Simone
Hold da op, et syn! Hvem tilhører du?
Jeg satte mig på hug foran døren til min lejlighed i Aarhus. En forpjusket kat hvæste af mig, krummede ryggen og pustede sig op, så de sidste stive hår på halen stod ud til alle sider.
Du er helt frygtløs! Jeg kan godt se, du mener det. Ven, jeg vil bare gerne ind. Jeg kommer lige fra arbejde, er træt og sulten. Hvor er du fra?
Katten røg frem ved lyden af min stemme og fór efter min sko, men ramte ikke rigtigt, og jeg kom bare til at smile over det nervøse væsen, der forsøgte at rejse sig fra måtten uden held.
Dine poter vil ikke engang bære dig? Du ser ikke ud til at have det for godt. Tynd, pelset i klumper … Stakkels kræ … Hov, kan man ikke få lov at have lidt ondt af dig? Jeg mener det kun godt!
Det sidste angreb tømte resterne af kattens energi. Den nåede akkurat at hænge sig fast i min sko, mens den knap kunne knurre længere.
Jeg forstår Min ven, skal jeg tage og give dig noget mad? Min mor sagde altid, at en sulten ven ikke er selskabelig. Og hun havde jo ret. Skal vi ikke lytte til hende?
Forsigtigt løsrev jeg katten fra min sko, fik den til at hvile i armene, mens jeg forsøgte at undgå dens kløer. Men den orkede ikke engang at stritte imod længere, hang bare som et visnet håndklæde i mine hænder.
Tænk, hvor hårdt livet har behandlet dig sagde jeg, mens jeg rodede efter mine nøgler og låste døren op. Kom indenfor, nu hvor du har fundet mig.
Min lejlighed lå øde hen. Det havde den gjort, siden min mor døde for et halvt år siden. Uden hende føltes det stort og ensomt i den store treværelses jeg havde hurtigt lukket dørene ind til hendes soveværelse og stuen. Nu boede jeg nærmest kun mellem mit værelse, køkkenet og badeværelset. Jeg ryddede ikke meget op. Hvem skulle rode til, ud over mig selv? Dog vaskede jeg altid min tallerken straks efter spisning. Det havde min mor oplært mig i
Jeg savnede hende. Ikke bare som mor, men som min nærmeste anden halvdel. Hun var den eneste, jeg kunne betro alt. Det havde ikke altid været sådan, men i de sidste år fandt jeg ro hos hende.
Min far forlod os, da jeg var tretten. Ham havde jeg knap set siden. Han fik et nyt barn i sin næste familie, og jeg begyndte at bebrejde min mor alt. Hun bøjede sig, forsøgte at forstå, og holdt fast ved mig. Da jeg i teenageårene kom sent hjem, småfuld og forvirret, lagde hun mig bare til at sove, strøg mig over håret og græd sagte. Først dér forstod jeg, at jeg skød skylden på den forkerte.
Meget senere begyndte vi at forsone os. Med hinanden, med livet. Hun støttede mig ubetinget.
Men nu var hun væk, og jeg kunne ikke forlige mig med, at hun aldrig igen ville tage imod mig ved døren, tørre hænderne i forklædet og kysse mig på panden for at mærke, om jeg havde feber, og sige:
Hvordan går det? Er du sulten?
Hvad ville jeg ikke give for at opleve det én gang til
Da hun blev hentet af ambulancen, hostende og bleg, troede jeg ikke, jeg aldrig ville se hende igen. Både hun og jeg blev syge samtidig, på trods af alle masker, sprit og forsigtighed. Jeg blev hårdest ramt, høj feber, hovedpine så slem, at jeg knap nok kunne tænke. Da hun ringede efter ambulance, ville de ikke tage mig:
Han er ung, det klarer han. Bliv hjemme lidt endnu, sagde de.
Mor holdt ud, satte hele sit fokus på mig, glemte sig selv. Da jeg endelig kom ovenpå, gik det hurtigt ned ad bakke for hende. Jeg forsøgte at tage mig af hende, men måtte opgive og ringe 112. Denne gang tøvede paramedicinerne ikke:
Her er det alvorligt. Hun skal med.
Jeg så hende aldrig igen.
Efter begravelsen fandt jeg et brev fra hende i hendes sengebord. Mor foretrak altid papir og pen frem for mobil og mails. Hendes breve til mig havde jeg samlet på, selvom jeg sjældent læste i dem. Men hendes sidste brev kunne jeg udenad. Hun kendte mig, måske bedre end jeg selv. Vidste at min kæreste, Freja, før eller siden ville gå. At min fortvivlelse ville gøre det hele uudholdeligt, og derfor advarede hun mig om at gøre noget dumt.
Pas på dig selv, min dreng. Jeg lever så længe, du husker mig. Fortæl dine børn om mig engang, så vil glæden gå videre. Husk at sætte pris på folks tid, den er det kostbareste, vi har. Elsk, vær nysgerrig og giv slip, hvis nogen forsvinder fra dit liv. Vær taknemmelig for det, de gav dig; også tiden. Spild det ikke, men forær det bevidst væk så ved du, at du har gjort det rigtige.
