Jeg har efterhånden mistet tålmodigheden. Dagbogen, 17. marts
Har du ikke ryddet af bordet igen! sagde Lisbeth, mens hun kastede opvaskesvampen i vasken, så der sprøjtede sæbevand op på de hvide fliser.
Jeg kiggede op fra min iPad, sukkede og forsøgte at finde ro.
Godmorgen til dig også, mumlede jeg og stak næsen tilbage i skærmen.
Godmorgen? hun stod der, med stemmen dirrende og øjenbrynene løftet. I går bad jeg dig bare om at tage din tallerken ud én tallerken, Søren! Kan du ikke engang det?
Jeg glemte det, brummede jeg. Det er vel ikke verdens ende.
Brødkrummerne lå og spredte sig ud over voksdugen som en barndommens drillenisse. Jeg mærkede hendes lette hånd bevæge dem ned på gulvet. Hun ville jo alligevel feje dem op senere, som altid.
Kan du overhovedet huske andet end din Netværksklubben? hun nikkede mod min iPad, som jeg holdt, som om der var vigtigere ting end livet selv.
Nu starter det igen, sukkede jeg. Tidligt om morgenen og alt.
Hun stod ved komfuret, støttende sig til bordet. Hænderne rystede var det af udmattelse eller vrede, vidste hun sikkert ikke engang selv. Kaffemaskinen brummede i baggrunden og forberedte endnu en omgang sort kaffe til mig, præcis som hver anden morgen i de seneste otteogtredive år.
Jeg sover helt okay, svarede hun lavt, som om hun knækkede et stykke af sig selv for hvert ord hun sagde. Jeg er bare træt af at være usynlig i mit eget hjem.
Nu flyttede jeg da i det mindste øjnene fra skærmen, så på hende, som om jeg så hende for første gang i flere år, eller bare slet ikke forstod, hvad hun mente.
Usynlig? Hvorfor siger du sådan noget?
Med rystende hænder skænkede hun kaffe, satte sig over for mig og mødte mit blik. Hun så lige så træt ud, som jeg følte mig. Man kunne se, hun havde været oppe siden tidlig morgen.
Ingenting, sagde hun. Ingenting overhovedet.
Så var der stille imellem os, tungt og underligt klistret. Ude på altanen råbte nogle krager, et sted nedenunder blev hoveddøren til opgangen smækket i. Endnu en grå dag i en blok i Brøndbyøster, intet nyt i horisonten.
Efter kaffen rejste hun sig, samlede af bordet. Jeg forsvandt endnu engang ind i min iPad. Krummerne knasede under hendes hjemmesko, mens hun fejede. Jeg bemærkede det ikke engang.
***
Der lugtede indelukket i S-toget mod Vesterport. Lisbeth sad helt op ad vinduet, kiggede ud på grå boligblokke, folk der hastede forbi med hver deres gøremål. Alle havde de travlt, alle havde deres egne problemer. Hun havde også sine, men det føltes, som om ingen så dem. Ikke engang jeg, hendes mand gennem næsten fyrre år.
Hun tænkte på morgenens sammenstød. Det var jo ikke nogen skænderi, snarere bare endnu en lille irritation i strømmen; dråber i et kar der allerede længe har været overfyldt. Lisbeth havde ignoreret det, ladet som om alt var godt, at vi bare var som alle andre.
Sandt at sige var jeg ikke nogen skidt fyr. Jeg drak ikke, slog ikke, gik på arbejde hver dag på Carlsberg fabrikken, gennem alle de år og bidrog, som jeg nu kunne. For mange år siden gav jeg hende blomster, vi gik hånd i hånd i parkerne om aftenen, hun var den smukkeste i verden for mig.
Nu? Nu gik jeg direkte til sofaen efter arbejde, så fjernsyn, mens hun lavede mad og ryddede op. Jeg sagde måske et hurtigt tak, men forsvandt straks ind på stuen igen foran TVet. Hun vaskede op, jeg faldt i søvn på sofaen, hun lagde mig i seng, og vi skiltes ofte uden et eneste ord.
