Mand Til Leje
En frikadelle lå midt på tallerkenen som et uroligt rørende midtpunkt. Mikkel sad og stirrede på den, mens hans mave klagede med en forræderisk rumlen.
Astrid, må jeg lige tage en rugbrødsmad? Jeg er sulten.
Mikkel, aftensmaden er klar om tyve minutter. Hovedretten bliver kold, hvis du begynder nu.
Jeg tager kun en enkelt skive, jeg lover det.
Kan du da ikke vente bare tyve minutter? Jeg har skemalagt alt: Kartoflerne bliver færdige klokken kvart over syv, kyllingen klokken tyve over. Hvis du spolerer appetitten nu, spiser du ikke ordentligt senere.
Mikkel sukkede sagte og satte sig til bordet. Astrid stod ved køleskabet og flyttede dagligvarer på plads med sirlig logik: Mælken på anden hylde fra højre, ost i osteboksen nederst, yoghurt efter dato, dem der udløber først tættest på kanten.
Må jeg i det mindste tage lidt te?
Tag du bare. Men kun én teskefuld sukker.
Astrid, jeg er en voksen mand.
Du er på grænsen til diabetes. Din far havde det, din morfar havde det. Èn teskefuld.
Mikkel rakte ud efter elkedlen, men Astrid var allerede henne, hældte te op, målte sukkeren nøje og satte koppen foran ham.
Værsgo. Drik.
Han så på koppen. Så på hendes ryg, vendt tilbage til køleskabet. Han tog en slurk; teen var for svag og næsten uden sukker. Han sagde ikke noget.
Udenfor var det begyndt at mørkne. Oktober over København gik tidligt i sort, og i deres boligkvarter, hvor karréer står tæt som tændstikæsker, kom natten endnu hurtigere. Gadelamperne lyste mat, bilerne holdt på deres vante pladser. Alt var som altid.
De var syvoghalvtreds og femoghalvtreds. Sammen i tredive år. Lejligheden var ren som en operationsstue og stille som et bibliotek.
***
Lørdagen startede i deres hjem altid klokken otte. Ikke fordi de ikke kunne sove længere, men fordi to-do-listen begyndte præcis klokken otte. Astrid skrev den hver fredag aften, fin håndskrift i en ternet kladdehæfte.
Otto nul nul. Morgenmad.
Otto tredive. Vådmoppe gulvet.
Ti nul nul. Netto på Frederiks Allé, derefter Matas.
Tolv nul nul. Frokost.
Tretten nul nul. Hvile, en time.
Fjorten nul nul. Besøg hos moster Gudrun.
Sytten nul nul. Tilbage hjem.
Sytten tredive. Aftensmad.
Atten tredive. TV eller bog.
Toogtyve nul nul. I seng.
Mikkel kendte skemaet udenad. Ikke fordi han læste det, men fordi intet havde ændret sig i femten år. Kun besøgets klokkeslæt eller navnet på supermarkedet.
Han vaskede gulv i gangen, flyttede kluden frem og tilbage som en fjernstyret. Tankerne fløj mod fisketure. Bare sådan, uden mål. Hvor længe siden var det? Otte år måske. Sidst var det med Kim fra arbejdet, til Esrum Sø. De fangede tre små aborrer og en karusse. Sad ved søbredden til det blev mørkt, lavede fiskesuppe på bål i en gammel gryde. Kim fortalte vittigheder, de grinede højlydt, andeparret lettede forskrækket fra sivene.
Han var kommet sent hjem den gang. Astrid sov ikke.
Ved du, hvad klokken er?
Ja, undskyld Astrid. Det trak ud.
Det trak ud. Jeg ringede otte gange. Maden står i køleskabet, men det er jo ikke det samme nu.
Undskyld.
Ved du, hvor bekymret jeg var?
Undskyld, Astrid.
Han var aldrig taget på fisketur siden. Ikke fordi hun havde forbudt det. Der opstod bare altid noget pligter, reparation, besøg til sidst holdt han bare op med at foreslå det. Det var nemmere.
