Livets Lektier
Rigmor Christensen sendte et mistænksomt blik mod sin svigerdatter. Normalt kom Karina forbi med et smil, var kvik i replikken og interesseret i, hvordan det gik men nu trådte hun indenfor uden et ord, lagde skoene pænt, gik direkte ud i køkkenet og satte sig ved bordet uden så meget som at blinke. Rigmor spidsede straks ører hun havde nemlig lært Karinas temperament at kende igennem årene og kunne altid straks mærke, hvis noget var rivende galt.
Du ser godt nok ikke for oplagt ud er der sket noget med Alberte? spurgte Rigmor bekymret, og satte sig ved siden af Karina. Barnebarnet betød alverden for hende, så tanken om, at noget var galt, gjorde hende helt skæv i blikket. Er hun syg? Er der ballade i skolen? Eller er der nogen, der driller hende?
Karina kiggede op, forsøgte så småt et smil, men uden skyggen af glæde. Hun trak vejret dybt, kørte hånden gennem ansigtet, som om hun ville feje de tunge tanker væk, og sukkede:
Det har ikke noget med Alberte at gøre, rolig nu. Jeg jeg er bare bange for at miste mit arbejde.
Rigmor sukkede lettet havde det ikke noget med børnebarnet at gøre, var det allerede en stor lettelse. Men Karinas bekymring lød ikke mindre alvorlig.
Hvad nu? Det gik da ellers så fint på kontoret? foreslog hun forsigtigt og holdt øje med Karinas ansigt.
De har tilbudt mig en forfremmelse. Hvis jeg siger nej, bliver jeg fyret men siger jeg ja, kræver det konstante rejser. Hvem skal så tage sig af Alberte? Hun er jo stadig lille og har brug for sin mor.
Karina stirrede ud ad vinduet, skamfuld over at være så oprevet hun plejede ellers at bide uroen i sig, men nu kunne hun ikke mere. Rigmor klemte hende blidt på skulderen og sagde med et skævt smil:
Du kan bare lade hende blive hos mig. Hvorfor ikke? Jeg er jo pensionist, har al tid i verden og hun er jo min guldklump!
Karina løftede blikket og så undersøgende på sin svigermor. Det var skummelt Rigmor havde aldrig tilbudt hjælp før hun havde altid holdt sig i baggrunden, nøjedes med at spørge artigt og nikke beundrende. Hvorfor nu?
Tankerne lejrede sig, men Karina sagde kun:
Mener du det? Der kan gå uger, hvor jeg ikke er hjemme.
Rigmor trak ikke på skulderne hun svarede hurtigt og urokkeligt:
Jeg har opdraget min søn, så en datterdatter kan jeg vel også klare, ikke?
Karina bed sig i læben, så hun ikke kom til at sige noget spidst om opdragelsen af sin afdøde ægtemand, Mads især med tanke på, hvordan det var gået. Hun så straks Mads for sig: henslængt i sofaen med fjernbetjeningen i hånden, eller tabt bag computerskærmen, mens Alberte kaldte og maden blev kold. Forkælet, modvillig, jobtræt; elskede sig selv, var lun på sin racercykel og modvillig over for alt, der lugtede af ansvar.
Ja, han havde haft én stor passion cykelløb. Og det kostede ham alt.
Mads elskede fart. Fredag efter arbejdet ringede han vennerne op, og en time senere stod de og polerede cykler på en øde landevej udenfor Rødovre. De susede afsted, regn, blæst eller is lige meget.
Det er bare ekstra spænding! råbte han bag hjelmen, klar til afgang.
Antallet af gange han styrtede, talte ingen længere. En tur i grøften, skrammer på cyklen, tøjet i laser men altid slap han overraskende billigt. Det gav ham nærmest troen på, han var usårlig. Der sker aldrig mig noget, jeg har styr på det, sagde han altid.