Sådan kørte dagene. Månederne. År.
Hun lukkede øjnene, mærkede kulden fra S-togets rude. Tænkte på hvordan hun var blevet sådan. Hvordan hun havde forvandlet sig til den grå skygge, som aldrig fandt modet til at få luftet ud i sine frustrationer om morgenen, fordi hun frygtede at miste det lille, der trods alt var tilbage. Frygten for ensomheden i lejligheden, hvor hvert hjørne kunne fortælle om ungdommen, glæden, børnene der var flyttet hjemmefra.
Toget stoppede ved hovedbanen, og hun gik den sædvanlige vej hen til kontoret, hvor revisionsfirmaet Vald holdt til. På vej ind på kontoret slugte hun frygten sammen med den første slurk kaffe. Endnu en dag blandt papirbunker og en stædig, stønnende gammel computer på skrivebordet. Hvorfor købe en ny? Lisbeth klarer jo altid det hele.
***
Katrine fra løn trådte ind i vores kontor som en storm. Altid farverige negle, der skar i øjnene, og et smil man kunne høre før hun trådte ind. Hun satte sig over for Lisbeth og svajede demonstrativt med hænderne.
Se lige hvad jeg fik lavet i går? Kan du lide det?
Lisbeth så på de glimtende sten på de lange negle og smilede forsigtigt, hendes egne hænder bar præg af praktiskt arbejde.
Flot, sagde hun halvkvalt. Meget iøjnefaldende.
Du burde prøve, sagde Katrine ivrigt og kiggede på Lisbeths korte negle uden lak. Det løfter humøret! Kim og jeg var på Krogs i lørdags, han sad og beundrede mine hænder i timevis du er smuk, sagde han
Lisbeth nikkede, stirrede ind i skærmens rullende tal. Katrine gav ikke op.
Hvad lavede I i weekenden? Fandt I på noget spændende?
Ikke rigtigt, svarede Lisbeth, trak på skuldrene. Der er altid noget derhjemme, du ved.
Hun løj. Egentlig havde vi slet ikke lavet noget særligt. Jeg havde set fodbold hele lørdagen; hun havde lavet mad, vasket tøj, ryddet op, og jeg gik ikke ud, kun i sofaen. Hun gik tidligt i seng, jeg blev hængende foran fjernsynet. Helt almindelig weekend, som det plejede.
Jamen dog, sagde Katrine med sine klirrende armbånd. Man skal da også huske at fejre livet lidt! Kim købte parfume til mig bare fordi han så en i Matas, der duftede godt. Sådan noget sætter altså prikken over iet.
Inden i vidste Lisbeth godt, at jeg ikke havde givet hende noget uden anledning i årevis. Sidste gang jeg gav hende en gave, var det en støvsuger til fødselsdagen for tre år siden. Jeg sagde: “Det gør rengøringen lettere.” Hun takkede og smilede, men senere græd hun ind i puden. En støvsuger. Som at give en rengøringskone udstyr.
Lisbeth, er du okay? spurgte Katrine og lagde sin hånd på hendes skulder.
Ja, ja, hun fór sammen, så straks ned på tastaturet. Bare lidt træt.
Måske skal du tage nogle vitaminer, sagde Katrine velmenende. Kim bestiller altid omega-3 til mig fra udlandet. Man bliver så frisk.
Lisbeth nikkede uden at høre efter, alt imens hun tænkte på den opvask der allerede ventede hende derhjemme. I går havde jeg fået mad og bare forladt køkkenet med tallerkner og gryder. Hun havde tænkt det må vente. Men hun kunne jo ikke holde det ud til næste dag. Som altid.
Nå, jeg må hellere tilbage, Katrine lod hånden glide beundrende over sine negle. Kim har inviteret vores venner i aften, han vil lave grillmad på altanen. Jeg ordner bare lidt salater.