Mikkel, vrider du kluden ordenligt? Ikke for tør du ender med striber.
Han gjorde det, som hun havde instrueret, selvom han ikke kunne se forskellen. Gulvet skinnede. Astrid var stolt af sit hjem. Han havde engang hørt hende sige i telefon til en veninde: Man kunne spise direkte af mit gulv. Mikkel tænkte: Det har jeg nu aldrig haft lyst til, ikke engang med et gulv som vores.
Indkøbsturen gik efter planen. Frokost efter planen. Moster Gudrun bød på kartoffeltærte med lidt brændte kanter. Astrid sagde forsigtigt, så alle kunne høre det: Gudrun, din ovn varmer vist lidt ujævnt? Mikkel spiste tre stykker og syntes, de smagte ekstra godt, netop fordi de var lidt brændte.
De var hjemme ti minutter for tidligt.
Astrid satte poserne, tændte elkedlen og fandt en ostekage frem, perfekt skåret i seks identiske stykker.
Mikkel satte sig, så på kagen og følte en stille panik glide ind over sig. Ikke på grund af kagen; men visheden om at vide, hvordan alt ville blive i morgen, om en uge, om et år.
Han drak, spiste, tændte for fjernsynet.
***
Støvsugeren brændte sammen en onsdag aften. Mikkel skilte den straks ad på køkkenbordet og så med det samme, at filtret var stoppet og børsten var gået i stykker et nemt fix for en, der havde arbejdet tyve år som tekniker på Danfoss. Tyve minutters reparation.
Astrid stod i døråbningen.
Hvad laver du?
Reparerer støvsugeren. Der er bare lidt med filtret og børsten.
Mikkel, ring til en reparatør. Du skal ikke begynde at rode med det.
Slap nu af, jeg ordner det selv. Det er simpelt.
Du prøvede også at ordne det strygejern, og så virkede det ikke siden. Anden gang varmede det kun på halvdelen.
Det var noget andet. Den her kan jeg klare.
Mikkel…
Astrid, jeg er altså uddannet tekniker.
Jo, men på fabrik, ikke med husholdningsapparater. Gør nu ikke noget skørt, så ender det bare dyrere.
Noget forskubbede sig i ham. Tyst og tungt, som en stor sten, der langsomt glider. Han så på støvsugeren, sine hænder, på hendes rolige, sikre ansigt.
Jeg fikser den, Astrid.
Mikkel…
Jeg. Fikser. Den.
Hun så overrasket på ham. Så kom irriteret rynke. Så gik hun, sagde intet.
Han baksede i en time. Støvsugeren virkede. Sugede endda kraftigere end før. Han samlede værktøjet, satte støvsugeren til og lyttede til den rolige summen.
Astrid gik forbi, nikkede, sagde intet. Han opdagede, at han havde ventet på et Godt klaret.
***
En dag så han et opslag på opslagstavlen på Nørreport station: Reparation af gammel teknik, apparater og staffelier. Henvend dig på adressen. Den gamle pladespiller, en B&O fra studentertiden, havde stået på hylden i tre år uden at virke. Astrid havde flere gange tilbudt at smide den ud. Mikkel svarede altid: Senere, og satte den tilbage.
Han tog til adressen; et gammelt hus bag Søerne, opgang op til tredje, indhyllet i kalk og brunt træ.
En kvinde, på hans egen alder, linnedforklæde og pletter af blå og gul maling, slog døren op. Håret sat tilfældigt op, et grønt plet på kinden.
Du kommer for annonce?
Ja. Har en gammel pladespiller
Kom ind, pas på staffeliet. Jeg hedder Margrethe, bare Maggi.
Han trådte ind og standsede et øjeblik.
Væggene var dækket af lærreder, nogle hvide, andre med malede udtryk. Pensler i glas, tuber, papir opsamlet på gulvet, aviser dækket i maling. En rød kat med kongeagtig ligegyldighed tronede i sofaen.
