarede ikke straks.
Lise, jeg ringer.
Senere kom der besked fra hendes veninde Marianne: “Er du rigtig klog? Lise er knust.” Hans chef, Jens Møller, ringede også.
Han læste beskederne og tænkte, at Lise samlede folk som hun altid havde gjort under kriser hun organiserede alt, lavede struktur. Nu var målet ham selv.
Hvordan har du det? spurgte Vibeke en aften.
Underligt. Og lidt skræmmende. Jeg stod op og vidste ikke hvad jeg skulle tage på. Jeg tog den skjorte, jeg selv havde lyst til. Jeg har ikke selv valgt tøj i tyve år, tror jeg.
Var det hende der valgte?
Lagde tøjet klar om aftenen. Hun sagde, jeg ellers ville tage forkert på. Jeg vænnede mig til det.
Vibeke sagde ingenting.
Hun elsker mig, sagde han. Men jeg er forsvundet undervejs. Jeg blev en del af hendes system, ikke et menneske.
***
Lise kom personligt om søndagen, fandt adressen. Alex åbnede. Et øjeblik stod de bare og så på hinanden.
Må jeg komme ind? spurgte hun.
Han trådte til side.
Lise trådte ind, så sig om. På gulvet stod Vibekes sko, en væltet på siden. Farverigt tørklæde på knagen, gammel jakke med maling på. Fra stuen kunne hun ane et hjørne af et lærred.
Vibeke kom ud fra køkkenet. De så hinanden an.
Hej, sagde Lise.
Hej, svarede Vibeke.
Lise vendte sig mod Alex.
Er du OK?
Ja.
Tager du dine tabletter?
Lise…
Jeg spørger bare.
Alex var ved at skære agurk til salat. Skiverne var tilfældige, ulige. Lises blik frøs ved synet. Agurker skal skæres lige.
Lise, du burde ikke være kommet.
Alex, jeg har givet dig hele mit liv. Tredivt år har jeg sørget for dig. Ser du ikke, alt var for dig?
Jo.
Så hvorfor?
Vibeke sagde roligt:
Lise, må jeg sige noget? Ikke som rival, bare en udefra.
Sig frem.
Omsorg er, når nogen har det godt. Når han kan være sig selv. Hvis det er svært at ånde ved siden af dig, så er det ikke rigtig omsorg. Du gav ham ikke plads til at trække vejret, Lise.
Der var stille længe.
Du kender ikke vores liv, sagde Lise.
Nej, svarede Vibeke.
Alex tog Lises hånd, hun lod være.
Lise, jeg søger skilsmisse. Det er ikke fordi jeg ikke elsker dig, jeg kan bare ikke mere.
Hun så på deres hænder. Løsrev sig. Tog sin håndtaske, ryggen rank som altid.
Husk at tage dine piller, sagde hun ved døren. De ligger øverst til højre i den blå boks.
Døren lukkede.
***
Skilsmissen tog et halvt år. Lise fik lejligheden, han flyttede til en værelseslejlighed nær Trianglen. Sjovt og lidt pinligt det blev bare sådan.
Livet ændrede sig langsomt, som et gammelt hus der forsigtigt renoveres væg for væg.
De første måneder opførte han sig mærkeligt. Han købte det brød, han syntes så lækkert ud, ikke “det rigtige”. Han spiste stående ved køleskabet, gik i seng, når han havde lyst. En nat så han gamle film til klokken et, bare fordi han ville og mærkede en barnagtig glæde.
Med Vibeke skete tingene langsomt. De kunne lide hinanden, men begge lod tiden gå. Som om de kendte værdien af den.
Om foråret tog de på fisketur, lejede stænger og kørte i Vibekes gamle knaldrøde Peugeot, der hostede ved bakkerne og røg, når hun gav gas. De endte ved en lille sø nær Hillerød. Vibeke havde aldrig fisket.
De sad på bredden, kolde fødder, og Alex opdagede, at han havde glemt termokanden med kaffe. Han ærgrede sig.
Jeg glemte kaffen. Pokkers.
Pyt, se på disen over vandet, sagde Vibeke.
Han så. Disen lå hvid og lav, solen begyndte at skinne rosa.
Smukt, ikke? hviskede hun.
Han fangede en lille aborre. Vibeke udbrød grinende: “Slip den fri, den er jo en baby!”
Han slap den fri. De kørte hjem uden fisk, mudrede over det hele, fordi han gled i leret og trak Vibeke med ned, de lo så højt, at ænderne fløj væk.
Hans jakke var umuligt beskidt.
Det gør ingenting, sagde Vibeke. Sikken en morgen!
Han så på hende snavs, latter, løst hår. Han tænkte: Det er livet. Ikke en plan, ikke en rengjort dag. Bare mudder og lyserød dis.
***
De blev gift om efteråret halvandet år senere. Lille bryllup Poul fra fabrikken, Vibes veninde Inge som fotograf, og Marius, katten, der slængede sig i vinduet.
Livet med Vibeke var kaotisk og varmt. Hun brugte halvdelen af budgettet på maling, han rodede med gamle radioer og fyldte køkkenet op med skruer. Hun mistede nøgler hver anden dag, han lod vandhanen stå åben.
De kunne skændes om penge, hendes pensler, hans værktøj. Engang fandt hun hans skruenøgle i køleskabet. Han kunne ikke huske hvorfor.
Men ingen opregnede fejl. Ingen førte regnskab. Når de blev gode venner igen, satte én kedlen over. Og så var freden genoprettet.