Duften af hendes parfume blev hængende. Lisbeth sad alene tilbage og kiggede på dokumenterne. Grillmad på altanen. Manden der selv laver mad, køber gaver uden grund. Et andet liv. For hende uopnåeligt.
Hun havde læst artikler om parforholdets krise efter de 50. Man må tale sammen, gøre noget sammen, arbejde på forholdet.” Hun havde forsøgt. Foreslået biografen, små udflugter men jeg havde altid afvist det som fjollet og dyrt. Hun havde prøvet at føre samtaler, men jeg svarede knap. Til sidst opgav hun. Blev tavs. Trak sig.
Men hvorfor føltes hverdagen stadig tungere? Hvorfor var det blevet så svært at stå op hver morgen?
***
Arbejdsdagen sneglede sig af sted. Lisbeth lavede fejl, måtte lave om, computeren frøs. Hun stirrede opgivende på uret. Tiden stod stille.
Endelig klokken seks. Hun sagde farvel og gik ud i den mørke efterårsblæst, frøs i vinden. I S-toget på vej hjem var der mere plads. Halv time senere ville hun være hjemme, i lejligheden, hvor opvasken ventede, tøjet lå smidt, jeg halvslumrede foran fjernsynet. Hvor hun igen ville iklæde sig den usynlige tjenestekvindes rolle.
Hun tænkte på sin gamle veninde, Marie, der blev skilt som 55-årig, da manden fandt sig en yngre. Marie havde grædt, følt sig ensom men hun sagde også: Nu er der ro. Ingen sure sokker, ingen brokkerier, ingen råb. Jeg er fri, Lis.
Lisbeth forstod det ikke dengang. At glæde sig over en skilsmisse virkede forkert. Hun følte stolthed over, at vi stadig holdt ud sammen. Men hvad var det egentlig for et “sammen”?
To mennesker under samme tag, men hver for sig. Frauens slid var usynligt arbejde. Mad, vask, rengøring ingen så det før det ikke blev gjort. Så blev det straks mærkbart: Hvorfor er der ikke rent? Spurgte jeg.
Toget stoppede. Lisbeth gik ind i opgangen, op ad trapperne med tunge skridt. Trætheden sad i hele kroppen, men det var en træthed dybere end det fysiske. En grundtræthed over tilværelsen.
Inde i lejligheden lugtede det lidt indelukket. Mine sko lå i gangen, min jakke smidt på gulvet, fra stuen lød TVet.
Hun gik ud i køkkenet og stivnede. Bordet var dækket af opvask fra både i går og i dag. Tallerkner, gryder, kopper med kafferester. En plasticpose med saftrande var tippet ud over gulvet.
Hun stod bare og betragtede det hele. Inden i hende voksede noget vildt op en storm hun ikke længere kunne lægge ned.
Hun gik stille ind i stuen.
Søren, sagde hun.
Jeg svarede ikke. Actionfilmen på skærmen buldrede højlydt.
Søren! nu med mere kraft.
Hvad er der? jeg vendte hovedet.
Har du set køkkenet? hun nikkede derud.
Ja, ja. Jeg spiste frokost hjemme. Havde travlt, måtte løbe hurtigt for at nå arbejdet.
Og i går? Og dagen før? Og ugen før? hendes stemme knækkede over.
Lis, jeg er træt. Kan vi ikke lade det være? sukkede jeg tungt.
Du er træt? Nu bristede noget i hende. DU er træt?!?
Det var sjældent hun hævede stemmen. Men nu kom det væltende, ord, som havde været holdt tilbage for længe.
Hun talte om alt det, jeg aldrig så, alt det jeg tog for givet hvordan hun blev usynlig, kun bemærket hvis noget manglede. Spurgte hvornår jeg sidst havde givet blomster, talt med hende, været nærværende.
Jeg svarede kluntet, uden overbevisning. Hvorfor nu lave drama? Vi var jo voksne. Hvorfor skulle jeg pludselig digte med blomster og digte?