Det duftede af linolie, kaffe, maling og noget mere liv, måske.
Undskyld rodet, sagde Maggi. Jeg arbejder bedst sådan.
Det gør ikke noget, sagde Mikkel, forbavset over sin egen oprigtighed.
Hvad skulle repareres?
En B&O pladespiller, kører ikke rundt. Jeg har forsøgt, men tror det er motoren.
Åh, B&O dem kender jeg! Har du tjekket fjernbetjeningen?
Tjekket alt, det er noget internt.
Maggi nikkede. Har du den med?
Nej, ville først høre ad. Din telefon virkede ikke.
Jeg smider den væk ti gange om ugen. Ta maskinen med forbi, jeg kan kigge på den. Men du må hjælpe mig først så får du rabat!
***
Staffeliet stod ved vinduet. En tyk trækonstruktion, vakkelvorn og uden ordentlig vinkel.
Se, sagde Maggi hængslet er væk. Jeg har prøvet med skrue, men det wobler bare.
Mikkel bukkede sig, bad om en skruetrækker. Maggi kom med tre forskellige. Han lagde tape om skruen, skruede den ind igen. Trækket var midlertidigt, men nu stod staffeliet rank.
Du skulle bruge en M6 bolt med møtrik i farvehandlen.
M6, siger du. Ellers skriver jeg det.
Hun tog en pensel og malede direkte på en avis på gulvet: M6 bolt m. møtrik.
Mikkel lo, overrasket over egen latter.
Får du smidt avisen ud, glemmer du det.
Nej, den kommer på køleskabet! Kom, vi drikker te har kålboller fra i går.
Han ville sige, han skulle hjem, at Astrid…
Gerne, svarede han.
***
De sad i Maggis lille køkken med grønne potteplanter og uens urter. Bollerne lå direkte på tallerkenen, skrå og lune, med kål, æg og løg som hans mor lavede dem.
Dejligt, sagde han.
Er det rigtigt? Jeg lærte det af min datter lige før hun flyttede til Aarhus for at læse kunsthistorie. Hun er 22, voksen og klogere end jeg.
Bor du længe her?
Femogtyve år. Jeg boede med min mand, men vi blev skilt sidste år. Nu er det kun katten, Murdo, og jeg.
Murdo løftede kort hovedet mod køkkenet og lagde sig igen.
Var det hårdt?
Skilsmissen? I starten, selvfølgelig. Men så blev det som at tage meget trange sko af man opdager først, hvor ondt det gjorde, når det er væk.
Mikkel så ud på gårdens store træ, næsten afløvet, men enkelte gule blade blinkede stadig.
Du er ingeniør? spurgte Maggi.
Ja, på Danfoss. Jeg plejede at lege med mekanik, og jeg elskede at fiske.
Fiskeri? Fortæl!
Han blev overrasket, ingen gad høre om fiskeri hjemme. Astrid plejede at afbryde: Det er jo bare at sidde og vente. Men Maggi lyttede oprigtigt.
Da jeg var ung, tog far mig tidligt med ud. Morgendug ved fjorden. Vandet duftede anderledes. Og så tyst, at man kunne høre fisken sprælle i sivene.
Hun lyttede med hovedet i hånden.
Med Kim fangede jeg engang en kæmpe suder troede først, det var en gren.
Da han så på uret, opdagede han, at han havde siddet der i over to timer. Klokken nærmede sig ni.
Gud, han rejste sig. Jeg må hjem.
Selvfølgelig. Tak for staffeliet. Og for fiskene.
For fiskene?
For billedet, du gav mig. Jeg ser det for mig.
Han gik til metroen og tænkte: Hvornår har nogen sidst bare lyttet?
***
Astrid sad i køkkenet da han kom hjem. Kold aftensmad under tallerken på bordet. Hendes ansigt lignede et barometer for en kommende storm.
Hvor var du?
Vedrørende pladespilleren. Kvinden en kunstner bad mig fikse staffeliet. Det trak ud.