Men skæbnen kan kun holde til så meget praleri. En dag tog det hele en drejning: venner, cykler, væddeløb og så i næste sving mistede Mads kontrollen. Cyklen skred ud, han ramte et vejtræ og denne gang kom han ikke på benene igen.
Den dag glemmer Karina aldrig. Rigmor blev lille, grå og stille men tiden læger alle sår, og til sidst gled tingene langsomt tilbage. Indimellem tænkte Karina over, om det faktisk havde været bedre, at det gik sådan. Ville hun, hvis Mads var blevet invalid, have kunnet klare rollen som hans hustru? Helt ærligt? Nej. Hun følte med sig selv, at slutningen blev mindre pinefuld, end den kunne have været og det føltes forkert at indrømme.
Nu sad Karina over for Rigmor og mærkede pludselig et stænk af taknemmelighed. Denne kvinde, der havde overlevet sin søn, tilbød nu at tage ansvar for hendes barn.
Tak virkelig, hviskede Karina og lagde hænderne om tekoppen. Jeg skal nok gøre alt for at være mere sammen med Alberte!
Rigmor rystede roligt på hovedet:
Sådan skal du ikke tænke. Gør dit, arbejd med sindsro. Jeg skal nok tage mig af Alberte, hun er min øjesten. Du skal sørge for jeres fremtid jeg passer på barnebarnet.
Tonen var så sikker, at Karina mærkede nervøsiteten lette. Måske ville det faktisk gå alt sammen?
**********
I starten gik det forbløffende glat. Alberte hyggede sig hos farmor, og Karina stak hovedet ind om aftenen eller også blev Alberte i ugevis, når jobbet krævede det. Karinas tid var knap, så snakken med datteren blev mest klemte spørgsmål og hurtige råd men hun stolede på, at farmor havde styr på alt det vigtige!
Så begyndte lærerne at ringe. Først stille påmindelser så en direkte bemærkning i kontaktbogen. Det viste sig, at Alberte ikke lavede sine lektier. Karaktererne dalede, og fordybelsen i skolebøgerne var forsvundet. Værst af alt: pigen dukkede ikke altid op til timerne, med ondt i maven eller ren glemsomhed som undskyldning
Karina blev mere og mere presset. Hver lærerkontakt var som et trut i nødraketten. Hun prøvede at tale med Alberte, men svaret var altid: Det er fint, mor, chill. Men lange forklaringer var der bare ikke tid til på grund af jobbet.
En dag, helt flad efter dagen på arbejdet, tog Karina fat i svigermoren. Hun fik listet datteren ind på værelset, vendte sig om og sagde lavmælt:
Rigmor, sæt nu lidt skub i Alberte med de lektier. Jeg kan ikke holde flere klager fra lærerne ud! stemmen var på nippet til tårer Jeg orker bare ikke mere. Jeg er hjemme så sent, at jeg næsten kun når at vinke fra gangen.
Rigmor lagde strikketøjet, hævede et bryn og svarede så ganske afslappet:
Ak, det er ikke så slemt hvem har sagt, alle skal være klassens lys? slog hun ud med hånden. Mads var heller ikke et vidunderbarn, og han blev jo et godt menneske.
Karina gik helt i stå. Indeni boblede sætningerne op: Godt menneske? Den mand, der ikke bestilte andet end at dovne og stirre ind i computerskærmen? Men at diskutere med farmor var ikke smart. Rigmor kunne let tage sin hånd væk, og hvad så? Skulle Karina så droppe jobbet og købe rugbrød og remoulade for dagpenge?
Hun snappede efter vejret, prøvede at lyde rolig:
Jeg vil bare ikke have, at Alberte sakker bagud. Det er vigtigt for hendes fremtid
Rigmor smilede så sødt, at Karina følte sig som et pattebarn:
Tag det roligt, Karina. Børn skal da også have sjov. Det ordner sig!
