Ikke bare en barnepige
Jeg, Freja, sad over bøger og papirer ved et af de lange borde på Københavns Universitets bibliotek, halvt begravet i notesbøger. Mine fingre fløj over siderne i jagten på den rigtige paragraf, mens øjnene slugte linjerne én efter én. Yndlingslektoren var kendt for at være skrap dumper man testen, er det lige ud i reeksamen. Det havde jeg slet ikke tid til midt i et semester, der allerede var travlt nok.
Pludselig gled min studiekammerat, Amalie, ned på kanten af bordet. Hun lænede sig let ind mod mig og spurgte dæmpet:
Du leder da efter et studiejob, ikke?
Uden at slippe hånden fra min tusch nikkede jeg, stadig opslugt. Der var så meget, jeg skulle nå igennem.
Mmm, fik jeg endelig mumlet. Det hele står jo og falder med tid. Du ved, vi har forelæsning til klokken to hver dag, og jeg kan ikke bare pjække
Amalie smilede forstående. Hun vidste, hvor meget jeg gik op i at klare mig godt. Hun ventede et øjeblik og blev så mere ivrig:
Jeg har det perfekte for dig. Min nabo, Henrik, er alene med børn. Hans kone døde sidste år tror jeg nok, gider ikke sladder, hun rystede smilende på hovedet. Men han har desperat brug for en barnepige et par eftermiddage om ugen, typisk fra fire til otte-tiden.
Nu slap jeg helt koncepterne, kiggede op og mødte hendes blik.
Du elsker børn, du læser til lærer, har masser af erfaring fire små søskende hjemme!
Jeg tøvede. Der var altid noget beroligende og meningsfuldt over børn, og jeg havde selv hjulpet min mor med de yngre søskende. Ikke nemt, men det gav mig glæde.
Hvor gamle er børnene? spurgte jeg usikker, men alligevel nysgerrig.
Muligheden for et børnejob føltes lokkende men også lidt skræmmende. Kunne jeg håndtere dét ansvar? Det var én ting at tage sig af egne søskende, noget helt andet med andres børn, som måske havde været igennem noget trist.
Tvillingepiger på seks år, svarede Amalie straks. Henrik har også en ældre søn, Oliver, han er tretten, men han er totalt opslugt af sport og forsvinder konstant til træning.
Vil han virkelig ansætte mig? spurgte jeg, trommede nervøst med blyanten. Jeg er jo kun på fjerde år, ikke uddannet endnu…
Jo, jeg kunne passe små børn, havde været i praktik i børnehave, elskede unger generelt. Men alligevel det er jo et stort ansvar.
Amalie viftede tvivlen væk.
Selvfølgelig! Henrik spurgte mig selv i går, om jeg kunne anbefale nogen. Skal jeg give ham dit nummer?
Der var sådan en ægte overbevisning i hendes stemme, at jeg blev stille. Jeg lod blikket glide over mine bøger Dette kunne egentlig netop være det, jeg havde brug for. Barnene boede også lige i nærheden af universitetet, arbejdstiden kunne passes ind, og ungerne var sikkert nuttede.
Mit hjerte bankede hurtigere, både af spænding og lidt nervøsitet. Jeg trak vejret dybt og sagde beslutsomt:
Ja, gør det!
********************
Min første dag hos Henriks familie. Selvom jeg har passet små brødre, føltes det helt anderledes at træde ind som rigtig barnepige, ansvarlig for nogen, jeg ikke kendte. Pungen, mobil, nøgler, notesblok, lidt snacks til pigerne dobbelttjekket.
Mødet med Henrik og børnene havde været overraskende let. Henrik virkede rolig og venlig, forklarede klart rutinerne. Tvillingerne, Emma og Mille, havde i starten gemt sig bag deres far, men efter ti minutter snakkede de løs og viste stolt deres tegninger. Jeg følte mig straks velkommen.
Men mest overrasket blev jeg over Henrik. Amalie havde glemt at nævne, hvor charmerende han var. Høj, lyseblond, lune øjne og et smil, der var umuligt at overse. Jeg havde virkelig måtte tage mig sammen for ikke at rødme, hver gang han så på mig.
Tag dig nu bare sammen, Freja, det er et job, mindede jeg mig selv om igen og igen.
Jeg stod foran den hyggelige institution, Henrik havde advaret pædagogerne om, at jeg ville hente børnene. Han havde tilmed skrevet en seddel med tilladelse vi danskere og vores regler! Jeg rettede på håret og gik ind.
