Lørdag uden strøm
Anders stillede kurven fra entreen på bordetden var egentlig til nøgler og småmønterog sagde, som om han fremlagde familiens månedlige budget:
Lad os prøve. Lørdag uden strøm. Ingen beskeder, ingen nyheder, ingen diskussioner. Indtil i aften.
Han var selv den første til at famle i lommen, som om han kunne have glemt noget vigtigt, og stoppede midt i bevægelsen. Telefonen lå allerede på hylden i køkkenet, lige ved saltet og peberet, med skærmen nedad. Mette betragtede ham, som man ser på et slukket fjernsyn, der alligevel summer et sted bag panden.
Men hvad nu hvis mor skriver? spurgte hun.
Opkald er ok, svarede Anders. Bare ikke alt det andet.
Sara, femten år, sad allerede med mobilen i hånden. Hun sendte et blik op, som om hun var taget i noget flovtikke med telefonen, men med noget endnu værre.
Jeg læser jo ikke nyheder, jeg begyndte hun.
Alt ned i kurven, sagde Mette, og rakte hånden ud. Hendes stemme var rolig, men der var noget stramt over den, som op til en eksamen.
Sara sukkede, lagde telefonen i kurven og rakte straks ud efter den igen, som om hånden ikke havde forstået, at ruten nu var spærret. Anders dækkede kurven med et viskestykke og skubbede den ind mod væggen.
Sådan. Nå, morgenmad.
De første tredive minutter holdt de sammen om pligterne. Mette skar æbler ud, Anders satte panden på varmen, Sara tog fat i tallerknerne. Men stilheden kom hurtigt til syne. Normalt ville en af dem have sagt: »Har I set, at«, og så ville samtalen have rullet af sig selv, som en bold ned ad en bakke. Nu stod bolden stille.
Mette tog sig selv i at spejde efter sin telefon, som om den kunne ligge et andet sted end i kurven. Hun åbnede køleskabet, lukkede det, åbnede igensom om svaret på dette tomme, lørdagsagtige hul kunne ligge på hylden.
Nå, sagde Anders, da de sad omkring bordet, har I sovet godt?
Sara trak på skuldrene.
Tja.
Mette nikkede, selvom søvnen havde været overfladisk. Hun havde vågnet flere gange med fornemmelsen af, at noget skete i verden, som hun ikke længere fulgte med i. Det var ikke nysgerrigheddet var kontrollen, der manglede. Hvis man ved besked, kan man forberede sig. Man bliver ikke taget med bukserne nede.
Jeg havde tænkt mig Anders tøvede. Ville lige et smut op i sommerhuset, tjekke til det. Men der er nok trafik.
Det fanger vi jo ikke uden nyheder, grinede Sara.
Mette skød øjnene op mod hende.
Nej, ikke begynde.
Det var en joke, sagde Sara og stak næsen i sin tallerken.
Anders mærkede vreden stige op, en velkendt fornemmelse som et fysisk refleks. Normalt ville han hurtigt dulme den med et par swipes på nyhedskanalernefinde andres vrede, vide at han ikke var alene. Nu var følelsen hans egen.
Sara, sagde han uden rysten i stemmeningen stikpiller, tak.
Hvad må man så? spurgte Sara. Uden nyheder, uden drilleri. Kan vi så bare være helt tavse?
Mette ville have svaret. Hun tav. Det gik op for hende, at hun heller ikke vidste, »hvad må man så«. Deres samtaler med datteren begyndte og endte tit med »så du?« og et skænderi om at have ret. Det var nemmere end at spørge, hvad der virkelig foregik inde bag facaden.
Efter morgenmaden trak de sig hver til sit. Reglen føltes ikke kun som et forbud mod elektronik, men som et krav om at være sammen uden den vante støtte. Mette startede vaskemaskinen, bare for at skabe lidt baggrundsstøj. Anders gik på badeværelset og pudsede vasken så længe, at porcelænet næsten blev slidt blankt. Sara sad foran computeren, men uden at starte et spilhun betragtede skærmen, som man ser på en lukket dør.