Du ringede ikke.
Troede ikke, det blev så sent.
Jeg ventede til syv. Koteletterne er tørre nu.
Han kiggede på maden og på hende.
Undskyld koteletterne.
Det handler ikke om koteletter! Det handler om vores aftaler. Du går bare, uden at sige til det er mangel på respekt.
Undskyld, jeg tænkte ikke over det.
Du tænker aldrig på os. Sidste tirsdag købte du forkert kvark, selvom jeg skrev skummet. Jeg måtte smide den ud.
Han hængte jakken. Hænderne stille, indeni blev alt stramt som en fjeder.
Jeg spiste hos hende hun havde boller.
Boller.
Ja.
Du tog ud efter en pladespiller og kom hjem klokken ni med boller. Ved du, hvordan det lyder?
Jeg hjalp med staffeliet og drak te. Hun bor alene, har ingen mand. Hun bad bare om en hånd.
Hvem er hun?
Hun hedder Margrethe, 54, underviser i Kreativt Hus. Skilt for et år siden.
Kender snart hele hendes liv.
Vi talte over te, Astrid. Intet andet.
Astrid placerede koldt fad i køleskabet. Bevægelserne var præcise og hurtige.
Varm det selv, hvis du skal have. Jeg går i seng.
Hun gik. Mikkel sad i stilheden, så regnen trille ned ad ruden. Han tænkte, regn følger ikke et skema.
***
Sådan blev det nogle gange. Han kom med pladespilleren, Margrethe lånte den to dage. Da han hentede den, fungerede den hun havde fået en ven til at reparere motoren. De fik igen te; denne gang havde han en kirsebærkage med fra bageren.
Senere stak han bare forbi. Han ville tjekke bolten, om hun havde købt M6. Hun havde forvekslet den med M4 og de grinede. Han havde forudset det og taget begge størrelser med. Bagefter talte han mindre med Astrid om disse besøg kun let, i værkstedet, uden detaljer. Hun spurgte nogle gange, måske ønskede hun egentlig ikke at vide mere.
En dag blev han længe igen: Maggi viste ham kunstbøger, Cézannes lys, og han lyttede, helt grebet af det ukendte.
Astrid ventede.
Koteletter…
Astrid, hør nu.
Nu var der noget nyt i hendes blik ikke irritation, men bekymring. Ægte uro.
Mikkel, hvad sker der?
Ingenting. Jeg besøger bare en veninde, hjælper lidt, og vi taler. Det er hyggeligt.
Du forstår, hvad du siger?
Ja. Der er intet… han blev tavs. Intet sket der.
Intet?
Nej.
Mikkel, vi har været sammen i tredive år. Jeg har holdt hus, tænkt på din sundhed, økonomi, arbejdet på Arla som regnskabchef. Jeg gør alt for os.
Det ved jeg, Astrid.
Hvorfor tager du så til en kunstner i stedet for at være hjemme?
Han fandt ikke et svar. Eller kunne ikke sige det højt.
***
Han forlod hende en fredag aften. Pakkede: to skjorter, barbermaskine, en bog. Astrid stod i døren, foldede hænderne, badekåben stram, ryggen rank men øjnene fortabte, som hun havde tabt sit værktøj.
Hvor skal du?
Være alene. Tænke.
Det er dumt.
Måske. Men jeg tager afsted.
Til hende?
For at tænke.
Mikkel!
Han lukkede tasken, mødte hendes blik.
Jeg ringer.
Og gik.
***
Maggi spurgte ikke. Da han ringede, sagde hun bare: Naturligvis, der er plads på sofaen kom bare. Ikke mere.
Han sov på sofaen i atelieret, Murdo lagde sig ved fødderne. Om morgenen lavede Maggi kaffe med kardemomme, de sad og hørte radio, talte kun om regnen udenfor, kaffen, Murdo der gnavede af planterne.
Astrid ringede, ofte til at begynde med, senere mindre. Når han tog telefonen, var hendes stemme fast:
Har du taget pillerne mod blodtrykket? Hvad med jakken, der bliver frost?