Legepladsen summede af grin og råb. Jeg spottede Emma og Mille ved gyngerne, de smilede genert, da de fik øje på mig.
Jeg satte mig ned på hug, i øjenhøjde:
Nå piger, skal vi tage hjem? Jeg laver noget lækkert til jer.
Emma så på Mille, tog et lille skridt frem:
Hvad laver du? nysgerrig og lidt udfordrende i blikket.
Måske pandekager med syltetøj? Eller cookies med chokolade? foreslog jeg.
Mille blev straks begejstret:
Cookies! Med chokolade det elsker jeg!
Så er det en aftale, sagde jeg, rækkede hænderne ud. De tøvede kort, men satte så deres små hænder i mine. Jeg mærkede nervøsiteten forsvinde og blev varm helt indeni. Mon det egentlig går meget bedre, end jeg frygtede?
Nu slog det mig, hvor tæt søstrene var. De bevægede sig næsten helt ens, sendte hinanden små blikke fyldt med alvor. Det ramte mig pludselig: de havde oplevet så meget for deres alder.
Aftenen inden havde Oliver, storebroren, nærmest voksenagtigt taget mig til side og hvisket:
De har forandret sig så meget siden mor døde… De forstår det ikke rigtigt. Tænker, det måske er deres skyld. De blev helt lukkede Ville ikke engang smile eller snakke med nogen. Vores farmor hjalp før, men hun er desværre blevet syg, så far måtte finde en barnepige.
Hans stemme var mat, men beslutsom. Han ville beskytte dem.
Jeg havde bare nikket, følte i maven hvilken skrøbelig opgave jeg fik betroet.
Men tvillingerne havde alligevel hurtigt taget imod mig. Vi legede, jeg tryllede med et lommetørklæde, de grinede højlydt.
Oliver betragtede mig alvorligt og sagde:
Far valgte dig, fordi du forstod dem. Lad nu være med at skuffe os, ikke?
Jeg mærkede en klump i halsen, men sagde fast:
Det lover jeg. Jeg vil gøre mit bedste, så de kan smile igen.
Oliver nikkede, og hans blik blev næsten barnligt glad igen.
****************
Efter to måneder hos familien Christensen mærkede jeg forskellen. Emma og Mille var ikke længere reserverede nu stormede de mig i favnen med grin og stolthed, hver gang jeg kom. Det var blevet svært at sige farvel.
En aften, mens jeg pakkede vores garnnøgler og tømte legetøjsæsken, smånynnede jeg sangen, vi netop havde lært. Emma og Mille sad og så på mig med store, triste øjne.
Du må ikke gå hjem! råbte Emma, klyngede sig om min liv, så hårdt hun kunne. Bliv her!
Jeg frøs et kort øjeblik, så smilede jeg og satte mig på hug:
Jeg skal læse til i morgen. Jeg lover, jeg kommer igen tidligt. I når næsten ikke at savne mig!
Allerede halvvejs oppe af trappen kom Mille løbende og trængte sig med ind i omfavnelsen.
Vi savner dig jo allerede, erklærede hun.
Jeg så på dem og følte hjertet blive blødt. Jeg måtte på tå for at være i øjenhøjde:
Hvor skal jeg sove? Kan da ikke overtage jeres værelse!
Emma tænkte længe, og så lyste hun op:
Der er masser af plads i fars seng! Du kan ligge der!
Mille nikkede ivrigt:
Far arbejder altid sent, han siger, du må det!
Jeg bed mig i læben for ikke at grine. De var jo bare børn, men det rørte mig dybt. Jeg strøg dem på kinden:
Tak for invitationen, men jeg bliver nødt til at gå hjem denne gang. Men i morgen så kan vi nå både at bage cookies og læse eventyr!
Deres smil falmede en smule, men Emma sagde modstræbende:
Okay Men kommer du?
Selvfølgelig. Jeg lover det.
Efter et sidste knus tog jeg jakken, lovede endnu en gang at komme tidligt og gik ud. Udenfor trak jeg vejret dybt, mens rødmende kinder prikkede under øjnene. Den kolde luft hjalp lidt.
Jeg bemærkede ikke, at Oliver stod i entreen med et skævt smil. Han havde opdaget, hvordan stemningen i huset ændrede sig, når jeg kom. Hans far blev blødere, hans stemme mildere, og jeg det var lidt pinligt, hvor ofte jeg rødmede.
Måske har far mere i klemme, end han tror, tænkte Oliver tilfreds. Han ønskede sig en, der virkelig gjorde deres far glad ikke kun for pigerne, men for hele familien. Og jeg passede til dem: omsorgsfuld, tålmodig, oprigtig.