Karina klemte koppen til fingerspidserne blev hvide, men tog en dyb indånding og prøvede én gang til:
Bare lidt tid til hendes lektier, ikke? Hun skal jo til eksamen. Hvis hun mister grundlaget nu, bliver det umuligt senere.
Rigmor smækkede avisen. Munden blev til én lang, tynd streg.
Nu gider jeg altså ikke høre mere! Alberte klarer det udmærket! Jeg nægter at plage hende med bøger hele tiden. Hun skal også leve og udvikle sig på andre måder. Og eksamener? Dem skal hun nok klare, tro mig.
Rigmor så ikke engang på svigerdatteren mere. Karina måtte bide det i sig for nu. Hvad var ellers valget? Give barnet tilbage til et tomt hjem? Det var der ikke meget sjov i.
Hun mindede sig selv om, at det kun gjaldt et par år endnu. Om lidt var drengestregerne ovre, og så kunne de få en god hverdag, Karina og Alberte. Hun ville hjælpe med plan, ansvar og daglige lektier. Det blev hårdt, men det skulle lykkes.
Naivt? Ja, men sådan er man, når man tror, at alt kan rettes op.
************
To år gik og Karina måtte bittert konstatere, at situationen bare var blevet værre. Jobbet kørte meget bedre nu, ingen flere forretningsrejser. Endelig var hun hjemme hver dag, og kunne se frem til faste hverdage. Tiden var kommet, sagde hun til Alberte en aften, hvor de sad over et par madder.
Jeg har tænkt på noget Skal vi ikke prøve at have dig hjemme fast nu? Du kan selvfølgelig besøge farmor i weekenden og sådan, men nu prøver vi på med lidt rutine sammen, som før.
Alberte rynkede på næsen, kiggede skeptisk væk, men protesterede ikke højlydt:
Nå OK da.
I virkeligheden havde hun dog ingen planer om at ændre en tøddel. Hvorfor skulle hun? Mor var jo aldrig hjemme alligevel. Alberte kunne stadig slippe udenom det kedelige og gøre, hvad hun havde lyst til. Farmor havde altid sagt, at karakterer ikke betød noget. Det vigtigste er at være rar og så finder man en god mand, og så skal du én dag nok klare dig!
Men nu havde Karina en helt anden tilgang.
Først lektier, så legeplads. Okay?
Alberte himlede med øjnene:
Ej, mor, slap nu af. Jeg kan sagtens det hele. Jeg får bare 4 det er fint nok!
4? Karina mærkede uro i maven. Du vil vel gerne gøre dit bedste? Og eksamenerne om et par år kræver altså, at du tager dig sammen nu.
Arh, rolig nu, viftede Alberte af. Farmor siger, at relationer er det vigtigste. Jeg skal ikke være en papegøje, jeg vil ud alle veninderne er allerede afsted!
Karinas øjne frøs til. På de to år havde farmors filosofi plantet sig dybt i pigehjertet.
Hør her, hun måtte tvinge stemmen til ro, jeg forbyder dig ikke at lege, men du skal lave dine opgaver først. Det er reglen her.
Hvad? Det har vi da aldrig haft før! Farmor tvinger mig aldrig!
Karina tog en dyb indånding. Det her blev ikke nemt, men hun gav ikke op.
Nu bor vi her sammen og der er lidt andre spilleregler. Lektier først. Så det andet.
Jamen, helt ærligt! Jeg går altså ud.
Alberte pilede ud i entréen, snuppede jakken og var på vej, inden Karina nappede nøglerne.
Næ, du går ikke nogen steder. Giv mig telefonen! Nu sætter du dig og laver lektier.
Alberte stod bomstille, armene over kors og så trodsig ud:
Du kan da ikke bestemme over mig! Mine veninder venter!
Karina måtte tage sig sammen for ikke at råbe. I stedet trådte hun et skridt frem:
Jo, det kan jeg. Jeg er din mor!