Hun fik ret. Freja blev hos mig et stykke tid efter mors død hun gjorde alt, hun kunne, men gik så stille og roligt. Vi sagde god farvel, men let blev det ikke. Jeg bebrejdede mig selv, hende, hele verden smerten nægtede at slippe sit tag i mig.
Dagene gik med arbejde, noget mat madlavning (ofte endte det i skraldespanden), og timer på altanen med mors gamle krus og te, mens jeg stirrede ud over Aalborgs mørke tage. Tankerne kredsede om, hvordan jeg skulle komme videre.
Måske var det derfor, jeg nærmest blev lettet over at få en uventet, katteagtig beboer. Nu kunne jeg tage mig af nogen, ikke kun sidde med mig selv.
Katten livede op, så snart jeg satte en skål med mælk ned. Pølsen, jeg fandt i køleskabet, gad den ikke engang at snuse til den forsøgte ovenikøbet at begrave den med poten.
Ja, jeg ville heller ikke spise det der grinede jeg og satte mig, mens den ivrigt slubrede mælken i sig. Du må blive, hvis du vil …
Det var overraskende, at jeg sagde det højt. Vi var begge blevet kasseret. Jeg havde kun min moster tilbage, som jeg næppe så, og katten havde ikke engang det.
Vi er vel et godt match … Jeg rørte forsigtigt den magre ryg, og katten trak kun let på sig, lod sig berøre for første gang.
Da skålen var tom, kiggede den op et klart tegn på, at en ekstra portion ville falde på et tørt sted.
Da jeg satte mere frem, løb katten ud i entreen og begyndte at miave højlydt ved døren.
Nå, så er taknemmeligheden praktisk talt fraværende. Jeg trak på skuldrene, allerede lidt mismodig. Endelig noget levende i lejligheden, og så løber det væk Måske var det skæbnen, tænkte jeg. Gå du bare! Bliver du sulten, ved du, hvor jeg bor.
Katten forsvandt uden et blik tilbage.
Endnu en aften alene. Jeg havde mistet lysten til at se venner selv de tætteste mennesker har nok i deres egne problemer. Kun Freja ringede af og til: Hvordan har du det? Og jeg svarede altid: Fint. Jeg vidste, at hun nu havde fundet én, der passede bedre til hende; stort hus ved Skanderborg Sø, et solidt job alt, hvad hun havde drømt om og jeg ikke kunne give hende. Jeg gav hende ret. Livet varer kun en omgang
Jeg sad på altanen med min nedkølede te. Måske var det nu, jeg skulle bevæge mig ud af mørket. Tiden gik, og hvis jeg ikke greb den snart, ville jeg kun have andres bankende lys bag vinduerne, kold te og et frossent hjerte tilbage.
Den lune sommerbrise dansede med gardinet, som for længst skulle have været vasket. Teenagere spillede falsk på guitaren nede i gården. Jeg sukkede og gik tøvende ind i køkkenet. Med én hånd på vandhanen standsede jeg, da jeg hørte noget uforklarligt ude i gangen.
Lyden kom fra døren. Nogen kradsede, og slog indimellem så hårdt, at det lød mere som et krav end en bøn.
Jeg kiggede ud gennem dørkighullet. Tomt.
Nu rabler det … men jeg drejede alligevel nøglen og trak døren op. Det værste var jo allerede sket.
Katten, der havde kradset, tabte balancen lidt, men fandt hurtigt fodfæstet. Den greb en lille killing i nakkeskindet fra måtten og trak den ind.
Nå, det var alligevel utroligt
Jeg tog imod. Den lille killing rullede sig straks sammen i mine hænder og brægende efter varme.
Så du er altså en hunkat, hva? Jeg så på den lille gæst, der nu trampede rundt om mine fødder. Og hvad skal jeg gøre nu?
Katten ignorerede fuldstændig mit spørgsmål, drejede om på hælen og smuttede ned ad trappen. Før jeg nåede at lukke døren, kom hun igen, denne gang med endnu en killing. Og så igen. Da jeg havde modtaget den tredje, satte jeg mig på trappen og ventede. For første gang i lang tid mærkede jeg, at der var noget, der forandrede sig. Ikke til at sige hvad, men noget.
Killingerne myldrede rundt på mine knæ og trykkede snuderne mod mine hænder. Katten kom med en femte og satte sig ved siden af mig. Hendes ravgule øjne sagde alt.
Hvad?! Jeg rystede næsten under hendes blik. Mener du, at nu skal jeg tage mig af dem alle?
Hun blinkede og jeg kunne næsten sværge, at hun grinede. Så rejste hun sig og gik ind for at undersøge mit hjem.
Jeg samlede killingerne og fulgte efter. Katten snusede grundigt rundt, sparkede lidt til hjørnerne og endte så på køkkenet.
Okay, jeg har forstået! Jeg lagde killingerne på gulvet og fandt en skål frem. Vi får ryddet op, ingen grund til bekymring. I får det hele, jeg skal nok finde på noget
Min mors gamle indkøbskurv kom i brug sammen med et halstørklæde, hun havde pakket mig ind i, da jeg var barn og havde ondt i øret. Den blev nu til reden for killingefamilien.