Hvorfor gør de ikke bare noget ved det? morede han sig. Hvor er voksne dog besværlige
Den aften lod han lokket falde nedallige, da Henrik kom hjem. Oliver satte sig stædigt overfor:
Far, hvorfor gør du ingenting? Du kan jo lide Freja. Hvorfor inviterer du hende ikke ud?
Henrik blinkede, overrasket.
Jamen, Oliver hun passer børnene, det er da det vigtigste…
Kom nu, himlede Oliver. Du ser på hende Hun gør det samme. Hvorfor ikke spørge om hun vil med i Tivoli eller på café?
Henrik sukkede, kørte hånden gennem håret og så uventet blufærdig ud.
Det er ikke så enkelt. Hvad hvis hun ikke har lyst? Hvis hun tror, jeg udnytter situationen? Jeg vil ikke miste hende, eller at pigerne bliver kede af det, hvis det mislykkes.
Hvad nu hvis du starter med noget, hvor vi alle er med? foreslog Oliver. En dag i Zoologisk Have eller måske is i Nyhavn? Så føles det ikke så akavet.
Henrik tænkte over det og kom frem til, det faktisk var en god idé.
Okay, sagde han. Vi prøver.
De to smilte til hinanden og grinede. En lettelse for os allesammen.
***********************
Henrik kunne ikke ryste Olivers ord af sig. Måske havde han virkelig ikke opdaget, at jeg tit blev rød i kinderne, fordi jeg bedst kunne lide ham? Måske havde han været bange for at admittere det for sig selv.
Fra entreen hørte han pigernes latter fra stuen, og lyden fyldte huset med varme. Jeg sad på gulvet med dem, flettede fletninger og lyttede tålmodigt.
Sig det nu, Freja, ikke? Vores far er verdens bedste!
Ja, svarede jeg automatisk, og den flotteste.
Så gik det op for mig, hvad jeg havde sagt, og jeg blev ildrød. Hurtigt forsøgte jeg at ændre emne, men Mille var for kvik.
Elsker du vores far? spurgte hun ligefrem.
Jeg stivnede et øjeblik, klokken havde aldrig været så meget før:
Skal vi ikke lave aftensmad nu? Hvem vil hjælpe?
Jeg flygtede næsten ud i køkkenet, men smilede, da pigerne straks tonede ud og ville hjælpe.
Henrik kom ind:
Skal vi ikke tage ud at spise hele familien? Det er snart fredag, vi trænger til lidt sjovt.
Glædesudbrud. Alle stormede rundt og hentede jakker og sko.
Jeg nikkede stille til Henrik det var virkelig en god idé: at tage det første lille skridt. Sammen.
************************
Månederne gik. Udflugter, hyggelige aftensmadstunder, små familieeventyr. Jeg blev mere og mere en naturlig del af hverdagen ikke bare barnepige, men ven, støtte og måske også noget mere.
Oliver holdt et vågent øje og smilede ofte skævt. Så lykkedes det alligevel, syntes han at sige med blikket.
En aften sad Henrik og jeg i sofaen, pigerne sov, tekrusene blev kolde på bordet. Henrik kiggede på det bløde lysskær fra pigernes juleguirlande:
Freja Jeg kan ikke forestille mig livet uden dig. Din stemme, dit ansigt, måden du får os alle til at finde ro. Jeg elsker dig. Vil du være mere end vores barnepige? Vil du være min kone?
Jeg var stille et sekund glæden og nervøsiteten skyllede ind over mig, men jeg svarede klart:
Jeg elsker dig også. Og jeg vil meget gerne være en del af jeres familie.
*************************
Vi slap for det store cirkus; kun de allernærmeste var med til brylluppet i Hellerup. Emma og Mille svævede omkring os i ens, lyserøde kjoler, spændte over at bære ringene. Oliver sendte mig et lille, stolt nik.
Efter vielsen dansede vi, spiste lagkage, børnene kom konstant løbende, krammede os, spurgte hvornår må vi kalde dig mor? Og solen skinnede langt ind i aftenen.
Senere på terrassen, under stjernerne og med duften af nyklippet græs, lagde Henrik armen om mig.
Tænk, vi er her nu, sagde jeg stille, og det hele begyndte med et jobopslag og en ide fra Amalie.
Det begyndte, svarede han, fordi vi ikke var bange for at tage chancen.
Jeg smilede, og mærkede varmen fra både ham og hele familien. Jeg havde fået min plads og min fremtid lige præcis dér, hvor jeg hørte til.