Det har jeg, Astrid.
Din tid hos lægen er på onsdag kl. 16. Jeg bookede den i januar.
Okay.
Mikkel, hvorfor kan du ikke bare komme hjem? Hvad mangler du?
Han var stille et sekund.
Astrid, jeg ringer.
Han fik SMS fra hendes veninde Anna: Mikkel, er du blevet vanvittig? Astrid er fortvivlet! Senere ringede hans chef, Kristian det havde han ikke ventet: Hvad sker der, Mikkel? Astrid siger du er forsvundet. Fætrene sendte også beskeder.
Astrid samlede tropperne som altid når tingene skred, skabte hun overblik, mobiliserede, gik målrettet efter at få styr på alt. Nu var projektet ham.
Hvordan har du det? spurgte Maggi en aften.
Underligt. Lidt skræmmende.
Det forstår jeg.
Tænk, jeg stod op i morges og greb en skjorte, jeg havde lyst til mørkeblå og ikke hvid, for første gang i tyve år.
Var det hende, der valgte?
Hun lagde tøj frem om aftenen. Sagde jeg ellers klædte mig forkert eller vejrudsigten var anderledes. Jeg blev bare vant til det.
Maggi nikkede.
Hun elsker mig, sagde han. Men jeg forsvandt i hendes skema.
***
Astrid kom søndag. Hun havde fundet adressen, selvfølgelig. Da Mikkel åbnede, stod de bare og så på hinanden.
Må jeg komme ind? spurgte hun.
Han trådte til side.
Astrid trådte ind, betragtede entreen, hvor Maggis støvler stod væltede, tørklæder hang plette på knagen, fra stuen sås et hjørne af et lærred.
Maggi kom ud fra køkkenet, de udvekslede et stille hej. Astrid vendte sig mod Mikkel.
Har du det godt?
Ja.
Tager du dine piller?
Astrid…
Jeg spørger bare.
I døren stod Mikkel, han snittede agurkesalat, meget ujævnt, i vild retning Astrid mærkede hjertet holde op; agurker skal skæres sirligt.
Astrid, sagde han, du skulle ikke være kommet.
Mikkel, jeg har givet dig hele mit liv passet på dig, i tredive år. Alt jeg gjorde, gjorde jeg for dig. Forstår du det?
Jeg ved det.
Hvorfor så?
Maggi sagde lavt:
Må jeg sige noget, Astrid? Ikke som rival, bare som et menneske.
Sig frem, svarede Astrid, uden at se på hende.
Omsorg er kun omsorg, hvis man kan ånde ved siden af. Hvis han blev kvalt, er det ikke omsorg. Du gav ham ikke luft.
Astrid var tavs længe.
Du kender ikke vores liv, sagde hun, endelig.
Nej, nikkede Maggi.
Mikkel tog hendes hånd, hun lod den ligge.
Astrid, jeg søger skilsmisse. Ikke fordi jeg aldrig har elsket dig men fordi jeg ikke kan mere.
Hun betragtede deres hænder, så skilte hun dem ad, tog sin taske. Ryggen var rank, gangen sikker.
Husk pillerne, sagde hun ved døren. De ligger i den blå æske.
Døren smækkede.
***
Skilsmissen tog et halvt år. Lejligheden blev hendes, ingen diskussion. Han fandt et lejet værelse lidt ned ad gaden fra Maggi, hvilket var sjovt og akavet.
Livet ændredes langsomt, som et gammelt hus der restaureres. Han købte ind uden liste, det brød han havde lyst til, ikke det “rigtige”. Spiste stående foran køleskabet af plastikbøtte. Gik sent i seng. Så TV til et. Følte en skæv, barnlig lykke.
Det tog tid med Maggi, men de skyndte sig ikke. Til foråret tog de på fisketur.