Efter en time kunne Mette ikke mere. Hun gik hen til kurven, kiggede på det glatte viskestykke som på et låg. Hun løftede kanten, så sin telefon, mærkede det snappe i brystet: kunne. Men nejmå ikke. Hun lagde viskestykket ned igen, halvt flov over sin egen trang.
Anders trådte ud fra badeværelset og bemærkede hende.
Fristende? spurgte han.
Mette nikkede.
Det føles, som om der ligger noget vigtigt. Selvom jeg godt ved, hvad. Hun trak på skuldrene. Folk skændes. Folk har det dårligt. Al den larm.
Men alligevel vil man derhen, sagde Anders.
De stod tæt, sådan for alvor, som de ikke havde været længe. Skærmens tilstedeværelse, om end kun i lommen, manglede. Mette huskede pludselig, hvordan de før Sara bare sad ved køkkenbordet sent om aftenen og snakkedeom arbejdet, om venner, om drømme om at rejse. Nu, hvis hun begyndte på sig selv, lød det forkertsom klynk, eller irrelevant.
Skal vi i det mindste lægge en plan for dagen? foreslog hun. Ellers ender vi bare i hvert vores hjørne og har ondt af os selv.
Anders sagde ja lidt for hurtigt.
God idé. Hvad gør man uden telefon? Gå tur, handle, lave mad.
Brætspil, kom det fra Sara inde fra værelset. Hun havde hørt ordet »ondt af sig selv« og ville ikke fremstå som uskyldig.
Mette forsøgte sig med et smil, men det blev anspændt.
Brætspil er fint. Men lad os snakke sammen først, sagde hun, overrasket over, hvor svært det føltes at sige.
Sara kom ud i køkkenet, slog sig ned, lænede sig væk fra bordet.
Om hvad?
Mette kiggede på Anders, søgte opbakning.
Om os, sagde han og fortrød straks. Ordet var for stort.
Sara sendte et skævt grin.
Det ender altid med: »skal vi ikke lige snakke sammen«.
Hvorfor må vi ikke det? indvendte Mette og mærkede modstanden vokse. Uden nyheder runger alt indeni nu højere.
Det må I gerne, sagde Sara. Det er bare altid jer, der starter og slutter med, at det er mig, der skal forstå.
Anders bed sig i læben. Det var sandthan endte ofte med »du skal vide« i samtaler med Sara. En nem afslutning. En uafviselig konklusion.
Vi vil ikke gøre dig forkert, sagde Mette. Vi vil bare… prøve at forstå.
Forstå hvad? Sara løftede øjenbrynene. At jeg sidder på mobilen? Det gør I da også! I kalder det bare »at være opdateret«.
Mette kunne mærke rødmende varme i kinderne. Hun var ramt.
Jeg… begyndte hun og tie stillede. At sige »jeg er bange« var sværere end at diskutere eller kritisere.
Anders tog over.
Sara, du har ret. Vi gør det også. Når jeg læser nyheder, føles det, som om jeg deltager. Som om jeg gør noget. Men i virkeligheden flygter jeg bare.
Sara betragtede ham mistroisksom om han brød en uskrevet dagsorden.
Fra hvad? spurgte hun.
Anders tænkte sig om længe. Han mærkede trætheden han ellers glemtetræthed over arbejde, konstante krav, det altid at skulle være »normal«.
Fra ikke at vide, hvordan vi har det. Altså, ikke pengebare, hvordan vi er.
Mette sænkede blikket mod bordpladen. Hun skammede sig over selv ikke at vide det. Hun vidste Saras skema, hvad der skulle købes ind, at Anders havde rapport-møde mandag. Men hvordan han havde det, når han kom hjem sent og var tavsingen anelse.
Vi har det… som alle andre, sagde Sara. Skole, arbejde. I er trætte, jeg er træt.
Det er netop pointen,svarede Mette stille. Og det gør det ikke lettere.