Så begyndte Alberte pludselig at grine højt, nærmest hånligt:
Min mor? Dig? Hah! Du er jo bare sådan en, der har smidt sit barn af hos farmor og nu tror du, du kan komme og bestemme Det er da for langt ude!
Karina stod som lammet. Hun fik lyst til at synke i jorden.
Er det virkelig min datter? tænkte hun fortvivlet. En fjortenårig, der aldrig har haft andet end frit valg på alle hylder og nu prædiker om ansvar?
Hun rystede på hænderne: vrede, fortvivlelse, tvivl i en salig blanding. Var alle hendes anstrengelser spildte og misforstået? Betragtet som svigt?
Alberte jeg forlod dig aldrig med vilje, jeg arbejdede for, at du kunne få det godt. Gå i en ordentlig skole, få nye bøger
Jeg hadede at bo hos farmor i starten! råbte Alberte nu, med tårer i øjnene. Du var aldrig hjemme, og jeg blev bare dumpet hos hende! Du gad ikke engang ringe rigtigt!
Karina forsøgte at forklare, at hun hele tiden tænkte på Alberte men ordene satte sig fast i halsen.
Jeg jeg ville kun gøre, hvad der var bedst, hviskede hun.
Alberte snøftede, vendte ryggen til og mumlede:
Ja ja. Du tror altid, du ved bedst. Jeg gider ikke mere! Jeg vil bo hos farmor. Hun lytter i det mindste.
Da hun smækkede døren til værelset, stod Karina hjælpeløst i gangen med nøgler og mobil. Var der overhovedet en vej tilbage?
Inde på værelset røg tøjet i kufferten med vrede ryk. Fedt, jeg har ikke pakket ud endnu! Jeg bliver ikke et sekund mere her de tror bare, jeg skal vaske gulv og være deres hushjælp. Jeg bestemmer da selv, om jeg laver lektier!
Kufferten blev smækket, tasken pakket. Lige inden hun gik, tøvede hun men besluttede sig så: De skal ikke få ret i noget!
Karina blev siddende, da døren smækkede bag datteren. Tårerne pressede på, men hun tørrede dem væk. Hvad skulle hun gøre nu låse døren og holde barnet fanget? Nej så knækker alt til sidst.
Med skælvende hænder fandt hun telefonen og tastede Rigmors nummer ind. Efter ét ring lød den vanlige, lidt drillende stemme:
Ja, det er Rigmor.
Karina kæmpede for at holde stemmen lige, men ordene væltede ud:
Hvad har du gjort ved mit barn? Hun hører overhovedet ikke efter! Hun har pakket og stormet hjem til dig kalder mig for kølige, ufølsomme navne, du ikke vil høre gentaget!
Rigmor fnyste, som om hun havde forventet klagesangen:
Du startede vel med lektierne med det samme? Hvor mange gange har jeg ikke sagt, at du skal tage det roligt børn skal jo mærke livet, og ikke bare sidde bøjet over en bunke bøger!
Karina mærkede blodet stige til hovedet.
Mærke livet? Skal hun da aldrig have en uddannelse, eller hvad? Du har gjort hende ansvarsløs og det må du tage på din kappe!
I røret blev stillingen skarpere, og så svarede Rigmor, kold som is:
Hun har truffet sit valg hun vil ikke bo hos dig. Din opgave er bare at sende børnepengene til tiden. Du vil vel ikke miste dit job på grund af ballede, vel?
Karina stivnede. De ord stak dybt hun kunne ikke engang svare, før røret blev lagt på.
Hun sænkede telefonen, lod roen indfinde sig for en stund, mens lejligheden blev for tom, for stille. Hendes datter var væk og hun havde ingen idé om, hvordan hun vandt hende tilbage
************
Karina så stort set aldrig Alberte. Datteren nægtede at møde hende, og ved ethvert forsøg ventede kun tavshed eller skarpe bemærkninger. Karina måtte indse, at hun selv eller rettere, hendes valg havde drevet Alberte over til farmor. Og Rigmor så sandsynligvis refleksionen af sin tabte søn i barnebarnet forkælede hende, lod hende slippe uden ansvar og prædikede, at det vigtigste var at være sød.