Mikkel lejede stænger, de kørte i Maggis gamle røde Golf op til Esrum Sø. Maggi havde aldrig fisket. De sad i den kolde morgen, opdagede han havde glemt termokanden hjemme.
Vi må nøjes, sagde Maggi, se nu tågen over vandet.
Han så på tågen. Let og hvid, lå over vandoverfladen. Solen var lav.
Flot, er det ikke?
Han fangede en lille aborre. Maggi udbrød Slip den fri, den er jo et barn! Han slap.
De kom hjem uden fisk, mudrede til, fordi han gled og trak hende med; begge lo så de skræmte alle ænder væk. Jakken var ødelagt.
Skidt med det, sagde Maggi, sådan et morgenmøde får man ikke ofte.
Han betragtede hende ler, pletter på ærmet og vidste: Her var livet, ikke skemaet. Snavset jakke og lyserød tåge.
***
De blev gift næste efterår, halvandet år efter bruddet. Lille bryllup, venner, Maggis veninde Birgitte som fotograf og Murdo tronede på vindueskarmen og ignorerede dem stolt.
Livet med Maggi var kaotisk og levende. Hun brugte halvdelen af lønnen på lærreder, glemte brød, han skruede gamle radioer fra hinanden og dækkede køkkenet med dele. Hun mistede nøglerne hver anden dag, han glemte at slukke for hanen.
De skændtes. Om penge, om tørrede pensler, skruetrækkere i mærkelige rum. Hun fandt engang hans svensknøgle i køleskabet. Han kunne ikke huske hvorfor.
Men ingen lavede hukommelseslister; ingen talte fejl. Så satte én te over, det betød: Fred. Og den anden kom ind.
***
Astrid hørte om brylluppet via Anna. De første måneder levede hun per automatik. Bagefter var lejligheden alt for stor og stille. Hun lavede stadig rutinemæssigt to kopper te, men fjernede den ene. Det gjorde overraskende ondt.
Hendes chef, den skarpe og venlige fru Marie, standsede hende:
Astrid, alt okay?
Ja.
Det har ikke virket sådan længe. Hjemmeproblemer?
Ja.
Mand gået?
Astrid tøvede.
Ja.
Jeg gætter bare. Jeg har prøvet det. Gå ikke i gang med stor rengøring. Begynd med følelserne. Brug en professionel.
Det ville hun sige fra overfor men lo.
***
Hun fandt en psykolog på nettet, en midaldrende kvinde nær Amagertorv. Første tre gange var Astrid tavs, følte sig nøgen.
Fjerde gang:
Hvornår var du bange for din egen skyld?
Astrid tænkte længe:
Da han pakkede tasken. Da jeg indså, han gik, og jeg ikke kunne stoppe det. Miste kontrollen.
Hvorfor var kontrollen så vigtig?
Hun tænkte igen. Sneen silende udenfor.
Fordi alt ellers falder fra hinanden. Min mor sagde altid: Astrid, du skal holde alt sammen, ellers smutter mændene. Det gjorde min far også.
Tavsheden var varm.
Så du frygtede at miste, hvis du slap?
Ja.
Og hvad lærte du?
At man mister, hvis man holder for fast.
Det var tungt men lettende.
***
Anna fik hende overtalt til at tage til fernisering på Kreativt Hus, søndag; rart miljø. Astrid gik derhen det var sandt, akvareller med lys og lethed.
Hun dvælede ved en å, da en mand trådte hen, lidt ældre, venligt fjern i ansigtet.
Se, sagde han, nærmest til sig selv kunstneren har bevidst efterladt det hjørne tomt. Hvidt papir. Det gør faktisk billedet stærkere.
Astrid så det nu. Det havde jeg ikke bemærket.
Mange gør ikke. Jeg hedder Steffen.
Astrid.
Hans jakke gik i stykker, lynlåsen drillede, hun reddede det uden at tænke.
Tak, jeg har kæmpet med den en måned.
Du trænger til en ny jakke.
Hader at shoppe.
De talte lidt foran døren. Han underviste i guitar i samme hus, kom næsten hver uge til udstillingerne.