Sara sendte et fnys.
Det ville gøre det lettere, hvis I ikke blandede jer hele tiden.
Sætningen hang i luften. Mette følte sig knuget. Hun ville sige, at hun ikke blandede sig, bare forsøgte at være nær. Men det ville lyde som en beskyldning.
Anders rejste sig, for at lette stemningen.
Nu gør vi sådan: Vi lader diskussionerne ligge. Vi gør noget sammen, og så kan vi tage snakken igen bagefter.
Mette takkede indeni over pausen.
Skal vi lave hjemmelavede frikadeller? foreslog hun. Vi har fars i fryseren.
Hjemmelavede frikadellerdet er da et projekt, sagde Sara.
Så bliver det et projekt, svarede Anders og smilede ægte.
De hentede skålen, mel, æg. Mette gik i gang med dejen, fingrene dækket af mel, og mærkede roen indfinde sig. Anders stod med farsen, selvom kødet var klarhans hænder ville væk fra lommen, bare arbejde. Sara blev først ude i siden, men så kom hun til.
Hvad skal jeg lave? spurgte hun modvilligt, som en udfordring.
Rulle, svarede Mette og rakte hende kagerullen.
Sara prøvede, massede første klump ud, men dejen klistrede til bordet. Hun blev gal og rev hullet op.
Der! sagde hun. Det går altid galt.
Du mangler bare lidt mel, forklarede Anders, så løsner det.
Han viste hende, hvordan man løftede dejen med en kniv, hvordan den kunne vendes. Saras næste forsøg blev bedre. Mette samlede og formede farsen. Hun så på datteren og indså, hun ikke havde set hende være så optaget af noget ikke-skole-relateret længe.
Du kunne godt lide at bage, da du var lille, sagde hun forsigtigt.
Sara trak bare på skuldrene.
Dengang kunne jeg lide mange ting.
Og nu? spurgte Mette og fortrød straksskulle til ikke at presse.
Sara sagde intet, koncentrerede sig om kagerullen. Anders sendte Mette et blik: lad nu være. Mette nikkede for sig selv og koncentrerede sig om fyldet.
Samtalen gik stykvist, brudt som dejen. Saras historier om en fyr fra klassen »der larmer hele tiden«. Anders nævnte en kollega »der spammer alle med beskeder«. Mette lod sig friste til at vende det til »sådan er folk blevet«, men lod være.
Da frikadellerne lå klar i rækker, bemærkede Sara lavt, uden at se op:
Nogle gange tænker jeg, I ikke ser mig.
Mette standsede midt i en kugle. Anders lagde farsen fra sig.
Hvordan det? spurgte Anders.
Sara løftede på skuldrene.
I lægger kun mærke til, når jeg sidder på mobilen, eller når jeg er sent oppe eller karaktererne. Men… hun stivnede. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Ofte føles det bare tomt.
Mette mærkede tårerne true, men tvang dem tilbage. Ikke af skam, men af frygt for at gøre det til trøstså ville Sara trække sig.
Tomt hvor? spurgte hun.
Overalt, sagde Sara og mødte deres blik. Når jeg sidder med telefonen, sker der noget. Jeg kan grine, blive vred. Uden den er jeg bare alene. Og… hun kiggede på Anders. I gør det samme.
Anders nikkede langsomt.
Ja, sagde han. Fordi uden alt det begynder jeg at tænke, jeg ikke slår til.
Mette tilføjede stille:
Jeg får tanken, at hvis jeg ikke ved alt, kan jeg ikke passe på jer.
Sara så på demikke tillid, men forundring over at voksne kunne bruge ord som dem.
Hvad gør vi så nu? spurgte hun.
Anders tog frikadellen, Mette stadig holdt i hånden, og lagde den nænsomt på brættet.
Nu øver vi os bare i at være uden. Bare én dag. Ikke for at være perfekte. Bare for ikke at gemme os.
Mette åndede tungt ud.
Og så vi har noget andet at tale om end at have ret på nettet.
Sara smålo.