***
Lise fik at vide om vielsen fra Marianne. I starten efter bruddet levede Lise på rutinen. Lejligheden var ren, hun gik på arbejde hos BygKlar, tog sig af regnskaberne. Men om aftenen blev lejligheden for stille, for stor. Hun lavede automatisk to kopper te og tog den ene væk igen. Det gjorde uventet ondt.
Hendes chef, Helle, sagde en dag:
Lise, hvad sker der? Du er ved siden af dig selv.
Alt er fint.
Det har ikke været det i to måneder. Familien?
Min mand er gået.
Jeg har mærket det. Da jeg blev skilt, troede jeg, jeg bare skulle gøre alting op igen. Få styr på hjemmet sidst. Men det er omvendt, Lise. Start med dine følelser, ikke støvet. Prøv at tale med en professionel.
Lise sagde intet. Men fulgte rådet.
***
Hun fandt en psykolog kvinde midt i fyrrerne på Nørrebro. De første gange sagde Lise næsten intet. Fjerde gang spurgte psykologen:
Hvornår var du virkelig bange ikke for Alex, men for dig selv?
Lise tænkte længe.
Da han pakkede sin taske. Da jeg indså, det ikke var mig der bestemte.
Hvorfor er kontrol så vigtigt?
Hun var stille længe. Sneen faldt udenfor.
For ellers falder alt sammen. Min mor sagde altid: “Du skal have styr på alting, ellers går mændene.” Hun levede sådan. Men min far gik alligevel.
Tavshed, men tryg.
Så du frygtede at miste?
Ja.
Og hvad lærte du?
Holder man for fast, mister man også.
Det var svært at sige, men lettede alligevel.
***
På råd fra Marianne gik hun til en akvareludstilling i Kulturhuset, søndag. Malerierne var lette, gennemsigtige, papiret lyste gennem farverne.
Hun stod foran et billede af en å, da en mand lidt ældre end hende sagde: “Læg mærke til hjørnet det er bare papir, men det gør hele billedet.” Han hed Anton.
De gik derfra sammen. Han kæmpede med lynlåsen i sin jakke, hun hjalp ham. “Du skal have ny jakke,” sagde hun, han lo.
Han var guitarist og underviste i huset. “Jeg er her igen næste søndag,” sagde han.
Hun lovede ikke noget. Men kom.
***
Det var anderledes med Anton. Han var enkemand, hun fandt ham rolig, nysgerrig, men distræt han kunne tale længe om småting, for eksempel træernes placering i de gamle gårde.
For hende var det en ny verden. Hun prøvede først at organisere ham, men han lagde bare hånden roligt på hendes.
Lise, det er min køkkenskuffe. Jeg kan godt lide de står sådan.
Undskyld. Vanesag.
Din evne er omsorg, men her, lad dem stå.
Hun stoppede sig selv flere gange. Psykologen havde sagt: “Du kan ikke styre andre. Kun dig selv og det er meget mere spændende.”
Lise begyndte at bage forsøgte sig uden opskrifter. Hendes veninde sagde: “Tag kanel efter smag.” Hvad var “efter smag”? Hun hældte for meget i. Kagen blev bitter, men duftede forrygende. Hun spiste halvdelen varm, stående.
Har du lært at bage? spurgte Marianne.
Jeg lærer. Det går ikke altid godt, men det er sjovt.
Du har ændret dig, sagde veninden.
Lise mærkede det og opdagede, at hun smilede på vej ud i efterårsgaden.
***
De mødtes tilfældigt to år senere i Fælledparken. Alex og Vibeke på vej mod åen, Lise sad på en bænk med en bog og ventede på Anton, der hentede kaffe.
Hun så dem først. Alex i en mørkeblå skjorte, Vibeke i lang frakke, smilende. Lise lukkede bogen.
Alex så hende, gik hen.
Lise. Hej.
Hej, Alex.
Vibeke trådte lidt til side, gav plads.
Du ser godt ud, sagde han.
Du også.
Stilhed. Guldet fra bladene dækkede stierne.
Hvordan går det? spurgte hun.
Fint. Vi tager på roadtrip med bilen bare på tværs af Danmark, uden plan.
Hvorhen?
Vi ved det ikke. Det er hele pointen.
Hun smilede. Så på Vibeke.
Og dig?
Fint. Jeg prøver at bage sjovt nok.
Ikke altid succes?
Sidst brugte jeg for meget bagepulver, den sprækkede men vi spiste den alligevel.
Godt.
Jeg er sammen med Anton. Han underviser i guitar. Godt nok meget distræt. Hun standsede. Jeg lærer at lade ting ligge.
Alex så på hende.
Det er svært for dig.
Ja. Men det er… interessant.
Anton dukkede op med kaffe og rosinboller.
Lise! Jeg kunne ikke huske om du kan lide med kanel, så jeg købte begge.
Hun lo, let.
Alex så på hende.
Du ler, sagde han.
Det gør jeg, svarede hun overrasket.
Vibeke kom over.
Vi smutter. Ikke for at forstyrre.
Alt er fint, sagde Lise.
De vinkede farvel. Ingen bitterhed.
Lise så dem gå han sagde noget, hun grinede.
Anton rakte hende begge boller.
Tag du selv.
Hun tog kanelsneglen, bided. Den var lun, og smuldrede.
Efterårsparken raslede. Børn råbte, skyerne gled ubekymret.
Hun tænkte: Jeg havde aldrig lært hvad det vil sige at elske, ikke kontrollere hvis ikke han havde taget afsted.
Anton satte sig ved siden af, opdagede at han havde fået bolle med birkes og ikke kunne lide den.
Vil du have? spurgte han blegt.
Hun tog bollen.
Selvfølgelig.
Og det var sandt livets glæde findes ofte, når man slipper kontrollen og tør vælge sit eget stykke kage.