Kom igen næste søndag jeg glæder mig!
Hun lovede ikke, men kom alligevel.
***
Med Steffen var alting sært. Han var enkemand, tre år alene. Boede for sig, drak alt for meget te, spillede guitar om aftenen. Han anede ikke hvilken dag, elskede at fordybe sig. For eksempel hvorfor træer i gamle gårdfacader vokser som de gør.
Astrid ville straks organisere hans køkken, foreslog indkøbsliste, begyndte at flytte dåser.
Han tog hendes hånd blidt.
Astrid, lad dem stå. Jeg kan finde det hele.
Hun så på køkkenet, hånden, hans rolige blik.
Undskyld. Dum vane.
Ingen vane er dum. Men min køkken er dog mit.
Ja, sagde hun. Din køkken.
Hun lod det stå. Lærte at stoppe, når hun ville rette. Ikke altid, men mere og mere.
Psykologen sagde:
Du kan ikke kontrollere andre. Kun dig selv. Og det er faktisk sjovere.
Hun tænkte tit på det.
Hun begyndte at bage. Før altid nøje efter opskrift, nu sagde Anna: Kanel efter smag. Efter smag hvad ville det sige? Hun overdrev, men duften var skøn. Hun spiste halvdelen varm, stående.
Kan du bage nu? spurgte Anna.
Jeg prøver. Ikke altid godt, men sjovt.
Anna smilede.
Du har forandret dig, Astrid.
Ja, måske.
Hun gik ud, opdagede at hun smilede til regnpølen i efterårsluften.
***
To år senere mødtes de tilfældigt i Østre Anlæg. Mikkel og Maggi gik arm i arm, Astrid sad på bænk med bog og ventede på Steffen, der hentede kaffe.
Hun så ham straks mørkeblå skjorte, Valentina i frakke, grinende. Astrid lukkede bogen.
Mikkel så hende, standsede. De så hinanden.
Astrid. Hej.
Hej, Mikkel.
Maggi trådte blidt til side gav plads. Det mærkede Astrid straks.
Du ser godt ud, sagde han ærligt.
Du også.
Oktober var stadig stille, blade som gult tæppe over stierne.
Hvordan går det?
Fint. Vi tager på roadtrip uden plan til Sydfyn. Bare se, hvad vi finder.
Hvorhen præcist?
Ved ikke, sagde han og smilede netop pointen.
Hun så på Valentina, der stod og betragtede et træ.
Og dig?
Fint. Jeg laver nu æblekage. Nogle gange mislykkes det. Sidst blev det alt for højt, men vi spiste det.
Det lyder godt.
Steffen, min ven… han er lidt rodet. Jeg øver mig i ikke at rette alting.
Mikkel så på hende:
Ikke let for dig?
Nej, men… spændende.
Steffen kom med to kopper kaffe, tredje pose under armen horn med birkes og kanel, vidste ikke hvad hun ville have, havde taget to.
Hun grinede let, næsten undrende.
Mikkel så på hende.
Du griner, sagde han.
Ja, og overraskede sig selv.
Maggi kom hen:
Vi går hyggeligt at ses.
Lige over, sagde Astrid. Og mente det.
Farvel uden gemt vrede. Et lille nik, et stille smil. Maggi vinkede varm bevægelse, ingen jalousi.
Astrid så dem gå han sagde noget, hun lo og tog hans arm.
Steffen gav hende begge boller.
Vælg selv, Astrid.
Hun tog kanelhornet, bed det var lunt og lidt smuldrende.
Parken summede. Børn legede i det fjerne. Skyerne sejlede dvask.
Astrid sad og spiste, tænkte: Jeg kunne være gået glip af at elske, ikke bare kontrollere. Hvis han ikke var gået.
Steffen satte sig, rodede i posen, opdagede, at han selv havde taget med birkes og det kunne han ikke lide.
Vil du bytte? spurgte han tøvende.
Hun tog hans horn.
Gerne.