Katten holdt vågent øje med, hvordan jeg redte en plads til dem.
Er det godt nok? Jeg skubbede kurven tættere på hende. Hun bumpede pludselig hovedet mod min hånd og sprang så op i kurven, hvor hun lagde den første killing til sig.
Perfekt! Så har I det, I skal bruge. Jeg må hellere komme i seng jeg skal jo på arbejde i morgen. Nå ja, for resten …
En gammel bakke blev skam også sat frem til hende, og katten forstod lynhurtigt pointen. Hun brugte den og hoppede så tilbage til killingerne.
Du er en snu én! Men hvad mon du hedder? Det er vist kedeligt bare at kalde dig kat. Har du ikke et navn?
Hun så bare på mig.
Nå … vi finder på noget. Hvad med … Misse? Eller måske Maren?
Hun rynkede på næsen og hvæsede.
Forstået! Jeg tænker over det. Jeg har kun haft hamstere og fisk aldrig kat. Vær lidt tålmodig med mig.
Der var noget særligt over kattens værdige mine, som mindede mig om en gammel sang, min mor ofte hørte. Melodien kom til mig sammen med navnet.
Simone! Hvad siger du til det?
Katten forblev tavs.
Jeg tog det som samtykke, slukkede lyset og gik i seng. For første gang i månedsvis følte jeg mig ikke alene i lejligheden …
Næste morgen vågnede jeg ved, at nogen kildede mig på kinden. Freja ? lød tanken.
Et fornærmet miav var svaret.
Katten sad på min hovedpude og så på mig, så jeg straks forstod, at det var bedre at stå op hurtigt. Det føltes næsten som dengang, mor trak mig ud af sengen.
Tak!
Jeg strakte hånden frem, og hun puffede hovedet mod min hånd som godkendelse, før hun sprang ned og ledte mig ud i køkkenet.
Hele dagen gik jeg rundt og smilede. Noget ventede på mig derhjemme nu. Og Simone gjorde det klart, at her var brug for orden og rigtige måltider. En ammekat lever ikke kun af mælk.
Hos dyrlægen sagde han straks:
Unge mand, hvad laver De med sådan en racekat i den tilstand?! Se, hun har endda en chip vi kan finde hendes ejer?
Nej, hun opsøgte bare mig. Jeg har ingen anelse om, hvor hun kom fra. Hvad med killingerne?
De er resultatet af en nat med den forkerte slags kat meget charmerende dog! Men prøv at se sikke et kuld!
Simone sad tavs og betragtede undersøgelsen af sine unger. Hun kunne ikke fortælle, hvordan hun var endt hos en ung kvinde i et pænt hjem i København. Som killing med lyserødt bånd var hun en gave. Men da det spændende gik over, overlod hushjælpen opdragelsen til gulvmoppen og en streng stemme. Simone lærte hurtigt, at mennesker ikke nødvendigvis ville det gode; og det blev værre, da kvinden fik en kæreste, der hadede katte. Efter dét, hvor han kastede hende ud af vinduet fra femte sal, burde hun have været død kun buskene nedfor forhindrede det værste.
Mødet med bagsiden af livet blev langt. Simone blev smidt ud i mørket, kasseret med ordene: Her hører du hjemme! Hun overlevede under trapper og i kældre, lærte at jage mus og skærme sine killinger. Det var derfor, hun ankom til mig arrig, sulten og bange.
Jeg var ikke den første, hun søgte hjem hos alle andre havde skubbet hende væk.
Men jeg tog imod hende.
Livet gik, killingerne voksede, Simone slappede mere af. Hun vidste ikke, at jeg havde kontaktet hendes tidligere ejer, som bare lagde på uden diskussion. Fra det øjeblik følte jeg, at hun og hendes killinger var mit ansvar.
For hun gav mig dét tilbage, jeg havde manglet allermest fornemmelsen af at være nødvendig for nogen i verden.
Der gik et år. Killingerne fandt nye hjem, jeg valgte de bedste hjem til dem alle. Den ene kom senere tilbage sammen med en pige, der gerne ville tage sig af Simones søn. En varm, smilende pige med drevne hænder og et glimt i øjet. Selv Simone testede hende og godtog hende.
Så nu, hvor jeg om aftenen sad på altanen, kunne Simone lægge sig i skødet af både mig og den nye kvinde i mit liv. Fire hænder kløede hende om ørerne, og jeg vidste, at det her var lykken. At kærligheden langsomt, men sikkert, var flyttet ind igen.
Det burde have været for længst! Der skal være plads til mere kærlighed herhjemme. Og måske var det på tide, at jeg selv fik mine egne killinger for har jeg kunnet elske og tage mig af de andres, fortjener jeg også at opleve at gøre det for mine egne. De kommer til at blive elsket, som kun katte kan blive det, af både Simone og mig.
Hvis der er én ting, jeg har lært: selv når livet tager alt, kan man få det hele igen. Man skal bare åbne døren sommetider står der nogen og venter.