Hun sagde: Jeg har brug for at mærke, at jeg betyder noget, ikke som husholderske, men som kvinde.
Jeg blev vred, forstod ikke hvorfor det altid var mig der gjorde noget forkert. Ville gå. Tog min jakke ned fra knagen.
Søren, vent, hun rakte ud efter mig.
Jeg skal lige ud og have luft.
Jeg smækkede døren. Gik gennem mørket, mærkede kulden. Tænkte ikke rigtigt. Efterlod Lisbeth tilbage, alene, med tårer i øjnene og frygt i hjertet.
Jeg ved ikke hvor længe jeg gik rundt, men det blev mørkt. Da jeg kom hjem, var alt stille. Lysene var dæmpet. Køkkenet var gjort rent, selvfølgelig. Hun kunne ikke lade være.
Jeg gik i seng på sofaen, ville ikke forstyrre hende i soveværelset.
***
Morgenen efter var vi tyste. Jeg lavede kaffe selv for første gang i årevis. Stille, forsigtigt, ryddede op og åbnede døren ud uden at sige farvel.
På kontoret var Lisbeth stille, sagde kun lidt til de andre. Hun blev siddende i sine tanker dagen lang.
Dagene gik. Jeg prøvede lidt: tørrer af, sætter min tallerken i opvaskeren, hjalp med støvsugningen. For hende virkede det kunstigt, men jeg forsøgte. Men realiteten var, at jeg ikke forstod helheden for mig var én opgave nok, så var det klaret. Lisbeth blev mere stille, måske også skuffet.
En fredag forandrede alt sig alligevel. Katrine kom på arbejde med tårer i øjnene, ødelagt makeup, i gråt.
Hvad er der sket? spurgte Lisbeth.
Kim har forladt mig, sagde Katrine stille. For en ung én. Jeg opdagede, at vi faktisk ikke rigtigt snakkede sammen gaverne var bare overflade. Jeg var alene, Lisbeth. Helt alene. Jeg fortalte mig selv noget andet for at undgå at se sandheden.
Lisbeth var tavs, ramt.
Er du lykkelig? spurgte Katrine hende.
Lisbeth tøvede, men sagde så åbent, at hun ikke følte sig lykkelig, kun uendelig træt.
Vi må lære at sige sandheden. Også til os selv, sagde Katrine.
De ord blev hængende resten af dagen.
***
Da Lisbeth kom hjem, blev hun overrasket. Jeg havde lavet mad eller forsøgt. Suppe og koteletter, lidt brændte og alt for salte, men det var mit forsøg. Jeg ville vise, at jeg gerne ville andet end bare sidde i sofaen.
Hun var overrasket. Taknemmelig, måske endda rørt. Vi spiste sammen, tavse. For første gang i lang tid lavede vi noget sammen hun vaskede op, jeg tørrede af. Kluntet, men sammen.
Jeg sagde, at jeg ville prøve. Ikke bare én dag, men prøve rigtigt. Hun sagde, hun var bange for bare at håbe. Jeg sagde, jeg var bange for at miste hende.
Den aften sad vi i sofaen, med lyset fra Brøndbyøsters blokke udenfor. Holdt hinanden i hånden. Levede ikke op til nogen glansbilleder, men var bare os selv to mennesker, slidte, sårbare, men sammen. Og måske, for første gang i årevis, var vi også noget andet end bare usynlige for hinanden.
Da jeg så på hende dér, sagde jeg det, jeg så sjældent fik sagt:
Lisbeth, jeg elsker dig. Jeg har bare glemt at vise det.
Hun smilede, tårerne løb lydløst ned.
Og jeg elsker dig, Søren. Uanset hvad.
Sådan begyndte vi forfra. Ikke som en eventyrlig forvandling, men med vilje og små skridt på vejen. Og den dag lærte jeg måske det vigtigste af alt: At kærlighed vokser ikke ud af gamle vaner, men af de nye daglige valg, man tør tage sammen også selvom man er bange.