Det eneste bånd, der var tilbage, var pengene. Karina satte månedligt lidt penge ind til Alberte, nok til slikkepenge og mobilabonnement. Resten sendte hun til Rigmor. Hun nænnede ikke at trække lommepengene, men nægtede også at øge dem især efter at have hørt sætningen Du er ikke min mor! blive kastet efter sig.
Eksamen kom og ikke overraskende dumpede Alberte det hele. At gå op i skolen havde aldrig været farmors fokus.
En dag mødte Alberte uanmeldt op på Karinas arbejde, marcherede ind på kontoret, satte sig lige overfor og sagde uden omsvøb:
Mor, du skal betale for min videregående uddannelse. Jeg har fundet en, der er let nok, så jeg skal bare tilmeldes.
Karina lagde roligt papirer fra sig, så på Albertes trodsige blik og svarede køligt:
Nej. Bare glem det. Hvor mange gange bad jeg dig om at tage dig sammen? Hvor mange gange spurgte jeg til dine lektier? Nu må du selv tage ansvar. Du har valgt at feste med veninderne men nu må du også høste, hvad du har sået.
Alberte blev rød i hovedet, men holdt masken:
Det koster dig nærmest ingenting! Du har aldrig været der for mig det kan du vel godt gøre nu!
Karina satte i stedet trumf på:
Det eneste, jeg kan gøre, er at lære dig ansvar. Du siger, du er voksen? Så må du klare dig selv. Alt i livet koster tid, kræfter og ansvar.
Alberte fløj op:
Du er ondskabsfuld! råbte hun. Du tænker kun på dig selv!
Karina holdt blikket fast:
Hvis du lyttede bare en smule, vidste du, at jeg går på barsel om tre måneder. Jeg har ikke penge til mere det må du selv sørge for.
Alberte stivnede:
Barsel? Skal jeg nu have en lillebror eller lillesøster? Det er mit arve-lotto, du smider væk!
Karina smilede nærmest:
Der er ikke noget dit! Du bliver myndig lige om lidt og du ved, hvad det betyder: ingen penge fra mig fremover!
Sekretæren stod blevet rød i kinderne, men Karina vinkede hende frem:
Gitte, kan du være sød at hente vagten?
Alberte indså, slaget var tabt, sendte sin mor et rasende blik og styrtede ud.
Dørens smækken rungede længe.
Er du okay? lød det forsigtigt fra Gitte.
Karina trak vejret dybt:
Ja, vi arbejder videre. Sådan er det bare.
**********
To år senere lod Alberte sig friste af en ny kjole. Hun indtastede koden i hæveautomaten, men skærmen blinkede kun: Saldo 0 kr.
Hvad fanden? mumlede hun, trak kortet ud, fandt mobilen frem. Nummeret findes ikke længere.
Hun bed sig i læben. Morens adresse kendte hun ikke længere hun var både flyttet og gift, havde fået et barn til. Nej, det her kunne ikke passe!
Hun dukkede op på den gamle arbejdsplads. Ind i receptionen, et anstrengt smil:
Jeg skal tale med Karina Christensen.
Receptionisten kiggede undskyldende Karina arbejdede ikke længere der. Men hun efterlod et brev til dig og rakte et hvidt konvolut over disken.
Alberte åbnede den. Inde i lå et sammenfoldet papir med mors genkendelige håndskrift:
Tillykke med de 18. Nu må du stå på egne ben.
Alberte stod et øjeblik helt stille, inden hun slæbte sig ud i det grå danske forår. Der var ingen penge, ingen livline. Fremover måtte hun selv finde vejen.