Jeg troede bare, I ville holde øje med mig.
Det vil vi også, sagde Anders ærligt. Nogle gange. Men vi vil endnu hellere forstå dig.
Sara gav et nik, som for at godkende præmissen. Hun greb kagerullen igen.
Fint. Lad os færdiggøre projektet.
Vandet kogte op. De ryddede op, Mette tørrede mel af bordet, Anders samlede bakker, Sara vaskede skålen. Der var ro over huset. Telefonerne blev liggende under viskestykket, men Mette greb sig et par gange i at ville tjekke tidspunkt eller beskederhun nøjedes med at kigge på mikroovnsuret og lagde afstand til kurven.
Efter frokost gik de ud. Ikke i parken, men bare op i Brugsen og hjem igenkøbe brød og mælk. Gaden var fuld af folknogle snakkede i mobilen, andre stirrede ned i skærmen selv på cykel. Mette greb sig i at irritere sighvordan kan de? Og indså straks, at hun jo var som dem.
Sara gik ved siden af, hænderne i lommeningen telefon at tjekke. Hun så på butikkernes navne, på ansigter, som hun aldrig plejede at lægge mærke til.
Sig mig, sagde hun til Anders, da de næsten var hjemmegjorde du også sådan, da du var på min alder?
Jeg gik også meget ind i noget, svarede Anders uden at blive afbrudt. Dengang var det bare bøgerog senere computeren. Det var også en slags flugt.
Sara nikkede.
Var du ikke bange for at gå glip af livet?
Anders tænkte sig om.
Jo. Og jeg er stadig bange. Men jeg har fundet ud af, at livet ikke forsvinder, fordi man læser nyhedermen fordi man ikke taler med dem, man er sammen med.
Mette hørte ordene med en fornøjet uro: De siger de rigtige ting. Men holder det, når irritationen vender tilbage? Hun ville ikke gøre lørdagen til et løfte, der var glemt allerede søndag.
Hjemme fandt de brætspillet, de havde købt til jul, men aldrig åbnet. Sara læste reglerne højt og forvildede sig ud i grin over reglerne. Anders protesterede over fortolkningen, men uden skænderi. Mette bemærkede, hvor ofte hånden ville ned i lommen; hun lagde den igen på bordet.
Sidst på dagen gik Sara ind på sit værelse. Mette og Anders sad i køkkenet. Kurven stod stadig henne ved væggen.
Tror du, hun tror på det? spurgte Mette.
Jeg ved det ikke, sagde Anders ærligt. Men hun hørte det.
Mette fjernede viskestykket fra kurven. Telefonerne lå, som om intet var hændt. Hun tog sin, tændte dennogle beskeder, ingen katastrofer. Verden var stadig her.
Anders tog sin, kiggede kort og lagde den tilbage.
Skal vi sige, at vi prøver igen næste lørdag? spurgte han. Ikke noget med at være helte. Hvis vi falder i, siger vi det bare ærligt.
Mette nikkede.
Og hvis trangen til »hvad sker der nu igen« kommer, så starter vi lige med at spørge hinanden: hvordan har du det?
Anders så træt ud, men smilede.
Vi kan prøve.
Inde fra Saras værelse lød hendes stemme:
Sidder I derude for evigt eller hvad? Jeg mangler en oplader.
Den ligger i skuffen i entreen, svarede Mette.
Sara kom ud, opdagede telefonerne på bordet, stoppede op. Hun greb ikke straks fat i sin. Først så hun på forældrene.
Nå, skal vi køre lørdag uden strøm igen?
Ja, svarede Anders.
Sara tog telefonen, vendte den i hånden som for at mærke, hvad den egentlig vejede, og lagde den tilbage i kurven.
Fint. Men så skal I også holde jer fra jeres.
Mette mærkede varmen brede sig indefra. Ikke fordi alt var løst, men fordi der nu var noget at vende tilbage til.
Vi holder os, sagde hun, lagde viskestykket over kurventelefonerne under, indtil næste dag.
