Jeg var ved at klippe grene fra træet, da min hund greb fat i mine bukser og trak mig ned – og så gik det op for mig, hvorfor hun opførte sig så mærkeligt

**Dagbogsnotat 15. maj**
Det var en grå morgen. Himlen var tung af skyer, og luften var stille og lummer. Det føltes som om regnen kunne bryde løs hvert øjeblik. Alligevel besluttede jeg at klare mine gøremål de tørre grene på det gamle æbletræ ved huset skulle klippes. Stigen var allerede sat klar, og selvom vejret så truende ud, tænkte jeg: *Det skal nok gå.*
Jeg stillede stigen mod træstammen og begyndte at klatre. Men knap nok havde jeg nået et par trin op, før jeg mærkede et ryk bagfra. Jeg vendte mig om og kunne næsten ikke tro mine øjne.
Min hund, Buster, prøvede at følge efter mig op ad stigen. Hans poter gled på metaltrinene, og kløerne raslede, mens han stirrede op på mig.
»Hvad laver du?« grinede jeg nervøst. »Bliv nu nede.«
Jeg vinkede ham væk, men han satte sig på bagbenene og greb fat i trinene med forpoterne. Så bed han pludselig fat i buksebenet og trak mig hårdt nedad, så jeg næsten mistede balancen.
»Av! Er du blevet tosset?« hvæsede jeg. »Slip!«
Men han holdt fast. Han pressede poterne mod stigen og trak, som om han havde en mission.
Jeg blev både irriteret og underligt urolig. *Hvorfor gør han det her?* tænkte jeg. *Måske leger han?* Men nej hans blik var mere alvorligt. En advarsel. Som om han prøvede at sige: *Du skal ikke derop.*
Jeg skældte ham ud og sagde strengt:
»Går du, eller hvad? Lad mig bare færdiggøre det her!«
Men da jeg begyndte at klatre igen, greb han fat i mit bukseben endnu en gang og trak mig ned. Jeg vaklede, og mit hjerte hamrede et forkert trin, og jeg kunne falde.
Jeg stoppede, pustede ud, og pludselig gik det op for mig: Sådan her blev det ikke bedre. Hvis han fortsatte, ville jeg falde og brække alt, hvad jeg havde. Jeg besluttede at give op.
Jeg klatrede ned, så ham ind i øjnene og sagde:
»Okay, smarte fyr. Så ryger du på snor.«
Han sænkede hovedet skamfuldt, men jeg tog ham alligevel med over til hans hundehus og bandt ham fast. *Nu kan jeg endelig arbejde i fred,* tænkte jeg.
Men lige da jeg skulle til at klatre op igen, skete der noget uventet.
Et blendende lys flammede over himlen. Torden bragede, og lynet ramte lige ned i træet præcis hvor jeg skulle have været. Barken sprækkede, og en brændende lugt bredte sig. Jeg vaklede baglæns og dækkede ansigtet.
Et øjeblik stod jeg lammet. Så gik det op for mig: Hvis ikke Buster havde været så insisterende, ville jeg have været deroppe, lige i midten af stormen. Og så
Jeg så over på ham. Han stod ved hundehuset, snoren stram, og så på mig med et blik, der sagde mere end ord nogensinde kunne.
»Åh gud« hviskede jeg, mens kuldegysninger løb ned ad ryggen. »Du reddede mit liv.«
Jeg knælede ned og krammede ham om halsen. Han logrede langsomt med halen, som om han vidste, han havde gjort det rigtige.
Den dag lærte jeg, at nogle gange forstår vores dyr mere end vi tror. De ser det, vi ikke kan.